Anny dræbte sin datter af kærlighed
For to år siden slog Anny Hansen i afmagt sin voksne handicappede datter, Dorte, ihjel. Om få dage har hun udstået sin straf. Her er historien om en mor, der fik nok
Det var tydeligt for politi og redningsmandskab, at den undervægtige, multihandicappede kvinde havde været død et stykke tid.
Under en køretur mandag den 20. januar 2014 blev en patruljevogn klokken 10.58 sendt til Konge-Åsen, et stort parcelhuskvarter i udkanten af Skælskør. Der var ringet 112, og da politiet ankom til et gult etplanshus klokken 11.14, var en ambulance og paramedicinere allerede til stede på adressen. I køkkenet sad husets ejer, 63-årige Anny Hansen, roligt ved køkkenbordet og talte med ambulancefolkene. Hun var farmakonom og arbejdede som bogholder på Skælskør Apotek. Da redderne var ankommet et kvarter tidligere, havde hun siddet ved computeren i datteren Dortes værelse og talte i telefon. I det værelse lå datteren, den 43-årige Dorte Hansen, død i sin seng. Hun lå halvt på siden i fosterstilling. I begge hendes spinkle håndled var der dybe snit på tværs, som havde medført kraftig blødning på sengetøj og gulvtæppe.
Dette er historien om Anny Birgit Hansen. En tilsyneladende helt almindelig dansk kvinde fra et fredeligt boligkvarter i Skælskør på Vestsjælland. En kvinde, som i 40 år passede sit deltidsjob som farmakonom stort set uden en sygedag, og som aldrig tidligere har været straffet. En mor, som i 43 år kærligt tog sig af sin multihandicappede datter, der udviklingsmæssigt var på niveau med en baby og hverken kunne tale, spise selv eller sidde. En mor, som af kolleger, familie og naboer bliver beskrevet som usædvanligt pligtopfyldende, nærmest selvopofrende, med en vilje til at klare tingene selv.
Men det er også historien om en kvinde, som endte med at få nok og mistede tilliden til systemet. Til kommunen, der burde passe på sine svageste borgere, men som ifølge Anny Hansen gjorde det modsatte for at spare penge. Og som på et tidspunkt i afmagt nåede frem til den beslutning, at hendes datter og hun selv ville være bedre tjent med slet ikke at være her mere.
Skærtorsdagaften den 26. marts 1970 kom en lille mørkhåret pige til verden på Slagelse Sygehus. Hun målte 42 centimer og vejede 2350 gram. Hun blev født halvanden måned for tidligt og var meget længe om at give lyd fra sig, efter at hun havde forladt sin mors liv. Den spæde pige blev straks lagt i kuvøse, hvor hun fik ilt. I flere dage var det uklart, om hun overlevede. Hendes mor var den 20-årige apotekerelev Anny Hansen. Hun mødte alene op på sygehuset ved 18-tiden og fødte sin datter få timer efter. Faderen til barnet var en mand fra egnen, som Anny Hansen ikke længere havde kontakt til. Men han vidste godt, at hun ventede deres fælles barn.
Den lille pige fik navnet Dorte Anette Hansen. På fødselsattesten stod der ”far ukendt”. I en måned var hun indlagt på børneafdelingen, hvor lægerne kæmpede med at få gjort hende stabil. Hun blev ramt af lungebetændelse flere gange.
Mens Dorte blev overvåget på sygehuset, gik hendes mor på arbejde og passede sin læreplads, der også inkluderede timer på handelsskolen tre gange om ugen. Hun ville nødig udsætte sin uddannelse. Efter skole og arbejde besøgte hun sin lille datter i Slagelse, men hun overnattede hjemme i Skælskør. Hun havde et værelse med et lille køkken i et hus hos et ældre ægtepar, men hun måtte tænke på at finde et nyt sted at bo, for konen kunne ikke ”tåle børn”. Anny Hansen havde ingen bil, så hver gang hun skulle se sin datter, måtte hun tage bussen de 22 kilometer fra Skælskør til Slagelse.
Ikke længe efter fødslen blev det klart for lægerne, at Dorte ikke var som andre børn. Fysisk var der endnu ikke de store afvigelser, men mentalt var den gal. Hun var svært hjerneskadet. Multihandicappet. Formentlig på grund af iltmangel ved fødslen.
