Kristendommens indførelse

Hans Raun Iversen, lektor i teologi ved Københavns Universitet
 
Danmark er blandt de lande i verden, hvor kristendommen har spillet den mest formative rolle under opbygningen af samfundets institutioner og befolkningens mentalitet.

Selvom Danmark og danskerne både før, under og efter kristendommens indførelse for cirka 1000 år siden har været påvirket af mange andre strømninger end kristendommen, står kristendommen i skikkelse af den katolske kirke både ved rigets samling omkring år 1000 og gennem de senere århundreder som hovedleverandør af de organisatoriske og moralske tanker, der har præget samfundsindretningen og mentaliteten i Danmark.

Da kristendommen kom til Danmark, havde landet nemlig ingen infrastruktur og ingen stat, og derfor fik kristendommen så stor en rolle i samfundet, både når det kom til indretningen af institutionerne, statsopbygningen og retsvæsenet, og ikke mindst i forhold til mentaliteten.

Når 80 procent af den danske befolkning i dag siger, at frivillighed er en god ting, i stedet for at sige, at det er dumt, så mener jeg i høj grad, at det hænger sammen med, at de kristeligt-moralske værdier er dybt indlejret i danske institutioner og mentaliteter.

Anderledes er det i Italien, hvor statsdannelsen gik forud for kristendommens indførelse. Det er derfor, at en åbenbart korrupt, manipulerende og storbrovtende politiker som Silvio Berlusconi tre gange har kunnet samle et flertal bag sig som statsminister i Italien, mens han i Danmark kun kunne have vundet støtte fra ganske få vælgere.

Hvis man vil forstå det grundlæggende bag, hvem vi er, og hvor vi er kommet hen, så bliver man nødt til at forstå betydningen af kristendommens indførelse.

Det danske sprog

Stefen Krogh, sprogforsker, lektor ved Aarhus Universitet

Vi har en tendens til at tage sproget som en selvfølge. Men de færreste gør sig klart, hvilken identitetsstiftende rolle sproget har haft og stadig har i dag. Det danske sprog opstod omkring år 1000, men har rødder længere tilbage: Det er medlem af den germanske sprogfamilie, som omfatter engelsk, frisisk, tysk, nederlandsk, de skandinaviske sprog og en række nu uddøde sprog i Øst- og Centraleuropa.

Allerede længe før det danske sprog blev til, begyndte den germanske sprogfamilie at udspalte sig i forskellige grene, og vi kom til at høre til den nordgermanske gren sammen med Norge og Sverige. Det førte til, at man i begyndelsen af vikingetiden - omkring år 800 - talte samme sprog i hele Norden, og det er det, der gør, at vi stadig kan tale med nordmænd og svenskere, og at de tre lande har et næsten familieagtigt forhold til hinanden i modsætning til eksempelvis Danmark og Tyskland.

Senere, i forbindelse med den nationale vækkelse i 1800-tallet, fik sproget også en stor betydning. For mens rigerne rundtomkring i Europa indtil da var formet ud fra, hvad kejseren, kongen eller fyrsten fandt formålstjenstligt, så kom der i Danmark i 1800-tallet en stræben nedefra i befolkningen, som sigtede mod at forene de enheder, som var forbundet ved det fælles sprog. Det danske blev vigtigt, og det førte blandt andet til de slesvigske krige, hvor man forsøgte at skille sig af med de sydligste, rent tyske områder og forene de dansksprogede områder under den danske krone. På den måde førte sproget også indirekte til afgrænsningen af det område, vi kender som Danmark i dag.

Den danske stat

Claus Møller Jørgensen, lektor i historie ved Aarhus Universitet

Da de danske regenter under den sene del af enevælden ændrede sig fra primært at gå op i magt og vælde til at opfatte sig som nogle, der tjente staten, skete der samtidig noget med opfattelsen af og tilliden til statsmagten - og det er vigtigt, for hvis vi grundlæggende skal pege på én ting, som er karakteristisk for danskernes måde at tænke på, så er det lige netop den tillid, som danskerne har til statsmagten.

I Danmark er statens legitimitet enorm, i forhold til hvad den er mange andre steder, og vores tillid til, at den handler retfærdigt, er i mange henseender kendetegnende for Danmark som samfund.

