Vi gamle, der venter på Gud

TRO TIL TIDEN: Aage Rosendal Nielsen, stifteren af Verdensuniversitetet i Thy, har som de to gamle i søndagens tekst, Simeon og Anna, set Jesus. Nu glæder han sig til at komme hjem

Med sit kraftige hvide hår kunne Aage Rosendal Nielsen godt ligne en gammel profet fra templet i Jerusalem. Som med Simeon i søndagens evangelietekst, der i mødet med det lille Jesusbarn profeterer frelse for alle jordens folk, er der også noget samlende og alt-omfattende over Verdensuniversitetets gamle rektor. Samtidig noget skrøbeligt og afklaret. Alderdommen har sat sit ydre mærke med sygdom og forfald, men indeni lever længsel og tro, og en afklarethed, der ved, at det ikke kommer an på menneskers egne gerninger og meninger, men på frelsen fra Gud. Den frelse, som Simeon og profetinden Anna - og Aage Rosendal Nielsen - ser i Jesusbarnet.

- Med vores meninger kommer vi ikke ind i Guds rige. Som gammel ved man også godt, at alle de meninger, man har haft, ikke er noget som helst værd. Derfor hedder det jo også, at vi skal blive som børn påny. Det bliver vi alle sammen lidt i alderdommen, på den ene eller anden måde. Som børn overladt til andres hjælp.

Vores mange meninger er stort set altid kun i vejen, når Gud skal nå os, tilføjer Aage Rosendal Nielsen og ser ned i flammen på det tændte stearinlys, mens han samler tankerne.

- Guds ånd giver sig ikke af med meningers bagstræb. Ånden fra Gud er udvidende, inkluderende og med plads til syner og oplevelser, sådan som Simeon og Anna oplevede det.

Aage Rosendal Nielsen læser ofte i sin Bibel. Han er glad for teksten fra Lukasevangeliet, for han føler sig i slægt med de to gamle mennesker.

- Ligesom dem er vi mange gamle, der venter på Gud, venter på at komme herfra. Det tænker jeg en gang imellem, at jeg ikke synes, Vorherre kan være bekendt, at det skal være så svært at komme herfra. At gamle først skal igennem så mange lidelser og skavanker.

Selv er den 81-årige Aage Rosendal Nielsen aldrig rigtig kommet sig over de maveoperationer, han måtte gennemgå for en halv snes år siden, og han lægger ikke skjul på, at han glæder sig til at komme »hjem«.

- Det gør jeg, fordi der er lovet os en ny himmel og en ny jord. Derfor ser jeg frem til det. Jeg tror, vi har noget at glæde os til.

Aage Rosendal bruger ordet »hjem«, når han taler om døden. Vi skal alle hjem, for vi er alle Guds børn, siger han, og som Simeon og Anna kan han dø i fred, fordi han har set Jesus.

Ham mødte han allerede i barndommen i det indremissionske miljø, han voksede op i i Thy, hvor han gik i søndagsskole og kom i kirke og missionshus, og hvor han oplevede en indremission præget af frisind.

- Selv vi missionsfolk kan jo godt være snævertsynede, smiler han og hæver rødvinsglasset, så flammen fra stearinlyset spiller i den røde vin, men i Thy var der højt til loftet. Frisindet sad så stærkt i thyboerne, at det ikke engang kunne ødelægges af Indre Mission. Tværtimod, så bestyrkede det deres måde at være missionsfolk på. Det skulle ske i frihed alt sammen.

Siden kom thyboen til USA, hvor han fik ideen til oprettelsen af Scandinavian Seminar, som bragte amerikanske studenter til ophold på danske højskoler, og det førte så i 1960 til oprettelsen af Verdensuniversitetet - New Eksperimental College - i Skyum Bjerge i Thy. En slags international højskole for den globale folkelighed. Eleverne kom fra hele verden, den mest kendte var John Lennon fra The Beatles, som sammen med Yoko Ono besøgte Verdensuniversitetet i julen 1969. Venskabet mellem Aage og John fortsatte frem til Lennons død godt 10 år senere.

