En sensation med to årtiers tilløb

Offentliggørelsen af evolutionsteorien i 1858 var ikke kun et videnskabeligt gennembrud med betydning for menneskets selvforståelse, men også for den moderne, globale debatkultur

Charles Darwin var en grundig mand, som i årevis arbejdede på at samle dokumentation til støtte for sin evolutionsteori. Personen på fotoet er ikke den ægte Darwin, men professor Jon Fjeldså fra Zoologisk Museum i København, som i forbindelse med den netop åbnede evolutionsudstilling agerer Darwin. –
Charles Darwin var en grundig mand, som i årevis arbejdede på at samle dokumentation til støtte for sin evolutionsteori. Personen på fotoet er ikke den ægte Darwin, men professor Jon Fjeldså fra Zoologisk Museum i København, som i forbindelse med den netop åbnede evolutionsudstilling agerer Darwin. –. Foto: Jens Astrup.

I juli 1858 fandt en lille sammenkomst sted i det videnskabelige selskab Linnean Society i London. 30 mennesker var til stede, da to stort set identiske videnskabelige teorier blev læst op. Ingen af ophavsmændene var til stede, og offentlighedens interesse var sparsom. Da Linnean Societys præsident siden skrev sin årsrapport for 1858, noterede han, at der intet særligt var at bemærke.

Og ikke desto mindre var det et af periodens allerstørste videnskabelige gennembrud, selskabet havde lagt hus til. Et gennembrud, som var blevet omhyggeligt forberedt gennem mere end 20 år. Et gennembrud, som ændrede menneskets selvforståelse. Og et gennembrud, som året efter skulle opnå en hidtil uset mediemæssig gennemslagskraft, da teorien udkom i bogform.

Som de fleste nok har gættet, er det Charles Darwins teori om evolution gennem naturlig udvælgelse, der her er tale om.

Men hvorfor skulle der gå to årtier, før teorien blev udbredt til verden? Hvem var den anden forsker, som også havde formuleret en evolutionsteori? Og hvordan gik det til, at offentliggørelsen af de to teorier skete samtidig?

Peter C. Kjærgaard er idéhistoriker ved Aarhus Universitet og Cambridge University og har sat sig i spidsen for Darwin-formidlingen herhjemme. Han forklarer, at Darwin først og fremmest ventede med at offentliggøre sin teori, fordi han ville sikre sig, at dokumentationen var i orden.

Darwin fik idéen i 1837. Fem år senere havde han et manuskript til sin bog klar, og i 1844 forelå et nyt, udvidet manuskript. Det kan virke mærkeligt, at han derefter ventede i 14 år. I dag ville en tilsvarende forsker hurtigst muligt få sin teori offentliggjort i tidsskriftet Nature og derefter rejse midler til at kunne stå i spidsen for et helt hold af forskere til at arbejde videre, siger han.

Men tiden var en anden dengang. Og dertil kom, at Darwin i 1844 for alvor blev klar over, at det var erkendelsesmæssigt sprængstof, han sad med.

Netop som det udvidede manuskript til Arternes oprindelse var klart, udgav en anonym forfatter den populærvidenskabelige bog Levn fra skabelsens naturhistorie, som strejfede ideen om, at alt levende har forandret sig over tid, fordi levende væsener tilpasser sig det miljø, de lever i. Bogen blev læst af mange, men hudflettet af den videnskabelige sagkundskab.

Darwin blev hunderæd. Han var afhængig af at kunne få sine videnskabelige kollegers anerkendelse, og nu oplevede han, at de samme kolleger tog afstand fra en beslægtet teori, beretter Peter C. Kjærgaard.

Han vurderer, at Darwin ikke på nogen måde var i tvivl om, at han var på rette spor med sin evolutionsteori. Det var alene et spørgsmål om, hvordan resten af verden kunne overbevises.

Derfor gav Darwin sig til at arbejde. Dels samlede han yderligere dokumentation til støtte for evolutionsteorien, dels formåede han at skabe sig et navn som en af verdens førende biologer. Til trods for, at han ingen formel uddannelse havde som biolog, og at han livet igennem forblev en privat forsker uden tilknytning til et universitet.

Den offentlige succes og videnskabelige anerkendelse, Arternes oprindelse fik, da den omsider udkom, hang sammen med, at Darwin på det tidspunkt var en legende, fortæller Peter C. Kjærgaard.

At offentliggørelsen i 1859 blev en verdenssensation, kæder han sammen med Darwins ry, teoriens umiddelbare appel til debat mellem mennesker og den kendsgerning, at læsefærdigheder og trykketeknik netop på det tidspunkt havde udviklet sig i en grad, så man kan tale om, at en global medieoffentlighed var opstået.

Darwin fik med sin teori mennesker til at stille spørgsmål som: Hvem er vi? og Hvor kommer vi fra?. Det var en perfekt sag til at udnytte den nye informations-infrastruktur, som var skabt med aviser og tidsskrifter. For hvad kan optage os mennesker mere end vi selv? spørger Peter C. Kjærgaard.

Man kan sige, at Charles Darwin havde samme sans for at markedsføre en videnskabelig sensation som de amerikanske forskere Stanley Pons og Martin Fleisch-mann, der i 1989 under stor mediebevågenhed bekendtgjorde over for verden, at de havde gennemført en såkaldt kold fusion, der ville revolutionere verdens energiforsyning.

Forskellen var blot, at Pons og Fleischmann hævdede at have gennemført forsøget, men de var ude af stand til at gentage det, hvilket inden for naturvidenskaben omgående får hele korthuset til at ramle. De var for tidligt ude og for dårligt forberedte, da de indkaldte verden til pressemøde.

Modsat var Charles Darwin en yderst tålmodig mand, der nok kunne skabe sensation, men først efter at have taget tilløb i to årtier og ventet på, at tiden var moden. Og sandsynligvis måtte verden have ventet endnu længere på Arternes oprindelse, hvis ikke han pludselig havde fået et brev fra Indonesien, som totalt slog benene væk under ham.

I 1850erne rejste en anden naturforsker, Alfred Russell Wallace, nemlig rundt i Indonesien og Malaysia og udholdt alskens strabadser i videnskabens tjeneste. Uden at kende til de tanker, Darwin endnu holdt for sig selv, formulerede han en tilsvarende evolutionsteori.

Den unge mand vidste ikke selv, hvor epokegørende tanken var. Derfor sendte han et brev med teoriens hovedtræk til tidens førende kapacitet på området: Charles Darwin.

Wallace ville vide, hvad Darwin syntes. Darwin var rystet. Hans livsværk kunne blive overhalet af en ukendt lille fryns. Det kunne han ikke leve med. Til gengæld var han også et meget moralsk menneske, så han kunne heller ikke bare påstå, at brevet var gået tabt, og så skynde sig at offentliggøre sin teori, forklarer Peter C. Kjærgaard.

Løsningen på dilemmaet blev udtænkt i samarbejde med Darwins nære videnskabelige venner. Wallace og Darwin kom formelt set samtidig i mål med teorien via den fælles offentliggørelse i Linnean Society. Det var dog ikke dén, der satte verden i brand, men bogudgivelsen året efter.

Der er ingen tvivl om, at håndteringen er et godt eksempel på videnskabelig damage control: Darwin tog styring på en måde, som tilgodeså alle, og som tilfredsstillede både hans forfængelighed og ønsket om at være fair mod Wallace, fortæller Peter C. Kjærgaard.

Og Wallace, som endnu var i Indonesien, var Darwin dybt taknemmelig for, at han sørgede for offentliggørelsen. Hvad der kunne være blevet århundredets videnskabelige rivalisering blev i stedet et livslangt venskab mellem to britiske gentlemen.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk