En imponerede statue af tyreguden Apis har front mod en buste af Serapis – en mand med et stort hår og skæg – på en ny stor udstilling på British Museum i London.
Selvom deres fysiske fremtoning ikke har meget med hinanden at gøre, så er der i det store hele tale om den samme gud.
Serapis blev til efter en drøm hos den græske Ptolemæus I, som blev farao over Egypten i 323 f. Kr., og navnet er hentet fra tyreguden Apis, som havde sin oprindelse i byen Memphis.
”Præsterne valgte et virkeligt dyr, der blev kronet som en farao og fik sit eget harem af køer. Og efter tyrens død blev den ophøjet til gud,” forklarer ægyptologen Daniela Rosenow fra British Museum.
Museets seneste udstilling om de nedsunkne egyptiske byer Thonis-Heracleion og Canopus er også beretningen om to forskellige former for gudedyrkelse, som alligevel havde mange ligheder.
Allerede omkring 650 f.Kr. gav farao Psamtik I de græske handelsfolk lov til at praktisere deres egen tro og bygge templer.
”Grækerne, der bosatte sig i Egypten, havde problemer med at tilbede en gud, som havde form af et dyr, for alle græske guder havde menneskeform,” forklarer Daniela Rosenow.
De arkæologiske fund i de to byer, som har været gemt under vand, sand og mudder i over 1300 år, viser, at grækerne fik lov til at bygge deres templer side om side med de egyptiske, og at det fandt sted over 300 år, før grækerne under Alexander den Store erobrede Egypten.
Det var her, det store gudeskifte fandt sted, for den første græske farao efter Alexander gjorde sit til at forene de to opfattelser af guderne.
”Så Ptolemæus skabte denne mand, som er en hellenistisk og menneskeliggjort version af Apis. Og han blev en universal gud, som samlede flere guder i en,” forklarer Daniela Rosenow.
Som udstillingen viser, tog både grækere og egyptere Serapis til sig, og de rejste til hans tempel, fordi de troede, at han havde helbredende kræfter.
Hvor Serapis var en hybrid-gud, som forsøgte at forene to guder i en, så fandt de to kulturer også, at, at deres respektive guder var meget ens – hvis man ser bort fra, at de egyptiske var dyr, og de græske var menneskeskikkelser.
”Vi har eksempelvis et tosproget skilt, hvor de oversætter gudernes navne, og dermed forsøger de at finde fælles grund i forståelsen af deres respektive guder meget tidligt. Allerede i det syvende århundrede før Kristus forsøgte grækerne af finde ud af, hvad de havde tilfælles med en ellers meget fremmed kultur. Så de fandt ligheder i deres guder, og de fejrede guderne samtidig,” forklarer Daniela Rosenow, og peger på, at tilføjelsen af Serapis var undtagelsen, som forenede guderne i menneske- og dyreskikkelser.
Men grækerne var også gode til at forstå, at de ikke kun kunne komme som sejrherrer, efter Alexander den Store havde erobret Egypten.
”Grækerne fejrede også de egyptiske guder, og folk giftede sig med hinanden og skabte hybrider i form af kunst. Vi ser det også på gravsten. Vi har med fundene lært ekstremt meget om, hvordan de to kulturer tilpassede sig hinanden,” forklarer Daniela Rosenow, som minder om, hvordan de nye græske herskere efter Alexander den Store fortsat brugte traditionen, at konger eller faraoer var indsat af guderne.
Sammenblandingen af guder spredte sig også i takt med, at romerne fik kontrol over såvel Grækenland som Egypten.
Egyptiske Amun var Zeus på græsk og Jupiter for Romerne. Tilsvarende var Neith Athena i Grækenland, mens den tilsvarende gud var Minerva hos romerne
”De guder og ritualer, som engang var egyptiske, er nu romerske,” konstaterede juristen Marcus Minucius Felix, der døde omkring år 250.