Troende eller ej – når far dør, gør det ondt
Hanan Chemlali er troende muslim, og Eva Hoffmeyer tror ikke rigtig på noget. Da de er 22 og 23 år, mister begge deres fædre og bliver konfronteret med livets store spørgsmål. Hvilken forskel gør tro, når man skal igennem tab og sorg? Hanan fortæller her begge pigers historier
TEKST: HANAN CHEMLALI. PORTRÆTFOTOS: LEIF TUXEN
DESIGN & TILRETTELÆGGELSE: KIM SCHOU
7/10 2016
PRØV KRISTELIGT DAGBLAD I FIRE UGER GRATIS
PRØV AVISEN I FIRE UGER GRATIS
Del artiklen med dine venner:
/1/
Døden
RIGSHOSPITALET. 24. juni 2013. Evas far er blevet opereret for anden gang. Første gang på grund af en kræftknude i bugspytkirtlen. Denne gang fordi han fik blodforgiftning af det første indgreb. Eva besøger sin far, som fylder hospitalsstuen med latter og oser af energi. Alt lader til at være, som det skal. Hun cykler fra hospitalet videre mod Zahles Lærerseminarium, hvor hun studerer, men stopper på vejen ved en cykelhandler. Her får hun et opkald fra et privat nummer, og der bliver indtalt en talebesked. Hun har travlt. Men noget i hende siger, at hun skal aflytte telefonsvareren. Det er fra hospitalet. Evas far har fået det akut dårligt, og hun skal tilbage straks.
”Jeg træder ind på Rigshospitalet og kan straks mærke, at noget er galt. Så møder jeg min kæreste, som spørger mig, hvad der sker. ’Han er død,’ udbryder jeg. Jeg kan mærke, at han er død. Han er her ikke mere.”
Eva løber op til stuen, hvor hendes far lå kort forinden, men bliver i stedet mødt af sygeplejesker, som fører hende ind i et andet rum. Evas far er afgået ved døden, fortæller de.
BISPEBJERG HOSPITAL. 24. april 2014. Min far ligger i hospitalssengen på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital. Afdelingen sørger for at forbedre livskvaliteten hos patienter med fremskreden kræft. Min far har kræft i næsesvælget, og sygdommen har spredt sig i metastaser til lungerne og videre til leveren. Vi er der alle sammen. Min storesøster, lillebror, mor og jeg. To dage forinden havde min far talt med os og været fuld af kærlighed, visdom og liv som altid. Dagen efter var han meget stille og forlod ikke sin seng.
På stuen bliver hans åndedræt pludseligt overfladisk, og hans hjertebanken svag. Det er nu, det sker. Nu, han forlader os, tænker jeg. Jeg føler rummet blive koldt og får kuldegysninger i hele kroppen. Min mor får min far til at fremsige Shahadah – den islamiske trosbekendelse. Livets første sætning til en nyfødt såvel som livets sidste sætning. Min far ånder ud.
/2/
Afskeden
KIRKEN. Jægersborg Kirke, hvor Evas far i sin tid blev døbt og konfirmeret, er også der, han skal bisættes. Det er lørdag, og det er seks dage siden, at Eva fik den besked, de fleste frygter.
”Vi er meget i tvivl om kirken, for han var ikke religiøs på nogen måde, men vi tænker, at det sådan lidt er det, man gør i Danmark, så det skal vi da også.”
Langsomt fyldes kirken af gæster fra nær og fjern. Eva sidder på forreste række og skal til at holde en tale, hun har valgt at memorere. Hun stiller sig op. Men før hun ytrer det første ord, knækker hun sammen i gråd. Hun får samlet sig og afslutter talen foran de mange fremmødte.
”Bagefter har jeg følelsen af ’bare han hørte det’. Min mor siger, hun er sikker på, at han hørte det, for hun kunne tydeligt fornemme, at han var der. Det ved jeg ikke, om jeg kunne. Det bilder jeg mig ind. Det er vigtigt for mig, at han ved, at vi gjorde det. Jeg har samme følelse, som da jeg stod på hospitalet. Jeg har før hørt personer sige, at de har kunnet mærke et eller andet, og jeg har altid bare tænkt yeah right. Men jeg har virkelig en følelse af, at min far forlader min krop – at noget af mig forsvinder.”
Der er omkring 240 mennesker til afskeden, og Eva er glad for, at de valgte at bisætte ham på denne måde. I kirken. Evas far bliver kørt væk for at blive kremeret.
MOSKEEN. Det er fredag – helligdag for muslimer. Der er flere moskégængere end normalt til fredagsbønnen. Første sal i Imam Malik Instituttet på Gammel Køge Landevej er fyldt med kvinder, og her sidder jeg iført mine hvide lange klæder og et slør, som dækker mit hår. Min storesøster og mor sidder ved min side. Én efter én kommer kvinder over og kondolerer. Kvinder, hvis ansigter ikke er til at placere. Hvem er de, og hvorfor er de kommet? Kendte de min far? Kender de min mor, tænker jeg?
De ukendte kvinder siger, at jeg ikke må græde, for vi græder ikke over de døde. Jeg forstår ikke dette kollektive vi, som jeg tilsyneladende er en del af. Et vi, som ikke begræder de elskede, vi mister, kan jeg ikke identificere mig med.
”Rejs dig op, Hanan,” siger en stemme.
Nu skal vi alle bede Janaza - den islamiske ceremonielle bøn for de døde. Min krop er følelsesløs og i en zombielignende tilstand. Jeg stirrer på mine fødder, mens de betræder det smukke, store tæppe, som beklæder moskeens gulve. Noget, jeg ikke kan sætte ord på, har taget styring over min krop.
Jeg sætter den ene fod foran den anden uden helt at have lyst til at gå. Folk står med tårer i øjnene og tilkendegiver deres fulde støtte, men ordene lyder som vand i ørene på mig. Alt omkring mig er tåget. Min far bliver båret ud og sat forsigtigt ind i en rustvogn. For 24 timer siden levede han. Nu ligger han i en kiste, død.
/3/
Reaktionen
STORKØBENHAVN. Eva har udslæt over hele kroppen dagene efter bisættelsen. Det har hun aldrig prøvet før. De første dage går især med at rydde op i hendes fars ting. Hendes forældre var efter 42 års ægteskab blevet separeret kort før, hendes far gik bort. Eva og hendes bror er taget over til den midlertidige lejlighed for at rydde op.
”Det er vildt hårdt og surrealistisk. Jeg er stadig i chok. ’Han kommer jo’, tænker jeg. Selvom jeg har set ham død. Men jeg forstår det stadig ikke.”
NØRREBRO. Efter begravelsen holder vi tre dages sørgeperiode. Dørtelefonen brænder. Min mor sidder inde i stuen iført hvide klæder, som en enke skal bære, ifølge nordafrikanske skikke. Hendes blik er tomt. Min søster ligger inde i vores forældres soveværelse på den side af sengen, min far plejede at sove på.
Dørtelefonen ringer. Jeg tager mit pokerfjæs på og sætter autopilot på igen. Jeg tager imod de besøgende.
”Ja, må han opnå den højeste plads i Paradis,” siger gæsterne.
De græder. Jeg byder på juice. Dørtelefonen ringer igen. Jeg tager imod de besøgende. De græder.
”Ja, må han opnå den højeste plads i Paradis”.
Jeg byder på juice. Igen. Og igen. Og igen. Som en grammofonplade som kører i et uendeligt loop. Autopilot. På fjerdedagen er dørtelefonen overraskende stille.
/4/
Eftertiden
URETFÆRDIGHED. Især Evas første fødselsdag uden sin far er hård. Igen bliver hun overrumplet af vrede og uretfærdighed – hendes nye trofaste følgesvende.
”Jeg er vred. Vred på min far. ’Hvorfor ringer du ikke,’ tænker jeg. ’Det kan du da ikke bilde dig ind. Du kan da ikke glemme din datters fødselsdag! Hvorfor er du her ikke nu, hvor jeg har brug for dig?’”
Tre år er nu gået. Hun arbejder stadig med at acceptere det hele. Hun har svært ved at forstå, at hun er en af dem, der har mistet sin far i en tidlig alder. Men nu er det en del af hende. Det ændrer dog ikke på, at uretfærdigheden dukker op i ny og næ som en blind passager.
”Jeg tænker meget over, hvad der er meningen med det hele. Hvordan et menneske, som er så god, kunne blive taget fra os. Jeg kan virkelig have svært ved at sige det højt, og siger det derfor også kun til nogen, der kan forstå det. Jeg bliver vred, når jeg ser folk, der ikke værdsætter livet, leve det, når min far ikke gør. Det er forfærdeligt at sige, men det føler jeg.”
Eva bruger ofte tid på at stille sig selv livets store spørgsmål. Hvad er lykke? Er hun lykkelig? Men også, om hun tror på noget. Det gør hun ikke.
”Jeg er ikke så god til det abstrakte, der er en grund til, at jeg er matematik- og tysklærer. Jeg vil se et bevis. Et billede af en, der sidder deroppe,” siger hun og peger mod himmelen.
