Der bliver hvisket på Plejecentret Præsthøjgården i Horsens. For nu kommer det snart, det nye robotbad. Lige nu er tekniske eksperter ved at se badet efter i sømmene, men midt i august kan beboerne omsider prøve den automatiske brusekabine fra Japan, som kan vaske dem, helt privat, uden at de skal vendes og drejes af plejerne. De bliver bare lagt på en madras og rullet ind i maskinen. Nærmest som en eksklusiv wellness-oplevelse.
LÆS OGSÅ: Ældre foretrækker robot fremfor familien
Sådan er der i hvert fald nogle, der ser på det. Det er typisk de yngre ældre, de 60-70 årige, som er mest positive. De har været vant til at klare sig selv indtil for ganske nylig og synes ofte, det er grænseoverskridende at få andre til at bade sig. De ældre ældre har derimod fundet en tryghed i, at andre gør tingene for dem. De vil have mennesker omkring sig, ikke maskiner, forklarer centerets leder, Lene Offersen.
Maskinen er et spændende kig ind i en mulig fremtid på plejeområdet. Vi ønsker selvfølgelig det bedste for både brugerne og de plejere, der skal tage sig af dem, men spørgsmålet er jo, hvad det bedste egentlig er? Hvornår er teknologien fremmedgørende, og hvornår skaber den faktisk en bedre hverdag? Det er en balance, der kan være svær at finde, siger hun.
Det dilemma har altid eksisteret, fordi teknologi altid har eksisteret. Men det har aldrig været mere tydeligt end nu, hvor den teknologiske udvikling og de, der håndterer den, former vores samfund og præger vores hverdag mere end nogensinde. Længere broer, hurtigere tog, højere bygninger. Eller en telefon, der tilsyneladende kan alting.
Ofte er det sådan, at man enten oplever udviklingen som så omsiggribende, at man knap lægger mærke til det. Eller også er den så nærværende, at man skræmmes af den, konkluderer forskerne og historikerne Keld Nielsen, Henry Nielsen og Hans Siggaard Jensen i deres bog Skruen uden ende om teknologiens historie.
Vores forhold til den moderne teknologi er blevet en opdeler på linje med uddannelse og økonomi, lyder det. Der er de aktive brugere og de passive brugere. De fascinerede og de skræmte. Og det er ikke altid nemt at finde ud af, hvor man egentlig hører til, for der er næsten altid både fordele og ulemper ved teknologien. Stenaldermennesker blev eksempelvis i stand til at samle mere føde og dyrke jorden, fordi de opfandt stenredskaber. Men snart blev redskaberne også brugt som blodige våben.
Skal man forsøge at navigere i den moderne teknologiske verden på en måde, så man er mere fascineret end skræmt og oplever flere muligheder end udfordringer, kan det være nyttigt at forstå, hvordan teknologien og vores forhold til den har udviklet sig gennem tiden. For det er ikke længe siden, at teknologi udelukkende var udtryk for fremskridt, tillid og menneskets muligheder for at overskride sine egne, naturlige begrænsninger.
Opfattelsen var, at teknologien havde skabt mennesket, ikke omvendt. Med opdagelsen af ild kunne mennesket for eksempel tilberede og spise langt mere varieret kost, så færre led sultedøden, og på kort tid steg omfanget af menneskeheden dramatisk. I en lang periode spredte vi os med cirka to kilometer om året og blev på relativt kort tid den dominerende dyreart på kloden.
Den opfattelse eksisterer stadig, men op gennem historien fik den ikke noget modspil. Oldtidens syv vidundere (blandt andet Keopspyramiden i Egypten og Babylons hængende haver i Irak) var det rene eksempel på menneskets formåen. Det samme var de store opdagelser i 1400-1500-tallet (Columbus finder Amerika, Vasco da Gama finder vejen til Indien syd om Afrika, og Magellan finder vejen syd om Sydamerika til Indien).
Med den industrielle revolution i 1800-tallet begynder udviklingens negative sider at vise sig. Velstanden bliver generelt øget, og levetiden forlænget, men samtidig opstår storbyernes slum og en stadig skarpere opdeling mellem dem, der har, og dem, der ikke har.
Det var alligevel først med Anden Verdenskrig, at der for alvor blev sat spørgsmålstegn ved det selvfølgelige i, at den teknologiske udvikling også var en naturlig del af historiens og menneskets udvikling og et gode for samfundet. Teknologi var nu ikke blot et middel til at opnå noget, det var en bestemt måde at forholde sig til tilværelsen på, som aldrig var neutral. Særligt atombomben ændrede manges syn i en mere negativ retning og skabte en frygt for det ustyrlige element i teknologien. Man begyndte at spørge: Hvad kan det dog ikke ende med uden at forvente et positivt svar.
Den opfattelse fik stadig større kraft i anden halvdel af 1900-tallet, ikke mindst i takt med den stadig mere synlige forurening fra industrien og den stigende arbejdsløshed skabt direkte af ny og mere effektiv teknologi.
Fremkomsten af hele informationsteknologien og særligt computeren fra 1980 betød endnu et skifte. Teknologien handlede nu mindre om naturen og mere om forholdet mellem mennesker. Den bioteknologiske udvikling trak også i den retning, for med de nye muligheder for eksempelvis kloning af dyr og kunstig befrugtning af mennesker blev teknologien nu i større grad gjort til et spørgsmål om den enkeltes etik og moral. I hele den vestlige verden begyndte man at nedsætte etiske råd og nævn for at overvåge og diskutere de mange nyopståede dilemmaer. I Danmark fik vi Det Etiske Råd i Danmark i 1987. Ud over at vurdere, hvad der var rigtigt eller forkert, ansvarligt eller uansvarligt, pligtigt eller ej, skulle de nye råd også vurdere risici, usikkerhed og langsigtede konsekvenser.
En helt ny type spørgsmål opstod: Kan planter, dyr og fostre have særskilte rettigheder, der beskytter dem mod teknologiens fremmarch? Igen var Anden Verdenskrig pejlemærket, for nazisternes såkaldt lægevidenskabelige forskning havde sprængt alle rammer for, hvad man kunne bruge den medicinske teknologi til.
I dag lever vi meget forskelligt med teknologien dels fordi vi bruger den på mange måder, dels fordi der kommer stadig større forskel mellem generationerne i deres tilgang til teknologien.
En af teknologifilosofiens moderne grundlæggere er amerikaneren Carl Mitcham, og han ser især tre forskellige holdninger til teknologi i dag.
Den første er den skeptiske, hvor teknologien grundlæggende anses for at være farlig og truende over for både individuelle og samfundsmæssige værdier. Her finder man typisk de økologisk og alternativt tænkende.
En anden gruppe er de optimistiske, som anser det at skabe og forandre som noget naturligt og noget, der skaber velfærd og en bedre verden. Her synes mange politikere at befinde sig, mener Mitcham.
Den tredje holdningstype er den romantiske. Her opfattes teknologi som et tveægget sværd, der både kan give os indsigt i og udfordre vores liv, men som samtidig kan være med til at gøre det mere overfladisk. Teknologi er noget usikkert, der sætter os på en prøve, som vi kun består, hvis teknologien bruges rigtigt. Mange med særinteresser som computerspil eller motorcykler vil tilslutte sig den holdning.
Der er dog også en helt anden dimension i forskellene på, hvordan vi forholder os til teknologien, mener Jens Breinegaard, direktør for Danmarks Tekniske Museum. Nemlig, hvor meget den kan forandre vores liv. I Indien har man efter amerikansk forbillede oprettet såkaldte sciencecentre for at få ungdommen til at tage den teknologiske verden til sig, og det har været en gigantisk succes. For her ved de unge og deres forældre, at vejen ud af slummen går gennem uddannelse og teknologisk dygtighed.
Den samme drivkraft mangler i den vestlige verden, mener han. Vi forstår simpelthen ikke tilstrækkeligt behovet for viden om teknologien.
Vi er blevet teknologibrugere og tror i stigende grad, at det er nok. Den ældre generation er stadig mest optaget af teknologiens tekniske indhold, men de unge er fuldt fokuseret på at bruge den. Og det skaber hele tiden en forskellig tilgang, når en ny teknologi opstår, siger han.
Og så er vi tilbage i robotbadet. Det er i den retning, den teknologiske udvikling går, mener Jens Breinegaard, fordi udviklingen særligt de seneste 100 år udelukkende er styret af ønsket om vækst. Og vækst skaber man blandt andet ved at minimere udgifterne til plejepersonale.
Derfor tror han, at fremtiden generelt byder på mere robotlignende tilstande, både derhjemme, på arbejdspladsen og i hele sundheds- og omsorgssektoren. Simpelthen fordi der af demografiske grunde bliver færre hænder til at få samfundet til at køre. Men de ældre behøver ikke frygte, at den menneskelige omsorg helt forsvinder, understreger han:
Man skal huske på, at de helt store teknologier er meget sejlivede. En bilmotor fungerer stadig nogenlunde, som den gjorde for 100 år siden. Tastaturet på en computer er magen til det på en skrivemaskine fra 1800-tallet, selvom vi med fordel kunne have ændret det. Forestillingerne om, at det næste nye vil ændre alting, er næsten altid overvurderende.
mennesker side 10