En læge sagde til Anny, at hun lige så godt kunne bestille plads til datteren på Andersvænge med det samme. Andersvænge lå i Slagelse og var på den tid en af Åndssvageforsorgens største institutioner.
Den enlige mor var dog fast besluttet på selv at skabe et godt liv for sin lille datter. Hun var klar over, at det ville blive hårdt, men hun var ung og stærk. Og hun var af den klare opfattelse, at når man fik et barn, så tog man ansvaret på sig – uagtet hvilket slags barn man fik.
Dorte voksede op og kom i dagpleje og i specialbørnehave. Da Anny var 22 år, mødte hun den syv år ældre Mogens, som arbejdede ved vejvæsenet. Da Dorte var tre år, flyttede hendes mor og Mogens sammen, og siden var han som en far for Dorte og hjalp til med at pleje og passe hende. Mogens og Anny blev gift i 1992. Parret fravalgte flere børn, så der ikke skulle gå tid fra Dorte.
Som syvårig kom Dorte i specialklasse på Storebæltsskolen i Korsør. Da hun begyndte i skolen, var hendes krop slap som en slaskedukkes. Men ved ihærdig gangtræning både i skolen og hjemme lykkedes det at gøre hendes krop stærk nok til at tage nogle få skridt med støtte fra en hjælper. Hun kunne ikke lære at tale, skrive eller tegne som andre børn, men at gå en lille smule, det lærte hun.
Da hun blev 18 år, var det slut med skolegangen. Selvom det var et fuldtidsarbejde at have en multihandicappet datter, besluttede forældrene, at Dorte fortsat skulle bo hjemme og kun blive passet, mens de var på arbejde. Hvor andre forældre måske ville vælge en døgninstitution for selv at blive aflastet, mente Mogens og Anny, at de havde kræfterne til at have Dorte boende hjemme. Også selvom det var hårdt.
Hun blev derfor tilknyttet et værksted for udviklingshæmmede på institutionen Andersvænge i Slagelse, hvor hun var i dagtimerne. Selvom Dorte ikke kunne tale, var det Annys indtryk, at datteren var glad for at være der. Til otte brugere var der to pædagoger og en medhjælper, som blandt andet fortsatte med at holde Dortes gangtræning ved lige.
Den 27. marts 2012 døde Mogens pludselig som 69-årig af en blodprop. Det var Anny selv, der fandt ham hængende ind over en stol i køkkenet. Da var det allerede for sent.
Kort tid efter, i maj 2012, besluttede Slagelse Kommune at flytte Dorte fra Andersvænge til institutionen Solskinshuset i Skælskær. Argumentet var, at de skulle spare penge på transporten. Anny protesterede højlydt. Hun mente ikke, at det nye tilbud var egnet til Dorte. Kommunen var uenig og gennemførte beslutningen.
Dorte blev tilknyttet værkstedet ”Musik og Samvær” i Solskinshuset. I hendes gruppe var der fire pædagoger til 14 udviklingshæmmede brugere, hvoraf otte sad i kørestol. Ifølge Anny betød det, at der var for få hænder til at made, hjælpe, lege og træne. Og så endte det med at være opbevaring, hvor Dorte det meste af tiden blot lå i en sækkestol.
En dag, hvor Anny hentede Dorte ved middagstid, forsøgte en pædagog at give tre brugere mad på én gang. En anden dag kom Dorte hjem med en gennemvædet ble, der efter alt at dømme ikke havde været skiftet siden om morgenen.
Efter en tid i Solskinshuset kunne Dorte heller ikke længere støtte på benene, fordi hun ikke havde fået den nødvendige gangtræning. Hun blev sendt til fysioterapi, men pædagogerne trænede ikke selv med hende, som det var tilfældet på Andersvænge. Det store arbejde med at få Dorte til at gå en smule var nu tabt på gulvet.
Efter flytningen nægtede Dorte i et halvt år at spise og drikke i institutionen og tabte sig fra 45 til 29 kilo. Det havde altid været sådan, at Dorte ikke ville spise, når hun følte sig utryg. Selv til en familiefest kunne hun finde på at holde munden hermetisk lukket. Men det havde aldrig varet så længe. Når Dorte og Anny kom hjem om eftermiddagen, forsøgte hun at fylde på datteren med mad og energidrik, men hun blev ved med at være alt for tynd. Anny blev mere og mere bekymret. Det var tydeligt for hende, at datteren ikke trivedes.