Den tillid er ikke opstået ud af det blå; den er et resultat af, at vi historisk set har haft en stat, der fungerer, og som er relativt fri for korruption - en statsmagt, som også under enevælden regulerede ting i samfundet til gavn for de fleste.

Det så man blandt andet ved landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, som ændrede magtforholdet i Danmark ved at fordele jorden på mange hænder i stedet for på få, og som styrkede statens legitimitet. Denne legitimitet blev ikke mindre med den fri forfatning i 1849 og demokratiet i 1915, og udbygningen af velfærdsstaten i det 20. århundrede har kun udbygget denne legitimitet.

Mens nogle folk udefra vil opfatte vores land som en form for socialistisk samfund, fordi staten griber ind i og regulerer så mange ting, så har staten - ved allerede fra enevælden at blive selvstændiggjort fra personlige interesser og til noget, som man tjener på vegne af samfundet - i Danmark vundet en unik legitimitet, der gør, at vi langt hen ad vejen har tillid til, at staten fungerer til vores eget bedste.

Andelsbevægelsen

Kasper Støvring, kulturforsker, ekstern lektor ved Syddansk Universitet

Vi har i Danmark en meget stærk tillidskultur. Folk har let ved at stole på hinanden, fordi vi har stærke normer for ærlighed og pålidelighed og for gensidighed. Den civilkultur er blandt andet et produkt af de mange stærke civile bevægelser, vi har haft i danmarkshistorien, og som på mange måder tog sin begyndelse med andelsbevægelsen i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor mennesker var i stand til at finde sammen og arbejde mod fælles mål i eksempelvis andelsmejerier. Her samarbejdede danskerne i frivillige sammenslutninger for at undgå at blive presset af noget større og mægtigere, hvad enten det var staten eller store monopolagtige dannelser.

Dertil kommer også højskolebevægelsen, og i 1900-tallet kom idrætsbevægelserne, som er en videreførelse af det samme: meget stærke civile samfund, hvor borgere på tværs af interesseforskelle kan finde sammen og samarbejde om fælles mål og opbygge fælles goder, som alle har gavn af. Det hele sker på civilt niveau, og det er et ekstremt vigtigt træk i danmarkshistorien.

Det er også noget, vi stadig kan se resultatet af, når vi ser det levende civile engagement, der findes i det danske samfund. Det meget stærke frivillige foreningsliv og danskernes enormt gode evne til at knytte netværk på kryds og tværs bunder i de civile bevægelser med andelsbevægelsen som én af de vigtigste. De har ført til en stærk sammenhængskraft og social kapital i Danmark.

J.F. Struensee

Kåre Johannessen, historiker, museumsinspektør på Middelaldercentret

Den tyske læge og politiker Johann Friedrich Struensee (1737-1772) støbte et fundament og introducerede oplysningstankerne til den danske bevidsthed, da det ad forskellige veje lykkedes ham at liste sig ind på den meget, meget magtfulde - og måske ikke helt berettigede - position i nærheden af kong Christian den Syvende, for hvem han fungerede som livlæge.

Gennem sin indflydelse på den danske konge skaffede Struensee sig med tiden en anseelig politisk magt, og fra denne position fik han mulighed for at fremme de ting, han ønskede at fremme - hvilket var oplysningstankerne, som blandt andet den franske filosof Voltaire formulerede dem.

Struensee var meget på forkant: Blandt andet indførte han fuld ytringsfrihed, han afskaffede tortur, og han gjorde op med adelsenevældens privilegier. Han havde et hav af humanistiske synspunkter, som vi i virkeligheden skal 200 år længere frem i tiden, før vi overhovedet begynder at se antydningen af andre steder.

De fleste af Struensees reformer blev ophævet igen stort set 10 minutter efter hans fald, men fordi han havde introduceret oplysningstankerne i den danske bevidsthed, vandt disse - i modsætning til de fleste andre steder - genklang i Danmark, da de begyndte at blive udbredt i den store verden.

J.F. Struensee gav os en form for mental tyvstart, som også indebar, at vi i Danmark ikke kom til at opleve blodige revolutioner, sådan som de havde det i Frankrig, Rusland og Amerika.

Effekterne kan vi stadig se i forhold til, at vi eksempelvis vægter ytringsfrihed så højt. Det er i virkeligheden en kerneværdi i Danmark, som Struensee var med til at indføre.

