6. Johannes V. Jensen: Ved frokosten

Johannes V. Jensens digt "Ved frokosten" udkom i

Johannes V. Jensens digt "Ved frokosten" udkom i 1906. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Professor Anne-Marie Mai har udvalgt de 10 bedste digte i dansk litteratur. Her kommer det sjette

Hvilke digte er de bedste i dansk litteratur?

Og hvad handler dansk lyrik, når den er bedst, om?
 
Et ekspertpanel åbner den danske litteraturskat.

Læs hele specialhistorien "De 10 bedste danske digte" her 

Kafeen skal være velsignet!
Gud ske Lov for Sofahjørnets Fløjl!
Jeg omfatter min Kellner med Sympati,
jeg sidder sval og barberet ved Bordet,
finder Stangen under det med Fødderne
og spiler Næsen mod Dugens kyske Klorlugt.

Giv mig en Bajer!
Jeg vil berømme det ravgule Øl fra Fad.
Det er isafkølet, og det fraader af Kulsyre,
Død og Djævel, hvor mine Tænder længes efter det!
Mit Svælg drikker, allerede naar jeg ser det paa Afstand!
Jeg vil begrave mig i en Slurk …
Jeg var tørstig … i Aftes, hvordan var det?

Nu har jeg det godt.
Der staar fire blomstrende Stykker Smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med Æg og Sild –
O Anelsen om Svovlbrinte og om Jodlugt fra Havets Tangskove!
Derpaa sætter jeg Tand i et ungt og skært Stykke med Steg,
og her fordyber det Smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af Faar og af oliedryppende Maskiner, Væverier, udvider mit Velbefindende.
Osten knytter Stemningen af Forraadnelse og rygende Elskov sammen i mit Hjærte.

Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske.
Se den spiller, den ler klart,
Jeg holder den op som en stor levende Diamant,
Kornbrændevin, kort sagt, Danmark!
Her sidder jeg og bereder mig paa det bedste Øjeblik.
Her er godt. Hatte passerer Vinduet, meget Folk færdes paa Gaden.
Jeg har sagt til mig selv, at Livet og Solsystemet gaar glimrende.

Skaal!

Jeg nedlægger ikke harmfuld Protest mod Jordens Vals mellem Stjærnebilleder,
fordi jeg selv varmer Bænke;
hellere lyser jeg Lykken høfligt ud af mit Hjærte
med samt alle Glædespiger og Skalmejer.

Lykken og jeg forstod ikke hinanden;
jeg talte altid en Dialekt, hvor jeg saa var.
Sandheden er, at jeg mistede Emma.

Hvorfor?
Var hun ikke frisk? Var hun ikke slank og svungen i Ryggen,
ung og lutter Appetit som ulæsket Kalk?
Var hendes Brystkasse ikke dyb og elastisk
som en Vidjekurv fyldt med nyslaaet Kløver,
havde hun ikke smækre Arme og de klareste Tænder,
en Malstrøm af et dunkelt Haar og Øjne som Bøssemundinger?
Hvorfor løj jeg da en kold Historie sammen
om en yderst vigtig Ekspedition til Nordishavet?
Emma, fordi jeg ikke vil bede en Pige,
der er mig uvedkommende, uden for saa vidt som jeg elsker hende,
om at vaske sin nittenaarige Krop.
Jeg lider ikke Fusel, Smørsyre og andre stikkende Vædsker.
Jeg opæder fortrinsvis Piger med Nerver i Skindet.
Du stillede mindre proper, skønt skyldfri, Emma,
Velan jeg tav, men jeg forskød dig.
Hvor heldigt, at du omtrent samtidigt
ytred en uovervindelig Lede for mig,
mit ukuelige Hoved, min henrykte Egoisme og hele Sjæleraahed!
Hvor sundt for os begge, at vi paa Stand hadede hinanden!
Aa, hvor vi ødte hinanden! Jeg rejste vildt til Polen.
Du giftede dig med en Violinist,
hvis Fingre ikke skyede Harpiks,
og som senere skal have aflokket dig de reneste Toner.

Altsaa jeg mistede Emma.
Alverden ynkede mig. Jeg tror jeg saarede mange
ved den kyniske Lethed, hvormed jeg trøstede mig.
Mit Liv er een Erstatning.
Hvem siger, at man skal leve lykkeligt?
Samme Foraar traf mig kaad og kærnesund,
Skummel af Kærestesorg,
I Favnen paa yndige Olga.

Hun var altid vasket og sval,
jeg maa formode, hun var Jomfru paa en Badeanstalt.
(Emma tilhørte den fornemmere Lavadel).
Olga var saa frejdig, Klæderne suste fra hende.
Oh, hendes Fodsaaler var netop saa friske og kølige
som Aakandebladene i Guldager Bæk,
hvor jeg badede som ungt Menneske.
Naar Olga kom ind til mig, medbragte hun Duften
af gabende Linnedskuffer, som jeg elsker,
et Vejr af Stivelse og af lutret, blaanet Tøj.
Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,
du var frisk som et Neg,
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

Jeg har skænket mig en frisk Snaps af den iskolde Flaske.
Uden at betænke mig svælger jeg ogsaaa den.
napsen er kold, sød, stærk og brændende …
Dette var en Skaal for den uudslukkelige Appetit,
der lægger mig ned og sætter mig paa Benene igen
midt imellem hoftebredt henvandrende Mirakler i Menneskeskikkelse.
Er I kede af, at jeg synger, saa det sortner mig for Øjnene?

Ak, Emma og Olga!
Hvor er I henne?
Et Mindebæger!

Jeg føler en lægende Varme, mit Hjærte hopper,
jeg tror jeg er glad til trods for Smærte.
Snapsen er kold, sød, stærk og brændende …

Skaal!

Find alle 10 digte og læs hele specialhistorien her

Hør digtet læst op her


Find alle 10 digte og læs hele specialhistorien her