Tilbage i køkkenet i huset i Skælskør erfarede politiet, at der manglede tre køkkenknive i knivholderen. Anny Hansen erkendte over for politiet, at hun for cirka 10 dage siden i affekt havde skåret datterens håndled op med en køkkenkniv. Og at hun efterfølgende flere gange havde prøvet at tage livet af sig selv med samme metode, men at det var mislykkedes.
Det var Anny Hansens arbejdsplads, Skælskør Apotek, der kort tid inden havde ringet 112. I en telefonsamtale med sin chef, apoteker Anette Mühring, havde Anny tilstået, at hun havde gjort noget forfærdeligt. At hun havde taget livet af Dorte.
Anette Mühring holdt hende hen i telefonen, til redningsmandskabet nåede frem.
I den seneste uges tid havde Anny Hansen været sygemeldt fra arbejde. Det undrede og bekymrede hendes chef, der derfor flere gange havde ringet til hende for at høre, hvordan det gik. Også naboerne på Konge-Åsen havde været bekymret over, at Annys bil mod sædvane havde holdt stille i garagen, og at hun ikke var kommet ud nytårsaften ved midnat for at se raketter og ønske godt nytår.
Få dage inden politiet fandt Dorte død i sin seng, havde Anny Hansens bror, Leif, og apotekets chauffør begge været på besøg. Til dem havde hun sagt, at Dorte var syg og lå og sov i sin seng. Døren til datterens værelse havde været lukket.
Politiet afspærrede matriklen, og klokken 11.17 blev Anny Hansen sigtet for manddrab efter straffelovens § 237. Uden på sin nederdel og t-shirt fik hun en af politiets heldragter og blev kørt med til stationen i Slagelse.
Hun blev afhørt af Slagelse Politi om eftermiddagen. Hun fortalte, at hun ikke kunne huske de præcise detaljer om drabet. Hun var gået i sort. Men at det sandsynligvis var mellem den 8. og den 10. januar 2014, at hun havde slået sin datter ihjel. Ifølge afhøringen var hun i 14 dage forinden begyndt at tænke på at tage livet af datteren og sig selv, fordi systemet behandlede de svage så dårligt. Hun havde haft så ondt af Dorte. Anny havde ikke talt med nogen om de tanker, for hun var ikke så god til at indvie andre i sine problemer.
Til politiet sagde hun, at hun havde overvejet at drukne Dorte i badekarret. I stedet havde hun i køkkenet taget en kniv med en 20 centimeter lang klinge og et sort skæfte. Hun var gået ind til datteren, der havde ligget i sengen på ryggen. Hun havde taget sin højre hånd i datterens højre hånd. Med kniven havde hun skåret ved håndleddet tværs over datterens arm. Det var et meget dybt snit, og datteren var straks begyndt at bløde. Anny havde ikke givet hende noget beroligende, for hun havde ikke planlagt det. Hvis det havde været tilfældet, havde hun med den største lethed kunnet tage noget med hjem fra apoteket.
Bagefter havde hun gået rundt i stuen og tænkt, at det var galt, det, hun havde gjort. Hun havde tænkt, at hun selv måtte tage med. En del gange havde hun tjekket Dortes vejrtrækning og puls. Hun var blevet liggende på ryggen uden at bevæge sig, og Anny havde kunnet se, at Dortes øjne bulede ud.
Datteren var død efter et par timer, vurderede hun. Kniven havde Anny efterladt i soveværelset. Hun havde lagt sig i sin seng og forsøgt at skære på tværs af sine egne underarme, men det havde ikke blødt så meget, og på et tidspunkt var hun stået op igen.
De følgende dage havde hun prøvet at afslutte sig eget liv på samme måde, men det var kun blevet til overfladiske sår, som havde blødt på tøjet, når hun havde haft armene over kors. På internettet havde hun søgt på Google på ord som ”selvmord” og ”overskåret pulsåre”.
Til politiet fortalte hun, at hun aftenen før igen havde forsøgt at tage sit eget liv.
Anny Hansen var i tre uger fængslet i surrogat på det lukkede psykiatriske afsnit V1 på Slagelse Sygehus. Her skulle fagfolk vurdere, om hun stadig var selvmordstruet – og om hun var ved sine fulde fem. Hun brugte tiden på at se fjernsyn og løse krydsord. Hun takkede nej til piller og medicin, for på apoteket havde hun set, hvad det gør ved folk at være på psykofarmaka.
