Der går en vind over havet fra Sandvig på Bornholm til feriebyen Nida i Litauen. Havet fører alt muligt med sig: Mælkekartoner, konservesdåser og tomme cigaretpakker. Og midt i alt skraldet duver en gammel, grøn vinflaske afsted.

Flasken flyder ovenpå, for en korkprop holder luften inde og saltvandet ude, og indeni ligger et lille sammenfoldet brev.

Der står:

Det er 1988, og sommeren er gået på hæld. Inde på stranden går en flok unge og pjatter i efterårsluften. De er i Nida til den årlige fotosafari for unge, litauiske kunstnere. De er i godt humør og lette i hovederne, for mens dagene går med kreativ udfoldelse og fotoudstilling, går nætterne med røg, alkohol og lange kunstdiskussioner.

I vandkanten er der traktorspor fra natten før. Hver aften klokken 21 lader de sovjetiske myndigheder en traktor køre langs stranden, og enhver, der sætter sin fod ud over traktorsporet, skal fanges og straffes for forsøg på at hoppe af.

En af de unge går lidt for sig selv med et kamera over ryggen. Han hedder Aleksandras Siekstele, er 30 år og fotograf. Han kan godt lide at gå ture på stranden, og han gør det hver dag, uanset om de andre vil med. Han ser noget vugge frem og tilbage i vandkanten. Han ved, hvad det er, for han har set det før: en flaskepost. Han samler den op og slår flaskehalsen mod en sten for at fiske brevet ud. Bare dette år har han allerede fundet seks flaskeposter. Nogle kommer fra andre sovjetiske lande, fra østtyske teenagepiger på jagt efter eventyr. Nogle kommer fra vestlige lande, fra brevskrivere der er nysgerrige på livet bag Jerntæppet.

Men han fornemmer, at dét brev er noget særligt. Han kan mærke en eller anden varme i brevet. Det er skrevet på engelsk, nysgerrigt og spørgende: Hej, hvem er du?

Aleksandras Siekstele ved endnu ikke, at flaskeposten med brevet er kastet i havnen af en lille dreng. Det er hans mor, der har skrevet brevet, men det var den lille dreng, der fik idéen fra Hurlumhej-siderne i et Anders And-blad.

På stranden i Litauen er de andre skeptiske og siger, at det er noget pjat med de flaskeposter. De griner nervøst af ham, mens han læser brevet. Det er sjovt at have kontakt med Vesten, men det er også forbudt. Efterretningstjenesten KGB foretrækker at kunne følge med i al skriftlig kommunikation, og alle breve bliver læst. Flaskeposter går under radaren.

Aleksandras Siekstele bor med sin mor, far og tvillingebror i en to-værelses-lejlighed midt i hovedstaden Vilnius. Det er svært at få en lejlighed i det sovjetiske Litauen, og mange unge bor hjemme, til de er over 30. Lejligheden ligger på den centrale plads i Vilnius, lige over for KGB’s hovedkvarter. Begge Aleksandras Sieksteles forældre er kunstnere. Moderen er russer og balletlærer. Da hun var færdig med sin uddannelse i Leningrad, blev hun sendt til Vilnius af den sovjetiske centraladministration. Faderen er kunstmaler, uddannet på Kunstakademiet. Han tager alle mulige småjobs for at forsørge familien, blandt andet som karikaturtegner på et kendt satiremagasin. Når Aleksandras Siekstele siger sit efternavn, siger folk ”Ah, du er søn af ham”.

I kunstnerhjemmet går folk altid ud og ind. Det er livligt og fyldt med mennesker, der lige kommer forbi til en kop te, og hjemmet genlyder af latter, for faderens karikaturtegnervenner har en særlig sans for humor.

Livet i Litauen er godt, for det kulturelle liv er stærkt, og mennesker taler sammen. Ingen har mange penge, for lønnen ligger fast på 100-120 rubler om måneden i det sovjetiske land - mellem 350 og 400 danske kroner efter datidens kurs. Men sparer man lidt sammen, kan man få råd til at tage en flyver flere tusind kilometer til den anden ende af Rusland. For 1000 rubler kan man få en Lada. I det hele taget er rejsemulighederne gode i Sovjetunionen. Familien Siekstele tager til Leningrad for storbystemning og kulturel dannelse, til Kaukasus-bjergene for frisk luft og vinsmagning – og til feriebyen Nida for strandliv og en romantisk stemning med gamle huse. Aleksandras Siekstele lever af at tage billeder i sort-hvid. Han fotograferer livet i Litauen: Rygende folk i gestikulerende samtale, afskallede huse, sovjetiske soldater. Havet.

Aleksandras Sieksteles fremtidsplaner er uklare, men han ved, at han gerne vil arbejde med billeder, måske være filmfotograf. Og have en familie. Han har arbejdet som kameraassistent, og han laver små amatørfilm. De små film vinder priser, og hans fotografier hænger på udstillinger mange steder. Alligevel er Aleksandras Siekstele ikke sikker på, at en fotografkarriere i Litauen er ham. I det hele taget er han slet ikke sikker på, at livet i Litauen er ham, selv om han ikke mangler noget. Han kunne være en kendt fotograf, han kunne blive gift og få børn, han kunne… Men det er, som om han trænger til noget andet.

I 1985, da Aleksandras Siekstele er 27, ramler han ind i et eksistentielt bjerg. Med ét føler han, at han lever i fuldstændigt kaos. Fra morgen til aften tænker han over, hvorfor han lever, og hvad livets mål er. Nogle gange rækker tankerne deres fangarme helt ind i nattesøvnen. Hver morgen, når han står op, bliver han ramt af en bølge af hvad-nu’er, og han begynder at ryge flere cigaretter og drikke mere kaffe for at holde presset ud. Alle hans spørgsmål bliver ligesom til ét spørgsmål, som han ikke kan formulere, og så bliver han tavs. Han begynder hos en psykolog, der lægger ham på en divan, kigger på hans ryg, og fortæller ham, at hans nervesystem er meget følsomt.

”Du kan enten drikke dig ihjel eller finde på noget andet i dit liv,” fortæller psykologen.

Og så giver han ham om læsestof om Gud. Det er bøger, man ikke kan købe i sovjetisk Litauen, dem, der af censuren kategoriseres som ”Gud-litteratur”. Psykologen finder dem frem fra sit eget bibliotek og låner dem til ham, blandt andre en af den russiske forfatter Leo Tolstojs sidste bøger om kristentroen.

Bøgerne og terapitimerne giver Aleksandras Siekstele en god start, et slags eksistentielt styrtbad, men de hjælper ham ikke for alvor. Presset bliver ved.

På et værelse i Vilnius i de tidlige 1980’ere sidder Aleksandras Siekstele og hans ven Sigitas på hver sin side af et bord. De har strakt hænderne ud foran sig, så deres tommelfingre og lillefingre når hinanden, og deres fingerspidser rører let ved en tallerken, der ligger omvendt på bordet. På tallerken er markeret en streg, og under tallerkenen ligger et ark med bogstaver i en cirkel: A, B, C, D... Aleksandras og Sigitas er interesseret i alt det åndelige halløj, som de selv kalder det, og de er stødt på spiritistiske idéer. Nu beder de til en afdød sjæl, som de har set, man gør på film, og de spørger, om de kan få noget at vide om fremtiden. Aleksandras vil gerne vide noget om, hvem han skal giftes med. Tallerkenen bevæger sig langsomt rundt på bogstaverne og staver et svar frem:

”D-A-G-A”. Det lyder næsten som det gamle danske navn Dagmar, er de enige om. Tallerkenen fortæller også, at han vil blive gift i 1990'erne, og begge unge mænd vil ende i udlandet, langt væk fra sovjetisk Litauen.

En nat i midten af 1980'erne ligger Aleksandras Siekstele i sin seng på det værelse, han deler med sin tvillingebror, i lejligheden i centrum af Vilnius. Der lugter af gårsdagens cigaretrøg. Væggene er malede hvide og er overhængt med sort-hvide fotografier, printet på store ark glittet papir. I det ene hjørne står en sportsbue. I det andet hjørne står et stort kamerastativ og et musikanlæg. Aleksandras Siekstele drømmer. Han står på en mole af cement. Han kigger ned i vandet, der har en særlig dyb petroleumsblå farve. Bag ham rejser et skovlandskab sig. Han fornemmer både, der sejler ud og ind, og dér er en stor færge. Han hører et sprog, han ikke forstår, og han ser kuttere med fremmede navne: Lise, Inger, Jette.

Det er 1988. Aleksandras Siekstele er kommet hjem fra kunstnerkolonien i Nida. Han har brevet fra den bornholmske flaskepost med, og nu sidder han ved sit skrivebord med engelsk-ordbogen ved siden af sig. Han vil skrive et svar til Lene Steenbuch fra Bornholm. Han formulerer sig forsigtigt, for han ved, at brevet, før det når Bornholm, vil blive læst af en pernitten KGB-agent, der afgør, om det kommer ud af Sovjetunionen.

Aleksandras Siekstele kan, mens han skriver brevet og bladrer i ordbogen, mærke en anden virkelighed. Han skifter spor både sprogligt og mentalt for at nå det liv, der ligger på den anden side af Østersøen. Han ved, at han skriver til mennesker i en anden kultur, hvor frihed og det frie udtryk dominerer. Han ved, det er helt omvendt af livet i Sovjetunionen, hvor man, selv om livet er godt, må slå en beskyttende ring om sig selv og sin familie for ikke at træde den kommunistiske ledelse over tæerne. Aleksandras Siekstele sætter det sidste punktum, lægger brevet i en konvolut og sender det afsted mod Danmark. Han håber, det når frem. Han vil virkeligt gerne holde den kontakt.

Det er 1990, og Aleksandras Siekstele er 32 år gammel. Han sidder i et tog på vej til Moskva for at få visum til Danmark. Rejsen til Moskva tager et døgn, og nogle gange skal man overnatte på ambassaden for at få et visum. Hvis man får det, får man også lov at veksle nogle rubler til dollars, der kan bruges i den vestlige verden.

De sidste par måneder har en strøm af breve bevæget sig mellem Bornholm og Litauen. De er kommet frem ad omveje, for de bliver sendt via Aleksandras Sieksteles bror i det mere frie Ungarn for at undgå censuren.

Den lille dreng, der smed flasken med brevet i vandet i Sandvig, hedder Johannes, og hans mor hedder Lene Steenbuch. Det er hende, der skriver brevene, og hun sender billeder af sin familie og deres liv i Sandvig. Lenes far var også kunstner ligesom Aleksandras Sieksteles far, og både Lene Steenbuch og hendes mand Michael beskæftiger sig med kunst og håndarbejde.

Lene Steenbuch stiller Aleksandras Siekstele mange spørgsmål: Hvordan er livet i Litauen? Hvad sker der bag Jerntæppet? Hvordan har I det?

Og Aleksandras Siekstele fornemmer, at det ikke bare er høflighed, men at Lene Steenbuch er oprigtigt interesseret i hans liv. Nu har hun inviteret ham til Danmark. Rejsen fra Vilnius til Bornholm tager to dage med et togskifte i Berlin, en færge mellem Wärnemunde og Gedser og et tog til København. Så møder Lene Steenbuch og Johannes ham i København og sejler med ham resten af vejen til Bornholm. Aleksandras Siekstele ankommer til Københavns Hovedbanegård den 5. april 1990.

Han er heldig, for lige efter han forlod Litauen, den 2. april, lukkede Sovjetunionen grænserne i en sidste krampetrækning, før det hele faldt sammen.

