Bisættelsen af Anker Jørgensen i Grundtvigs Kirke den 2. april markerede den foreløbige kulmination på en lang forbindelse mellem Socialdemokratiet og grundtvigianismen. Bisættelsen foregik med røde faner, afsyngelse af ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, prædiken af en socialdemokratisk biskop, Kjeld Holm, fuldt hus med hele det socialdemokratiske Danmark, høj som lav, samt venner og tidligere fjender, alt sendt direkte på DR 1 og TV 2.
Den folkekære Anker Jørgensen var ikke den første socialdemokrat, der blev bisat fra Grundtvigs Kirke, opført mellem 1921 og 1940 som monument for Grundtvig. Og bliver næppe heller den sidste. Alligevel er bisættelsen en god lejlighed til at dvæle ved forbindelsen mellem de to folkebevægelser, der mest af alt har skabt det moderne Danmark, også selvom den ene er liberalistisk og den anden socialistisk, i hvert fald på papiret, og de kæmper indædt om magten.
Interessant nok er det især i lande med lutheransk baggrund, at socialdemokratier har slået rod som resultat af industrialiseringen og etableret velfærdsstater. Nogle historikere har ligefrem påstået, at socialdemokrati i realiteten er sekulariseret lutheranisme. Meget tyder på, at demokratisk socialisme kun er mulig, hvor der i forvejen er en mental grobund for den i form af en kollektiv og egalitær individualisme, kombineret med solid respekt for autoriteter.
Mærkeligt nok har arbejderbevægelseshistorikerne ikke undersøgt denne forbindelse. Formentlig fordi de har taget Socialdemokratiets sekulære eller ligefrem ateistiske program for gode varer. Og omvendt accepteret forbindelsen mellem Det Forenede Venstre og grundtvigianismen i 1800-tallet. Men det er overfladisk.
Grundtvig og den bevægelse, der har navn efter ham, er meget mere end teologi og politisk ideologi. Snarere skal grundtvigianismen forstås som en mentalitet, der dominerer den politiske kultur. Det kaldes for kulturelt hegemoni i politisk teori med et begreb fra Antonio Gramsci (1891-1937), der var italiensk marxistisk teoretiker fra 1930’erne. Dermed menes definitionsmonopol i den politiske kultur, ikke det totale herredømme.
Det lykkedes nemlig grundtvigianerne at præge både modstandere og tilhængere bag om ryggen på deres egen selvforståelse. Det gjaldt for den herskende elite, men efterhånden også for arbejderbevægelsen. Der er mange indicier på, at det forholder sig sådan. Men netop kun indicier. Og det er som sagt dårligt udforsket.
Grundtvigianismen, bredt forstået, vandt kulturkampen om skole og kirke i 1800-tallet og dermed det kulturelle hegemoni. Den litterære kulturkamp i 1880’erne er bedre beskrevet, fordi den altid har haft radikale intellektuelles bevågenhed på grund af kvaliteten af indlæggene fra brødrene Brandes, Viggo Hørup og de øvrige ”europæiske” intellektuelle (som var lige så nationalistiske som deres kritikere).
I virkeligheden resulterede deres glansfuldhed og tilsyneladende triumf med grundlæggelsen af avisen Politiken i 1884 ikke i et kulturelt hegemoni. Det gjorde derimod grundtvigianerne og deres konkurrenter i Indre Mission.
Vi er vant til at se disse to folkelige bevægelser som konkurrenter med en helt forskellig opfattelse af det rigtige liv og betingelserne for sjælens frelse. Men ser man på deres betydning for demokrati, folkeoplysning og politisk kultur, det vil sige som folkeligt-kulturelle bevægelser, er de sammenlignelige i deres betydning for demokratiseringen af det danske samfund. Og netop derved kan de sammenlignes med Socialdemokratiet som folkelig bevægelse.
Grundlæggeren af Socialdemokratiet i Danmark, Louis Pio, var belæst og præget af oldkristen socialisme, men nåede aldrig at sætte et dybt præg på partiet, der fulgte den internationale socialismes afstandtagen fra kirke og militær.
Indre Mission i København kæmpede med Socialdemokratiet og afholdsbevægelsen om sjælene hos de rodløse landarbejdere, der i titusindvis kom til byen under den hastige industrialisering i 1800- og 1900-tallet.
