Hyldest til den danske sang!
Hyldest til den danske sang!
Journalist Morten Mikkelsen ville skrive en artikel om den danske fællessangs 90 års fødselsdag.
Det er nemlig 90 år siden, at morgensang i folkeskolen blev indført, at den første bredt samlende højskolesangbog udkom, og at Carl Nielsen satte musik til Kai Hoffmanns digt "Den danske sang".
Men journalisten fik ét benspænd: Skriv artiklen som en fællessang.
Syng med her
Tekst: Morten Mikkelsen, 2016 (13. vers: Kai Hoffmann, 1924)
Melodi: ”Den danske sang”, Carl Nielsen, 1926
1.
Den danske sang er en ældre kvinde,
lidt grå i toppen, men stadig køn.
Hun er et elsket og skattet minde
om bølgen blå og om våren så grøn.
Lad tanken vandre og tiden flyve
til dengang, sangen blev fælles sag
i nitten hundrede seksogtyve;
hun fylder derfor halvfems i dag!
2.
I tusind år var der danske skjalde
og folkeviser og kirkekor.
Men Danmarks sangskat, der favned’ alle
befolkningsgrupper i toner og ord,
på tværs af genrer og regioner,
for underklasse og borgerstand,
blev samlet og sat i fælles toner
for ung og gammel, for by og land.
3.
Det år blev
skoleelevers sange
en anden hverdag at synge i
med tekst og toner ført frem af mange,
i takt, enstemmigt til kendt melodi.
Fra svært indøvede harmonier
blev sangen omskabt til ritual
for fælles digtning og livsværdier.
Den danske sang var den ny normal.
4.
Men længe før havde landbokredse
haft fællessange som samlingspunkt.
Dem kunne højskolefolket læse
i den blå sangbog, der vejed’ tungt.
Med elvte udgave ku’ man fejre,
at røde sange kom i den blå.
Den samled’ nu de politiske lejre
i fælles sangskat for fler’ end få.
5.
Det samme år blev der sendt en hilsen,
Kai Hoffmann sendte et digt på vej
med posten til komponist Carl Nielsen,
en sang om sangen som dig og som mig.
Ja, sangen blev til en ung, blond pige,
og fællessang blev et manifest;
en påstand om, at i danernes rige
er sangen det sprog, som forener bedst.
6.
Og sådan byggedes traditionen
med sang ophøjet til folkerøst,
og komponisterne satte tonen
og spilled’ landet så midsommerlyst.
Ja, vi blev sønner af danske sletter,
en danskhedsdrøm, alle ku’ forstå.
Så Danmark blunded’ i lyse nætter.
Septembers himmel blev åh så blå.
7.
I krigens tid var der
alsang-stævner
som samled, mens der blev slidt og stridt.
Befrielsen vakte digterevner,
så lærken letted’, da Danmark blev frit.
Og samtidsdigtning og modernisme
gav velfærdsstaten et tonesprog.
Den danske sang var den fælles prisme,
som nyt lys ramte og gjorde klog.
8.
De andre lande har også sange
som indfødsrettens uskrevne test.
Men særligt dansk er de uhørt mange
lokale poeter, der digter til fest.
På ”Jeg er havren”, når småbørn døbes.
Mariehønen er evigglad.
Ved alle bryllupper skal det røbes,
at det er yndigt at følges ad.
9.
Så brød det løs med protestsangsbølge,
akustisk guitar og beatlyrik,
og traditionen blev svær at følge,
den virkede pluds’lig som fortidsmusik.
Men Larsen sang om at vær’ en høne,
og Bennys kaffe var næsten klar.
Den danske sang var nær blev’t en skrøne,
er nu erindring så nær og rar.
10.
Da sange skrevet af
rocksolister
og sange skrevet på andre sprog
fandt vej til hjerternes top-ti-lister
og til folkehøjskolens fine blå bog,
blev danskhedssange og årstidsviser
fortyndet med engelsksproget pop,
det hindrer ikke, vi fortsat priser,
at solen dagligt i øst står op.
11.
Sankthansbåls-festerne
misted’ klangen;
vi elsked’ vort land, men med mindre glød.
På skoler sylted’ man morgensangen,
og flere frygtede sangskattens død.
Men der er langt mere liv i kvinden,
smuk som et stjerneskud som tid går,
og midt i nullerne vendte vinden,
med Mar’tonsang og med Sangens År.
12.
Blandt kunsten, som af
kulturens minister
blev kanoniseret, var fællessang.
Og øverst på danske bestsellerlister
lå højskolesangbogen gang efter gang.
Ja, hun er gammel, den blonde pige,
men hun bli’r hyldet og brugt for tid’n.
Så på den runde dag kan vi sige,
hvad Hoffmann skrev for så længe sid’n:
13.
”Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.”
