Den 16. maj 1966 kastede kommunistpartiets leder, Mao Zedong, Kina ud i et eksperiment, der skulle få katastrofale følger for landet. Millioner af kinesere blev forfulgt, og anslået 1,6 millioner blev dræbt eller begik selvmord.
Maos formål med Den Store Proletariske Kulturrevolution, som den officielt hed, var at rense partiet for bureaukrati og revisionistiske elementer. Kina skulle også befries for ”de fire gamle”: gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gammeldags tænkemåde.
Millioner af unge kinesere, der tilbad Mao som en gud, fulgte hans opfordring til at ”bombardere hovedkvarteret”.
De blev rødgardister og så sig selv som Maos loyale soldater og endte med at bekrige hinanden i kampen om at være hans sande disciple.
Elever og studerende tævede og torturerede deres lærere, ledere på alle niveauer blev afsat, intellektuelle og folk med forkert baggrund blev forfulgt, og uvurderlige kulturværdier smadret.
På grund af rødgardisterne og den fanatiske tilslutning bliver Kulturrevolutionen ofte betegnet som en massebevægelse. Men ifølge Michael Schoenhals, der er en af de førende vestlige forskere i Kulturrevolutionens historie, skal man være varsom med at bruge betegnelsen:
”Et stort flertal af den kinesiske befolkning – landbefolkningen – deltog ikke i nogen som helst bevægelse, men blev i større eller mindre grad påvirket af den politiske udvikling mellem 1966 og 1976. Så hvis man med massebevægelse mener rødgardisterne, er det vigtigt at huske, at de i sommeren og efteråret 1966 hovedsageligt var studerende, hvorefter også arbejdere sluttede sig til bevægelsen,” siger Michael Schoenhals, der er professor i kinesisk ved Lund Universitet og desuden medforfatter til bogen ”Maos Last Revolution”.
Michael Schoenhals peger også på, at selvom kultur- revolutionen officielt først blev afsluttet efter Maos død i 1976, sluttede bevægelsen i realiteten allerede i 1969, da alle grupperinger af rødgardister og oprørere var blevet tvunget til at opløse sig selv.
”Efter det, og selv før, er det langt mere korrekt at tale om Maos kulturrevolutionære politik, som påvirkede et stort antal mennesker, end at tale om, at mange kinesere tilsluttede sig bevægelsen. Der var simpelthen ingen måde, hvorpå man dengang kunne undslippe politik på grund af kommunistpartiets høje ambitionsniveau om at forvandle Kina,” påpeger han.
He Jiahong , der er 63 år, jurist og underviser på Renmin Universitetet i Beijing, er en af de mange kinesere, hvis ungdom blev påvirket af den turbulente periode. Da Kulturrevolutionen brød løs, var han teenager og i første omgang begejstret for den nyvundne frihed:
”Timerne blev aflyst i skolen, så jeg kunne spille fodbold hver dag. Da nogle af mine klassekammerater dannede en gruppe af rødgardister, ville jeg også være med, men de sagde nej, fordi jeg kom fra en ’sort’ familie,” fortæller han.
Kinesernes klassebaggrund var dengang uhyre vigtig. Alle blev delt op i ”rød” eller ”sort” – rød for revolutionær, sort for forkert familiebaggrund.
Da både He Jiahongs bedstefar og far havde deltaget i borgerkrigen på nationalisternes (Kuomintangs) side, tilhørte hans familie sidste kategori.
Hans far var død tre år tidligere. Men hans bedstefar, der havde været højtstående general i Kuomintangs hær, levede stadig og løb nu ind i problemer.
”Jeg skammede mig over min familie, især min bedstefar, der blev tvunget til at feje gader, selvom han var sidst i 70’erne. Han var en hæderlig mand, men under kultur- revolutionen var jeg for ung til at forstå det. Den eneste måde, jeg kunne være rigtig revolutionær på, var at tage afstand fra ham, så det gjorde jeg,” erkender han.
Også præsten Gao Ying, der i dag er rektor for det teologiske seminarium i Beijing, har en revolutionær fortid:
”Jeg fulgte partiets opfordring og blev revolutionær rødgardist. Jeg kritiserede endda mine egne forældre,” fortæller Gao Ying, der også er vicepræsident i China Christian Council, en paraplyorganisation for den protestantiske kirke i Kina.