Officielt var Socialdemokratiets holdning til militær, kongehus og kirke præget af ungsocialisternes 1. maj-parole i 1915: ”Knæk sablen. Bryd kronen. Styrt kirken”. Men disse principielle paroler svarer ikke til den politiske virkelighed.
Trods kamp om sjælene i København og de andre byer var Socialdemokratiet afgørende præget af landbrugets dominans og af grundtvigianismens folkelige nationalitetsbegreb. I første omgang medførte det, at det danske socialdemokrati som det første i Anden Internationale udviklede en egentlig strategi for landbrugssektoren og slog ind på en folkeligt-national linje, der på langt sigt førte til den universelle velfærdsstat – som reelt er national.
I modsætning til teoretikeren Karl Kautsky (1854-1938) og det tyske socialdemokrati betragtede de danske socialdemokrater ikke kun landbruget som en tilbagestående sektor, der skulle industrialiseres. I stedet accepterede de at opfylde de jordhungrende landarbejderes ønske og oprettede statshusmandsbrug, som senere, da disse blev uøkonomiske, blev afløst af kolonihaver og parcelhuse i umiddelbar nærhed af industricentrene.
Blandt andet derfor er så stor en del af den danske befolkning i dag ejere af deres egen bolig.
Strategien fik to konsekvenser.
På den ene side undergravede partiet dermed sin mulighed for at skaffe sig absolut flertal, sådan som det skete i Sverige og Norge. Flertallet af de nye småbrugere, husmændene, satsede på højtspecialiseret husdyrhold og tilsluttede sig politisk det i 1905 oprettede Radikale Venstre, der bestod af en koalition af storbyintellektuelle, afholdsfolk og husmænd. På den anden side vandt socialdemokraterne frem ved i praksis at acceptere nationalisme og luthersk kristendom.
En af de vigtigste talsmænd for reformlinjen i Socialdemokratiet var Frederik Borgbjerg (1866-1936). Borgbjerg blev i sin tidlige ungdom påvirket af grundtvigianismen og påbegyndte i 1884 et aldrig afsluttet teologistudium. Gennem Studentersamfundet fik han kendskab til socialismen, blev i 1890 socialdemokrat og derefter en ivrig agitator, især blandt landarbejderne.
Borgbjerg var en af de første intellektuelle, der opnåede en ledende position i arbejderbevægelsen, og i 1898 blev han indvalgt i både Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation.
I 1911 blev Frederik Borgbjerg redaktør af partiavisen Social-Demokraten, som han gjorde til en sikker støtte for Socialdemokratiets alliance med Det Radikale Venstre. Han var aktiv i internationalt socialistisk arbejde, støttede bolsjevikkernes revolution i Rusland 1917, men tog senere afstand fra Lenin. I 1920 spillede han som redaktør en afgørende rolle i Påskekrisens første fase ved at udråbe generalstrejke mod Christian X’s ”statskup”.
Siden stod Borgbjerg i skyggen af Thorvald Stauning, men han var stadig afgørende for Socialdemokratiets nationale strategi og tolerance over for den lutherske folkekirke.
Under Første Verdenskrig blev det klart for ledelsen, at Socialdemokratiet næppe på egen hånd nogensinde ville kunne opnå flertal. Under Thorvald Staunings karismatiske lederskab 1910-1942 gennemførtes derfor en omlægning fra en klassepartilinje i Gimleprogrammet fra 1876 til fordel for en folkepartilinje.
Omlægningen blev knæsat i formuleringer som ”det samarbejdende folkestyre” og ”Danmark for folket” og udmøntet i et stabilt regeringssamarbejde mellem radikale og socialdemokrater fra 1929 til 1943.
Det var ikke en særlig heltemodig og ej heller konsekvent, antifascistisk strategi, som det med pinlig tydelighed afsløredes i tilpasningsevnen (og -viljen) under de første år af den tyske besættelse 1940-1943. Men samarbejdslinjen var god for den nationale integration, som den kom til udtryk i velfærdsstaten og i redningen af jøderne i oktober 1943. Meget bedre end gårdmandspartiet Venstres klassekonfrontationspolitik under grundtvigiansk liberalistisk banner.
