Stadig flere omtaler EU og Europa som ”aftenlandet”, og det er ikke kun den fremmedfjendtlige Pegida-bevægelse i Tyskland. Bevægelsen, der lader tusinder af mennesker demonstrere mod den muslimske indvandring i Tyskland, har navnet fra forbogstaverne i ”Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes” (Patriotiske europæere mod islamisering af aftenlandet). Denne pessimisme på verdensdelens vegne er yderligere styrket af englændernes nej til EU i forsommeren. Men hvad ligger der i aftenlandsmetaforen?
På latin taler man om den nedgående sol, ”occidens”, modsat den opgående sol, ”orient”, og afledt deraf om Occidenten og Orienten. Reformatoren Martin Luther oversatte i 1520’erne occident til ”Abend” (aften) i sin oversættelse af Bibelen. Deraf kommer navnet ”aftenlandet” for Europa, især for den vestlige latinske del. Det var populært blandt tyske kristeligt demokratiske politikere efter Anden Verdenskrig at henvise til det kristne aftenland, da de skulle begrunde optagelsen af Vesttyskland (BRD) i kredsen af europæiske stater efter nazismens udskejelser.
Den første tyske kansler i landet, katolikken og rhinlænderen Konrad Adenauer, henviste i sin første regeringserklæring den 20. september 1949 til, hvad han kaldte ”der Christlich abendländische Kultur” (Den kristne aftenlandskultur).
I den sammenhæng henviste man til slaget 451 på De Katalauniske Marker i Nordfrankrig i folkevandringstiden, hvor en koalition af alanere, goter og romerske legioner under Flavius Aëtius slog de indtrængende hunner under Attila. Dermed reddede de resterne af den vestlige civilisation fra de plyndrende horder fra øst. Parallellen til den truende, kommunistiske Sovjetunion, der havde besat halvdelen af Europa, var tydelig for selv de mest hørehæmmede og viser aftenlandbegrebets ideologiske potentiale.
Alt dette faldt på stenet grund i det lutheranske Nordeuropa, som er så gennemsyret af luthersk-evangelisk religion, at vi tror, vi ikke er religiøse. Det er forklaringen på, at kristeligt demokratiske partier aldrig er slået an her, ligesom vi aldrig har troet på de store ord om europæisk civilisation og samarbejde. Pragmatisk frihandel, ja tak, fælles kultur, religion og civilisation, nej tak.
Modsætningen til ”aftenlandet” er ”morgenlandet”, som umiddelbart lyder mere optimistisk og morgenfriskt. Indtil man husker, at kulturerne mod øst er byzantinske, græsk-ortodokse og muslimske. Og indtil 1991 kommunistiske. For slet ikke at tale om de gamle asiatiske civilisationer længere mod øst. Tyskeren Oswald Spengler forudsagde i sit pessimistiske storværk ”Der Untergang des Abendlandes” (Aftenlandets undergang), som han skrev på et koldt loftsværelse i München under Første Verdenskrig, at de energiske nye magter, USA og ”morgenlandet” Rusland, ville tage over efter det gamle og trætte Europa, der havde slidt sig op i krige og mangel på selvtillid.
Det er således en tung arv, der mobiliseres, når man bruger aftenlandet som navn for dagens Europa. Efter englændernes nej og de mange kriser virker navnet igen relevant.
Men det er jo ikke kun trist.
Aftenen er tid for eftertænksomhed og begyndende hvile, hvis man da ikke fortaber sig i tv, godnatdrinks, facebook eller e-mails til arbejdet. Aftenlandet er fremtiden for et Europa, der taber i indflydelse i verden i takt med den aldrende befolkning. Det svarer til Italiens tilbagegang efter opdagelsen af Amerika i 1492.
Økonomiens centrum flyttede til Nordvesteuropa og efterlod de blomstrende italienske byer som tabere.
Men det opdagede italienerne først tre hundrede år senere, da det var en relativ tilbagegang, ikke en absolut. Venezianerne fortsatte med at fejre deres berømte karneval, og besøgende strømmede til. Så fremtiden for det europæiske aftenland med rige kulturelle og sproglig forskelle er ikke kun mørk.