Fra vanføre til superhelte

Da Karl Vilhelm Nielsen, som er formand for Dansk Handicap Idrætsforbund, deltog i De Paralympiske Lege i Toronto i 1976, vejede hans kørestol 25 kilo. Nu er vægten for sportskørestole nede under det halve. Her ses han ved DM i 100 meter i 1973. Foto Jette Lyhne (DJ) / Handicapidrættens Videnscenter
Da Karl Vilhelm Nielsen, som er formand for Dansk Handicap Idrætsforbund, deltog i De Paralympiske Lege i Toronto i 1976, vejede hans kørestol 25 kilo. Nu er vægten for sportskørestole nede under det halve. Her ses han ved DM i 100 meter i 1973. Foto Jette Lyhne (DJ) / Handicapidrættens Videnscenter . Foto: Daniel Jørgensen Billedet af den moderne paraatlet bliver ofte fremstillet som superhelte, som her .

”Det har været en lang rejse.”

Sådan beskriver Karl Vilhelm Nielsen udviklingen i De Paralympiske Lege. Han deltog første gang i 1976 i canadiske Toronto og var med ved de følgende to Paralympiske Lege.

Han er i dag 71 år, men har som formand for Dansk Handicap Idræts-Forbund stadig fingeren på pulsen.

Der har været en rivende udvikling på mange områder – og ikke mindst i medieomtalen.

”Der var behersket medieomtale dengang. Der var kun lidt, hvis en dansker vandt en medalje. Måske blev det nævnt i TV Avisen. Det var det. Måske det kunne blive til lidt omtale i lokale medier,” husker formanden.

Anderledes er det i dag, hvor der er massiv tv-dækning.

”Det er et udstillingsvindue af store dimensioner, og det er noget, der rykker for hele handicapbevægelser. Det giver også en stærkere selvforståelse, og folk med et handicap bliver mere synlige og accepterede både inden for og uden for sportens verden,” forklarer Karl Vilhelm Nielsen, der selv er kørestolsbruger som følge af sygdommen polio.

Anne-Merete Kissow, seniorforsker ved Handicapidrættens Videnscenter, har skrevet en ph.d. om handicapidrætten ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning ved RUC. Hun mener, at legene i London i 2012 var første gang, handicappede atleter blev taget seriøst.

”Der har tidligere været en debat om, hvorvidt vi kunne holde ud at se på den der spasseragtige idræt i medierne. Men nu er selve handicapdelen nedtonet til fordel for kampen om medaljerne, og de bliver fejret i medierne på samme måde som de andre atleter ved OL,” siger Anne-Merete Kissow.

Hun mener dog ikke, at det kun giver en positiv effekt.

”Det kan lidt være et problem, at det bliver lidt for sensationelt. Nogle af dem, jeg har snakket med i min forskning, oplever, at det kan være svært at nedtone, at bare fordi man sidder i kørestol og spiller rugby et par gange om ugen for sjov, så går de ikke efter at få en guldmedalje”.

Formanden for atleterne mener dog ikke, at fokus på superhelte er forkert.

”Alle mennesker har glæde af rollemodeller. Vi ved godt, at det ikke er alle, der er supermænd eller -kvinder. Men det er rart at se, at der er nogle, der kan,” siger Karl Vilhelm Nielsen, som også fremhæver London som legene, hvor der i planlægningen var taget store hensyn til, at de samme faciliteter efterfølgende skulle huse De Paralympiske Lege.

På det rent foreningsmæssige plan har handicapidrætten også været gennem en kolossal udvikling. Men det betyder ikke, at træerne vokser ind i himlen.

”Vi ser gerne forbundsmæssigt et tættere samarbejde med Danmarks Olympiske Komité. Når det handler om midler og faciliteter, er vi langt bagefter lande som Norge, Sverige, Holland og Storbritannien,” siger Karl Vilhelm Nielsen.

Med de kommende lege i Rio er de handicappede atleter tilbage i mediernes søgelys, og selvom det sætter særlig fokus på handicappede som idrætsudøvere, er der stadig problemer for de fleste i dagligdagen.

”Det, jeg hører, er, at det ikke går særligt hurtigt med, at man opfatter folk med handicaps som ligeværdige,” siger seniorforsker Anne-Merete Kissow.