Krige til lands og til vands

To militærhistorikere fortæller om danske krige i tusind år

Nok har Danmarks udsatte geografiske placering gennem tiderne været til stor ulempe for landet. Men at den, når alt kommer til alt, tillige har været en fordel, er uomtvisteligt for de to militærhistorikere, der har skrevet denne bog med en overskuelig og let tilgængelig gennemgang af de krige, som Danmark har været involveret i - fra slaget ved Svold år 1000 til kampen ved Musa Quala i Afghanistan i 2006.

Ifølge Hans Christian Bjerg og Ole L. Frantzen har krig og vold indtil for få år siden af mange historikere været ignoreret som betydnings-fulde faktorer til forståelse af vort lands historie.

De to forfattere ser deres værk som et led i en proces til imødegåelse af denne angivelige mangel, idet de som udgangspunkt lader krige og militære forhold udgøre et vigtigt led i den samlede analyse og i de mange beskrevne forløb gennemføres sideordnet med for eksempel gennemgangen af de økonomiske og politiske forhold. Bogen beretter ikke alene om slagene, ikke alene om begivenhederne og al deres dramatik, men også om baggrundene for det hele. Vi hører om krigsførelse, taktik, organisation og våben i de perioder, hvor krigene fandt sted, samtidig med at deres årsager og konsekvenser er skrevet ind i en udenrigs- og forsvarspolitisk sammenhæng.

Bogens vigtige pointe om fordelen ved Danmarks beliggenhed begrundes med, at stormagter med interesse for området har holdt hinanden i skak.

”Det er formodentlig den væsentligste forklaring på, at Danmark, trods sit svagere og svagere militære potentiale og sine fortsatte nederlag, alligevel har overlevet som selvstændig nation.”

I høj grad er det ligefrem den ”vigtige geostrategiske position”, der har været med til at sikre det danske riges eksistens, fastslår forfatterne - uden dermed at underkende, at også dets egen indsats har spillet en bevarende rolle.

Fortiden er jo ofte leveringsdygtig med indirekte kommentarer til nutiden, således atter her: Over for dem, der finder vore dages danske deltagelse i fjerne krige ”naturstridig”, gør Bjerg og Frantzen opmærksom på, at Danmark også tidligere - omkring 1700 - har stillet soldater til rådighed for andre lande i disses kamp mod deres fjender. ”Det skete dengang som i vore dage ud fra en nøgtern opfattelse af, hvad der bedst tjente danske interesser.”

”Vi kæmpede til lands og til lands” er afgørende præget af forfatternes sans for den gode fortælling. Deres stil er ikke akademisk indforstået, men åben og umiddelbart engagerende. Jeg er ikke fagmand, men en repræsentant for den læge læser, som bogen blandt andet må formodes at være henvendt til. Og jeg må sige, at jeg blev revet med - uden videre overbevist om at fagligheden får sine krav respekteret. Min eventuelle naivitet må jeg se bort fra.

Til præsentationen af stoffet bidrager de talrige illustrationer med vægt. Det drejer sig især om malerier og fotografier samt om en serie medaljer udført af firmaet Mønthuset med motiver fra 24 danske slag.

grymer@k.dk