Pause
  1. For to år siden besluttede Kjeld Rasmussen at få hjælp til selvmord på en klinik i Schweiz. I slutningen af maj måned 2013 tog han ud på sit livs sidste rejse

    En enkeltbillet til Zürich

    Af Line Vaaben

    Foto: Leif Tuxen. Opsætning & lyd: Kim Schou

    31. maj 2013

  2. Opening telefon

    Han sidder på hotelsengen og kigger på sin mobiltelefon. Det er fredag den 24. maj 2013 syd for Zürich i Schweiz om formiddagen.

    61-årige Kjeld Rasmussens ved, at om få timer er hans liv forbi. Så vil han lægge sig i en seng på en privatklinik, drikke et glas med giften pentobarbital og dø.

    Han har lige betalt hotelregningen og pakket sin kuffert. Men inden han kører til klinikken, ringer han en sidste gang til sin bedste ven. Hans stemme ryster en anelse, og han taler meget hurtigt:

    Taler i telefonen

    "Nå, men tak for den tid, vi har kendt hinanden"

    ”Hej du. Jeg sidder på mit værelse…”

    ”Jeg drager af lige om lidt…”

    ”Ja, det er gået ufatteligt godt...”

    I pauserne mellem Kjelds sætninger kan man svagt høre en stemme i den anden ende brumme til svar.

    ”Nå, men tak for den tid, vi har kendt hinanden. Jeg løber nu. Hej, hej min ven.”

    Kjeld slukker telefonen og lægger den i bukselommen. Så går han ud på toilettet. Skyller en beroligende pille ned med lidt vand og går ud af hotellets dør.


  3. Kjeld 1 hjemme

    Otte måneder forinden – i september 2012 – er Kjeld langt fra sikker på, at hans plan om at tage sit eget liv i Schweiz vil lykkes. Han har ansøgt om hjælp til selvmord hos Dignitas, en frivillig forening i Schweiz, der siden 1998 har hjulpet over 1500 mennesker med at dø – 90 procent af dem fra udlandet.

    Men det trækker ud med den endelige godkendelse.

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg ikke kan komme af sted. Jeg er bange for, at jeg efterhånden bliver så syg, at jeg ikke er i stand til at rejse,” siger Kjeld.

    Aktiv dødshjælp og assisteret selvmord

    Aktiv dødshjælp kaldes også medlidenhedsdrab eller eutanasi, og som navnet antyder, dækker det over, at man er medvirkende til, at et andet menneske dør.

    Aktiv dødshjælp er lovligt i blandt andet Holland og Belgien til uhelbredeligt syge.

    Fly skaerm

    Assisteret selvmord er, når en person hjælper en anden til at begå selvmord. Det kan for eksempel være ved at udskrive dødelig medicin, som man kan få hjælp til hos frivillige organisationer i Schweiz.

    Både assisteret selvmord og aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark.

    I hans journal står, at han lider af en neurologisk degenerering i centralnervesystemet – det kaldes cerebral atrofi, og han har været syg i knap 10 år. Hjernen og rygmarven er angrebet.

    ”Min lillehjerne skrumper,” forklarer han.

    Det er umuligt at sige, hvor længe han har tilbage at leve i. Men Kjeld har voldsomme smerter – mest i benene. Hans gang er stiv, og han støtter sig til en krykke. Han er svimmel. Han bliver let forvirret og bekymret. Han snøvler, når han taler. Og så er han træt.

    Kjelds lejlighed i Hvidovre syd for København er ryddelig. Bortset fra det krydsordsblad, der næsten altid ligger fremme på glasbordet foran lædersofaen. Piller i glas og æsker står sirligt ordnet – han spiser syv slags medicin. Blandt andet forskellige morfinpræparater, som han tager hver ottende time.

    ”Min sygdom er ikke noget, man dør direkte af, men alt det, der bør køre automatisk, sætter efterhånden ud: at trække vejret, blinke, alt det man ikke tænker over. Og til sidst dør man – som regel af organsvigt. Mine smerter kan lindres med medicin, men til sidst er man jo immun, og så er det altså ikke sjovt mere.”

