Stonehenge har måske stået et andet sted

En af verdens førende Stonehenge-forskere tror, at de tonstunge sten i Stonehenge-monumentet i England blev flyttet på grund af datidens store interesse for astronomi

Hele Stonehenge-monumentet er måske flyttet 30 kilometer, tror forskere.
Hele Stonehenge-monumentet er måske flyttet 30 kilometer, tror forskere. Foto: costi/stock.xchng.

De 30 tons tunge sten, der er en del af det 4500 år gamle Stonehenge-monument i England, har måske stået som monument 30 kilometer væk fra det sted, de står plantet nu.

I forvejen har det længe været et mysterium, at de tonstunge sten ikke kommer fra det område, hvor de står i dag. Forskernes nyeste hypotese er, at hele monumentet måske har stået samlet der, hvor de tungeste af stenene kommer fra, og senere er blevet flyttet 30 kilometer over til området Salisbury Plains i Wiltshire, England, hvor de står i dag, skriver videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Solhverv ved Stonehenge

Stenmonumentet blev bygget omkring 2500 før Kristus og har været en hovedpine for mange forskere, fordi det er svært at forestille sig, hvordan man flyttede 30 tons tunge sten for 4500 år siden.

Stonehenge-eksperten, professor Mike Parker Pearson fra Sheffield University, tror, at monumentet oprindeligt har stået i Avebury, hvor stenene fra monumentet stammer fra. Hypotesen er kommet, efter at forskere har fundet en henge, der ligner Stonehenge, på det sted, hvor nogle af de store sten er blevet udgravet i Avebury.

LÆS OGSÅ: Historisk fund gjort nær Stonehenge

Måske kan datidens interesse for astrologi forklare flytningen. Ifølge forskerne er Stonehenge blevet bygget, så der går to linjer gennem monumentet ved henholdsvis vinter- og sommersolhverv. Den tre kilometer lange vej, Avenuen, der blev bygget fra floden Avon og til Stonehenge, har samme linjer. Forskerne opdagede for nyligt, at der langs med Avenuen findes naturlige klipper, der også ligger på linje med solen. Noget, som Mike Parker Pearson kalder en utrolig tilfældighed.

LÆS OGSÅ: Stensikker fascination

Stonehenge er dog stadig et stort mysterium for forskerne, både hvorfor det blev bygget, og hvad det egentlig blev brugt til. Mike Parker Pearson understreger, at der blot er tale om en hypotese, når han taler om flytningen af Stonehenge. Hypotesen vil han og mange andre forskere undersøge de næste 5 til 10 år.