”Den 3. august 1492 satte den lille flåde med sin 90 mand store besætning sejl for først at opsøge De Kanariske Øer og de gunstige nordøstenvinde. Den 6. september brød de op herfra for – på trods af adskillige psykiske kriser blandt mandskabet – at foretage en i grunden problemfri sejlads, der endte på en af Bahamas’ øer den 12. oktober 1492 (...). Nu gjaldt det om at finde Japan og det kinesiske fastland.”
Sådan beskriver den tyske historieprofessor Wolfgang Reinhard verdenshistoriens måske mest produktive vildfarelse: Columbus’ afrejse fra spanske Palos mod Asiens rigdom. Med sit mandskab sejlede han imidlertid ikke langs Japan og Kina, men langs Cubas og Haitis nordkyst, hvormed han tilfældigt opdagede Amerika. Her oplevede han ikke de ringeste spor af Asiens sagnomspundne rigdomme, som allerede de græske og romerske kontakter i Asien havde berettet om. Derimod stødte han til sin skuffelse kun på nøgne indfødte i en kultur, der forekom ham underlegen på alle måder. Først da der dukkede guldstykker op på Haiti, fik piben en anden lyd. Den 25. december 1492 blev kolonien Navidad grundlagt, og den store guldindsamling – eller rettere det brutale røveri – indvarslede de næste århundreders nådesløse kolonialisering.
Det store spørgsmål er her, hvorfor netop europæerne søgte ud og påbegyndte en uophørlig ekspansion i både vest og i øst. Det er der langtfra et entydigt svar på, mener Wolfgang Reinhard, der står bag det nye, 1.648 sider lange værk ”Underkastelsen af verden. Den europæiske ekspansions globalhistorie 1415-2015”.
”Det noget klodsede begreb ’Europas ekspansivitet’ dækker denne verdenshistoriske bevægelse meget godt. Hvor andre store kulturer som for eksempel den muslimske eller kinesiske historisk har haft en tendens til at have nok i sig selv, har europæerne – også længe før Columbus – haft en stærk tendens til at søge udad, til at gribe ud efter både kendte og ukendte verdensdele,” siger Wolfgang Reinhard.
Han kan selv give mange forklaringer på, hvorfor denne impuls blev omsat i praksis netop i Europa. Buddet om at missionere spiller en rolle. Europas geografiske åbning mod øst og Middelhavet spiller ind. Det teknologisk høje udviklingsniveau blandet med knaphed på ædelmetaller har også været en afgørende faktor, som samtidig er blevet bakket op af den akademiske nysgerrighed på de europæiske universiteter. Men vigtigst er formentlig den statslige organisering i Europa, mener Wolfgang Reinhard.
”Europæerne havde den nationale magtstat i ryggen – det måske mest magtfulde, mennesket har skabt. På dette tidspunkt var for eksempel Kina og Japan også højt udviklede imperier, men med helt andre strukturer, der ikke havde samme magtkoncentration og muligheder som i de europæiske stater.”
Selvom Columbus’ rejse er blevet til sindbilledet på den europæiske ekspansion og erobringstrang, er det først de følgende århundreders koloniale kapløb, som hurtigt skulle inkludere Afrika, der for alvor kom til at ændre verdens gang. I sin bog beskriver Wolfgang Reinhard nøgternt fænomener som slaveri og trekantshandel samt guld- og sukkercyklusser mellem både Europa, Afrika, Latinamerika og den ”afrikanske diaspora” i Caribien og Asien. Netop i dette spil havde de europæiske statsapparater en nøglerolle i kraft af statskreditter og obligationer, der gjorde det muligt at stille hidtil uhørte ressourcer til rådighed for ekspeditioner, handelstogter og erobringer.
”Her skal man dog huske, at der i reglen ikke var tale om nationalstater, der drog ud og erobrede. Selv de spanske ’conquistadores’ var private forretningsfolk. Det gælder også de senere britiske, hollandske og tyske handelsfolk og søfarere, der drog ud. Som man også så det i Danmark, opstod der ofte oversøiske handelskompagnier, der typisk startede som private foretagender, men som kongehusene så engagerede sig i og holdt flydende i en slags offentligt/privat samarbejde.”
Over bogens mange hundrede sider kommer Wolfgang Reinhard rundt om et væld af politiske, sociale, teknologiske og økonomiske aspekter af den europæiske ekspansionshistorie fra Nordamerika over Afrika, Indien og Australien til Alaska. Et eksempel er de udførlige geografiske beskrivelser af skibsfart på Atlanten, der i dag stadig krydses af to tredjedele af al verdens skibsfart og flytrafik, men som alligevel er langt farligere end flosklen om Atlanterhavet som ”dammen i den globale landsby” antyder.