    Kjeld er en tynd mand, pænt klædt i skjorte og mørke bukser. Håret er gråt og kortklippet. Han har boet i Hvidovre hele sit liv – på den nuværende adresse de seneste 26 år: En toværelseslejlighed øverst i et treetagers byggeri. Fra den lille altan kan man se ud på grønne plæneflader mellem rækker af rødt murstensbyggeri. Der på altanen har han stået flere gange og overvejet andre muligheder end at rejse knap 1200 kilometer for at dø.

    ”Jeg har stået derude og kigget ned. Skulle man springe ud? Reb om halsen er jeg ikke vild med. Med piller risikerer man at overleve til frygtelige smerter og blive endnu mere handicappet end før. At springe ud foran et tog er ikke o.k. over for lokoføreren.”

    Han har også overvejet at skyde sig.

    ”Men alene braget. Det turde jeg ikke, når det kom til stykket.”

    Kjeld ved ikke, hvor længe han har tilbage – måske et par år.

    ”Når man ser mig, har jeg ikke et udtryk i øjnene som en, der vil dø i løbet af 14 dage. Det er en sjælden sygdom, og ikke to tilfælde er ens. Men mine sidste år bliver ikke behagelige. Jeg bliver langsomt pint ihjel.”

    Og behandlingsmuligheder findes der ikke nogen af, siger han: ”Så ville jeg jo ikke tage livet af mig.”

    For halvandet år siden tog han kontakt til Flemming Schollaart, formand for Landsforeningen En Værdig Død, som tidligere har hjulpet to andre danskere til Dignitas-klinikken i Schweiz. I 2011 meldte han sig ind i den schweiziske forening Dignitas, og så sendte Kjeld ansøgningen af sted.

    Ventetiden har været hård, og Kjeld har været ved at give op mange gange. Ikke mindst på grund af det omfattende papirarbejde: Dokumentation af sygdommen og oversættelse af personlige papirer. To breve har han skrevet – først et om sin situation og siden et om, hvorfor han gerne vil til Schweiz.

    Kjeld udkig vindue

    Kjeld Normann Rasmussen blev født den 29. april 1952 hjemme i sine forældres lejlighed i Hvidovre. Hans far arbejdede ved begravelsesvæsnet som gartner, og hans mor var hjemmegående. De var begge plejebørn uden familie, og de fik ikke andre børn end Kjeld.

    Hans mor døde som 66-årig. Hun var meget syg og lå på plejehjem de sidste fire år af sit liv med store smerter.

    Når Kjeld ser tilbage, minder hendes symptomer meget om hans. Dengang fik hun diagnosen ALS, en aggressiv sklerosesygdom, men selv om lægerne ikke mener, Kjeld har samme sygdom, er han sikker på, at hans sygdom vil udvikle sig på samme måde. Og det er en af de primære grunde til, at han vil tage livet af sig.

    Det mener danskerne

    Det mener danskerne

    Skal der være mulighed for at yde aktiv dødshjælp i Danmark?

    Flertallet af danskerne svarer ja.

    Ja: 71%

    Nej: 7%

    Ved ikke: 22%

    Fra rapporten ”Danskernes viden og ønsker til den sidste del af livet”, Palliativt Videncenter (PAVI) og TrygFonden

    ”Min mor lå på plejehjemmet og sagde: ’Kvæl mig, skyd mig, hæng mig. Jeg vil væk herfra’. Det var ikke sjovt at se på. Ingen tvivl om at det er en medvirkende årsag til min beslutning. At ligge i en seng og vente på at dø, mens man bliver passet af nogen, der har det som deres arbejde. Jeg siger bare ’nej tak!’”

    Kjelds far levede til gengæld længe. Han blev 90 år. Til sidst var han døv og næsten blind. Han sagde ofte, at han var træt af livet, og i 2001 hængte han sig.

    ”Vi fandt ham efter to dage. Det var mig, der skar ham ned. Med en køkkenkniv. Jeg var egentlig ikke overrasket, for han ville ikke mere. Da jeg fandt ham, tænkte jeg: Nu er jeg den sidste i leddet. Og så har man jo ikke nogen at dele noget med.”

  4. Kjeld paa baenk

    Kjeld er ikke ensom, siger han. Han har mange bekendte, han kunne vælge at være sammen med. Hvis han ønskede det. Men han savner en familie.

