Første Verdenskrig såede kimen til irsk selvstændighed

I denne uge er Irlands præsident for første gang på officielt statsbesøg i Sorbritannien. De to lande kan se tilbage på 100 turbulente år, der første til Irlands selvstændighed og opdeling

O.P.S soldiers firing from  rooftops in Dublin during the  Easter rising of 1916.
O.P.S soldiers firing from rooftops in Dublin during the Easter rising of 1916. Foto: Mary Evans Picture Library/.

Irland og Storbritannien deler sprog, er i pasunion, og mange med irske rødder bor og arbejder i Storbritannien, ligesom briterne udgør den største gruppe af turister i Irland.

Men de to lande deler også en broget og blodig fortid, hvilket bliver understreget i denne uge, hvor Irlands præsident, Michael D. Higgins, er på officielt statsbesøg hos dronning Elizabeth II.

Republikken Irland har været selvstændig siden 1922, men trods de stadig tættere forbindelser er det første gang, et irsk statsoverhoved kommer på statsbesøg i London, hvor han med fruen tilmed skal bo på dronningens private slot Windsor Castle.

Besøget vil have et forsoningens skær over sig, når præsidenten lægger en krans ved den ukendte soldats grav i Westminster Abbey. Det var blandt andet irske soldaters deltagelse i Første Verdenskrig, der satte gang i den irske løsrivelse. Men det er også urolighederne i Nordirland, som i så mange år umuliggjorde et officielt statsbesøg.

Den fælles historie mellem Irland og Storbritannien er lang. Fra at have været et selvstændigt kongerige omend med engelsk konge indgik Irland i en union med Storbritannien i 1801, og den grønne ø, som Irland også kaldes, blev regeret fra det britiske parlament i Westminster i London.

Unionen var ikke altid idel lykke, men de første seriøse rystelser startede for omkring 100 år siden. Her arbejdede den britiske regering i London under den liberale premierminister Herbert Asquith på at give mere selvstyre til irerne.

Politisk fyldte det irske spørgsmål også kendt som Ulster-krisen som var et stort politisk skænderi mellem 1912 og 1914 om implementeringen af hjemmestyre, meget i Westminster. Det var særligt intenst mellem marts og juli i 1914, forklarer dr. Marie Coleman fra Queens University i nordirske Belfast.

Hun er forfatter til bogen The Irish Revolution (Den irske revolution), der beskriver kampen for et selvstændigt Irland, som endte med, at øen blev delt i to. Størstedelen blev til republikken Irland, men Ulster, det nordøstlige hjørne af Irland, forblev en del af Storbritannien som Nordirland.

Her ønskede flertallet af befolkningen den fortsatte tætte tilknytning til Storbritannien, og de var således imod et irsk hjemmestyre.

LÆS OGSÅ: Vikingernes kamp for Hvidekrist

På mange måder var den liberale britiske regering langt mere optaget af at finde en løsning i Irland, end de var i forhold til Balkan. Hvis du læser de breve, som daværende premierminister Asquith skrev til sit kvindelige bekendtskab Venetia Stanley, så står det klart, hvor optaget han var af Irland, fortsætter Marie Coleman.

For præcis 100 år siden var der kun øget selvstyre på dagsordenen, hvorimod kravet om et helt og fuldt selvstændigt Irland ikke var noget stort spørgsmål.

Når vi ser på Irland for 100 år siden, var folkestemningen meget delt, og der var ikke et fælles tema, som dominerede, men der var allerede et skarp skel mellem unionister og nationalister, forklarer lektor Gabriel Doherty fra University College Cork i Irland. Han udgiver senere på året bogen The Home Rule Crisis 1912-14 (Hjemmestyre-krisen 1912-14).

Oplægget til selvstyre lå meget langt fra selvstændighed og meget langt fra, hvad Wales og Skotland sidenhen fik. Nationalisterne var glade, fordi de ville få en form for selvstændighed, som de længtes efter. Men der var også konstitutionelle problemer, og unionisterne var imod øget hjemmestyre, fremhæver Gabriel Doherty.

Da debatten startede i 1912, var det kun en meget lille republikansk gruppe, som kæmpede for, at Irland skulle være et selvstændigt land.

Det er sagt om republikanerne, at de ikke var flere, end at de kunne være i en koncertsal og tilmed en meget lille koncertsal, lyder anekdoten fra Gabriel Doherty, som også fortæller, at gruppen var infiltreret af informanter, som arbejdede for den britiske regering.

Loven om øget hjemmestyre blev vedtaget i 1914, men blev omgående suspenderet, fordi Første Verdenskrig naturligt flyttede regeringens fokus. Men samme krig rykkede også folkeafstemningen i Irland.

Forklaringen var, at mange var imod krigen og rekrutteringen af irske soldater. Fra 1915 stod det klart, at krigen ville trække i langdrag, og at den var en fiasko i militær forstand, forklarer Gabriel Doherty.

Krisen om hjemmestyret resulterede allerede i 1913 i oprettelsen af tre bevæbnede paramilitære grupper.