”Efter Kulturrevolutionen var jeg meget deprimeret og ledte efter en mening med det hele. Mange mistede troen på kommunismen på grund af Kulturrevolutionen, og det førte til en troskrise og en åndelig længsel, der stadig eksisterer. Selv fandt jeg meningen i kirken,” siger hun og fortsætter:
”Kristendommen har et budskab om kærlighed, og det står i skarp kontrast til Kulturrevolutionen, hvor alt handlede om politik. Folk bekrigede hinanden, og der var ingen tillid og slet ingen kærlighed.”
Overgangen fra glødende rødgardist til kristen var dog ikke uden personlige omkostninger. Under Kulturrevolutionen blev religion set som overtro, templer og kirker ødelagt og troende forfulgt.
Gao Yings forældre var partimedlemmer og ateister, og især hendes mor blev vred på hende og afbrød forbindelsen.
”Det var meget smertefuldt, men vi blev forsonet, og min mor undskyldte til sidst,” siger hun.
For He Jiahongs vedkommende endte Kulturrevolutionen også i frustration og troskrise.
Som millioner af andre unge fulgte han Maos opfordring til at forlade storbyerne og ”lære af bønderne”. Han endte som traktorfører på en farm i Heilongjiang-provinsen, der ligger på grænsen til Rusland. Det var hårdt arbejde under hårde betingelser, men han følte sig som en del af en større sag:
”Jeg troede på kommunismen og ville gøre noget for revolutionen. Jeg troede på, at vi blev nødt til at lide for at kunne virkeliggøre drømmen, ikke kun for os kinesere, men for hele menneskeheden.”
Drømmen brast dog i september 1971, da Maos kronprins, Lin Biao, døde i et flystyrt på flugt fra Kina. Lin Biao havde været en rolle-model for de unge revolutionære, men nu blev han set som en skurk:
”Jeg blev chokeret over, at han pludselig blev fordømt som en ond forræder, og det fik mig til at genoverveje min tro. Jeg fik den tanke, at vi var blevet snydt af politikerne, men jeg kunne ikke sige det til nogen. Jeg følte mig helt fortabt,” husker He Jiahong.
Efter Maos død i 1976 fik han lov til at vende tilbage til Beijing året efter. Han fik først arbejde som blikkenslager, men senere bestod han optagelsesprøven til universitetet og kom ind på jurastudiet. Han er i dag en anerkendt jurist og rådgiver højesteret om retsreformer i Kina.
Sideløbende har han skrevet flere kriminalromaner om forsvarsadvokaten Hong Jun, der har en del ligheder med ham selv, herunder den revolutionære fortid. En af bøgerne, der er oversat til engelsk, har titlen ”Black Holes” med henvisning til de sorte huller i universet – en samling af masse så tæt, at intet kan undslippe.
”Kulturrevolutionen var en katastrofe for kineserne og kinesisk kultur. Den ændrede samfundet, kulturen og livet for millioner af mennesker. Så den er en slags sort hul. Vi kan ikke se det, men føler dets magtfulde, mystiske kraft og konsekvenserne af det. Vi bør ikke glemme Kulturrevolutionen, ellers risikerer vi, at den gentager sig i nær fremtid,” advarer han.
Alligevel bliver 50-året ikke markeret fra officielt hold i Kina. Kommunistpartiet tog ganske vist afstand fra Kulturrevolutionen i 1981, men ønsker ikke, at Maos rolle bliver fuldt belyst, fordi partiet risikerer at miste sin legitimitet og magtmonopol. Derfor censureres debatten, og unge lærer kun sporadisk om perioden.
Ifølge Michael Schoenhals påvirker Kulturrevolutionen dog ikke Kina så meget længere:
”Maos død og den officielle afslutning i 1976 er trods alt 40 år siden. Måske ville en sammenligning med Europa fire årtier efter Anden Verdenskrig være på sin plads: Hvor meget påvirkede krigen et land som Frankrig i 1985? Hvis man spørger folk fra min generation, vil de have positive eller negative erindringer, men unge ved næsten ingenting om, hvad der skete, og de er også ret ligeglade med det,” mener han.
