Nazilægen, der undslap retfærdigheden

ARKIVFOTO 2005 af ROJ TVs kontor på H.C. Andersens Boulevard i København og direktør Manouchehr Tahsili ...

I årtier var det en gåde, hvordan Mengele havde båret sig ad med at rejse fra Tyskland. – Foto: . / Scanpix

Blandt de mange historier om ledende nazister, der blev eftersøgt efter Anden Verdenskrig, skiller sagen om doktor Josef Mengele sig ud. Mengele var selve symbolet på holocaust, fortæller historikeren David Marwell, som spillede en hovedrolle i 1980ernes eftersøgning

I august 1945, da Nazi-Tyskland var nedkæmpet, og de allierede var ved at få kontrol over krigsforbrydere, løslod amerikanerne af vanvare den måske største forbryder af dem alle. Doktor Josef Mengele befandt sig i de amerikanske troppers varetægt, efter at han ellers var flygtet fra sin arbejdsplads gennem de seneste år, dødslejren Auschwitz, i januar. Nu lod amerikanerne Mengele gå, og han undgik dermed nogensinde at blive dømt som ansvarlig for masseudryddelse af jødiske kz-fanger samt stribevis af umenneskelige medicinske forsøg udført på tvillinger, som han nøje udvalgte blandt de mange fanger.

LÆS OGSÅ: Vi ønskede at efterlade et mærke, der ville blive husket

Mengele symboliserede holocaust og flugten fra retfærdighed. Han holdt hundredtusindvis af skæbner i sine hænder, og det forekom at være en ekstra grotesk perversion, at netop en læge virkede for at tage liv, forklarer David Marwell, som er direktør for holocaust-mindemuseet Museum of Jewish Heritage i New York, og som spillede en central rolle i 1980ernes Mengele-efterforskning, da han var tilknyttet det amerikanske justitsministeriums kontor for Special investigations. Marwell gæstede for nylig Danmark for at medvirke ved et seminar på Dansk Institut for Internationale Studier.

I årtier var det en gåde, hvordan Mengele havde båret sig ad med at rejse fra Tyskland. Der verserede længe rygter om, at han levede i Sydamerika, og at USA måske ligefrem havde hjulpet ham dertil. Endelig i begyndelsen af 1985 fik en komité af overlevende Auschwitz-tvillinger påvirket den amerikanske kongres til at igangsætte en efterforskning og udsætte en dusør på 2,5 millioner dollar for Mengele. Også de tyske og israelske myndigheder satte alle sejl til for at finde Mengele.

Her kom historikeren David Marwell ind i billedet, for det var ikke almindeligt politiarbejde at søge i gamle tyske dokumenter. I Mengeles hjemby, Günzburg, drev Mengele-familien fortsat en fabrik. Der var en stærk mistanke om, at familien havde fortsat kontakten med Josef Mengele, men det var svært at få nogen i tale. Men så lykkedes det at opsnappe et brev, hvoraf det fremgik, at Mengele var død af et hjerteanfald, mens han var ude at bade ved en brasiliansk strand i 1979. Herefter blev en efterforskning sat i gang i Brasilien, og såvel Mengeles grav som hjem blev fundet i juni 1985.

Udfordringen var nu at slå fast med 100 procent sikkerhed, at liget var Mengele og ikke bare en person, der udgav sig for ham. Især israelerne var skeptiske over for, om man havde fundet den rette, og var ikke parat til at lukke sagen, fortæller Marwell.

Sammenlignende studier af læge- og tandlægejournaler fra henholdsvis Mengeles barndom og ungdom i Tyskland og fra den ældre persons lægebesøg i Brasilien viste, at det efter al sandsynlighed var samme person. I 1992 var dna-teknikken blevet så udviklet, at den kunne tages i brug, og en britisk test viste dna-sammenfald mellem liget fra Brasilien og Mengeles familie.

Tilbage var gåden om, hvordan en topnazist kunne forlade Tyskland i 1945 og ende i Sydamerika. Den løste Marwell, efter at en ufuldendt selvbiografisk roman blev fundet i Mengeles brasilianske hjem. Let var det ikke, for Mengele brugte i sin bog fiktive navne. Men i bogen optræder en person, som ved krigens afslutning får foræret et frigivelsesdokument fra en medfange, der ved en fejl har fået to. I bogen hedder medfangen Hans Ulmeier, og hovedpersonen ændrer med et par streger dette navn til Hans Holmeder.

Marwell fandt ud af, at et af Mengeles aliaser i virkeligheden var Fritz Holmann. Han gennemgik fortegnelser over alle tyske krigsfanger fra 1945 og fandt en Fritz Ulmann. Det lykkedes også at finde frem til, at Ulmann levede og boede i Stuttgart. Først ville Ulmann ikke tale med Marwell, men da denne truede med at gå til den kulørte presse, erkendte han, at han 40 år tidligere havde forsynet Josef Mengele med et dokument, som ligesom i romanen blev manipuleret, så han havde papirerne i orden til at kunne rejse. Derfra gik Mengeles flugtvej til Italien og videre til først Argentina, siden Paraguay og Brasilien.

Beviset var fundet. David Marwell blev af sin chef bedt om at træde frem for Auschwitz-tvillingernes offerkomité og fremlægge dokumentationen, men blev mødt med skuffelse. En anden flygtet nazist, Adolf Eichmann, var i 1960 blevet ført fra Sydamerika til Israel og her dømt til døden, men i Mengeles tilfælde var døden kommet retfærdigheden i forkøbet:

Komiteen lyttede til mig, men ville ikke acceptere, at Josef Mengele var død. Billedet af en gammel mand, der dør en naturlig død, mens han er ved stranden, svarede ikke til deres forventninger.