Hvad er det værste år i historien?

Holocaust, atombomben over Hiroshima og Den Sorte Død. Sådan lyder nogle af svarene, hvis manspørger en række fremtrædende meningsdannere om verdenshistoriens frygteligste år

1347: Den sorte død rammer Europa

Kirsten Refsing, professor i asiatiske studier, Københavns Universitet

Man må have troet, at det var enden på menneskeheden. Omkring en tredjedel af Europas befolkning døde på grund af pesten. Det må have gjort livet meningsløst. Ens børn, ens forældre, bekendte døde. Nogle, man syntes var onde, døde, og andre, man tænkte var gode, døde. Man anede ikke, hvad man skulle stille op. Og man blev formentlig endnu mere rådvild, fordi man ikke havde videnskaben til at forklare de mange døde. De fleste kan forstå, at man dør af at få en hammer i hovedet, men der var ingen forklaring på den sorte død. Det må have været svært at leve med. Der kunne jo ikke findes en religiøs mening med de døde.

Jeg boede selv i Hongkong, da epidemien SARS brød ud. SARS er intet sammenlignet med den sorte død, når det kommer til antallet af tabte menneskeliv, men vi vidste ikke, hvor farligt det var, da det først spredte sig. Så frygten for at blive smittet med noget, man ikke kan se, føle eller forsvare sig imod, har jeg oplevet på tæt hold. Hver morgen kiggede jeg på internettet for at se, hvor mange nye der var blevet smittet, og det var en enorm lettelse, da tallet holdt op med at stige. Undervejs blev der lukket skoler og universiteter. Jeg arbejdede på det tidspunkt som institutleder på universitetet. Vi fik at vide, at vi skulle møde op og undervise elektronisk i stedet. En dag desinficerede de så et kontor tæt ved mig. Der tænkte jeg godt nok, at nu er det kommet tæt på.

1618: Trediveårs-krigen begynder

Erik A. Nielsen, litteratur-historiker, professor emeritus

Fra 1618 og tredive år frem rasede Trediveårskrigen i det midteuropæiske område, hovedsageligt i Tyskland, der var en total slagmark for mødet mellem Den Katolske Liga og Den Evangeliske Union. Det var ekstra forfærdeligt, fordi det var camoufleret som en troskrig, men i virkeligheden forløb det som en kamp mellem katolikker og protestanter, der fra begge sider blev udført med en ufattelig grusomhed. Åndelighed korresponderer ikke med, at folk opfører som vilde dyr. Men det blev i virkeligheden mere en udryddelseskrig end en ideologisk krig.

Fra begge sider lejede man soldater, såkaldte landsknægte. Det var mennesker, der havde drab som profession. De var ofte fattige eventyrere fra land eller by, mennesker uden nogen social eller national tilknytning. De var nådesløse dræbermaskiner. De lignede ikke en hær i deres uens uniformer. Det var lazaroner, de var udisciplinerede og brutale. Det var frygteligt, når de drog igennem et landskab, for de berigede sig på alle tænkelige måder. De voldtog kvinder og dræbte de gamle og børnene. De stjal alt, hvad der var af rigdomme, og ødelagde huse, og alle afgrøder blev brændt ned. Der var tale om en militær og elementær grusomhed af tortur, pinsler og ydmygelser. Og det skete under vajende faner fra protestanter og katolikker.

1755: Jordskælvet i Lissabon

Arno Victor Nielsen, filosof

Med jordskælvet indledtes den moderne verden, som vi kender den. Gud bliver afskediget, og det bliver overladt til mennesket at finde en mening i galskaben. Tilværelsen bliver meningsløs. Før var det Gud, der sørgede for, at de onder, mennesket oplevede, fandt sted, men det skete for det bedre, mente man.

Ingen kunne se en mening med jordskælvet og de mange døde. Jordskælvet blev begyndelsen på helvede. Året efter katastrofen blev den amerikanske uafhængighedserklæring underskrevet med det amerikanske lykkehelvede som resultat. Mennesket bliver sin egen lykkes smed, og hvis man ikke bliver lykkelig, er man en fiasko. Det er en moralsk pligt at være lykkelig. Der indføres den uendelige jagt på at blive rigere og rigere og mere lykkelig. Det gør vi for at sikre os mod den ulykke, vi ved, der vil komme. Alt bliver lavet om, for at vi kan gardere os mod et nyt jordskælv. Vi bygger større og sikrere huse, for det er uundgåeligt, at vi oplever en ny tragedie. Det er blot et spørgsmål om hvornår.

1914: Begyndelsen på Første Verdenskrig

Frederik Stjernfelt, professor, Aarhus Universitet

Der er desværre mange gode kandidater. En af de store er 1914. De sidste tiår af det 19. århundrede og helt frem det til det fatale år var en periode med fred, økonomisk fremgang og demokratisering i den vestlige verden. 1914 ødelagde alt dette og gav demokrati og markedsøkonomi et dårligt ry som en del af krigsårsagen. Et ry, det tog det meste af århundredet at komme sig over. I tysk sammenhæng taler man om idéerne fra 1914 som antitesen til oplysningens idéer fra 1789. Idéerne fra 1914 var nationalisme, konservatisme, antioplysning, antiliberalisme, militarisme, totalitarisme og idéerne om, at der måtte formuleres en antidemokratisk massepolitik for de moderne samfund. Som Mehdi Mozaffari siger, gav dette i tur og orden anledning til bolsjevisme, fascisme, nazisme og islamisme, som vi i skiftende kombinationer er kommet til at døje med siden da. I det lys er det fascinerende og rædselsvækkende at følge den snublende kæde af tilfælde, alliancebånd, hovsapolitik og skræk, der i løbet af sommeren 1914 åbnede lugerne til den første verdenskrig.