Via samtaler blev det tydeligt for stedets psykiatere, at hun ikke var sindssyg. Hun var normalt begavet, og der var ikke tegn på kognitive forstyrrelser, konstaterede de. Men, fremgår det af konklusionen fra den retspsykiatriske erklæring, flytningen af datteren til Solskinshuset havde krænket Anny Hansen og hendes værdigrundlag i en sådan grad, at hun ikke længere havde kunnet håndtere det følelsesmæssige pres.
Hun havde altid klaret tingene selv og sat en ære i at Dorte kunne blive boende hjemme som voksen. Anny vidste med sig selv, at det bestemt ikke var alle, der havde kunnet magte den opgave. Ikke en eneste dag havde hun taget imod ekstra aflastning af datteren. Det havde også betydet, at Dorte havde fulgt med overalt. Havde nogen et problem med det, blev de hellere hjemme. Ferier havde de brugt hjemme i Skælskør eller i et lejet sommerhus i Danmark. I hverdagen havde Anny gået til svømning med Dorte og også været kasserer i Skælskør Handicap Idrætsforening.
Derfor havde det også været et slag i ansigtet på Anny at se, at den datter, hun så omsorgsfuldt havde passet og plejet i over 40 år, nu var begyndt at sygne hen, uden at nogen havde gjort noget ved det. Hun havde oplevet, at kommunen skaltede og valtede med hendes datter som en dominobrik, og i efteråret 2013 havde hun skrevet flere klagebreve til Slagelses daværende borgmester.
”Det kan ikke undgås, at man som forælder, der har kæmpet hele sit liv, føler det som OPBEVARING af vores børn,” havde hun skrevet.
Den på det tidspunkt nytiltrådte daglige leder af Solskinshuset, Tommy Petersen, havde besøgt Anny Hansen i hjemmet i Skælskør i november 2013. Han havde haft indtryk af, at Dorte var godt tilfreds med at være en del af gruppen ”Musik og Samvær”, ligesom han havde bemærket, at mor og datter havde et nært forhold. De havde talt om, hvordan det gik. Særligt efter at Anny i 2012 var blevet enke og nu var alene med Dorte, måtte det være hårdt at klare det hele selv,havde han sagt. Han havde ikke fået ikke indtryk af, at Anny var utilfreds med datterens værksted. Og da slet ikke indtryk af, hvilke dystre tanker hun gik med. Han havde spurgt, om hun ikke havde overvejet at benytte sig af Slagelse Kommunes tilbud om at få ekstra aflastning nu og da, særligt efter at Mogens var død, men det havde Anny afvist blankt.
Kisten var hvid med røde og hvide blomster på, da Dorte den 7. februar 2014 klokken 11 blev bisat fra kapellet i Slagelse. Efter nogle uger var hendes krop blevet frigivet af retsmedicinerne, som havde noteret, at hun led af ”svær undervægt”. Kisten var efter Anny Hansens ønske lukket. Hun ville hellere huske Dorte, som hun var.
Anny havde først besluttet, at hun ikke ville med til bisættelsen, men efter at have talt med personalet på det lukkede psykiatriske afsnit, hvor hun var fængslet, bestemte hun sig alligevel for at deltage. Hun havde selv arrangeret bisættelsen. Både bedemanden og præsten havde besøgt hende på sygehuset, og de havde aftalt, hvordan dagen skulle forløbe. Det havde været rart at snakke med præsten, som hun syntes var god til at tackle det, der var sket.
Anny opfattede sig selv som en almindelig kristen uden noget specielt forhold til Vorherre. Men hun havde altid været medlem af folkekirken, og Dorte var også både blevet døbt og konfirmeret. Til præsten havde hun fortalt om Dortes liv, selvom det ikke havde været så indholdsrigt. Hun havde fortalt, hvordan Dorte havde været derhjemme. At hun havde kunnet lide at se lidt tv og bide i sine tøjdyr, og at hun en sjælden gang havde smilt eller haft øjenkontakt.
Egentlig syntes Anny, det havde været hyggeligere at holde bisættelsen i kirken i Skælskør, men fordi hun nu selv var varetægtsfængslet i Slagelse, var det mere oplagt med kapellet, mente hun. Hun havde bestilt kaffebord på Hotel Frederik d. II i Slagelse. Hendes mor havde ringet rundt til familie og bekendte og spurgt, om de vil komme.
