En række traditioner for ydmygelse blev sat sammen til en velgennemtænkt helhed, når romerne korsfæstede de personer, der vovede at sætte sig op mod imperiet.

Syv af disse traditioner kan kaste lys over evangeliernes skildringer af Jesu korsfæstelse. Læs om dem her:

1. Romerne førte den dømte i omvendt triumftog gennem byen

Hvorfor korsfæstede romerne ikke bare folk i soldaternes garnisonsborge i sikkerhed fra eventuel modstand?

Forklaringen overrasker: Korsfæstelser handlede i virkeligheden mindre om at slå folk ihjel og desto mere om at designe et terror-drama, der gjorde det synligt for enhver, hvad prisen for oprør mod Rom var.

Visse detaljer tyder på, at dette drama var instrueret som en art omvendt romersk triumftog.

Den dømte oprører havde forsøgt at ophøje sig selv. Nu skulle romerne give ham al den ”ophøjelse”, han overhovedet kunne holde til.

Og hvad var mere velegnet til det end netop triumftoget, der i sin gængse form var den højeste ære, en romersk hærfører eller kejser kunne opnå efter en stor militær sejr?

Et triumftog begyndte tidligt om morgenen, hvor sejrherren blev hyldet af sine soldater under tilråb som ”Hil sejrherren”. Dernæst blev han klædt i de guddommelige klæder fra selve Jupitertemplet: Den purpurfarvede kappe og den guldbelagte krans.

Nu begyndte selve triumftoget gennem Roms gader under fremvisning af plyndrede genstande og med oprørsledere i lænke bag sejrherren. Til sidst ankom imperatoren til Roms eventyrlige Sacra Via, der mundede ud i Jupitertemplet på Capitolhøjen, ”hoved”-højen, hvor en lang trappe førte op til templet for Roms øverste gud, Jupiter.

Processionen forud for Jesu korsfæstelse kan læses som et omvendt triumftog. Efter hyldesten af de ”nærmeste” soldater som ”jødekonge” begyndte en procession gennem byen med sejrsgevinsten på nakken.

Folk stimlede sammen, og de spottende jubelråb steg i styrke, indtil han nåede frem til stedet for sin sidste ophøjelse. Ikke Roms hovedhøj, men Jerusalems korsfæstelseshøj af samme navn, Golgata, der betyder ”hovedskalstedet”.

2. Korsfæstelserne fandt sted på de mest synlige steder

Målet for ”triumftoget” gennem byen var altid et synligt sted, hvor folk færdedes. Alt besværet med en korsfæstelse skulle betales af med så mange blikke som muligt. Den romerske skribent Quintilian formulerer det sådan: ”Når vi korsfæster skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse som med det eksempel, den sætter.”

Evangelierne giver tre oplysninger om stedet, hvor Jesus blev korsfæstet. Ud over navnet, Golgata, ved vi, at det lå tæt på Jerusalem på et sted med nogle nyanlagte grave i en have.

Det arkæologisk og historisk bedst bevidnede sted er, hvor den nuværende Gravkirke står. Det var på Jesu tid i retning af 50 meter uden for bymuren. Johannesevangeliet gør også opmærksom på, at ganske mange jøder så Jesu korsfæstelse.

Det kunne heller ikke blive mere synligt: Et havelignende landskab lige ved bymuren, hvor en klippe stak i vejret som et andet kranium. Perfekt til formålet.

3. Romerne afklædte den dømte til skindet

Romersk tradition var at korsfæste nøgen, og skal vi følge de ældste portrætteringer af korsfæstelse, der er fundet i arkæologiske udgravninger, blev benene spredt ud på hver side af stolpen.

Korsfæstelsen var ment som den absolutte ydmygelse, og nøgenheden tjente formålet godt. En mere udstillet og nedværdigende position kan næppe tænkes. Psykologisk set blev den korsfæstede og hans familie udskammet og frataget al ære og værdighed.

I kirkelig kunst har en sådan nøgenhed og degraderende positur ikke rigtigt slået an. Det er mange kirkegængere sikkert glade for. Selvom vi ikke kan vide, om romerne af hensyn til jøderne fraveg den komplette nøgenhed, skal vi sandsynligvis tage flertalsformen i evangelierne alvorligt: De kastede lod om alle hans klæder.

4. Romerske korsfæstere var fagfolk

En indskrift fundet i den italienske landsby Puteoli giver os et indblik i et makabert erhverv i den romerske verden: Man kunne være ”korsfæster”.

Indskriften er formet som en kontrakt udarbejdet af bystyret, og den sætter rammerne for, hvordan byens korsfæstelsessjak skulle arbejde. De skulle bo uden for byen, bære røde dragter, ringe med en klokke, hvis de gik gennem byen, og i øvrigt selv sørge for diverse instrumenter som nagler og tværbjælker. Endelig skulle de være raske mennesker mellem 25 og 50 år.

Disse ”ansatte korsfæstere” tog sig sandsynligvis af hverdagskorsfæstelserne i fredstid. I krig og i besatte områder måtte soldaterne gøre det hårde arbejde. Men i begge tilfælde udviklede korsfæsterne et intimt kendskab til kroppens anatomi, og hvad hvilke typer af påvirkning gør ved den. Målet var at udstrække pinen så længe som muligt. Den slags krævede eksperter.

Ifølge Johannesevangeliet var det imidlertid ikke muligt at udstrække korsfæstelsen af Jesus og de to oprørere, der var med i rækken denne dag. En stor sabbat stod for døren, og de jødiske ledere ville derfor have korsfæstelserne afsluttet samme dag inden aften. Også det havde eksperterne råd for. Ved at knuse de ophængtes ben blev døden fremskyndet.

Læger har i moderne tid undersøgt, hvad det præcis skulle hjælpe. Et svar er, at når lårknoglerne er knækkede, kan en korsfæstet ikke længere bruge benene til at lette trykket af kropsvægten fra brystet. Det spiles helt ud, så de muskler, der skal bruges til at trække vejret, ikke kan fungere. Den korsfæstede lider efter kort tid kvælningsdøden.

5. Romerske soldater spottede den dødsdømte

Arkæologiske udgravninger tyder på, at romerske soldater gamblede for at slå tiden ihjel. I hvert fald er der fundet indridsede spilplader i brostene, hvor de holdt vagt. Et udbredt spil var det såkaldte kongespil, hvis ”spilleplade” også er fundet under udgravninger i Jerusalem.

Spillet ser ud til at have haft mange varianter, men meget tyder på, at en udbredt spilleform har været, at hver spiller efter terningkast flyttede sin brik rundt på pladen. Den første, der havde held til at ramme alle tre felter for påklædning, kroning og overrækkelse af scepteret, råbte ”konge!” og havde vundet hele indsatsen.

En vigtig del af romersk korsfæstelse var hån, spot og udstilling af den dømte.

Beskrivelsen i evangelierne af soldaternes behandling af Jesus i borgen efter domsfældelsen kan tyde på, at de hånede ham, som var han en levende brik i et bizart kongespil:

Først iklædes han en purpurfarvet kappe. Så får han kronen på hovedet og endelig en stav i hånden, inden de til sidst råber ”jødekonge” og falder på knæ for at ”tilbede” ham.

6. Romerne piskede døden nær

I romersk tradition hørte piskning med til korsfæstelse. Til forskellige formål havde romerne udviklet et system omkring piskning med tre grader af brutalitet.

Den mildeste var ment som en lærestreg. Måske er det den, der tænkes på Lukasevangeliet, da Pilatus i forsøget på at undgå at skulle korsfæste Jesus taler om at give ham en ”revselse”.

Den mest brutale derimod,verberatio, var den, der hørte sammen med korsfæstelse. Her brugte romerne en pisk med et kort håndtag, hvortil der var bundet en række lædersnore med indfattede metal- eller knoglestumper. Allerede efter de første svirp var huden revet af offerets ryg, og øjenvidneberetninger fortæller, hvordan denne type piskning kunne rive hele lunser af muskelmassen, så skelettet blev synligt.

Der var ingen øvre grænse for antallet af piskeslag. Derfor skete det, at folk døde under piskningen, før korsfæstelsen.

Ifølge Markusevangeliet overraskede det Pilatus, hvor hurtigt Jesus døde på korset. Den bedste forklaring er, at han havde fået en omgang verberatio-piskning forud for ophængningen.

7. Romerne varierede deres ophængningsmetoder

Hvordan fæstede romerne de korsfæstede til korsene? Af alt det, vi ved om romersk korsfæstelse, er den præcise ophængningsform det, vi ved mindst om.

Korset kunne være alt fra en pæl til krydsplanker. Det t-formede kors er dog bedst bevidnet. Nogle kilder taler om, at korsfæstede blev fastgjort med reb. Andre omtaler, at man blev sømmet fast.

Det sidste blev understreget af et sensationelt fund i Jerusalem i 1968, hvor arkæologer ved et tilfælde fik adgang til en grav, der skulle vise sig at indeholde knogler fra en korsfæstet mand. Der var ingen tvivl: Naglen sad stadig solidt plantet gennem hans ene hælknogle.

Sandheden er nok, at romerne varierede deres ophængningsmåder efter dagsformen. Den jødiske historieskriver Josefus fortæller, at romerne under belejringen af Jerusalem korsfæstede så mange oprørere, at de eksperimenterede med at hænge dem i alle mulige stillinger. En korsfæstelse var ikke bare en korsfæstelse. Der var ingen fast form.

Det understreger det psykologiske element af terror i korsfæstelse: end ikke den ”nåde” at kende slagets gang for sine sidste timer fik en korsfæstet tilkendt.

Det er i grunden overraskende, når man tænker på, hvor mange små detaljer om romersk korsfæstelse evangelierne oplyser, at de er helt tavse om, hvordan Jesus hang på korset. Johannesevangeliets opstandelsesberetning nævner naglemærker i hænderne, mens korsfæstelsesberetningerne nøjes med nøgternt, nærmest tørt, at konstatere: ”Og de korsfæstede ham”.