1917: Bolsjevismens indtog i Rusland

Bent Jensen, historiker, professor emeritus

1917 var året, hvor noget hidtil uset kom til verden bolsjevismen, et oprør mod al hidtidig historisk udvikling, kultur og tradition. Det blev starten på en russisk og en global borgerkrig, der under Lenin og Stalins ledelse krævede millioner og atter millioner af menneskeliv langt flere end nazisternes jødeudryddelser. De russiske bolsjevikker var den tids talebanere, en fanatisk marxistisk sekt, som mente at have ret til at udrydde alle, der stod i vejen for deres utopiske projekt. I projektet indgik blandt andet skabelsen af et nyt menneske, befriet for den gamle verdens snavs og skavanker.

Bolsjevikkerne var ligesom de tyske nazister besat af forestillinger om hygiejne, men til forskel fra nazisternes racehygiejne tænkte bolsjevikkerne i sociale kategorier. Mennesker, der tilhørte forkerte kategorier, blev sat uden for samfundet som socialt fremmede elementer. Man opfandt udtrykket forhenværende mennesker om de millioner, som blev gjort retsløse, underkastet vilkårlig arrestation, fængsel og anbringelse i koncentrationslejre.

Ikke alene den gamle overklasse blev ramt. Langt størstedelen af ofrene for bolsjevikkernes fanatisme var jævne bønder og arbejdere. Under den første femårsplan førte regimet en nådesløs krig mod småbønderne, som blev tvunget til at opgive deres familiebrug. Denne tvangskollektivisering kostede millioner livet. I 1930erne ramte terroren bredere, og især i 1937 knaldede nakkeskuddene uophørligt, når uskyldige mennesker i stort tal blev aflivet. Efter Anden Verdenskrig gentog tragedien sig i de lande, som kom under Den Røde Hær og kommunisternes kontrol de baltiske nationer, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien. Men det hele startede med 1917.

1933: Adolf Hitlers magtovertagelse

Martin Schwarz Lausten, professor emeritus i kirkehistorie

Året er 1933, og Hitler kupper sig vej til magten. Magtskiftet udløser langsomt en lavine af systematiserede bestialiteter på civilisationen, udryddelsen af jøderne og de planlagte angreb på den katolske og protestantiske kirke. Efterhånden udformes ideen om, at jøder er skyld i alle ulykker, og at det aldrig har været meningen, at andre racer andre end den ariske skulle være en del af det tyske rige.

Det er jo uhyrligt, at udryddelserne af jøderne overhovedet praktisk kunne lade sig gøre, for det har været nødvendigt, at en stor del af apparatet i Tyskland har været en del af det. Fra beslutningstagere til soldaterne i kz-lejrene.

Derudover var der hele angrebet på kristendommen, der udformedes på den måde, at Hitler fjernede præster og teologer, der ikke ville tilslutte sig den nazistiske kirke. Det var et ideologisk angreb på samfundet og civilisationen, som man kendte den. Man kan så se i dag, at racismen ikke er ophørt. Mange af tankerne kører videre rundt omkring. Det er måske ikke så direkte, at man bekendtgør, at man vil udrydde særlige befolkningsgrupper, men i sprogbruget er der noget, der minder om Hitlers Nazityskland. Som når der tales om, at Danmark er for danskere. Og det startede jo med det mundtlige i trediverne, hvorefter det sprang videre til fysiske handlinger.

1945: Atombomben over Hiroshima

Hanne Reintoft, socialrådgiver og tidligere medlem af Folketinget for DKP, VS og SF

Nedkastningen af atombomben over den japanske by Hiroshima er det værste, der er sket menneskeheden. Det var forfærdeligt, fordi man tog et middel i brug, som kan ødelægge hele menneskeheden. USA overtrådte den dag en grænse, man ikke troede ville blive krydset, og det skete på et tidspunkt, hvor man håbede på, at krigen var slut. Der var en optimisme og en lettelse over, at rædslerne var forbi, men så smed amerikanerne atombomben. Det gjorde verden til et usikkert og utrygt sted, da man tog denne forfærdelige krigsførelse i brug, og det medførte jo, at børn og voksne i flere generationer frem blev skadet og deforme. Både i form af kræftsygdomme og handicap. Jeg kan huske min mor og fars totale rædsel, den der kolde frygt. De havde jo også troet, at det var slut. Og den frygt blev vi børn grebet af, selvom vi ikke vidste så meget om det: Jeg var 11 år på det tidspunkt, så vi var godt klar over, at en atombombe kunne ødelægge menneskeheden. Det har også præget mit liv på den måde, at angsten sidder der for altid. Jeg har også selv været aktiv i fredsbevægelser og hører til en af dem, der hader krig.