For 8200 år siden skete der et pludseligt og ganske dramatisk temperaturfald på den nordlige halvkugle. En kollapset, nordamerikansk iskappe og dens smeltevandssø, Lake Agassiz, sendte kolossale mænger af smeltevand ud i Nordatlanten og bremsede Golfstrømmen i at sende lunt vand og dermed lunere temperaturer nordpå. Hele 6 grader styrtdykkede gennemsnitstemperaturen målt i de grønlandske iskerner. Analyser af pollen og planterester fra geologiske aflejringer på vore breddegrader vidner om en tydelig påvirkning af vegetation og landskab. Rundtomkring i Europa finder forskerne i disse år tydelige tegn på denne såkaldte 8200-hændelse og dens følger.
LÆS OGSÅ: Ny mådeholdenhed skal hjælpe klimaet
Seniorforsker Peter Rasmussen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS, er en af de forskere, der er dykket ned i 8200-hændelsen, eller rettere sagt: er dykket ned i de årtusinder gamle lag på bunden af Højby Sø i Odsherred i Nordvestsjælland. For her knap 11 meter under den nuværende søbund ligger beviserne for de naturmæssige ændringer, der skete herhjemme for omkring 8200 år siden.
"8200-hændelsen er ubetinget den største klimaændring siden den sidste istid, og den fik gennem 200-300 år tydelige følger på hele den nordlige halvkugle. Vi kan for eksempel se en markant påvirkning af træarterne i datidens skove, hvor de varmekrævende arter kom under pres, mens de kulde- og frosttolerante arter klarede sig bedre," konstaterer Peter Rasmussen.
Dengang for 8200 år siden levede der grupper af jæger-samlere fra den såkaldte Kongemose-kultur i Danmark. Den slags jægere, samlere og fiskere har næppe fået tilværelsen vendt på hovedet af temperaturfaldet og dets følger. Jæger-samler-kulturer er generelt dygtige til at tilpasse sig og gode til at ændre vaner og udnytte naturens ressourcer.
Længere sydpå omkring Middelhavet, hvor agerbruget så småt havde gjort sit indtog, fik 8200-hændelsen og de ændrede temperaturer langt større betydning. Visse steder, for eksempel i Grækenland, blev milde vintre og varme somre nu afløst af vigende skov og nattefrost.
I store dele af den ellers så attraktive floddal ved Spaniens næststørste flod, Ebro, udvandrede folk fra de mange bosættelser og fortrak til bjergegne med mere regelmæssig nedbør. De spanske arkæologer taler ligefrem om en 500 år lang arkæologisk stilhed som følge af 8200-hændelsen.
I det centrale Anatolien har arkæologer fundet forladte bopladser og agre, hvor de tidligste bønder tilsyneladende har opgivet deres forehavende og deres marker på grund af tørke. Til gengæld betød klimaændringerne en øget fremgang for agerbruget i andre områder omkring Middelhavet, så det viste sig at være skidt for nogle og godt for andre. Men generelt peger forskerne på store samfundsmæssige og socioøkonomiske ændringer og folkevandringer som følge af 8200-hændelsen.
Med indførelsen af landbruget skete der nemlig en tipning i forholdet klima-menneske. Som jæger-samlere påvirkede mennesket ikke naturen synderligt. Men med agerbrug og kvæghold ændrede man på landskabet for at kunne dyrke afgrøder og lade dyrene græsse. Omvendt blev menneskene også mere sårbare over for klimaforandringer, for nu kunne de ikke bare rykke teltpælene op og finde et bedre sted at gå på jagt. Så med de tidligste stenalderbønder kom der en ny afhængighed mellem natur og menneske.
For omkring 2800 år siden, sidst i bronzealderen, skete der en radikal klimaændring i form af stærkt øget nedbør. Det lader sig spore i aflejringer i form af en kraftig vandstandsstigning. Ved Hanstholm i Thy måtte en gruppe bronzealderbønder ved Bjerre Enge flytte både huse og agre til et højereliggende område efter en stigning i grundvandsspejlet på trekvart meter. Og i Rude Skov i Nordsjælland anlagde en anden flok bønder en ny type agersystemer sikkert for at tilpasse sig det nye klima.