Den første var Ulster Volunteer Force, som var for at blive i unionen med Storbritannien. Senere på året kom oprettelsen af nationalisternes Irish Volunteer Force som var forløberen for IRA. Den tredje og noget mindre bevægelse var Irish Citizen Army, der havde en socialistisk arbejderstat som målet.

Men ifølge Marie Coleman var udbruddet af Første Verdenskrig i første omgang med til at udsætte udbruddet af en borgerkrig, hvor særligt unionisterne og deres paramilitære hær, Ulster Volunteer Force, gjorde klar til at kæmpe imod selvstyre i Irland.

I sommeren 1914 stod Irland over for udsigten til en mulig borgerkrig mellem de to paramilitære grupper Irish Volunteer Force, som støttede selvstyre, og Ulster Volunteer Force, som var imod. Så du kan sige, at udbruddet af Første Verdenskrig forhindrede udbruddet af en irsk borgerkrig, lyder hendes analyse.

Det første alvorlige væbnede oprør mod det britiske overherredømme over Irland kom to år senere med Påskeopstanden i 1916. Nationalister besatte det centrale postkontor i Dublin, og oprørerne proklamerede den første Irske Republik. Oprøret blev nedkæmpet, og 15 oprørere blev efterfølgende henrettet.

Opstanden var til en vis grad udløst af, at republikanerne så en mulighed for et frit Irland, i og med den britiske hær var så stærkt engageret i Første Verdenskrig på det europæiske kontinent.

Flertallet af den irske befolkning støttede ikke Påskeoprøret, men den meget hårdhændede reaktion fra briternes side ændrede gradvist folkestemningen i Irland, som fra 1916 til 1918 gik fra at være tilfreds med udsigten til hjemmestyre til at kræve en hel og fuldt uafhængig republik, forklarer Marie Coleman.

Et andet resultat af Påskeopstanden var, at forhandlingerne om øget selvstyre brød endegyldigt sammen i sommeren 1916.

LÆS OGSÅ: Hvad var følgerne af Første Verdenskrig?

Men det afgørende skridt i selvstændighedskampen kom i 1918.

Efter flere års krig var der mangel på tropper, og den britiske regering indførte tvungen værnepligt for irerne, som hidtil havde været undtaget. Det udløste en massiv modstand. En anden faktor var, at den katolske kirke talte imod værnepligten, til trods for at flere biskopper i starten havde støttet krigen, fremhæver Gabriel Doherty.

Han forklarer videre, at briterne netop havde undladt at indføre værnepligt tidligere, fordi de ikke ville fremmedgøre den irske befolkning og at det netop var, hvad der skete, da værnepligten kom.

Før da kunne irere melde sig frivilligt til at kæmpe mod tyskerne. En indsats, som det officielle Irland efterfølgende ikke anerkendte, og det var først for nylig, at den nuværende præsident mindedes faldne irere ved at lægge en mindekrans på de gamle slagmarker i Flandern i Belgien.

Den udvikling førte til, at den hidtidige delikate politiske balance i Irland blev undermineret af væksten i den republikanske tankegang, fastslår Gabriel Doherty.

Han ser den irske selvstændighedstrang som en del af et større billede i Europa. Første Verdenskrig skabte grundlaget for bolsjevikkerne i Rusland. Men der blev også født mange nye stater i hele Europa. Det Tyske Kejserrige blev brudt op, det samme gjaldt for Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige i Tyrkiet.

Selvom det samme ikke skete for det britiske imperium, fordi briterne var sejrherrerne, er traktaten om irsk uafhængighed fra 1921 en del af arven fra Første Verdenskrig, fremhæver Gabriel Doherty.

Særligt i årene 1919 til 1921 eskalerede såvel den politiske kampagne som guerillakrigen mod briterne. Men det var en håbløs kamp, selvom briterne gav stadig mere selvstændighed til de 26 amter, som udgør Irland, og gav unionister i det protestantisk dominerede Ulster deres eget parlament i Belfast.

Øen Irland blev delt i to. Nordirland, som forblev under den britiske krone, og en ny, selvstændig irsk republik var en realitet.

Marie Coleman taler om forholdet mellem Irland og Storbritannien som et eksempel på fejlslået integration. Men også som et eksempel på, hvordan eftertiden har forsøgt at omskrive historien.

Irerne har en tendens til at se sig selv som den stakkels undertrykte koloni. Men de spillede en meget prominent rolle i den britiske hær og eksempelvis også i administrationen af Indien, fremhæver hun.

Men på den anden side blev Irland på sin vis behandlet mere som en koloni end som en del af kongeriget.

Irland blev regeret af en Lord Lieutenant (lensmand eller guvernør), der ledede administrationen af landet fra slottet i Dublin, hvilket var anderledes i forhold til andre lande i kongeriget. Jeg vil mene, at den irske unionstraktat fra 1801 til 1921 ikke formåede at integrere Irland i Storbritannien på den måde, som briterne ønskede, forklarer Marie Coleman om perioden, hvor Første Verdenskrig endte som katalysator for irsk selvstændighed.