Kun få lande påtager sig skylden for fortidens forbrydelser

Østrig tager nu sin fortid under holocaust op til revision. Og mens et land som Tyskland i høj grad tager fortidens forbrydelser på sig, vælger andre som Tyrkiet at benægte folkedrab. Mønstret er, at man kun påtager sig ansvaret, hvis det er nødvendigt, siger ekspert

"Det handler om nødvendigheden af at tackle sin fortid, når den gør ondt," siger Nils Arne Sørensen, professor i historie. På billedet ses hovedindgangen til den berygtede koncentrationslejr Auschwitz, der blev benyttet af nazisterne under Anden Verdenskrig til at udrydde jøder og politiske modstandere.
"Det handler om nødvendigheden af at tackle sin fortid, når den gør ondt," siger Nils Arne Sørensen, professor i historie. På billedet ses hovedindgangen til den berygtede koncentrationslejr Auschwitz, der blev benyttet af nazisterne under Anden Verdenskrig til at udrydde jøder og politiske modstandere. . Foto: Celestino Arce Demotix Denmark.

På hjemmesiden for Wienerfilharmonikerne er der mange informationer at hente. Man kan blandt andet klikke sig ind på sider om det verdenskendte østrigske symfoniorkesters historie, kommende koncerter og uddannelsestilbud for unge.

Som noget nyt er det i år også blevet muligt at klikke sig ind på en side med overskriften Wienerfilharmonikerne under nationalsocialismen. Her kan man læse, at flere jødiske orkestermedlemmer blev deporteret eller drevet i eksil i årene 1938 til 1945, men også at 20 procent af medlemmerne allerede var med i det tyske nazistparti NSDAP, før Østrig blev indlemmet i Tyskland, samt at 60 af de 123 aktive orkestermusikere var medlemmer af NSDAP i 1942 og to af den nazistiske organisation SS.

De sidstnævnte oplysninger har østrigerne tidligere ikke været interesserede i at få frem. Siden Anden Verdenskrigs afslutning har landet afvist at have haft indflydelse på tyskernes jødeforfølgelse og i stedet lagt vægt på, at det var et offer, der blev besat mod sin vilje. Men tonen har ændret sig, og nu diskuterer og undersøger østrigerne på ny landets rolle under krigen. Generelt er der stor forskel på, hvordan lande håndterer deres forbrydelser i fortiden. Hvor man i de tyske skoler terper sig gennem historien om Hitler og nazismen, vælger andre nationer så vidt muligt at holde fortiden ude af både undervisning og offentlige debatter.

LÆS OGSÅ: Unge tyskere skammer sig stadig over nazitid

Og det sidste har faktisk også været det mest normale indtil for ikke så mange årtier siden, siger Uffe Østergaard, der er professor i europæisk historie ved Copenhagen Business School.

At tage ansvar for sine forbrydelser i fortiden er et moderne fænomen, der er opstået efter Anden Verdenskrig. Før det tog man ansvaret for egne sejre og lagde alt andet over på fjenderne. Men efter krigens grusomheder blev der for alvor sat gang i en god international retsorden og krigsforbryderproces.

Ifølge Uffe Østergaard er den eneste nation, der dog for alvor har taget kollektivt ansvar for fortiden, Tyskland, som efter Anden Verdenskrig skabte udtrykket Vergangenheitsbewältigung at håndtere fortiden.

Det kræver en stærk civilisation og kultur at få så stor en befolkningsandel til at påtage sig skyld. Men den vigtigste forudsætning var, at landet tabte så stort, og at Vesten pressede på for, at tyskerne skulle tage ansvar for deres handlinger. Amerikanerne gjorde en stor pædagogisk indsats, hvor de tvang tyskerne til at se billeder og film fra udryddelseslejre.

Tidligere kommunistiske lande i Baltikum, Øst- og Centraleuropa har også forsøgt at få Rusland til samlet at tage ansvar for deres forbrydelser under Anden Verdenskrig, hvilket ifølge Uffe Østergaard ikke er lykkedes.

Ruslands forklaring var, at havde det ikke været for Sovjetunionen og Stalin, så havde Hitler vundet. De havde altså reddet verden fra nazismen, og så var det mindre vigtigt, at de fortsatte med at udrydde modstandere af kommunismen i Ukraine, Hviderusland og de baltiske lande, siger han og tilføjer, at Østtyskland, som under krigen var en del af Sovjetunionen, af samme grund føler mindre ansvar for nazismen.

