Den 6. juli i året 1415 blev den tjekkiske reformator Jan Hus (1369-1415) brændt. Det er altså i dag 600 år siden, at denne forløber for 1500-tallets kendte europæiske reformatorer døde. Og man skal ikke undervurdere den kritisk tænkende teolog, siger forhenværende biskop i Haderslev Stift Niels Henrik Arendt, nu sognepræst i Staby Sogn i Vestjylland, der er optaget af de europæiske reformatorer.
”Jan Hus var en betydelig skikkelse i den europæiske historie, særligt i kirkehistorien, og han spillede også en betydelig rolle folkeligt. Han er også et eksempel på en reformator, som det ikke lykkedes for,” siger Niels Henrik Arendt.
Han peger desuden på, at både Jan Hus og reformatoren Martin Luther (1483-1546) kom i middelalderkirkens vridemaskine. Også teologisk havde Luther en del tilfælles med Jan Hus, og indholdet i Hus' 600 artikler kommer meget, meget tæt på senere lutherske skrifter. I hans tekster møder man protest mod aflad og nadversyn samt støtte til bibler på nationalsproget.
”Og det er interessant at overveje, hvorfor Reformationen lykkedes for Luther og ikke for alle de andre,” siger Arendt, der i den sammenhæng hæfter sig ved, at Hus var mere akademisk end Luther, der til gengæld havde en folkelig sprogkraft uden lige.
Kandidatstuderende ved Det Teologiske Fakultet i København Brian Schønberg kender tjekkisk historie godt og er ikke enig i Arendts vurdering.
”Jan Hus er stor i Tjekkiet, og de gør meget ud af 600-året. Men i en europæisk sammenhæng har han ikke den store betydning.”
Brian Schønberg medgiver, at Jan Hus har sammenligningspunkter med Luther, blandt andet at Bibelen skal læses på nationalsprog. Hus kritiserede også afladstraditionen.
”Luther har set Jan Hus' skrifter og ikke fundet fejl ved Hus' lære, og også derfor bliver Hus opfattet som havende samme ærinde,” siger Brian Schønberg.
Til gengæld kritiserede han ikke i helt så voldsomme vendinger den katolske kirke, som Martin Luther gjorde cirka 100 år efter, hvor han revsede den katolske kirke voldsomt.
Jan Hus kom fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet og tjente den katolske kirke i mange år. Han var ifølge ”English Bible History” tiltrukket af præstegerningen, knap så meget på grund af professionen som på grund af det gode liv, præsterne førte.
Jan Hus' store helt var John Wycliffe, som var en tidlig britisk reformator, der ligesom Jan Hus vendte sig imod den katolske kirkes nadver- og afladsforståelse.
Bøhmens kong Wenzels søster giftede sig med engelske kong Richard II (1367-1400), og derfor blev Wycliffes skrifter også kendt i Bøhmen. Jan Hus oversatte dem til tjekkisk.
Jan Hus selv fik udbredt de nye tanker via oversættelser fra engelsk. Hans karriere inden for teologien tog fart, da han først erhvervede en akademisk grad i teologi i 1394, og seks år senere blev ordineret. I 1401 blev han dekan på det filosofiske fakultet, og året efter blev han rektor.
Jan Hus var en del af en reformbevægelse, der var inspireret af Wycliffe. Men han havde også andre inspirationskilder. Hus havde skabt sig et navn inden for teologien, men på grund af hans meget lidt diplomatiske kritik af den katolske kirke var biskoppen tvunget til at afskedige ham. Wycliffes skrifter spredte sig til hele landet, og det kom til optøjer flere steder. Så i 1409 blev det den katolske ærkebiskops lod at fjerne alle Wycliffes bøger fra offentligheden, for alle hans doktriner skulle rulles tilbage, og frie prædikener blev forbudt.
Kardinalen ved kirken Sankt Angelo, som ligger i Rom, fik nu ordre på at gå efter Hus uden barmhjertighed.
