Historikeren, der insisterede på tyskernes ansvar for nazismen

En vigtig historikerstrid i 1986-1987 behandlede spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte tysker bar skyld for nazismen. Hans Mommsen, en af debattens hovedpersoner, er netop død

 Hans Mommsen betragtes af mange som et af århundredets vigtigste tyske historikere.
Hans Mommsen betragtes af mange som et af århundredets vigtigste tyske historikere. . Foto: Wikimedia.

En af Tysklands mest fremtrædende - og stridbare - samtidshistorikere var Hans Mommsen. Den 5. november i år døde han i en alder af 85 år i Tutzing ved Starnberger See. Som efterkommer af antikhistorikeren Theodor Mommsen tilhørte han et helt dynasti af historikere, herunder faderen, Wilhelm Mommsen, og tvillingebroderen, Wolfgang Mommsen, samt en ældre bror Karl.

Men familien er ikke grunden til at mindes ham. Modsat de fleste tyske akademikere forblev han hele sit arbejdsliv ved Ruhr-universitetet i Bochum, hvor han var blevet ansat i 1968, da det åbnede sine døre som led i omdannelsen af det nedslidte industriområde til en postindustriel vidensøkonomi. At han skrev sin første disputats (dissertation) om Socialdemokratiets nationalitetspolitik i det multinationale Østrig-Ungarn før 1907, pegede ganske vist i en anden retning, men med et habilitationsskrift om embedsmændene i Det Tredje Rige slog han sit navn fast som en ledende kapacitet inden for udforskningen af nazismen.

I udforskningen af det nazistiske regime fulgte han i sporene efter Martin Broszat ved det berømte Institut für Zeitgeschichte i München. I stedet for at lægge hele skylden på Hitler og dennes ideologi undersøgte han, hvordan den nazistiske ideologi funktionelt gennemsyrede hele NS-staten fra Hitlers magtovertagelse i januar 1933. Der var altså ikke tale om at frikende den tyske befolkning for ansvar, tværtimod.

I forskningen kaldes Mommsens og Broszats fremgangsmåde for funktionalisme i modsætning til den retning, der lægger hovedvægten på Hitlers ideologi, den såkaldte intentionalisme. Mommsen lagde vægten på, hvorledes den enkelte fungerede i det nazistiske statsapparat for at gøre karriere, og udviklede i den sammenhæng et begreb om ”kumulativ radikalisering” for at forklare, hvordan den enkelte lod sig forlede til at begå forbrydelser. Intentionalisterne derimod mente, at Hitler allerede i ”Mein Kampf” havde formuleret en klar plan for udryddelsen af jøderne og erobring af verden, som tilhængerne tilsluttede sig.

Kampen mellem de to skoler dominerede tysk historievidenskab i 1970'erne og 1980'erne og kulminerede i den såkaldte ”historikerstrid” 1986-1987. Striden blev udløst af et indlæg af filosoffen Jürgen Habermas, men Mommsen førte an i kritikken af historikeren Ernst Nolte for at have sammenlignet kommunismen og nazismen. Efter 1988 ebbede striden ud og blev erstattet af en kombination af begge synsvinkler.

Mommsen forblev dog stridbar og fortsatte også efter pensioneringen sine anklager mod det tyske samfund for at bedrive et skjult forsvar for de enkeltes adfærd under nazismen. Således kritiserede han Günter Grass og Walter Jens for at have tiet om deres handlinger under krigen.

Mommsen var uhyre produktiv hele sit liv. Det skyldtes dels hans flid, men også at han som en ægte tysk professor uden tøven overtog sine assistenters resultater, men til gengæld som deres ”doktorvater” skaffede dem gode stillinger. Han var en tysk akademiker på godt og til tider ondt. Talentfuld, hårdt arbejdende og engageret. Og nådesløs, hvis man kom ham på tværs.