Den syriske kirkeleder Gregorios III fra den melkitiske græsk-katolske kirke lagde ikke fingre imellem, da han i efteråret sendte et åbent brev til Syriens unge kristne.
Her advarede patriarken om, at en ”tsunami af emigration” er ved at ødelægge kristendommen i Syrien og opfordrede indtrængende de unge til at blive i landet trods borgerkrigen.
”Hvilken fremtid er der ellers for kirken? Hvad vil der blive af vores hjemland? Hvad vil der blive af vores sogne og institutioner?”, skrev han i brevet.
Gregorios III er den seneste af en lang række kirkeledere, der har advaret om, at det vil betyde enden for kristendommen i Syrien, hvis den nuværende forfølgelse og udvandring fortsætter.
Hvis den forudsigelse er rigtig, er det ikke bare et stort antal traditionsrige kirkesamfund, der risikerer at forsvinde. Det er også en central del af den kristne kulturarv, der bliver begravet.
For det er fra Syrien, at dele af den tidligste kristendom udspringer.
Det var blandt andet her, at nogle for første gang blev kaldt kristne, siger Nils Arne Pedersen, dr.theol. og lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet.
”Kristendommen fik meget hurtigt en tilknytning til den syriske storby Antiokia. Her blev kristendommen knyttet til det græske sprog, der dengang var det store fællessprog i hele Orienten. Det blev afgørende for, at kristendommen efterfølgende formåede at brede sig,” siger han.
Grænserne for Syrien har med årene ændret sig, og i dag ligger oldtidsbyen Antiokia på den tyrkiske side af den tyrkisk-syriske grænse.
Man regner med, at de første kristne nåede hertil allerede omkring år 30. Antiokia var dengang en af de største byer i Romerriget og rummede et stort jødisk mindretal. Det gjorde det naturligt at søge dertil for de første kristne fra Jerusalem og Galilæa, der også selv var jøder. Man regner med, at apostlen Peter har været i byen, ligesom det var herfra, Paulus blev sendt ud.
Hurtigt blev Antiokia den vigtigste menighed uden for Jerusalem, og byen skulle få stor betydning for, hvordan kristendommen slog rødder og for, hvordan den tidlige kirkehistorie udviklede sig.
Det var blandt andet i Antiokia, at man besluttede, at en menighed skal ledes af en biskop. Dermed lagde den syriske menighed grunden til den organisationsform, der igennem kirkehistorien har været den gældende for, hvordan menigheder skal ledes, forklarer Nils Arne Pedersen.
Menigheden i Antiokia var i tæt kontakt med hovedmenigheden i Jerusalem, men de kom alligevel hurtigt til at adskille sig fra hinanden. Forskellene kom især til at handle om menighedens jødiske karakter.
”Menigheden i Antiokia begyndte hurtigt at ekspandere stærkt ud over jødiske kredse og indoptog også hedninge. Derfor begyndte man at se mere pragmatisk på de jødiske regler,” siger Nils Arne Pedersen.
I Jerusalem var de kristne utilfredse med, at man tog så let på Moseloven i den syriske menighed, og grunden var hermed lagt til en af historiens første kirkekonflikter. Paulus tog derfor fra Antiokia til Jerusalem, hvor han mødtes med flere af Jesu disciple og de ældste fra Jersualem-menigheden til det, der blev kendt som Apostelmødet. Det foregik sandsynligvis i år 48 og er det første topmøde blandt kristne.
De fleste af beretningerne om de første kristne i Syrien kan man læse om i Det Nye Testamente i Apostlenes Gerninger samt i flere af Paulus' breve. Og det er nogle af de vigtigste kilder, der er til kristendommens helt spæde start i Syrien, siger Emma Loosley, arkæolog og professor ved det britiske Exeter Universitet.
”Vi har også fragmenter af kilder fra det fjerde og femte århundrede, der vidner om, at der helt tidligt har været kristent liv i Syrien. Vi formoder, at det har været i Antiokia,” siger hun.
Problemet med Antiokia er, at arkæologer aldrig har haft mulighed for at grave de mest interessante steder, da byen har været bebygget kontinuerligt lige siden.
I 1930'erne lykkedes det dog at udgrave nogle forstæder til Antiokia. Her fandt man beviser for kirker, der gik tilbage til det fjerde århundrede og tegn på endnu ældre bygninger.
”Men centrum af byen, hvor de prominente og vigtigste kirker må have ligget, har vi ikke kunnet udforske. Derfor ved vi ikke præcist, hvad de første kristne har lavet, hvordan de har praktiseret deres tro, og hvor mange de var,” siger Emma Loosley.