Hus blev udstødt af kirken. Og Betlehems-kapellet, der var den kirke i Prag, han tidligere med stor succes havde været præst for, blev forsøgt lukket. Kapellet hørte dog under universitetet og ikke kirken, så han kunne ikke forhindres i at prædike videre. På det tidspunkt var han den mest søgte prædikant i Prag.
Men derefter gik det ned ad bakke. Hus forlod Prag, men blev inviteret til og lovet frit lejde til kirkemødet i Konstanz, der varede fra 1414 til 1418. Mødets centrale punkter handlede egentlig ikke om Jan Hus, som Brian Schønberg udtrykker det.
”Det handlede om at finde én pave i flokken i stedet for de tre, der var, da kirkemødet startede.”
Eller som Niels Henrik Arendt udtrykker det:
”Hus' henrettelse var en sidebegivenhed i forhold til kampen om paveembedet. Hovedpunktet var, hvem der skulle være pave. Jan Hus havde kritiseret dobbelt-paverne, og kunne Konstanz-mødet ordne det, ville alle være tilfredse.”
”Hus røg på en måde bare med i købet,” siger Niels Henrik Arendt.
”Og når Martin Luther lykkedes med sin reform i 1500-tallet, var det blandt andet, fordi hans fyrste beskyttede ham, men der var ingen fyrste til stede i Konstanz, da ilden brændte Hus op. Og fordi han blev erklæret kætter, var det en almindelig opfattelse, at kejseren godt måtte bryde sit løfte. Også Luther fik mange år senere frit lejde til rigsdagen i Worms, men her sikrede kurfyrsten, at løftet om frit lejde blev overholdt.”
Det frie lejde, Jan Hus var blevet lovet ved kirkemødet i Konstanz, blev brudt, og i stedet blev han fordømt i katedralen af hele forsamlingen af delegater. Biskoppen af Lodi i det nordvestlige Italien leverede en prædiken, hvor han talte om pligten til at udrydde hedenskab. Jan Hus protesterede voldsomt. Også en italiensk prælat fordømte Jan Hus og hans skrifter.
Hus faldt på knæ og bad om, at Gud ville tilgive hans synder.
Derefter blev han strippet for al gejstlig beklædning, og blev igen bedt om angre.
Det ville han ikke.
Flokken ødelagde også hans tonsur - den ring af hår, som munke bar i middelalderen - og derefter fik han en narrehat på hovedet i stedet, hvorpå der stod, at han var en kætter. Kirken og dens mænd fratog ham med andre ord alle rettigheder.
På henrettelsespladsen blev Jan Hus klædt af, hans hænder blev bagbundet med reb, og han fik en kæde om halsen, mens der blev bygget et bål op omkring ham.
Til det sidste forsøgte kejserens marskal von Pappenheim at plædere for, om Hus' liv dog ikke kunne reddes med en tilbagekaldelse af dødsdommen.
Det sagde den dødsdømte nej til. Til gengæld sagde han:
”Gud er mit vidne på, at jeg aldrig har undervist i det, som jeg er blevet anklaget for af falske vidner.”
Som en hån mod en anden af samtidens reformatorer, britiske John Wycliffe (1328-1384), som Jan Hus beundrede og kopierede, blev nogle af Wycliffes skrifter brugt som en del af materialet til bålet.
Da den teologiske professor John Wycliffe, der var kritiker af den katolske kirke, døde i 1384, var han langtfra blevet tilgivet sine teologiske tanker. Blandt andet blev hans lig gravet op, brændt og smidt i Themsen.
”Det var først, da Jan Hus døde, at reformstrømningerne kom i gang, og først efter 1500, at den egentlige reformation fandt sted. Og det er også først der, hans budskab slår igennem,” siger adjungeret professor og afdelingsleder Carsten Selch Jensen fra Københavns Universitet.
”Det, Jan Hus siger og gør, falder i Tjekkiet sammen med religiøse, politiske og sociale rørelser, hvor grupper af Hus' følgere, også kaldet husitter - som også var dygtige krigere - huserede. Men havde det ikke været for husitterne, som blandt andet var lejesoldater for forskellige hære og gjorde det rigtig godt, så er det ikke sikkert, at nogen ville genkende navnet i dag,” siger han.