Ifølge Uffe Østergaard afhænger måden, et land håndterer fortiden på, ikke af særlige religiøse, kulturelle eller nationale træk, men af, hvad der er bedst for landets egen overlevelse.

Efter for eksempel 1945 havde mange lande brug for at skabe forsoning og sammenhængskraft. Et gennemgribende opgør med fortiden kunne føre til splittelse, og det er også årsagen til, at Østrig har ventet med at se sin fortid i øjnene. For nu er de sidste krigsforbrydere i landet døde, og østrigerne har ikke så meget at tabe.

Nu er det ikke, fordi alle andre vestlige lande har været bedre end Østrig til at tage moralsk ansvar for deres forbrydelser, siger professor i historie ved Syddansk Universitet Nils Arne Sørensen. Tværtimod er der flere eksempler på, at fortidens forbrydelser er blevet skubbet lidt i baggrunden, når det har handlet om diktatur og krig. I Italien har man eksempelvis haft mere fokus på at fortælle om landets stærke modstandsbevægelse i årene 1943-1945 end om landets 20 års fascistiske styre, og for franskmændene har modstandskampen også længe fyldt mere end den sydlige del af landets tætte samarbejde med tyskerne og deporteringen af franske jøder. I Spanien er der fortsat uenighed om, hvorvidt man skal grave minder om tiden med borgerkrig og diktatoren Franco frem eller lægge dem bag sig.

Det handler om nødvendigheden af at tackle sin fortid, når den gør ondt. Lande har det altid fint med deres fortid, når den er glorværdig, og det negative skal kun nævnes, hvis det kan styrke det nationale sammenhold.

Et andet vestligt eksempel er USAs håndtering af Vietnamkrigen. Her har amerikanerne ifølge Nils Arne Sørensen primært haft fokus på deres egne soldater, og hvorvidt de døde forgæves, frem for at fokusere på, om krigen var moralsk forkastelig.

Det er igen et forsøg på at styrke sin egen nation efter traumatiske begivenheder. Man prøver at se på, hvordan man kan fortælle om det, så det ikke bare står og er et sår, der gør det værre. Selvom tyskerne mente, at de kun kunne undgå en gentagelse ved at se begivenhederne lige i øjnene, vinder andre mere ved at pakke det ind, siger han og tilføjer, at der dog i Europa i dag nærmest er en forventning om, at en ordentlig stat skal have begået og sagt undskyld for nogle synder.

Den forventning lever et af kandidatlandene til EU ikke helt op til. Ser man nemlig på Tyrkiet, byder landets historie på mange tabulagte forbrydelser, siger lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Daniella Kuzmanovic.

Som eksempler nævner hun de titusinder af kurdere, der blev slået ihjel eller fordrevet fra Dersim-provinsen i 1937-38, pogromen mod grækere og jøder i Istanbul i 1955 samt militærkuppet i 1980 og de efterfølgende års undertrykkelse, fængslinger og tortur udført af staten mod civile politiske kræfter. Alle tre eksempler blev indtil for nylig sjældent diskuteret offentligt i Tyrkiet, siger hun og nævner det armenske folkedrab tilbage i 1915, som i dag er kendt som et af de mest massivt benægtede folkedrab.

Ifølge Daniella Kuzmanovic skyldes benægtelserne en tro på, at det var for landets eget bedste.

Der har været en stærk nationalpolitisk elite i Tyrkiet, som aldrig har betragtet deres nation som givet. Den skulle mobiliseres og opretholdes, og det har de gjort ved at fremstille Tyrkiet som en enhedsnation og tyrkerne som et folk med en fælles baggrund og historie. For eliten blev etniske minoriteter en trussel mod deres eksistens, da de kunne være skakbrikker i de udenlandske magters spil. Derfor blev historien om enhedsnationen kerneessensen for at opretholde nationens eksistens.

De politiske omstændigheder har dog ændret sig.

Fra 1990erne startede et opbrud med den dominerende historiefortælling og en kamp for retten til at fortælle en anden historie. Det er væltet ud med bøger, der forsøger dette. Den nye politiske elite i dag er mere klar til at gøre op med tabuer, men det foregår stadig mest i intellektuelle og mere veluddannede kredse. Det brede offentlige opgør kræver tid, da alle først skal være enige om, at det er for det fælles bedste.

Et andet land, der endnu mangler for alvor at gøre op med fortidens krige, er Japan. Her har man valgt at fokusere på sig selv som offer for atombomberne i stedet for som skyldig i mange drab i Kina og i udnyttelse af flere tusinde koreanske kvinder under Anden Verdenskrig.

Ifølge lektor i historie ved Aarhus Universitet Annette Skovsted Hansen er forklaringen, at Japan ikke deltog i én, men tre krige på én gang. I 1931 påbegyndte japanerne en asiatisk krig, og i 1940 gik de ind i Anden Verdenskrig på Tysklands og Italiens side. Derefter kom Stillehavskrigen mod USA, som sluttede, da Japan blev offer for atombomben.

Fordi japanerne blev de eneste menneskelige ofre for atombomben, kunne de bruge det billede til at forstå landets indblanding i krigen. De vendte det til, at få japanske militærledere var skyld i krigen, og på den måde kunne befolkningen sige, at det ikke havde noget med dem at gøre. Dermed var der heller ikke grund til at spørge mere ind til krigen. De glemte samtidig deres grusomheder i Kina, for alle krige sluttede, da de tabte Stillehavskrigen, siger hun og tilføjer, at det samtidig var begrænset, hvor meget der bliver vist af billeder og film fra krigen ud over Hiroshima efter atombomben.

Til gengæld har japanerne reageret på historien, siger Annette Skovsted Hansen.

Fordi de blev bombet, blev japanerne pacifistiske. For eksempel har de i dag ved lov forbud mod militær uden for Japans grænser. De har den selvforståelse, at de blev drevet til at deltage i krigen, og det vil de aldrig igen.

At japanerne vælger offerrollen frem for skurkerollen har ifølge Annette Skovsted Hansen intet at gøre med en særlige japansk mentalitet. Årsagen er i stedet, at ingen har protesteret over, at japanerne så sig selv som offer. Frem til 1980erne har hverken Kina eller Sydkorea været interesserede i at gøre op med fortiden, da de ifølge Annette Skovsted Hansen enten skammede sig over den eller ikke ønskede at vise svaghed over for Japan.

Kina har selv ødelagt mange papirer, der fik dem til at se svage ud. Men de seneste år har de opdaget, at de kan bruge Japans historie som krigsmagt i international politik. Kina kritiseres i internationale sammenhænge for at omgå Vestens menneskerettigheder, men her havde de noget dårligt på Japan, siger hun og konkluderer, at lande gør op med deres fortid, når de er tvunget til det.

Samme teori har Jørn Boisen, der er lektor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Men han mener også, at nogle lande har stærkere erindringskulturer end andre og nævner som eksempel Tyskland og Frankrig. Selvom franskmændene har været noget tøvende med at forholde sig til historien om deporteringen af jøder under Anden Verdenskrig, så er historien ifølge Jørn Boisen en mere levende og vedkommende del af dagliglivet i Frankrig.

Ligesom i mange andre nationer, var det i begyndelsen troen, der bandt den franske befolkning sammen. Men den struktur lavede Frankrig om på, og det betød, at de havde brug for et nyt fundament til at samle landet. Det blev historien og fortællingen om nationens store gerninger og senere også ugerninger, siger han og tilføjer, at franskmændene dog har haft svært ved at tackle blandt andet krigen i Algeriet i 1954-1962, som kendes som den mest grusomme af alle kolonikrigene.

Koloniseringen er generelt en langt mere indviklet historie at gøre op med, siger Nils Arne Sørenen:

Stort set alle europæiske stater samt USA har haft aktier i slaveriet. Problemet er her, at man skal passe på ikke at påtage sig så meget ansvar, at man også får erstatningsansvar. I Danmark kunne vi forholdsvis omkostningsfrit undskylde, at vi overgav 21 jødiske flygtninge til tyskerne i 1943, men at sige undskyld for, at vi i 1700 og 1800-tallet drev slavehandel, er langt mere omfattende, for det er dyrt at stå som ansvarlig for slavernes mange overlevende arvinger i dag.