Integration af ungarske flygtninge gik hurtigt trods høj arbejdsløshed

Ungarerne kom i job trods udbredt arbejdsløshed, viser opgørelse blandt de flygtninge, der kom til Viborg

I begyndelsen blev nogle af ungarerne skuffede, da de blev konfronteret med den høje danske arbejdsløshed. Men efter at have fået situationen forklaret tog de fleste flygtninge det arbejde, de blev tilbudt. På billedet: Ungarske flygtninge.
I begyndelsen blev nogle af ungarerne skuffede, da de blev konfronteret med den høje danske arbejdsløshed. Men efter at have fået situationen forklaret tog de fleste flygtninge det arbejde, de blev tilbudt. På billedet: Ungarske flygtninge. Foto: Tage Christensen/Polfoto.

Danmark anno 1956 var stadig et samfund med udbredt arbejdsløshed og rationering på luksusvarer som benzin og biler.

Alligevel blev de ungarske flygtninge, der kom til landet efter Ungarn-opstanden i 1956, modtaget med åbne arme. Og allerede to år efter ankomsten var hovedparten i job. I det hele taget er de 1000 ungarere, der kom til Danmark, en integrationsmæssig succeshistorie.

Det vurderer arkivleder Dan Ersted Møller fra Viborg Museum, der har undersøgt, hvordan det gik de 272 ungarske flygtninge, der kom til flygtningecentret i Hald Ege ved Viborg.

”Da flygtningene kom, blev de mødt med meget stor folkelig velvilje. Det stod fra starten klart, at ungarerne skulle blive i Danmark, og der blev fra begyndelsen satset på danskundervisning i de 16 flygtningehjem, der blev oprettet over hele landet. I begyndelsen blev nogle af ungarerne skuffede, da de blev konfronteret med den høje danske arbejdsløshed. Men efter at have fået situationen forklaret tog de fleste flygtninge det arbejde, de blev tilbudt,” fortæller Dan Ersted Møller.

I Viborg kortlagde den daværende arbejdsformidling, Arbejdsdirektoratet, ungarernes erhvervskompetencer. Det viste sig mod forventning, at kun en procent havde arbejdet inden for landbruget, mens syv ud af 10 havde haft beskæftigelse inden for håndværk og industri.

En af knasterne i integrationsprocessen var fagforeningerne, der fandt det kritisabelt, at danskere skulle gå arbejdsløse, mens ungarerne blev tildelt arbejde.

For eksempel erklærede arbejdsmændenes fagforening, at deres medlemmer under ingen omstændigheder ville samarbejde med ungarerne, så længe der gik 400 ledige arbejdsmænd rundt i Viborg. Men konflikten blev løst, da arbejdsanvisningen sendte lister med ungarernes kvalifikationer ud til samtlige arbejdsanvisninger i Danmark.

”To år efter ankomsten havde 160 af de 180 erhvervsaktive ungarere fra Hald fået arbejde, og ungarernes arbejdsløshedsprocent lå på omkring 11 eller på samme niveau som blandt danskerne. Det må siges at være et udtryk for vellykket integration,” fortæller Dan Ersted Møller.

Han mener, at ungarernes hurtige integration hang sammen med, at de havde viljen og kompetencerne til at indgå på det danske arbejdsmarked. Og at både myndigheder og almindelige danskere ydede en stor indsats for at hjælpe.