Rom ved midnatstide. Året kunne være 1811. En procession haster gennem staden i mørket. Vognen rumler med kisten bagpå. På den ikke-katolske kirkegård mødes følget af den danske konsul, som skal stå for begravelsesritualet. Alt helst i dybeste hemmelighed og kun ved skæret af knitrende fakler. En protestant i katolikkernes mekka var ikke velset. Heller ikke i døden.
Sådan så afskedsscenen ud for mange af de danskere, der hviler på den smukke ikke-katolske kirkegård. De upopulære protestanter fik i mange år lov at passe sig selv, indtil en virkelysten civilingeniør tog fat på at restaurere 30 af deres hensmuldrende gravmæler. Og flere er undervejs. Men hvad skal vi egentlig med disse gamle mindesmærker så langt fra Danmarks grænser?
– Det er et stykke dansk kulturhistorie, som er højst bevaringsværdigt på trods af afstanden, erklærer Steen Neergaard, der som barn boede i Rom og allerede tidligt fangede glæden ved kulturarven.
– Nutidens turister kan på den ikke-katolske kirkegård få et historisk glimt af nogle af de personer, der sad på første række ved guldalderens scene. Deres italiensrejser påvirkede i høj grad deres liv og kunstneriske produktion.
Hele kolonier af danske trak i 1800-årene sydpå for at tage en bid af dette inspirationens overflødighedshorn eller pleje deres skrantende helbred. Mange af dem er her stadig på en evig "grand tour". Blandt de mere berømte finder man maleren Harald Jerichau, søn af Elisabeth Baumann Jerichau og Jens Adolf Jerichau, digteren Carsten Hauch og den mangeårige danske konsul i Rom Johan Bravo. Deres "tilholdssted" er bestemt et besøg værd for danske rejsende.
Tidligere direktør ved Det Danske Institut i Rom, dr.phil. Jan Zahle er enig:
– For mig er det et suggestivt og interessant sted, som dog forudsætter en vis kulturhistorisk ballast. For kulturrejsende er kirkegården et must, hvis kunsthistoriske potentiale ikke er udnyttet endnu.
Man kan kun nikke bekræftende til dette udsagn, når man én gang har set porten gå op til dette lille himmerige. Så snart man træder ind på protestanternes begravelsesplads, omringes man af stilheden, der følges med idyllen og æstetikken for at byde en velkommen. Række efter række af kunsthistorisk forfinede gravmæler hæver sig op mod den antikke aurelianske bymur, der strækker sine ældgamle beskyttende arme om de henved 4000 begravede "beboere".
Det er, som om et utal af øjne stirrer på én. Bag fornemme lorder og ladyers dekorative gravmæler spidser de ører, kirkegårdens mange chokoladefarvede, kælne katte, mens dæmpede skridt i gruset røber de levendes tilstedeværelse. Imens trækker cypresserne maverne ind og gør sig lange på deres højloftede, skyggende facon, så den bagende sol ikke får fingre i ens næsetip. Man kan næsten høre forårsblomsternes glade stemmer og farver i baggrunden.
Når man går der mellem violer og marmorengle, kan man passende tage guidebogen "Vi kom fra Danmark" af Steen Neergaard med på sin vandring.
– Jeg skrev den som en vejviser til de danske kulturpersonligheder, der er begravet på den ikke-katolske kirkegård, siger forfatteren. Bogen kan blandt andet købes på kirkegården, og overskuddet fra salget går ubeskåret til vedligeholdelsen af de danske gravsteder.
– Vi forsøger at øge kendskabet til kirkegården for at få flere privatpersoner, fonde og foreninger til at bidrage til dens vedligeholdelse og restaurering, siger Amanda Thursfield, der er direktør for Cimitero Acattolico al Testaccio, som stedet offielt kaldes.
I 2005 blev den ikke-katolske kirkegård optaget på World Monuments Funds liste over de 100 mest truede kulturarvssteder i verden. Der er derfor god grund til at inddrage offentligheden i at holde liv i kulturens ånd på denne skønne plet i Rom. "Resurrectis", hvisker ordsproget over indgangsportalen til én, når man kommer og går – "til dem, der vil genopstå".