Venstre forsøgte sig 1926-1929 med en renlivet markedsliberalisme med drastiske nedskæringer af de offentlige budgetter, ligesom landbruget med Venstres velsignelse tog uhæmmet for sig af indtægterne ved at producere til den tyske krigsmaskine under Anden Verdenskrig.
En vigtig, men ofte overset side af den socialdemokratiske folkeligt-nationale linje var, at partiet havde indstillet sin principielle kamp mod kristendommen som ”opium for folket”. Paradoksalt nok ud fra partiets officielle ideologi stillede partiet op til menighedsrådsvalgene, kort efter at der blev indført valg til dem i 1903.
Om muligt endnu mere overraskende var det, at det hurtigt blev det tredje store parti ved siden af de dårligere organiserede grundtvigianere og Indre Mission. Og mest paradoksalt er, at partiet oftest valgte at samarbejde med Indre Missions repræsentanter, et forhold, der har varet ved indtil for nylig. Måske ud fra den udbredte, men forkerte myte om, at Indre Mission repræsenterede de fattige, mens grundtvigianismen var religion for de velstillede gårdmænd.
Man kan selvfølgelig ikke af dette samarbejde konkludere, at Socialdemokratiet er et resultat af sekulariseret lutheranisme. Men i praksis har den demokratiske socialisme altså ikke haft vanskeligheder ved at samarbejde med den organiserede kirkelighed, tværtimod. Det fælles for dem var den nationale ramme for folkekirken så vel som for Socialdemokratiet. Det kommer arkitektonisk fint til udtryk i Grundtvigs Kirke.
Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København blev opført 1921-1940 som mindesmærke for N.F.S. Grundtvig, finansieret af en folkeindsamling efter en konkurrence i 1913. Arkitekten P.V. Jensen-Klint (1853-1930) vandt andenpræmie i konkurrencen med et projekt, der kombinerede den traditionelle middelalderlige landsbykirke med et tredelt, imposant tårn i fronten, der minder om en katedral. På den måde kombineredes folkelighed og magtfuld kirke: kort sagt folkekirken, der reelt er en nationalkirke.
Bygningen er opført i lyse, gule håndstrøgne sten, ude som inde, og er det sidste store værk i den ”dansk-nationale” arkitekturretning, som Johan Daniel Herholdt havde grundlagt i 1800-tallet. Efter Jensen-Klints død i 1930 fortsatte sønnen Kaare Klint (1888-1954) byggeriet og tegnede inventaret. Omkring kirken blev der opført beboelsesejendomme i samme stil, så kirken på middelalderlig vis tårner sig dominerende op over omgivelserne.
Kirkegården mod vest og et åbent parti med græsplæne mod øst understreger ligeledes billedet af den dominerende katedral, selvom den ligner en forvokset landsbykirke. Den dobbelte skikkelse af katedral og landsbykirke skulle symbolisere Grundtvigs folkeligt dominerende position i dansk kirke- og åndsliv. Men også i det politiske landskab med både Venstre og Socialdemokratiet samt Det Radikale Venstre.
Det passer godt med grundtvigianismens løse og altomfattende karakter, som til frustration for politiske tænkere unddrager sig præcis karakteristik – og oversættelse til mere præcise sprog som fransk og italiensk. ”Hjertets tale” er et kendt og elsket dansk-grundtvigiansk motto, selvom det formodentlig er bedre at lade ordene passere hjernen også.
Måske er det derfor, at symbiosen af grundtvigianisme, folkekirke og socialdemokrati passer så godt til dansk mentalitet, at alle er blevet socialdemokrater, uanset hvilket parti man stemmer på. Folkekirken er ifølge kirkehistorikerne Hal Koch og P.G. Lindhardt ”velorganiseret anarki”. Men Koch og Lindhardt var jo også socialdemokrater.
Først og fremmest var de dog danskere, der, som afdøde biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt så præcist udtrykte det, ”ikke behøver at gå i kirke, fordi de går i danskheden hver dag”.
Anker Jørgensens bisættelse var et godt udtryk for national lutheranisme i form af socialt demokrati, der gennemsyrer Danmark og danskheden. Derfor var Venstre-politikeren Bertel Haarder også synligt godt tilpas, trods sangene og de røde faner, mens Lars Løkke Rasmussen kunne ses synge med på ”Når jeg ser et rødt flag smælde”.