Alle de detaljerede oplysninger henter klimahistorieforskerne ud af aflejringer i moser, søer og vandhuller, der som en slags geologiske arkiver føjer et kapitel til klimahistorien for hvert år og hvert lag. I Skandinavien er vi særligt begunstigede med mose- og søaflejringer. Mere enkelt formuleret har vi gammelt tørv og mudder i verdensklasse. Derfor trådte denne forskningsgren også sine barnesko i netop Danmark og Sverige, og udenlandske forskere skal kæmpe med knap så mundrette periodebetegnelser som Bølling og Allerød.
Herhjemme begyndte en håndfuld pionerer inden for botanik og geologi allerede i 1800-tallet at nærstudere planterester fra tørvegravninger. Herved lykkedes det at påvise tilstedeværelsen af arktiske planter i lerlag under tørven og derved et andet klima end det nuværende.
På Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser (NNU) forsker man ligeledes i det forhistoriske klima og dets forandringer. Man leder efter såkaldte indikator-arter altså arter af planter og dyr, der er særligt følsomme over for udsving i temperatur, nedbør og lignende og dermed kan indikere eventuelle klimaudsving.
De fleste typer biller er for eksempel gode at studere, da de er hurtige til at rykke ind i et område efter et klimaudsving. Østers er også gode indikatorer, da de er meget følsomme over for temperatur og saltindhold i vandet. Tilstedeværelsen af sumpskildpadder samt tun, ansjos, pilrokke og sværdfisk tyder på lunere farvande omkring Danmark i stenalderen.
Planter som mistelten og vedbend står højt på hitlisten, da de kræver særligt varme temperaturer, mens arter som polarpil og rypelyng hører til i koldere klima og derfor i dag er at finde i de norske fjelde og i Grønland. Men de har skam også været at finde på vore breddegrader i kølige perioder.
Så klimaudsving er på ingen måde noget nyt, og mennesket har måttet affinde sig med mange skift undervejs i historien.
"De mange klimaudsving igennem historien kan sammenlignes med skiftet fra sommer til vinter. Nogle skift har været større, som istiderne og 8200-hændelsen, mens andre har været af mindre betydning. Nogle er sket langsomt og gradvist, mens andre skete ganske pludseligt, for eksempel den sidste istid, som afsluttedes på få år. Så nogle udsving har påvirket mennesket mere end andre. Men da vi blev bofaste agerbrugere med hus, mark og husdyr, lagde vi så at sige alle æg i én kurv og blev dermed også mere sårbare," påpeger museumsinspektør Morten Fischer Mortensen fra NNU.
De helt store klimaudsving er overordnet styret af den energimængde, som jorden absorberer af solens stråler. Denne solindstråling varierer som følge af cykliske ændringer i jordens placering i forhold til solen og er medvirkende til at forme jordens klimasystemer. Så der sker altså nogle helt bestemte ændringer og udsving efter en helt bestemt cyklus med et helt bestemt antal tusinde år imellem. Alt sammen påvist af den serbiske geofysiker Milutin Milankovic så tidligt som i 1912.
Men i de senere år er klimaet blevet forstyrret af mennesket:
"Alt tyder på, at menneskets påvirkning af klimaet først er sket inden for de seneste årtier. Her er vi for alvor begyndt at gribe ind i selve klimasystemet, især som følge af en stærkt øget udledning af kuldioxid til atmosfæren efter afbrænding af kul, olie og gas. Så der er afgjort grund til at være på vagt og tage vor tids klimaforandringer meget alvorligt. Men det kan være svært at skelne mellem naturlige og menneskeskabte ændringer. Her kan den klimahistoriske forskning blandt andet bidrage med at belyse klimaets naturlige variationer over lang tid og den hastighed, hvormed klimaet ændrer sig uden menneskets mellemkomst. En sådan viden og indsigt kan helt sikkert gøre os klogere og give en mere overordnet forståelse af, hvad der sker i disse år," fastslår Peter Rasmussen.
For vi mennesker har svinet før. I middelalderen anlagde vi højryggede agre overalt, og indførelsen af hjulploven betød en kraftig øgning af landbruget i den periode.
Det resulterede faktisk i, at datidens bønder udledte fosfor på samme niveau som nutidens udskældte landbrug. Og hele industrialiseringen med alle dens kulfyrede maskiner og fabrikker var heller ikke ligefrem miljøvenlig. Men nutidens CO2-udslip trumfer alligevel tidligere menneskelige påvirkninger af klimaet.