I kapellet havde Anny sine to bodyguards med, som hun kaldte dem. Som drabssigtet kunne hun ikke færdes frit. Det var rart at få sagt et sidste farvel til Dorte. Der var vel nogen og 30 med til bisættelsen. Familie, naboer og nogle gamle kolleger fra apoteket.
I kapellet sang de blandt andet salmerne ”Den signede dag” og ”Altid frejdig, når du går”, som Anny havde valgt.
Hun tog ikke selv med til kaffebordet på hotellet, fordi hun tænkte, at hendes bodyguards havde andet at lave end at drikke kaffe med hende.
Senere var hun også med ved urnenedsættelsen. Dorte blev sat ned i de ukendtes grav på Skælskør Kirkegård ved siden af sin stedfar Mogens. Det havde længe været besluttet, at familien skulle ligge der, for hvis nu Dorte havde overlevet sin mor, skulle hun ikke have problemer med et gravsted, som hun ikke kunne holde.
Der gik et sus igennem Retten i Næstved, da der den 9. juli 2014 blev afsagt dom i Anny Hansens sag. Dagen forinden var hun fyldt 64 år. Siden hun var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, havde hun siddet varetægtsfængslet i Slagelse Arrest og ventet på sin dom. Hun havde uden forbehold erkendt sig skyldig i at have dræbt sin datter. Men ville de have forståelse for, hvorfor hun havde gjort det? Selv kunne hun ikke forklare det. Hun fik et blackout. Men hun vidste også, at hun havde gjort det af medlidenhed, så det ikke endte med, at systemet tog livet af Dorte.
Både anklager og forsvarer kunne konstatere, at det var en usædvanlig sag, der den onsdag blev foldet ud i retssalen. Forsvareren, Ole Madsen, procederede for tre års fængsel. Han forsøgte at tegne et billede af en omsorgsfuld mor, der havde dræbt sin handicappede datter af kærlighed. Han mente ikke, det skulle ses som et sædvanligt mord. I stedet burde det sidestilles med ”drab efter begæring”, hvor man af medlidenhed hjælper en kær med at komme herfra. Senioranklager Henrik Holten fokuserede derimod på, at det var en fattet kvinde, der havde dræbt sin datter. Det skulle vise sig, at sidstnævnte argument vejede tungest i retten.
”Thi kendes for ret: Tiltalte Anny Birgit Hansen skal straffes med fængsel i 11 år,” fastslog dommer Alex Elisiussen.
Anny Hansen var rolig, men chokeret. Og sådan som hun tolkede ansigterne på de fremmødte i retssalen, var de også det. Dette var langt mere end de tre år, hendes forsvarer havde argumenteret for. De ankede straks dommen.
Anny Hansens dom ved byretten
- Anny Hansen blev først ved Retten i Næstved idømt 11 års fængsel for manddrab efter Straffelovens § 237: ”Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.”
- Hun ankede straks dommen til Landsretten.
Anny Hansens dom ved byretten
- Anny Hansen blev først ved Retten i Næstved idømt 11 års fængsel for manddrab efter Straffelovens § 237: ”Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.”
- Hun ankede straks dommen til Landsretten.
I Slagelse Arrest vågnede Anny Hansen klokken fire om morgenen og tændte for radioen. Der var længe til, at de såkaldte gangmænd klokken 7.30 ville låse døren op og servere morgenmad. Det sad dybt i hende at stå tidligt op, for også som voksen havde Dorte været som et spædbarn, der vågnede om natten. Hun var 14, før hun sov igennem første gang, så i alle de år havde hendes mor sovet så let, at hun var klar til at reagere på lyde, der betød, at datteren var vågen.
Mens Anny sad der i arresten, strømmede det ind med breve, postkort og hilsner fra både familie og bekendte, men også fra en del mennesker, hun ikke kendte personligt. Anny havde ikke nogen stor omgangskreds. Alligevel fyldte brevene efterhånden en hel bærepose. Stort set alle hilsenerne var støttende. Et ægtepar, der havde læst om hendes sag i avisen og som selv havde en handicappet søn, skrev:
”Det fremgår tydeligt af sagen, at du har udfyldt omsorgen for din datter 100 procent. Men at du i den sidste tid manglede den omfattende støtte fra samfundet, kommunen osv. (...) Du skal sige til dig selv, at du KLAREDE det i de 43 år din datter levede og være stolt af det! At problemerne til sidst voksede dig over hovedet ER IKKE DIN SKYLD! Man skylder dig derimod respekt for den tid, disse mange år, du klarede tilværelsen på egen hånd!”.