- John var et meget søgende menneske. Gennem sine sange blev han en slags Grundtvig for hele jorden. Tænk på en sang som »Imagine«, hvor han synger om, at vi skal forestille os Guds rige på jorden og så se, hvad der sker. Det er måske naivt, men selv om vi ikke kan skabe et jordisk paradis, så må vi aldrig lade være med at arbejde på at gøre den bedre.

Ifølge Aage Rosendal Nielsen læste John Lennon de sidste år af sit liv meget i Bibelen.

- Derfor kunne jeg sige, da han døde: »John was ready« (på dansk: »John var parat«).

Gennem Verdensuniversitetet og ngo-organisationen »Association for World Education« blev Aage Rosendal tilknyttet FN's særlige udvalg for uddannelse.

- Det, vi ville, var at skabe fred på jord, og det arbejder vi stadigvæk med, understreger Aage Rosendal, der i dag bor i Ringkøbing, men fortsat kalder sig rektor for Verdensuniversitetet. For selv om hovedbygningerne i Skyum Bjerge i dag huser et kollektiv, så fortsætter Verdensuniversitetet i form af forskellige centre rundt omkring i verden, fortæller han. Et af dem er »Nordvestjysk Center for Vedvarende Energi« i Ydby i Thy, hvor man er ved at lave et museum over Verdensuniversitetet.

- Vi interesserer os for at finde og understøtte, hvad vi kan kalde for den folkelige fællesnævner i alle lande og kulturer. Alle mennesker søger efter livets mening og efter lokal samhørighed. At understøtte dén udvikling er grundlæggende for vores arbejde.

I modsætning til så mange andre er Aage Rosendal Nielsen optimist, når det gælder jordens nutid og fremtid:

- Jeg mener, at vi i høj grad har fået en bedre verden, og der foregår en folkelig vækkelse jorden over. Folk vågner op, alle sammen får vi flere internationale kontakter, og samtidig ser vi, at disse kontakter bliver mere og mere åndelige. Man får en stadig større forståelse for, at vi alle er fælles.

Simeon profeterede, tilskyndet af Ånden, om frelsen i Jesus.

- Og Jesus er grundlaget for det hele, understreger Aage Rosendal Nielsen. Netop derfor er der grund til optimisme, og hver dag må vi bede Guds ånd om at vejlede os, ligesom Simeon den gang i templet blev vejledt af Ånden.

Simeon profeterede frelse for såvel hedninger som jøder. På samme måde taler Aage Rosendal om Guds universelle frelse for alle mennesker.

- Det kan godt være, at folk i andre religioner og kulturer tror på andre ting, men det ændrer ikke på, at vi alle kommer til frelse ved Jesus. Det ligger der jo også i teksten.

Aage Rosendal Nielsen fortæller om en tidlig morgen, hvor han vågnede og i et syn så, at Gud havde skrevet »Velkommen hjem« på sin blå himmel.

- Det stod med store lysende bogstaver. Jeg tror, Gud ad sine uransagelige veje på alle måder sådan forsøger at opmuntre os, der venter på at komme hjem.

Da vi tager afsked, sker det med ordene: »Vi mødes derhjemme«. Forinden har Aage Rosendal Nielsen fortalt om mælkekusken Anders fra Thy, der syg og gammel netop brugte disse ord, sidste gang han mødte ham. For Anders havde også - ligesom Simeon og Anna og Aage - set Jesus.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Aage Rosendal Nielsen, 81 år, født i Stagstrup i Thy. Overvejede som ung at blive præst eller lærer, Òmen jeg vidste, at det var jeg ikke begavet nok tilÓ, siger han. Efter eksamen på Hurup Realskole kom han på Sorø Akademi og herfra til Københavns Universitet, hvor han læste filosofi og teologi. Studierne blev afbrudt af et ophold i USA, hvor han fik ideen til udvekslingsorganisationen Scandinavian Seminar, som senere førte til oprettelsen af Verdensuniversitetet og arbejdet for FN.

Søndagens tekst

Søndag efter jul

Lukasevangeliet 2., 33-40

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse,

som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

og en herlighed for dit folk Israel.

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges Ð ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge Ð for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.