Om klimahistorikerne og miljøforskerne når at råbe politikere og beslutningstagere op i tide, står endnu hen i det uvisse. Men under alle omstændigheder kommer vi til at indrette os og for eksempel fraflytte hårdt ramte områder præcis som de tidlige stenalder bønder i det centrale Anatolien:
"Et sted som Australien har jo efterhånden udviklet sig til en klimamæssig katastrofe. Her kan der være områder, hvor man må opgive at dyrke jorden på grund af tørke. Til gengæld kan vi på vore breddegrader forvente nærmest eksotiske forandringer. Afgrøder som vin, solsikker og majs kan gå hen og blive udbredte, og så kommer en køretur igennem det danske sommerland jo til at se noget anderledes ud, spår Morten Fischer Mortensen.
Selvom tanken om mere vindyrkning i Danmark ikke lyder værst, og selvom klimaudsving altid har været en del af menneskehedens historie, bør vi ifølge begge klimaforskere se med stor alvor på den nuværende situation. For vi kan jo ikke som bronzealderbønderne ved Bjerre Enge blot rykke hen på den nærmeste tue og leve bekymringsløst videre.
8200 eventen: En pludselig afkøling af den nordlige halvkugle for 8200 år siden. I Skandinavien blev datidens jæger-samlere næppe voldsomt berørt, men sydpå betød det ændrede klima affolkning af store områder og kickstart af landbruget i andre.
2800 eventen: For 2800 år siden oplevede store dele af Nordeuropa en klimaændring med nedkøling og øget nedbør. På det tidspunkt ernærede stort set hele Europa inklusiv Skandinavien sig af agerbrug og husdyrhold, og den pludselige stigning af vandstanden i søer, moser og vandløb har utvivlsomt udløst nogle tvungne omlægninger af levevis og levesteder.
Den Romerske varmeperiode: I århundrederne omkring Kristi fødsel og samtidigt med Romerriget fik store dele af Europa relativt varmt klima. I Danmark betød det øgede marine-ressourcer, og blandt andet indsamling af skaldyr. Der forekom østers i de indre danske farvande og den vestlige Østersø betinget af de varmere klima og mere saltholdige vand.
Den Middelalderlige varmeperiode: Fra ca. år 800-1200 oplevede den nordlige halvkugle en længere varmeperiode. Den resulterede blandt andet i isfri have i det sydlige Grønland, hvilket gav Erik den Røde og hans nordboer en gunstig start på koloniseringen af landet. I England og Wales var det takket være de lune temperaturer muligt at dyrke vin.
Den lille istid: Fra 1350-1850 skete der en temperatursænkning, der medførte kølige og regnfulde somre og vintre med tilfrosne søer, floder og hav. I Alperne voksede gletsjerne hastigt og slugte flere landsbyer, og det samme skete i Norge. Floderne i Vesteuropa frøs til, så man blandt andet kunne stå på skøjter på Themsen. Den arktiske pakis voksede også, og der blev set isbjørne ved Orkneyøerne og grønlandske inuitter i Skotland. Herhjemme frøs bælterne ofte helt til, så isbådene var hyppigt i brug i 1800-tallet, og man kunne promenere fra Danmark til Sverige og Bornholm. Mere alvorligt medførte den lille istid også periodevis misvækst og sult på grund af de korte vækstsæsoner og det uforudsigelige vejr.
Store oldtidskulturer i Mellemøsten og Sydamerika er beviseligt bukket under for klimaændringer, der greb fatalt ind i deres eksistensgrundlag.
Mayaernes megabyer som Tikal i Guatemala var dybt afhængige af oplandet for at kunne brødføde byens enorme befolkning. Men da klimaet drillede, og høsten svigtede, kom maden ikke ind med bønderne, og byen gik til grunde.
I Peru har arkæologer for nylig fundet 43 ofrede mennesker fra den såkaldte Chimú kultur - det hidtil største menneskeofferfund på de kanter. Disse indianere er kendt for deres landbrug, men var dermed dybt afhængige af vejret. Arkæologerne tolker den store ofring engang i 1300-tallet som en direkte følge af klimaændringer og den såkaldte El Nino-effekt.
Nordboerne måtte også give fortabt overfor Moder Natur. Da de kom til Grønland, velsignede hun disse arktiske bønder med varme og godt landbrugsklima. Men fra 1300-tallet satte kulden og den lille istid ind, og de gæve efterkommere af Erik den Røde sultede og opgav i løbet af 1500-tallet deres bygder i det høje nord.