Fra anden halvdel af det 18. århundrede foregår der en mere struktureret europæisk kortlægning og opmåling af verden i forhold til de mere vilkårlige opdagelser, som de tidligere århundreders eventyrlystne opdagelsesrejsende havde foretaget. I netop denne epoke udviklede den europæiske overlegenhed sig til et decideret herredømme over store dele af Asien og Afrika. Alligevel holder Wolfgang Reinhard fast i, at der ikke har været tale om en ensrettet forestilling.
”Helt tilbage er der tale om gensidig eller nærmere mangesidig kulturel påvirkning. Se på den berømte ’Columbian exchange’ (Den colombianske udveksling, red.), hvor nyttedyr og kulturplanter som kartofler, majs og tomater pludselig blev udvekslet mellem kontinenterne,” siger Wolfgang Reinhard.
”Senere havde Europa en massiv interaktion med Kina for eksempel med den såkaldte Kina-mode i det 18. århundrede, men også filosofisk og mentalt opstod der stærke udvekslinger i denne ’verdenshandel med ideer’, som filosoffen Leibniz kaldte det.”
En mindre politisk korrekt grundpointe i den tyske historikers værk lyder, at kolonialisternes magt altid har beroet på samarbejde.
”Kolonialisme består meget groft sagt af et forbund mellem koloniherrerne og de lokale eliter. De har generelt øjnet en fordel ved denne udbytning af de lavere sociale lag i det lokale samfund – det så vi med al tydelighed flere steder i Latinamerika,” siger historikeren.
Fra den amerikanske uafhængighedskrig i 1770’erne – verdens første men ikke just sidste afkolonialiseringskrig – begyndte bøtten at vende i en bevægelse, der med især Afrikas og Mellemøstens sene afkolonialisering i det 20. århundrede slår brede skygger ind i nutiden. Her har vi i dag ifølge Wolfgang Reinhard stadig et stærkt vestligt ansvar.
”I Afrika ønskede koloniherrerne udelukkende en økonomisk effektiv udnyttelse af de lokale ressourcer. Derfor blev der ikke opbygget noget bureaukrati. Efter afkolonialiseringen har militæret ofte været den eneste etablerede magtfaktor, som de nye magthavere kunne gribe tilbage på – eller på stammestrukturer, der har fremmet korruption og nepotisme,” siger Wolfgang Reinhard.
Med hensyn til både Afrika og den aktuelle krise i store dele af den arabiske verden er han forsigtig med at pålægge nogen et entydigt ansvar:
”De lokale magthavere er selvsagt ansvarlige for deres ofte tvivlsomme, tåbelige eller ligefrem forkastelige handlinger og beslutninger. Men for den arabiske verdens vedkommende skal vi ikke glemme de uheldige baggrundsstrukturer, som europæiske stater historisk har været med til at skabe – eksempelvis i det spanske rige i det 19. århundrede eller i den overvejende britiske nystrukturering af Mellemøsten omkring Første Verdenskrig. I et globalhistorisk blik altså en uadskillelig blanding af europæiske forsømmelser og håbløs lokal magtudøvelse.”
Selvom kolonialiseringstiden, som vi kendte den fra det 15. til det 20. århundrede, endegyldigt er forbi, er Europa stadig ”ekspansiv”, som den tyske professor kalder det. Men til forskel fra de forgangne århundreder står resten af verden nu i øjenhøjde med Vesten.
”Den vestlige ekspansion foregår jo ikke mere med militære midler, men med soft power. Teknologisk og kulturelt er USA selvsagt førende her, men som nation er USA globalhistorisk betragtet en europæisk filial,” siger Wolfgang Reinhard.
”Her er det afgørende, at vi indrømmer, at der ikke længere er tale om en europæisk kultur. Det er en verdenskultur, der ikke længere tilhører os, men tilhører alle – og i sine mange særlige udformninger tilhører den de andre,” lyder det fra den tyske historieprofessor.
”De kan gøre med den, hvad de vil, og vi har ikke retten til at foreskrive dem deres udvikling, bare fordi den globale kultur er stærkt europæisk præget.”
Hvor andre store kulturer som for eksempel den muslimske eller kinesiske historisk har haft en tendens til at have nok i sig selv, har europæerne – også længe før Columbus – haft en stærk tendens til at søge udad, til at gribe ud efter både kendte og ukendte verdensdele.
Wolfgang Reinhard, historieprofessor
USA’s position cementeres som supermagt, mens den allerede påbegyndte afkolonialisering i Asien, Mellemøsten og Afrika bliver til en globaliseret verden med et stærkt vestligt præg og uoverskuelige geopolitiske magtforhold.