    Det mener danskerne

    Cirkel mulighed

    ”Jeg kunne godt forestille mig selv at måtte bede om aktiv dødshjælp”

    Flertallet af danskerne svarer ja til udsagnet.

    Ja: 64%

    Nej: 9%

    Ved ikke: 27%

    Fra rapporten ”Danskernes viden og ønsker til den sidste del af livet”, PAVI og TrygFonden

    ”Jeg føler mig meget overladt til mig selv. Havde jeg haft en familie, var det noget andet. Men jeg er fuldstændig mutters alene. Og det er svært at stå med det her, når man ikke har nogen,” siger Kjeld.

    Ikke kun for selskabets skyld, men fordi at han ville vide, at familien kunne passe ham.

    Han har ikke talt med ret mange om, at han ønsker at tage til Schweiz. Men hans nærmeste venner ved det og har alle forsøgt at overtale ham til at lade være.

    ”De siger til mig: ’De finder måske en kur. Vent og se, om du ikke får det bedre.’ Men det går kun en vej. Og jeg vil gerne af sted, mens jeg selv kan tage beslutningen.”

    En af hans veninder er sygeplejerske. Og hun kan slet ikke forstå, han vil til Schweiz.

    ”Hun synes, det danske sundhedssystem er så godt. Men jeg har ikke lyst til at blive vasket og tørret af mennesker, jeg ikke kender. De har jo ikke noget forhold til mig som person.”

    At gå på værtshus har været Kjelds største fornøjelse. Og det store netværk fra gamle dage er faldet fra.

    ”Mit liv har været mad, musik, kvinder og sprut. Men jeg har droppet den tilværelse, og derfor er de fleste venner væk. Jeg kan ikke gøre de ting, som har gjort mig glad førhen. Jeg må helst ikke drikke. Jeg kan ikke møde andre, spille billard og drikke en cognac til kaffen. Det eneste, jeg kan foretage mig, er at gå ned på et aktivitetscenter, men der sidder kun ældre mennesker. Så 50 procent af grunden til, at jeg vil af sted, er, at jeg røvkeder mig.”

    Han skænker sig en kop kaffe og tilsætter lidt kaffefløde og sukker.

    ”Ja, det er den eneste last, jeg har tilbage. Jeg har ikke noget ud af livet. Det er bare en tom skal.”

    En gang om dagen går han ned i Fakta eller Netto. Han køber lidt rugbrød og pålæg. Apoteket skal han også ofte forbi. Han tømmer postkassen og cykler en tur. Da han havde det lidt bedre, gik han til svømning og i sauna. Men det er han holdt op med. Kroppen kan ikke længere.

    ”Som du kan forstå, har jeg ikke alverden at lave.”

    Det mener politikerne

    Cirkel mulighed

    Bør aktiv dødshjælp lovliggøres?

    102 af Folketingets 179 politikere besvarede spørgsmålet. Flertallet er imod.

    Ja: 19%

    Nej: 61%

    Ved ikke: 20%

    Rundspørge foretaget af Kristeligt Dagblad

    I Kjelds journal fra Glostrup Hospital står der flere steder, at hans sygdom er ”alkoholisk betinget”. Men det afviser Kjeld.

    ”Jo, det kan godt være, at mit alkoholforbrug i perioder har oversteget Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men jeg har kørt både bus og taxa uden problemer. Min mor led på samme måde, og hun drak aldrig noget som helst. Jeg tror ikke, den her sygdom har noget med min livsstil at gøre,” siger Kjeld og tilføjer:

    ”Selv hvis det skyldtes alkohol, at min hjerne degenererer, er det jo ikke noget, jeg kan ændre på nu.”

    Kjeld vender igen og igen tilbage til sit livs store fortrydelse:

    ”Jeg har haft flere gode chancer for at blive gift, der er flere kvinder, der gerne har villet. Men jeg er altid bakket ud. Og det betaler jeg for i dag. Jeg ville gerne have haft en familie og nogle børn. I min tilstand er det for sent. Der var så meget, man kunne have gjort.”

    Kjeld havde en kæreste i 12 år, han ofte taler om, og som han kalder ”sit livs kærlighed”. Hun hed Lis, og de mødtes på et danseværthus i Hvidovre. Hun havde allerede to døtre.

    ”Og hun gjorde det klart, hun ikke ville risikere at blive enlig mor til en mere, så der skulle ikke være børn.”