Medlidenhedsdrab
- Selvom Anny Hansen dræbte dræbte sin datter Dorte af medlidenhed, kunne hun ikke dømmes efter Straffelovens § 239, som har en lavere strafferamme end forsætligt manddrab. § 239 lyder: ”Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil tre år”.
- Grundet sit handicap var Dorte ikke selv i stand til at ytre ønske om at dø. Foretager man et medlidenhedsdrab uden samtykke, bliver det takseret som manddrab, hvilket også skete i Anny Hansens tilfælde.
- Der er kun få tilfælde af medlidenhedsdrab i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik er 11 personer siden 1980 blevet dømt efter § 239. Seneste tilfælde er fra 2012.
Medlidenhedsdrab
- Selvom Anny Hansen dræbte dræbte sin datter Dorte af medlidenhed, kunne hun ikke dømmes efter Straffelovens § 239, som har en lavere strafferamme end forsætligt manddrab. § 239 lyder: ”Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil tre år”.
- Grundet sit handicap var Dorte ikke selv i stand til at ytre ønske om at dø. Foretager man et medlidenhedsdrab uden samtykke, bliver det takseret som manddrab, hvilket også skete i Anny Hansens tilfælde.
- Der er kun få tilfælde af medlidenhedsdrab i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik er 11 personer siden 1980 blevet dømt efter § 239. Seneste tilfælde er fra 2012.
Også besøg havde hun mange af i arresten. Det var familie, naboer og nogle af de gamle kolleger nede fra arbejdet, der kom forbi. Og Dortes gamle skolelærer Lis Poulsen, der havde undervist Dorte i 10 år på specialskolen. I et læserbrev i dagbladet Sjællandske kaldte hun dommen på 11 års fængsel for en forbrydelse. Ifølge Lis Poulsen havde Anny altid været en mønstermor, som havde et godt samarbejde med de institutioner, hvor datteren gik.
”Kommunen må have sovet meget tungt i timen, når den ikke valgte at lytte til Anny Hansens bekymring fra første færd. Men nej, kommunen skulle absolut spare helt ind til benet og valgte at overhøre et nødråb fra en mor, som i øvrigt aldrig har bedt om noget,” havde hun skrevet.
Den 19. december 2014 befandt Anny Hansen sig igen i en retssal. Denne gang i Østre Landsret i København. Ved sin side havde hun en ny forsvarsadvokat, Kristian Mølgaard. Han mente, at dommen fra byretten var ude af proportioner. Efter hans vurdering var drabet på ingen måde båret af egennyttige motiver. Han så det som en desperat handling foranlediget af en håbløs situation, som Anny Hansen havde opponeret mod på alle tænkelige måder – men blev ignoreret på.
En lille måned inden retssagen havde den daværende formand for handicap- og psykiatriudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Andersen, i et interview med DR Nyheder Sjælland erkendt, at kommunen havde tilsidesat sine egne specialister, da Dorte i 2012 var blevet tvangsflyttet fra Andersvænge i Slagelse til Solskinshuset i Skælskør for at spare penge på transporten. Specialisterne havde anbefalet, at Dorte ikke blev flyttet, men det var før, han ændrede tilbuddet til også at inkludere fysioterapi, påpegede Jørgen Andersen.
I landsretten var både Annys nabo Jørgen Nielsen og hendes nu tidligere chef, apoteker Anette Mühring indkaldt som vidner. De fortalte samstemmende, at de altid havde beundret Annys store indsats for datteren, og at de aldrig havde tvivlet på, at hun elskede Dorte. De kunne dog mærke, at hun i tiden op til drabet var blevet mere indesluttet, som om hun havde mistet modet. Jørgen Nielsen fortalte desuden, at også Dorte havde virket påvirket. Ved et julearrangement hos nogle naboer midt i december var hun kommet med klagende lyde, som normalt stoppede, når hendes mor lagde en beroligende hånd på hende. Men den dag var hun ikke faldet til ro.
Landsretten hørte argumenterne anderledes end Retten i Næstved. Den mente, at der i sagen forelå formildende omstændigheder, og at straffen burde nedsættes.
”Byrettens dom i sagen mod Anny Birgit Hansen ændres således, at tiltalte straffes med fængsel i tre år,” lød dommen.
