Knud den Store erobrede England og gjorde Danmark mere engelsk

Da Knud den Store for 1000 år siden erobrede England, satte han for alvor gang i en kulturel, økonomisk og kirkelig udveksling mellem England og Danmark. Ny forskning tyder på, at den danske elite lod sig inspirere af engelsk kultur og kirkeliv

Ved slaget ved Assandun kæmpede Knud den Stores (th.) danske invasionsstyrke og Edmund Jernsides (tv.) angel-saksiske hær i 1016 nær Essex i England. Udsnittet er fra historieværket Chronica Majora af benediktinermunken Matthew Paris.
Ved slaget ved Assandun kæmpede Knud den Stores (th.) danske invasionsstyrke og Edmund Jernsides (tv.) angel-saksiske hær i 1016 nær Essex i England. Udsnittet er fra historieværket Chronica Majora af benediktinermunken Matthew Paris. Foto: Wikimedia.

Når vi på dansk bruger ord som kristendom, kirke, messe, røgelse og faste, er det sandsynligvis en konsekvens af den danskfødte konge Knud den Stores militærstrategiske snilde og magtpolitiske evner for 1000 år siden. I efteråret 1016 vandt Knud den Store nemlig et afgørende slag ved Assandun i Essex i det sydlige England.

Med sig havde han en stor skandinavisk hær, som var samlet med hjælp fra hans ældre broder, Harald den Anden, der på det tidspunkt var konge i Danmark. I bagagen havde han – trods sine kun cirka 21 år – allerede stor erfaring som hærfører og indgående kendskab til engelsk kultur, sprog og politik.

Som søn af Svend Tveskæg havde Knud nemlig adskillige gange været i England på plyndrings- og erobringstogter, senest i 1013, da det lykkedes Svend Tveskæg af vinde magten over hele England. Svend døde imidlertid kort efter sin sejr, og den angelsaksiske hær udråbte Knud til Svends efterfølger. Men adelen ønskede den angelsaksiske kong Æthelred den Anden, som var flygtet til Normandiet, som overhoved. Æthelred vendte tilbage og tog magten, og Knud rejste til Danmark, hvor Harald den Anden hjalp med at samle en stor flåde og hær. I 1015 vendte han tilbage til England og gik i krig mod kong Æthelred. Da Æthelred døde, overtog hans søn Edmund Jernside magten, og det var mod ham, at Knud i 1016 vandt et afgørende slag i det sydlige England.

Sejren var ikke total, så i første omgang blev konsekvensen, at Edmund og Knud delte England imellem sig: Edmund skulle herske syd for Themsen, Knud nord for den. Få måneder efter døde Edmund imidlertid – og historikere mener ikke, at det er usandsynligt, at Knud stod bag.

Edmunds død banede vejen for, at Knud i 1017 blev konge over hele England – en titel, som han i løbet af de næste cirka 10 år supplerede med at blive konge af Danmark, Skotland, Norge og dele af Sverige.

England var imidlertid kernen i hans imperium, og ifølge historiker Marie Bønløkke Spejlborg fra Aarhus Universitet tyder meget på, at Knud følte sig lige så engelsk som dansk, og at han ikke for alvor forsøgte at binde imperiet sammen til et sammenhængende rige a la Romerriget.

”Knud havde opholdt sig meget i England, og han regerede i høj grad som tidligere angelsaksiske konger. Han slog mønt efter samme mønster, som man kendte i England, men som endnu ikke var udbredt i Danmark, og han udstedte love, hvor han refererede til, at det var en fortsættelse af tidligere kongers lovgivning. Han forstod at alliere sig med adelen og kirken, datidens magtfaktorer, blandt andet ved at gøre ærkebiskoppen af York til hovedforfatter på sine love,” forklarer hun.

Tobias Mortensen, historiefaglig koordinator i projektet ”Danmark bliver til”, har også beskæftiget sig indgående med Knud den Store, ikke mindst i forbindelse med den to uger lange festival ”Kongens togt”, som fandt sted i sommer i anledning af jubilæet for Knud den Stores erobring af kongemagten i England. Han bekræfter billedet af en dygtig diplomat, som forstod at bruge forskellige strategier og midler til at sikre opbakning og sammenhængskraft.

”Ud over portrættet af regenten, som vi stadig kender fra mønter i dag, har Knud kristne symboler på mønterne for at markere sig som kristen konge. Mønterne var datidens form for massekommunikation, da de jo nåede ud til alle handlende, så det var et effektivt middel til at markere sin magt, ikke mindst i den del af riget, hvor han sjældent opholdt sig,” siger han.

Knud var kun sjældent i Danmark. Faktisk ser det ud til, at han primært tog tilbage til sit fødeland for at forhindre, at private vikingehære herfra ville angribe England.

”Vi har et par breve fra Knud selv, og i et af dem fortæller han stolt, at han nu har forhindret fremtidige vikingeangreb – og det viser sig at være rigtigt, hvilket siger en del om Knud den Stores strategiske evner,” siger Marie Bønløkke Spejlborg.

Hun har for nylig afleveret en ph.d.-afhandling om de dansk-engelske påvirkninger i 1000-tallet med særligt fokus på den engelske indflydelse i Danmark under Knud den Store, og hendes forskning har vist, at Knuds erobring af England skabte overraskende mange kontakter mellem England og Danmark, selv om Knud ikke gjorde et stort nummer ud af at binde sit imperium sammen.

”Mange ord i dansk kirkesprog kan føres tilbage til en påvirkning fra England i den tidlige middelalder. Det er sandsynligvis et resultat af, at eliten i Danmark anså Nordsøen for en forbindelse snarere end en forhindring, og at de havde jævnlige og stærke relationer til England. En del af dem havde godser i England og tog inspiration med hjem fra kirkeliv og arkitektur, som vi kan se spor af, hvis vi kigger godt efter,” siger hun.

For eksempel blev det i 1950’erne slået fast, at den første stenbygning, der blev opført i Danmark, en kirke i Roskilde indviet til Skt. Clemens, havde engelske arkitektoniske træk og for- modentlig blev opført af engelske bygmestre. Desuden blev adskillige kirker indviet til helgener, som enten var engelske i oprindelse eller nød stor popularitet i England. Det gælder Budolfi Kirke i Aalborg og Sct. Albani i Odense.

Tobias Mortensen forklarer, at en teori blandt nogle historikere går ud på, at Knud den Store ved at importere engelske bisper til Danmark tog de første skridt mod at skabe et selvstændigt dansk ærkebispedømme, der med tiden kunne løsrive sig fra ærkebispedømmet i Hamburg-Bremen.

Men måske ændrede han strategi under sit besøg i Rom i 1027 i forbindelse med den tyske kejser Konrads kroning.

”Det kan tænkes, at han i de politiske forhandlinger med kejseren har vurderet, at planen om et selvstændigt ærkebispedømme i første omgang måtte vige for andre interesser, for eksempel sikring af den danske grænse mod syd,” siger han.

Og historien om Knuds erobring er bestemt også relevant i en tid med nye diskussioner om grænseforhold og sammenhængskraft i Europa og EU, mener han.

”Netop nu, hvor England har besluttet at forlade EU, er det da interessant at blive mindet om de forbindelser, vi faktisk har haft mellem England og Danmark historisk set.”