Aleksandras Sieksteles mave rumler. Han sidder i et værelse i et lille træhus i Sandvig. Han har snart været i Danmark i de tre måneder, hans turistvisum tillader. Han er sulten, for han prøver at spise så lidt som muligt for ikke at være til besvær. Det er Lene Steenbuch, der har bedt ham blive så længe, for hun holder af hans selskab, og sammen med flere andre bornholmere har hun en stor interesse for de baltiske lande. På trods af Sovjetunionens lukkethed forsøger bornholmerne i den nystiftede venskabsforening Baltisk Bro at fastholde fællesskabet på tværs af Østersøen. Selv om Aleksandras Siekstele er genert, vil alle høre hans historie fra den anden side af Jerntæppet.

Lene Steenbuch kører ham glad rundt til alle kulturelle begivenheder på Bornholm. Alligevel forsøger han at være så stille som muligt og hjælpe til, hver gang han får chancen. Aleksandras Siekstele har lavet et kassettebånd med lyde fra Danmark, som han sender hjem til Litauen, og han er helt overbevist om, at de danske lyde er anderledes.

Han optager bølgerne, der slår ind mod stranden i Sandvig, han optager en samtale, han og Lene Steenbuch har, han optager fuglenes lyde på Hammerknuden. Det hele er så kraftigt og stærkt, at han taber sig selv hele tiden. Græsset virker grønnere, billederne mere farvede. Menneskene er mere mennesker.

Danskerne ser meget frie ud, synes Aleksandras Siekstele. Det er et kulturchok. De virker selvsikre og klare, og de ved, hvad de vil og synes, og hvor deres fremtid bevæger sig hen. Og de interesserer sig for politik. Danskerne stiller Aleksandras Siekstele mange spørgsmål: Om hvad han synes om den sovjetiske leder Gorbatjov, om politik, om kommunisme. Han aner ikke, hvad han skal svare, og han føler, at danskerne er lidt skuffede over deres første møde med en rigtig østeuropæer.

Aleksandras Siekstele er på vej hjem til Litauen efter tre måneder på Bornholm. Noget går galt i København, så han får ikke købt billet. Da toget kommer til Berlin, og han skal vise billet til den russiske konduktør, må han melde hus forbi og sige, at han ikke har nogen. Til gengæld har han en dansk ti'er, som han rækker konduktøren med forsikring om, at ”guldmønten” kan veksles til mange penge i Litauen. Konduktøren er overbevist, og Aleksandras Siekstele får lov til at køre med toget hele vejen til Litauen for ti kroner.

Det er 1993, og Aleksandras Siekstele er 35 år. Han er tilbage i Danmark for at gå på Bornholms Højskole, der ligger midt inde i den store skov Almindingen. Det er Lene Steenbuch, der har hjulpet ham med at komme ind. Brevene mellem Lene Steenbuch og Aleksandras Siekstele er ikke blevet færre, og siden Litauen fik sin uafhængighed i 1991, to år tidligere, er korrespondancen blevet nemmere. Lene Steenbuch, Michael og Johannes har besøgt Aleksandras Siekstele og hans familie i Litauen, og også hans mor er begyndt at skrive breve til Bornholm; hun skriver dem på russisk, for hun kan ikke engelsk, og Lene Steenbuch forsøger at læse dem på bedste beskub med en ordbog ved hånden. Aleksandras Siekstele og Lene Steenbuch har skrevet sammen om mulighederne for, at han får en uddannelse i Danmark, for i den tidligere sovjetrepublik Litauen er uddannelsessystemet endnu ikke helt på fode efter uafhængigheden. Valget falder på den grundtvigske højskole på Bornholm.

Aleksandras Siekstele er på højskolen sammen med en håndfuld andre baltere: tre litauere, tre ester og tre letter. Aleksandras Siekstele kender efterhånden til Danmark og landets skikke, men for de andre er det svært at acceptere den nye virkelighed. De bliver nedtrykte, og de vil hjem efter tre måneder. Aleksandras Siekstele har altid godt kunnet lide at blive lidt længere.