Anny Hansen var lettet. Og hun fik lov at afsone resten af sin straf i Slagelse Arrest.
Hendes advokat Kristian Mølgaard noterede sig, at hans klient virkede tilfreds. Ikke fordi hun var typen, der tænkte voldsomt på sig selv, men fordi Landsretten tilsyneladende havde forstået mere af, hvad der havde drevet hende derhen, hvor hun var drevet.
Anny Hansens dom ved landsretten
- Landsretten fandt, at der i sagen at der i sagen forelå formildende omstændigheder efter Straffelovens § 82, stykke 7: ”At gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen”.
- Landsretten fandt også, at sagens helt særegne omstændigheder afgørende talte for at nedsætte straffen efter § 83 i Straffeloven: ”Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.”
- Byrettens dom i sagen mod Anny Hansen ændredes således til tre års fængsel.
- Ifølge formanden for retspolitisk forening, Bjørn Elmquist, findes der kun en enkelt sag i Danmarkshistorien, der ligner denne. I 1934 blev en mor til et treårigt uhelbredeligt sygt barn idømt tre års betinget fængsel for at tage livet af barnet.
- Kilder: Domsbog fra Østre Landsret samt retsinformation.dk
Anny Hansens dom ved landsretten
- Landsretten fandt, at der i sagen at der i sagen forelå formildende omstændigheder efter Straffelovens § 82, stykke 7: ”At gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen”.
- Landsretten fandt også, at sagens helt særegne omstændigheder afgørende talte for at nedsætte straffen efter § 83 i Straffeloven: ”Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.”
- Byrettens dom i sagen mod Anny Hansen ændredes således til tre års fængsel.
- Ifølge formanden for retspolitisk forening, Bjørn Elmquist, findes der kun en enkelt sag i Danmarkshistorien, der ligner denne. I 1934 blev en mor til et treårigt uhelbredeligt sygt barn idømt tre års betinget fængsel for at tage livet af barnet.
Det er januar 2016, og Anny Hansen er hjemme i sit hus på Konge-Åsen. Dorte og Mogens står stadig på postkassen sammen med Anny, selvom der kun er hende tilbage. Mens hun har været fængslet, har huset stået tomt. En havemand har løbende ordnet haven, mens et skadesfirma gjorde huset rent efter Dortes død.
Allerede den 20. juli 2015 blev Anny prøveløsladt mod, at hun aftjente 92 timers samfundstjeneste. Opgaven bestod i at gøre rent i Slagelse Arrest to timer tirsdag og torsdag morgen. Om få dage er hun også færdig med den tjans. Godt nok skal hun gå til opfølgende samtaler hos Kriminalforsorgen et halvt år frem, men ellers er hun en fri kvinde. Og nu også pensionist.
To år efter at hun blev anholdt for drabet på sin datter, har hun taget sin straf. Og politiet behøver ikke at være bekymret for, om hun nu opfører sig ordentligt. Hun har lavet det, hun skal lave
Naboer og folk på gaden har taget godt imod hende og har udvist forståelse for hendes situation, føler hun. I december var hun som vanligt til gløgg og æbleskiver med de nærmeste naboer på vejen. Og nytårsaften ved midnatstid stod de sammen og så raketterne flyve mod himlen, mens de ønskede hinanden et godt nytår. Så hvad det angår, er alt ved det gamle. På apoteket har hun dog ikke vist sig endnu.
Det er meget godt at være hjemme igen, synes hun. Tiden bruger hun blandt andet på at strikke tøj til for tidligt fødte børn. Billeder af Dorte hænger på væggen i stuen og køkkenet. Dortes værelse med laksefarvede vægge står også næsten som før. Blodet er vasket væk, og gulvtæppet rullet af. På sengetæppet er der små katte, og hele sengen bugner af bamser og bløde krammedyr, som Dorte elskede at bide i. I loftet hænger en lampe med en klovneuro, der spiller Beethovens ”Für Elise”, når man trækker i snoren.
Anny er så småt begyndt at sortere i Dortes tøj, selvom det gør hende ked af det. Hun tænker på hende og savner hende. Alt andet ville ikke være menneskeligt, mener hun.
Hun synes dog, at hun har det fint nok. Og indtil videre har hun ikke haft behov for psykologhjælp. Hun kan stadig ikke forklare, præcist hvad der fik hende til at slå sin datter ihjel. Men hun havde nok tænkt, at det var bedre, at hun fik fred. Anny har altid sagt, at hun håbede, at Dorte døde før hende, fordi hun frygtede at systemet ellers ville tage livet af Dorte. Og det gik kun den forkerte vej.
