I dag har vi råd til at behandle psyken

Chefpsykolog i Veterancentret Vibeke Schmidt ser flere forklaringer på, at vi i dag er langt mere opmærksomme på krigens psykiske omkostninger end tidligere

I dag har vi råd til at behandle psyken

I dag er samtaleterapi og et psykologberedskab med åben døgnlinje en del af forsvarets indsats for at hjælpe soldater, der havner i svære psykiske lidelser på grund af krig. Sådan var det ikke under Anden Verdenskrig.

Det var et helt andet menneskesyn, der lå til grund. Psykisk sammenbrud blev i højere grad anset som en art influenza, som man skulle se at komme sig over. Man havde ikke gjort sig samme overvejelser som i dag om, hvad krig og ødelæggelse betyder for det enkelte menneske. Faktum er, at vi som mennesker ikke kan tåle at se vores egen art blive destrueret, siger Vibeke Schmidt.

Hun mener samtidig ikke, at tanken om 14 dages kamppause, som blev anvendt af englænderne og amerikanerne under Anden Verdenskrig, var et udtryk for menneskelig kynisme.

De har ikke lavet en kort pause-behandling for at være modbydelige. Det har været et forsøg på at gøre, hvad der rent faktisk var muligt på daværende tidspunkt.

Ifølge chefpsykologen er der flere forklaringer på, at soldater i dag får en helt anden form for hjælp i form af eksempelvis psykologbistand og længerevarende samtaleterapi.

Vi er for det første blevet rigere som samfund, og det gør, at vi også har råd til at kigge på den enkelte. Derudover er der i dag et langt større fokus på den enkeltes psykiske velbefindende, siger hun.

Det psykologiske område til behandling af de psykiske kampskader er samtidig et område i konstant udvikling, fremhæver chefpsykologen. Og også i Danmark har historien givet dyrebar læring.

Da vi tilbage i 1990erne havde soldater på Balkan, var vi heller ikke på samme måde som i dag rettidigt opmærksomme på, hvordan soldaterne ville reagere psykisk på krigens rædsler. I dag ved vi, at det er enormt vigtigt at forberede dem inden udsendelse på, hvad de har i vente. Derudover er det vigtigt, at vi er klar med hjælp, hvis de oplever tegn på psykisk sammenbrud, siger Vibeke Schmidt.