    Men i 2003 gik forholdet i stykker. De var uenige om, hvor de skulle bo, og der var også knas med økonomien.

    ”Vi voksede nok fra hinanden,” siger Kjeld.

    De har ikke set hinanden i årevis. Og Kjeld tumler med ideen om at møde Lis en sidste gang inden rejsen sydpå.

    ”Hun ved ikke, hvor syg jeg er. Jeg har overvejet at ringe til hende og invitere hende ud på restaurant. Men det ville være en desperat handling. Jeg prøver at lade være med at gøre noget, jeg ville fortryde bagefter.”

    Kjeld er biologisk far til en datter på 29 år. Men de har kun haft meget sporadisk kontakt. Han boede aldrig sammen med hendes mor, som havde sociale problemer. Datteren blev bortadopteret. Og selv om Kjeld har skrevet med hende for nogle år siden via Facebook, blev det ikke til noget med at ses. Hun har sit eget liv nu med en lille datter, uddannelse og lejlighed på Frederiksberg. Hun har den familie, hun ønsker, har hun forklaret Kjeld.

    ”Man kan ikke støve noget op, der ikke er der,” som han udtrykker det.

    Medicin

    Kjeld er uddannet reservedelsekspedient hos en bilforhandler. Han har dog mest haft ufaglært arbejde: buschauffør, laboratoriebetjent, fabriksarbejde og togrevisor. Ved siden af har han kørt meget hyrevogn. Efterhånden som han blev ældre, blev det sværere at få job. I 2005 begyndte han at få problemer med balancen. Han manglede følelse i sine hænder og tæer, havde smerter og manglede overblik. Han blev undersøgt, scannet og arbejdsprøvet, og i 2010 fik han førtidspension. 58 år gammel.

    Kjeld arvede fra sin far en del penge, som han investerede i obligationer. Og han har aldrig haft særligt mange udgifter: Ingen familie og en billig lejlighed. I dag har han to en halv million kroner sparet sammen. Men han har ikke noget at bruge livsopsparingen til. Så nu skal nogle af pengene bruges til selvmordet i Schweiz. Det koster 85.000 kroner. Det går ifølge Dignitas til medlemskab af foreningen, lægelig vurdering inden rejsen, to lægekonsultationer i Schweiz i dagene før selvmordet, medicin, bedemand og hjemsendelse af urnen til eventuelle pårørende i hjemlandet med et internationalt pakkefirma. Og så kommer der rejseudgifter og hotel oveni. Kjeld regner med, at det hele kommer til at koste omkring 100.000 kroner. Foreløbig har han indbetalt 30.000 kroner på Dignitas’ konto.

    ”De penge kan i princippet være tabt, hvis jeg ikke kommer af sted. Men jeg er villig til at satse.”

  5. Kjeld udkig

    Den mørke tid i vinteren 2012 er svær at komme igennem for Kjeld. Han taber sig, går dårligere og hans stemme bliver mere sløret. Han har nedsat appetit, orker ikke længere at læse og løse krydsord og ser kun en smule fjernsyn.

    Lige før jul får Kjeld tilbudt en plejebolig, og lige efter nytår flytter han fra sin lejlighed til en beskyttet bolig på plejecentret Krogstenshave i Hvidovre. Det er en lille toværelseslejlighed. Hvidmalede vægge. Lyst trægulv. Den største forskel fra hans tidligere adresse er en rød snor, der hænger fra loftet flere steder, som han bare kan trække i for at tilkalde hjælp, hvis han falder. Det er ikke sket endnu.

    Her er det tilladt

    Verdenskort

    I Europa blev aktiv dødshjælp indført først i Holland (2001), senere i Belgien (2002) og Luxembourg (2008). I alle tre lande skal aktiv dødshjælp udføres eller assisteres af en læge.

    Inden aktiv dødshjælp blev indført i Holland, var det straffrit for læger at assistere selvmord fra 1984 til 2001, hvis det var sket efter patientens eget ønske og for at undgå alvorlig, uhelbredelig lidelse.

    I Schweiz er aktiv dødshjælp ikke tilladt. Men det er tilladt at yde hjælp til selvmord, når hjælpen gives ud af uegennyttige motiver.