Inderst inde fortryder hun ikke, at hun slog Dorte ihjel.
Nu ved hun, at de ikke kan ødelægge hende mere, end de allerede havde gjort.
Del artiklen med dine venner:
Efterskrift
Kort tid inden Anny Hansen tog livet af sin datter, fik Slagelse Kommune en ny borgmester, og i august 2015 tiltrådte den nuværende handicap- og psykiatrichef i Slagelse Kommune, Thomas Knudsen. Hverken han eller den siddende borgmester har været i berøring med Dortes sag op til drabet og kan derfor ikke udtale sig konkret om denne. Thomas Knudsen siger:
”Generelt har vi ingen interesse i, at kommunens borgere er i et tilbud, hvor de ikke trives. Omvendt er der ikke frit valg på alle hylder. Nogle tilbud er markant dyrere end andre, uden at der nødvendigvis er en tydelig kvalitetsmæssig forklaring på dette. Vores kerneopgave er at gøre alle borgere så selvstændige og selvkørende som muligt, og det kan kun lade sig gøre, hvis de trives, hvor de er. For denne borgergruppe kan det dog tage lang tid at falde til efter en flytning. De kan blive utrygge, når de fysiske rammer, andre borgere og pædagogerne skiftes ud.”
Han medgiver, at nedskæringer på handicap-området er en udfordring.
”Visitationer af borgere sker altid ud fra en både økonomisk, juridisk, socialfaglig og etisk betragtning. Trods nedskæringer forsøger vi altid at ramme det bedste tilbud med et udviklingssigte for øje. Det sker dog uhyre sjældent, at en borger flyttes på grund af besparelser. Det er klart at sagen fra Skælskør er noget, der fylder i kommunen. Der er ingen, der synes, det er en god historie. Derfor er vi også opmærksomme på i endnu højere grad at sikre et godt samarbejde mellem borger og kommune,” siger Thomas Knudsen.
Sådan gjorde vi
- Artiklen bygger på en række interviews med Anny Hansen i hendes hjem i Skælskør og i telefonen. Anny Hansen gav fuldmagt til, at Kristeligt Dagblad ved Anklagemyndigheden i Næstved kunne læse samtlige akter i hendes sag, der tæller domsbøger fra Næstved Byret og Østre Landsret, politirapporter, afhøringer, korrespondancer, retspsykiatriske erklæringer og rapporter fra retmedicinsk klinik.
- Artiklen er også baseret på interviews med Anny Hansens forsvarsadvokat ved byretten i Næstved, Ole Madsen. Med hendes forsvarsadvokat i Østre Landsret, Kristian Mølgaard, tidligere leder af dagtilbuddet Solskinshuset, Tommy Petersen, med speciallærer for Dorte gennem 10 år, Lis Poulsen og handicap- og psykiatrichef i Slagelse Kommune, Thomas Knudsen.
- Artikler om sagens forløb og en række af de breve og postkort, Anny Hansen modtog fra folk, mens hun sad fængslet i Slagelse Arrest, har også bidraget til fortællingen.
Sådan gjorde vi
- Artiklen bygger på en række interviews med Anny Hansen i hendes hjem i Skælskør og i telefonen. Anny Hansen gav fuldmagt til, at Kristeligt Dagblad ved Anklagemyndigheden i Næstved kunne læse samtlige akter i hendes sag, der tæller domsbøger fra Næstved Byret og Østre Landsret, politirapporter, afhøringer, korrespondancer, retspsykiatriske erklæringer og rapporter fra retmedicinsk klinik.
- Artiklen er også baseret på interviews med Anny Hansens forsvarsadvokat ved byretten i Næstved, Ole Madsen. Med hendes forsvarsadvokat i Østre Landsret, Kristian Mølgaard, tidligere leder af dagtilbuddet Solskinshuset, Tommy Petersen, med speciallærer for Dorte gennem 10 år, Lis Poulsen og handicap- og psykiatrichef i Slagelse Kommune, Thomas Knudsen.
- Artikler om sagens forløb og en række af de breve og postkort, Anny Hansen modtog fra folk, mens hun sad fængslet i Slagelse Arrest, har også bidraget til fortællingen.
Del artiklen med dine venner: