Som en følge af Den Franske Revolution i 1789 udløstes Revolutionskrigene, der uden skel gik over i Napoleonskrigene. Revolutionskrigene bølgede fra 1792 til 1803 og skyldtes, at andre europæiske stormagter ville inddæmme revolutionen og forhindre dens gnist i at springe over til dem. Samtidig forsøgte de at fiske i rørte vande og udnytte Frankrigs svækkelse af indre tumult, der også indbefattede en borgerkrig.
Snarere end svækket var Frankrig imidlertid opildnet til strid. Da Østrig og Preussen i 1792 sammen indtog en truende holdning, indbragte det dem en fransk krigserklæring. Året efter gik England ind i krigen og forblev til krigenes ophør 20 år senere den eneste nation, der uafbrudt var Frankrigs modstander.
LÆS OGSÅ: Da nutidens Europa blev formet
Den franske hær kunne holde de tre stormagter stangen, og i 1795 gik den endda i offensiven og besatte De Forenede Nederlande. Nu valgte Preussen at luske af, og i 1797 ledede general Napoleon et felttog, der tvang Østrig til kapitulation.
England stod da alene. Men året efter allierede Rusland sig med øriget. Det var en opmuntring for Østrig, der igen meldte sig under fanerne.
I 1799 tog general Napoleon ved et kup den politiske magt i Frankrig hermed var landets revolutionære fase til ende og kaldte sig nu førstekonsul. Samtidig holdt han som feltherre den militære stilling. Modstanderne valgte derfor fredsslutning, England som den sidste i 1802, og de anerkendte modvilligt republikken: Det nye, kongeløse Frankrig.
Året efter i 1803 gik det atter løs, men nu var Frankrig den udfarende part: Napoleonskrigene tog deres begyndelse for at vare til 1815. De udviklede sig til krig i en hidtil uset skala i militærhistorien, først og fremmest fordi masseværnepligt så dagens lys. Og fordi Napoleon var en genial feltherre, der manøvrerede sine hære med uset dynamik, så mægtigere fjender ofte måtte se sig sat til vægs.
Napoleon samlede en enorm invasionsstyrke ved Den Engelske Kanal for at invadere England. Men han udskød projektet, da både Østrig og Rusland meldte sig som Englands allierede. I Notre-Dame kronede Napoleon sig selv til kejser den 2. december 1804, hvad der blev opfattet som en stærk provokation i de gamle monarkier.
Alle planer om en invasion af England måtte skrinlægges efter den franske flådes nederlag ved slaget ved Trafalgar den 21. oktober 1805, hvor den engelske admiral Nelson sejrede stort. Napoleon vendte sig i stedet mod de to nytilkomne fjender bag sin ryg, Østrig og Rusland, og vandt blot seks uger efter Trafalgar-forsmædelsen sin største sejr nogensinde, den 2. december ved det østrigske Austerlitz. Man taler om Trekejserslaget, fordi også den østrigske kejser og den russiske zar var til stede.
Året efter 1806 kastede Napoleon sig over Preussen. Hans hær for i ilmarch mod Berlin og besejrede på vejen preusserne i slaget ved Jena.
Fra nu af var Napoleon herre over kontinentet, og han indledte økonomisk krigsførelse mod sin ubøjelige engelske modstander ved at proklamere kontinentalblokaden, der afskar al handel med England.
Rusland, der var humpet hjem efter Austerlitz, måtte i 1807 indkassere yderligere to nederlag og valgte nu at blive Frankrigs allierede. Med roen således sikret mod nord og øst vendte den utrættelige Napoleon sig mod syd og trængte ind i Spanien for at straffe Portugal, der nægtede at deltage i blokaden af England. Det var dengang, englænderne lærte at sætte pris på portvin. Den spanske konge abdicerede i 1808, og Napoleon indsatte sin bror Joseph Bonaparte som spansk konge. Det udløste en spansk guerillakrig, som fra da af bandt store franske styrker til Den Iberiske Halvø.
Den spanske modstand satte ny gejst i det slagne Østrig, der erklærede Frankrig krig. De blev derfor atter sat på plads af Napoleon. Det skete i slaget ved Wagram uden for Wien, og Østrig måtte underkaste sig en ydmygende fredsaftale. Men nu begyndte Rusland at røre på sig, nemlig ved at fravige blokaden mod England, som skadede russisk handel.
Napoleon samlede en gigantisk hær ved grænsen til Rusland. De nu allierede lande Preussen og Østrig foruden Sachsen, Bayern, Italien, Polen og Spanien havde mod på gevinst mod øst og stillede med så store styrker, at armeen nåede op på uhørte 610.000 mand. Under halvdelen af soldaterne var franske.
Den 24. juni 1812 invaderede de. De russiske styrker veg bevidst for at strække fjendens forsyningslinjer ud til sårbar længde og for at afvente indbruddet af den frygtelige russiske vinter. Napoleon kunne derfor indtage Moskva den 14. september. Nu ramte imidlertid nemesis. Fem uger ventede kæmpehæren i Moskva forgæves på modstand og blev så tvunget til at trække sig tilbage mod vest. Til afsked blev den udplyndrede by brændt ned.
Retræten udviklede sig til et af krigshistoriens største nederlag. Man blev nu forfulgt af den russiske hær. Vinteren kom usædvanligt tidligt og blev usædvanligt hård. Kun 10.000 af de 610.000 nåede hjem.
Napoleon lod sig dog ikke slå ud. Han rejste en ny hær, der kæmpede succesrigt i Tyskland i 1813, men hen mod efteråret faldt klokken dog i slag for den franske kejser. Preussen og Østrig sluttede sig nu igen til England, og en stor overmagt kunne møde Napoleon ved Leipzig, hvor det titaniske, såkaldte Folkeslag blev udkæmpet i dagene fra den 16. til den 19. oktober 1813.
Napoleon tabte stort, og nu rykkede hans fjender for første gang ind i Frankrig. Napoleon endte med at måtte forsvare Paris porte. Han måtte indse sit nederlag og blev landsforvist til den lille ø Elba ud for Italiens kyst. Sejrherrerne satte sig sammen for at forhandle om Europas fremtid uden Napoleon ved Wienerkongressen.
Da meldte Napoleon sig til alles chok atter på banen. Han havde forladt Elba for at gå i land i Sydfrankrig den 1. marts 1815, og hans tilstedeværelse virkede magnetiserende i det slagne land. De soldater, som skulle standse ham under hans vandring mod Paris, endte gang på gang med at slutte sig til ham, så da han nåede Paris, var det i spidsen for en regulær hær.
Nu fulgte Napoleons såkaldte 100 dage. Han udrustede en ny armé, som mødte englænderne under general Wellington og preusserne under general Blücher i det nuværende Belgien nær en uanselig by, hvis navn skulle blive verdensberømt: Waterloo. Her stod det legendariske slag den 18. juni 1815.
Efter dette nederlag abdicerede Napoleon for anden gang, og han blev deporteret til et eksil så fjernt, at han ikke atter kunne dukke op, nemlig på øen Skt. Helena i det sydlige Atlanterhav. Her døde han 1821.