Da han steg på toget i Vilnius, vinkede han farvel til sin litauiske kæreste Erica. Han lovede hende, at de skulle giftes, når han kom tilbage. Men på højskolen møder han den unge Christina Mielcke fra Slagelse og bliver dybt forelsket. Hun er i starten af tyverne, høj og anderledes, klar i mælet og demokratisk opdraget. Den 35-årige Aleksandras Siekstele træffer et valg, der endeligt besegler hans fremtid: Han må fortælle Erica fra Lituaen, at han har mødt en dansk kvinde, som har vundet hans hjerte.

Da tiden på højskolen er forbi, tager Christina Mielcke og Aleksandras Siekstele til Litauen for at blive gift i den russisk-ortodokse kirke under musik og englesang. Efter kort tid vender de tilbage til Danmark, først til Slagelse og siden København, hvor hun begynder at læse teologi på universitetet, mens han tjener til føden ved forskellige småjobs.

Den 40-årige Aleksandras Siekstele går rundt med en barnevogn nær Amager Strand. Det er 1998 og sommer. Nede i barnevognen ligger hans et-årige søn Nikolaj og pludrer. Inde på universitetet sidder Aleksandras Sieksteles hustru Christina Mielcke over sine teologiske studier, og han er på barsel fra sit opvaskerjob. Sammen bor de på Øresundskollegiet på Amager. Han er lidt ældre end kollegiegennemsnittet, men de har råd til huslejen, og fra familielejligheden i Vilnius er han vant til at bo tæt. Foran sig har Aleksandras Siekstele et helt års fri, og han er egentligt grundlæggende tilfreds: Barselspengene lader ham slippe for økonomiske bekymringer, og han har både en søn, en kone og et sted at bo. Men noget plager ham stadig eksistentielt. Han har mange spørgsmål til livet og eksistensen, som han mangler svar på, og nu fornemmer han, at tiden på barsel må være den rette tid at komme overens med tilværelsen på. I hvert fald tænker han: Hvis ikke nu, hvornår så?

Da Aleksandras Siekstele vågnede på kollegiet denne morgen, havde han en dejlig følelse. Han fornemmede på mærkværdig vis, at dagen skulle bringe afslutningen på det store eksistentielle spørgsmål. På Amager Strand passerer han og barnevognen et træ. Da han kigger på træet, mærker han pludseligt en tydelig forandring. Med ét er han ikke længere bekymret og presset af eksistentielle spørgsmål. Han føler det, som om en bombe er blevet udløst, og han er lettet.

Det er 2015. I skoven ved Toreby på Lolland går den 57-årige Aleksandras Siekstele afsted med sin store, hvide grønlandske slædehund. Han bærer et kamera på ryggen. Aleksandras Sieksteles hustru Christina Mielcke er blevet sognepræst i den lille Toreby Kirke, og de bor i den store, gamle præstegård af røde mursten med deres eneste søn Nikolaj, der nu er en 18-årig gymnasiast.

Aleksandras Siekstele arbejder selvstændigt for en ejendomsmægler og fotograferer alle de huse på Lolland, der skal sælges. Et par gange om året holder han fri og tager til Bornholm for at besøge Lene Steenbuch, der bor alene i det lille træhus i Sandvig, efter hendes mand er død og Johannes blevet voksen. De skriver ikke så mange breve længere, men de holder kontakten ved lige på internettet og over telefonen.

Engang modtog Aleksandras Siekstele en flaskepost på kysten i sovjetisk Litauen. Han var nysgerrig, og nu ved han noget: At det var godt at forlade det sted, han boede. At det var godt at stikke af og finde et rum i en anden kultur, hvor det store eksistentielle spørgsmål kunne blive opløst. Han skulle blive fuldstændigt væk, blive helt tabt og miste alt, før han kunne begynde at søge efter noget nyt. Engang drømte Aleksandras Siekstele om et liv med foto-arbejde og en familie. Det har han nu. Om det var skæbnen, at han kom til Danmark, ved han ikke. Han vil helst ikke bruge det ord. Aleksandras Siekstele kaster en pind til hunden og stamper med foden i den lollandske muld. Det er her, han gerne vil begraves.