En sort stentavle er et håndfast udtryk for, at der var tætte forbindelser mellem det gamle Egypten og Grækenland 380 år f.Kr.
Tavlen viser de toldtariffer, som farao Nectanebos I dikterede for samhandlen med grækere. Tavlen er et af de spektakulære fund fra de to havnebyer Thonis-Herakleion og Canopus, som har været gemt og glemt under vand, efter de blev oversvømmet i takt med ændringerne i Nildeltaet.
Teorien er, at jordskælv og ændringer i vandstanden betød, at byerne blev opslugt af vandet for omkring 1300 år siden. Byerne var bygget på en samling øer, og der var et omfattende kanalsystem, hvorfor byerne er blevet sammenlignet med Venedig.
De to byer ligger i Abukir-bugten, som ligger cirka 30 kilometer øst for Alexandria i det nuværende Egypten. Og de er ikke kun dækket af vand, men også af op til tre meter dybe mudder- og sandaflejringer, hvorfor de mange genstande er utroligt velbevarede. Fremskridt i undervandsarkæologi har gjort det muligt at udforske de nedsunkne byer.
Den sorte stentavle er et af de mange fund, som kan ses på en netop åbnet udstilling på British Museum i London.
”Vi har fået fantastisk ny viden om samspillet mellem Egypten og Grækenland. Der var en stor samhandel, og de var vigtige havnebyer, 300 år før Alexander den store erobrede Egypten og grundlagde den senere så vigtige havneby Alexandria,” forklarer kurator Aurélia Masson-Berghoff.
Byerne var kendt fra skriftlige overleveringer, men det var først i 1999, at arkæologerne tog fat på det komplicerede arbejde med at afdække Thonis-Herakleion, som ligger syv kilometer fra kysten.
For over 2700 år siden var det nemlig der, Nilen havde den bredeste udmunding, som gjorde det muligt for handelsskibe at lægge til.
”Vi ved, at faraoerne tidligt startede med at rekruttere soldater fra Grækenland og Tyrkiet. Så vi vidste at der var græske soldater, der bevogtede kystbyerne, og at byerne først og fremmest var handelsbyer,” siger Aurélia Masson-Berghoff.
Hun fremhæver, at det ikke kun er de store pompøse skulpturer og genstande fra templer, som er velbevarede, men også mange små dagligdags detaljer som almindelige menneskers ofringer til guderne, der blev smidt i kanalerne.
Farao Psamtik I var manden, der bød grækerne velkommen og tilmed tillod, at de kunne bosætte sig i de udvalgte havnebyer.
”Havnebyerne havde også en vigtig rolle i inddrivningen af skatter for de varer, der kom ind i Egypten. I den periode havde faraoen en tæt kontrol med handlen, og ti procent af alle inddrevne skatter blev givet til gudinden Neith,” forklarer Aurélia Masson-Berghoff.
Udstillingen har fokus på tiden, hvor de sidste ægte faraoer regerede fra 664 til 332 f.Kr. – omend afbrudt af to store persiske invasioner – samt Ptolemæerriget, som eksisterede fra Alexander den Stores erobring i 331-330 f.Kr., hvor den sidste regent i Ptolemæus-slægten, Kleopatra VII, mistede magten, og Egypten blev en provins i Romerriget.
I alt blev det til 600 år med en markant græsk og græsk-makedonsk indflydelse i Egypten.
”Folk antager ofte, at når to kulturer bliver blandet, så bliver essensen af dem begge udvasket og derfor svækket. Men denne udstilling viser det modsatte. Vi viser denne vibrerende kosmopolitiske verden set gennem egyptiske og græske kunstværker samt hybrider af begge, som sjældent er set side om side,” siger Aurélia Masson-Berghoff.
Et tydeligt eksempel er kolossale skulpturer, som er fundet under vandet. Her er tale om græske dronninger og konger fra Ptolemæerriget, men de fremstår som ægyptere.
Det var primært grækerne, som kom til Egypten, omend der også er eksempler på folk fra andre middelhavslande. Derimod er der kun begrænsede eksempler på, at Egypterne på samme vis bevægede sig over Middelhavet. De var ganske vist gode skibsbyggere, men de holdt sig til Nilen og de kystnære områder.