Den aktuelle diskussion om, hvem der er dansker og hvem der ikke er, er en fortsættelse af en diskussion fra enevældens tid i 1770’erne.
Den moderne lovgivning om ”indfødsret”, som det hedder på dansk, går tilbage til enevældens Lov om Indfødsret fra 29. januar 1776. Den bestemte, at statens stillinger skulle forbeholdes mænd født inden for rigets grænser.
Det er forklaringen på, at vi på dansk bruger dette særlige ord for det, der på andre sprog kaldes statsborgerskab eller nationalisering.
Men det var ikke et nationalt program, da det oldenborgske monarki bestod af mange dele, der talte mange sprog fra dansk, tysk og norsk til islandsk, frisisk, samisk og inuit.
Efter afsættelsen af Struensee i 1772 blev en regering under den borgerlige historieprofessor ved Sorø Akademi Ove Høegh-Guldberg indsat af arveprins Frederik og enkedronning Juliane. Den indledte en “patriotisk politik” til fordel for de borgerlige, der havde bidraget til Struensees fald. I februar lod regeringen kong Christian VII proklamere, at “regeringen for fremtiden skulle bestå af mænd, som kender landets love og institutioner,” at “Danmarks og Norges administration skulle foregå på dansk,” og at “dansk skulle erstatte tysk som kommandosprog i hæren.”
For første gang siden 1660 var kongens råd udelukkende sammensat af mænd født inden for rigets grænser: fire danskere og en holstener, som var født i kongens del af Holsten.
Et dekret fra 1775 kundgjorde, at “drenge skulle undervises i dansk, så de kunne skrive det flydende, og at de skulle undervises i deres lands historie, så de blev fyldt af kærlighed til fædrelandet.”
Som etnolog Tine Damsholt har fremhævet, var det ikke en snæver dansk eller nordisk national identitet, regeringen søgte at fremme, men en fælles, “patriotisk” identitet for de bærende lag i alle dele af riget under overskriften “fædrelandskærlighed”.
Borgerne fik rettigheder og forpligtelser af ”fædrelandet” og var ansvarlige for almenvellet og helheden med deres nyttige handlinger og patriotiske sindelag. Det var langt vigtigere, end hvor man var født, og hvilket sprog man talte; altså nationalitet i den etniske betydning.
Enevældens ideal var kosmopolitisk. Fædrelandet var ikke en nationalstat bundet sammen af fælles sprog og kultur, men en helstat bestående af flere lande og nationer bundet sammen ved kongen som fyrste og landsfader.
Foruden danskere, nordmænd og islændinge omfattede denne helstatspatriotisme også de tysktalende i Slesvig og Holsten, som var blevet endegyldigt indlemmet efter underskrivelsen af en overenskomst i juni 1773 med efterkommerne af de gottorpske hertuger på Ruslands trone.
Trods denne overnationale hensigt var loven en indirekte kritik af den tysktalende elite, der havde spillet så afgørende en rolle tidligere i århundredet – og som skulle komme til at gøre det igen efter 1784 i samarbejde med den norskfødte jurist Christian Colbiørnsen.
Indfødsretsloven søgte at samle indbyggerne i den flersprogede og multinationale helstat om en statspatriotisme symboliseret ved den enevældige konge. Loven blev godt modtaget. I mange byer blev Indfødsretten fejret spontant på måder, der viste, at den imødekom et behov, selv blandt borgere, der ikke realistisk kunne forvente en embedskarriere for sig selv eller deres sønner, men som følte sig bekræftede i deres ret som helstatsborgere af kongens “landsfaderlige gave til sit folk”.
Dyrkelsen af enheden mellem statens tre dele – Danmark, Norge og Holsten (med Slesvig) – blev omsat i et symbolsk program under overskriften “Trefoldigheden” eller “Treenigheden” som navn på krigsskibe og en udbredt figur fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Der var altså tale om en delvis imødekommelse af de demokratiske og nationalistiske følelser, der skulle slå så voldsomt igennem i 1800-tallet. Men det skete uden at give afkald på de centrale tanker om samfundsnytte og borgerdyd, der udgjorde oplysningstidens kosmopolitiske ideal.
Dette var fundamentalt forskelligt fra 1800-tallets forestillinger om sprogligt og etnisk begrundet nationalisme. Idealerne fremgår af et af de skrifter, hvori helstatspatriotismen blev formuleret: ”Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere” af embedsmanden Ove Malling.
Det udkom i 1777 og var med sine godt 750 sider en massiv demonstration af, at mænd – og enkelte kvinder – fra alle stænder og fra samtlige helstatens dele (Danmark, Norge, Island, Færøerne og Holsten med Slesvig) til alle tider havde vist troskab mod kongen og kærlighed til fædrelandet.