Søren Kierkegaard

Ole Morsing, idéhistoriker ved Aarhus Universitet

Det er vigtigt at forstå den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855), både i forhold til hans samtid og i forhold til i dag. Tag bare masseproblematikken: Kierkegaard sagde, at hvis man har et ettal og sætter en masse nuller bagved, så tror man, at man får 10 eller 1000 eller 10.000 mennesker - men i virkeligheden får man bare en masse nuller. Det var en kritik af det værdigrundlag, hele samfundet i Kierkegaards øjne efterhånden var bygget op på. Han havde om nogen blik for, at mennesket var ved at blive slugt af systemet, og at vi - hvis det fortsatte - enten ville ende som robotter eller som selvoptagede subjekter.

Derfor slog han i bordet og pegede på, at der også skulle være en værdidimension i forhold til mennesket, som samfundet - i kraft af sin forhippethed på at organisere og udvikle sig - fuldstændig havde glemt og overset. Kierkegaard troede mere på det enkelte menneske, og derfor ville han ændre den måde, forholdet mellem mennesker, samfund og stat skulle fungere på - og den tankegang, som han var fortaler for, bærer vi stadig med os i dag: At vi tror på det enkelte menneskes værdi, og at der skal være en forståelse og respekt for den enkelte i samfundet.

Den tankegang fik blandt andet konsekvenser i forhold til alle vores skolereformer i løbet af 1900-tallet, og den hænger stadig ved i dag. Hvis vi ikke havde haft en Kierkegaard, så tror jeg ikke, at vi havde haft en skolehistorie, hvor inderligheden fik stor betydning.

Reformationen

Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor ved Københavns Universitet

Reformationen i 1536 er i mine øjne helt klart den største omvæltning, vi har haft de sidste mange århundreder, fordi den - ud over at have betydning for vores måde at indrette samfundet på - havde en enorm betydning for vores syn på autoriteter og på lighed.

Med Reformationen fjernede man den autoritet, som kirken ellers havde haft i forhold til befolkningen, og man fik dermed skabt et samfund, hvor der var basis for, at der på længere sigt kunne udvikle sig en større grad af lighed. I modsætning til de lande, hvor man beholdt den romersk-katolske kristendom, fik man nemlig skabt et samfund, hvor man ikke havde samme grad af respekt for autoriteter, og hvor man i højere grad betragtede alle mennesker som lige.

Det har fået en meget stor betydning for vores samfund og mentalitet. Dels betyder det noget i forhold til vores omgangstone med hinanden, hvor vi i Danmark - i modsætning til mange andre lande - ikke gør forskel på folk afhængigt af status og officielle titler, men hvor vi alle sammen er på samme niveau og siger ”du” til hinanden. Dels er lighedstanken, som kom med Reformationen, én af grundene til, at man senere også havde basis for at udvikle en særlig form for velfærdsstat, som er kendetegnende for de nordiske lande. Reformationen gennemsyrede vores kultur med en lighedstankegang, som stadig præger vores samfund i dag.

Tycho Brahe

Peter Øhrstrøm, videnskabshistoriker, professor ved Aalborg Universitet

At Danmark lægger stor vægt på uddannelsens og videnskabens betydning, og at vi - trods vores størrelse - fylder relativt meget internationalt, når det kommer til at bidrage til udforskningen af verden, kan vi i høj grad tilskrive Tycho Brahe (1546-1601).

Den danske astronom var med sin systematiske indsamling af data om stjernerne med til at grundlægge et nybrud i videnskaben og indføre den moderne, empirisk baserede videnskab. Han var - som alle naturvidenskabens pionerer - motiveret af den kristne tro og mente, at man med videnskaben kan ære Gud som altings skaber.

Hvor man i mange år tidligere bare havde læst gamle optegnelser og ikke systematisk indsamlet data, satte Tycho Brahe sig for at forbedre vores mængder af data - og da den tyske matematiker Johannes Kepler senere overtog hans data i Prag, blev det klart, hvad man kan med nye data, og hvor vigtige de er, hvis man skal forstå verden. Tycho Brahe er på mange måder foregangsmand for en stolt, videnskabelig tradition i Danmark, som er fortsat med blandt andre fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851), lægen Niels Ryberg Finsen (1860-1904) og atomfysikeren Niels Bohr (1885-1962), og der er stadig en hel del danskere, der gør sig gældende inden for videnskaberne.

Den tradition har for danskerne understreget betydningen af uddannelse og forskning.