TVIVL. Efter de utallige gæster vender tilbage til deres normale liv, begynder min emotionelle rutsjebanetur. Nogle af følelserne kender jeg fra mit kartotek. Andre følelser er nye - især den umådelige vrede mod noget større.
Gang på gang har jeg søgt trøst i at leve efter det religiøst funderede narrativ: Det var Allahs plan - din far venter på dig i efterlivet.
Men fraser som den slår revner i mit eksistentielle fundament. For hvordan kan jeg vide mig sikker, og hvad er meningen med Guds plan? Hvordan kan jeg takke Allah for at tage min far?
Jeg er splittet. Eftersom Allah har forudbestemt vores død, skal død ikke ses som noget negativt. Vi skal som mennesker acceptere døden som en del af Allahs plan; ergo er det at sørge tegn på, at man mener, Allah har begået en forkert handling.
Men jeg føler jo sorg? Og vreden i mig er så enorm, at en Richter-måler ikke ville kunne aflæse styrken. Mit fundament slår revner.
/5/
Efterlivet
BISPEBJERG KIRKEGÅRD. Eva tager ofte op til kirkegården, men forbinder ikke stedet med noget religiøst. Hun ser det mere som et sted, hvor hun kan besøge sin far. Om nogle måneder skal Evas bror have et barn, og det første, hun tænker, er, at den gode nyhed skal far da vide.
”Nogle få gange siger jeg højt: Vi ses. Men jeg taler oftest med ham inde i mit hoved. Et eller andet sted siger jeg til mig selv, at han sidder deroppe og lytter og ser med i meget af det, jeg laver. Men samtidig tænker jeg nej, for jeg ved ikke, om jeg tror på noget efterliv.”
Når Eva er nede, er det ikke desto mindre dét narrativ, der holder hende oppe. Det giver hende en ro, hun ikke helt kan definere, men den er dobbeltsidet. Den ene stemme fortæller hende, at det at tale til ham er nyttesløst, mens den anden stemme siger, at han lytter.
”Jeg bliver ramt af en eller anden slags realitetsfornemmelse, som siger mig: Eva, der er jo ikke noget højere, lad nu være. Jeg tror nogle gange, at religiøse kan have nemmere ved at tro på, at der faktisk er et ’efter’. Men det har ikke gjort, at jeg er blevet religiøs.”
DEN MUSLIMSKE GRAVPLADS. Jeg står ved min fars grav, og min vrede mod Allah forsvinder. Jeg bliver ramt af accept. En accept af, at slutdestinationen på vores rejse her i livet er døden. Jeg folder mine hænder sammen, som skulle jeg samle vand op og drikke fra en sø. Jeg kigger på mine håndflader, som vender op mod himmelen, og en tåre triller kærtegnende ned af min kind. Jeg læser nogle håndplukkede surah – kapitler fra Koranen – op og beder slutteligt en bøn. En bøn om Allahs barmhjertighed og hvile til min fars sjæl. Men også en bøn om Allahs styrke og tålmodighed til os, de efterladte, som venter samme skæbne.
Min mor ser på mig. Siger, at jeg skal stoppe med at græde, og påminder mig om at takke Allah. Hun går videre til de andre gravpladser, mens hun læser surah for de afdøde. Jeg sætter mig på hug og fortæller min far, hvor meget jeg savner ham. Jeg giver ham en opdatering på, hvordan det går, og hvad jeg foretager mig. Min mor vinker til mig, et kom lad os gå-vink. Jeg rejser mig og siger højlydt:
”Vi ses, inshallah, igen i efterlivet, baba.”.
Mens jeg går igennem gravpladsen, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er en uomtvistelig kendsgerning, at vi alle sammen før eller siden skal igennem denne sorg. Sorgen, der unægtelig følger tabet af en elsket. Men det er i særdeleshed også en kendsgerning, at vi selv er på vej ned af den samme sti. Den uundgåelige destination for mennesket. Om du er rig eller fattig, hvid eller sort, religiøs eller ikke-religiøs – død og sorg er blind.
Sådan gjorde vi
Hanan Chemlali er journaliststuderende ved Syddansk Universitet. I forbindelse med sin fars død ville hun undersøge, hvad forskellen er mellem at være troende eller ikke-troende, når man skal komme sig over tab. Igennem sit netværk fandt hun frem til Eva Hoffmeyer, som hun har interviewet.
Portrætfoto: Leif Tuxen. Øvrige fotos: Scanpix, efterbehandlet af Kim Schou