Pædagogisk og håndfast opdelte Malling borgerdyderne i 18 kapitler, begyndende med “Religion, Menneskekierlighed og Høimodighed” og endte med “Flid i Studeringer, Goddædighed og Store Fortienester af Staten”.
Det er næppe tilfældigt, at kapitel 4 om “Kierlighed til Fædrenelandet” med dets 82 sider var langt det længste, og at kapitlet om “Troskab mod Kongen” fulgte umiddelbart efter. Mallings biografier blev på Høegh-Guldbergs foranledning omsat til skulpturer af billedhuggeren Johannes Wiedewelt i Mindelunden ved slottet Jægerspris i Nordsjælland mellem 1776 og 1782, som nu er restaureret.
Mallings værk blev en stor succes som obligatorisk læsebog i latinskolen, hvor embedsmandseliten uddannedes og udkom i syv oplag – det sidste i 1835. Bogen var primært tænkt som en læsebog, der samtidig skulle indøve moralske dyder, ikke en lærebog i historie.
En sådan overlod Høegh-Guldberg historikeren Peter Frederik Suhm at skrive. Guldberg kontrollerede dog nøje vennen og kollegaens arbejde og lugede blandt andet Suhms beskrivelser af danske overgreb på Norge ud af fremstillingen.
Suhm konkluderede i bedste helstatspatriotiske stil i sin fremstilling ”Historien af Danmark, Norge og Holsten udi tvende Udtog til den studerende Ungdoms Bedste” fra 1776, at:
“Elsker Eders Fædreland over alle Ting, og hvad er Eders Fædreneland? Alle Kongens Lande, Danmark, Norge, Holsten og Island; lad den daarlige Forskiæl imellem at være Dansk, Norsk, Holstensk ophøre; vel er der nogen Forskiæl imellem Eders Sprog, men Gud forstaar Eder alle, een Konge behersker Eder alle; frygter Gud, ærer Kongen.”
Hensigten var at fremstille Holstens forening under den danske krone i 1773 og udstedelsen af loven om Indfødsret i 1776 som endemålet for historien.
Det er selvfølgelig svært at afgøre, hvor udbredt statspatriotismen var blandt den almindelige befolkning i det udstrakte monarki.
Grundlaget for det patriotiske program var idéen om en kontrakt mellem borgerne og hersker. Borgerne fik rettigheder af fædrelandet og var til gengæld ansvarlige for almenvellet.
Det helt centrale i denne forestilling er, at borgerdyden skulle almengøres, således at det ikke var fødsel og afstamning, men de konkrete handlinger, der afgjorde om individet havde den rette borgerdyd.
Patrioternes fædreland var altså ikke så meget et konkret geografisk område som et udtryk for, at borgerne var bundet sammen i et samfund med ansvar for hinanden og ikke blot sig selv. Derved adskiller den patriotiske fædrelandsfølelse sig fundamentalt fra den nationale eller nationalistiske.
Trods alle intellektuelle kvaliteter ved dette overnationale program var det imidlertid princippet om folket og den nationalistiske identifikation af folk, sprog, nation, stat (og i Danmark, Norge og Sverige religion) som grundlag for staternes legitimitet, der sejrede på længere sigt i Europa.
Om demokrati er muligt i en føderal stat med flere nationer og mange sprog, er et af de store, uafklarede politiske spørgsmål. I den Europæiske Union er det indtil videre ikke lykkedes at forene de nationale folk.
Om det nogen sinde vil ske som andet end en føderation af nationalstater, er stærkt tvivlsomt. Det sejrende etnisk-nationale program har virket godt, især i Danmark og Norge.
Danmark blev i kraft af nederlagene i 1801, 1807, 1814 og 1864 til et folk af nationaliserede og industrialiserede bønder, som i dag er forvandlet til sociale velfærdsdemokrater.
Norge bevarede sin frie forfatning i den påtvungne personalunion med Sverige fra 1814 og blev helt selvstændigt i 1905.
I dag er fiskerne og bønderne blevet til velhavende indbyggere i en stat, der bygger på en postindustriel olie-økonomi, som af gammel vane opretholder forestillingen om, at arbejde er nødvendigt og bærer lønnen i sig selv.
Norge har dog udskiftet ordet ”indfødsret” med ”statsborgerskab” og dyrker i kraft af forfatningen af 1814 en mere politisk og inkluderende forståelse af nationalitet end Danmark, der stadig hænger fast i den etniske forståelse af nationalitet, der kom ud af borgerkrigen mellem Danmark og Tyskland 1848-51.
Forskellen mellen Danmark og Norge demonstreres hvert år 17. maj, når nordmændene fejrer deres forfatning med store optog, hvor man kan se indvandrere i norsk folkedragt (buna) eller i deres oprindelseslands nationaldragter.
Det ville ikke gå i Danmark, hvor flertallet finder det vigtigt at skelne mellem dansk, dansker og danskhed.