    I USA har fire stater lovliggjort selvmord assisteret af en læge: Oregon (1994), Washington (2009), Montana (2009) og Vermont (2013).

    I Australien besluttede en enkelt delstat i 1995 som det første sted i verden at lovliggøre aktiv dødshjælp. Men efter ni måneder underkendte det australske parlament loven.

    Der, hvor han boede før, var han utryg. Det er han ikke her.

    ”Men alle, der bor her, sidder og venter på at dø. De er mellem 80 og 100 år gamle alle sammen. De sidder og synger og spiller banko i fællesstuen om en pose flæskesvær.”

    Fra sit køkkenvindue kan han se over til den del af plejecentret, hvor hans mor døde.

    ”Der lå hun de sidste fire år i et smertehelvede. Jeg skal også af med livet, men jeg gider ikke dø her.”

    Det er slutningen af januar, og Kjeld er klædt i sorte bukser og grå rullekrave sweater. I stuen står en rollator, han for nylig har fået til at komme rundt med, når balancen svigter, og smerterne er for store. Men han bruger mest sin krykke til at støtte, når han går. Eller rettere stavrer. Hans ben er stive, og han må gå med dem lidt ud til siden for ikke at falde. Han har i en periode fået antidepressiv medicin, men det gjorde ingen forskel, siger han.

    ”Alt det, der har givet mig livsglæde, har jeg ikke noget tilbage af. Jeg er stadig helt sikker på, at Schweiz er løsningen.”

    Men sagen er blevet forhalet, fordi der et sted i Kjelds journal står, at han ”virker uligevægtig”. Derfor har Dignitas krævet en særskilt erklæring på, at Kjeld psykisk er i stand til at træffe beslutninger.

    Hverken hans neurolog eller hans praktiserende læge vil underskrive sådan et stykke papir, da han fortæller, hvad det skal bruges til.

    ”De ville ikke underskrive min dødsdom, sagde de. Min egen læge sagde, at hendes opgave er at behandle folk – ikke slå dem ihjel. Men denne her sygdom kan jo ikke kureres.”

    Kjeld opsøger derfor en psykiater, som efter en række samtaler har givet ham en lægeerklæring på, at han er beslutningsdygtig. Den sender han til Dignitas.

    I april 2013 får Kjeld et brev med posten på tykt, gult brevpapir fra Dignitas: Hovedkontoret i Zürich giver grønt lys til at tage imod Kjeld. Han beslutter at tage derned i maj måned. Så kan han lige nå at få sin 61 års fødselsdag med.

  6. Kjeld ved baad

    Det er stadig koldt i marts måned, men hvis vejret er godt, tager Kjeld ned på Hvidovre Havn. Her har han haft en båd, inden han blev syg, og han kender stadig nogle folk dernede. Der ligger et lille spisested, hvor man kan få håndmadder, øl og kaffe. Men han bliver hurtigt træt af at tale med de andre. Og han kan ikke følge med, når de drikker bajere, fortæller han.

    ”Jeg er træt og uoplagt og tænker hele tiden på min sygdom. Jeg har erkendt, at jeg skal væk herfra.”

    Kjeld åbner køleskabet. Det er tomt, bortset fra en pakke rullepølse, en bøtte marmelade og tre plastikbakker med mad fra kommunen. Han varmer maden i mikrobølgeovnen og spiser alene.

    ”De anbefaler, at man skal gøre det hyggeligt og komme maden på en tallerken. Det gider jeg ikke. Jeg spiser det i bakken,” siger Kjeld.

    For nylig kom håndværkerne forbi og installerede en løftekran over Kjelds seng. Han peger ofte på den, når han taler om, hvor bange han er for at blive hjælpeløs og være overladt til andre.

    Assisteret selvmord i Schweiz

    Flag

    Ifølge straffeloven har assisteret selvmord været lovligt i Schweiz siden 1942, hvis det ikke sker for egen vindings skyld.

    I 1990’erne opstod flere frivillige organisationer, der yder hjælp til selvmord.

    Hjælpen består blandt andet i at skaffe medicinen. Til forskel fra aktiv dødshjælp, der udføres af en læge, er det patienten selv, der tager sit eget liv.

    ”Tanken om, at man er helt svækket fysisk, men stadig kan tænke, er skræmmende for mig. Jeg har ikke lyst til at vente på, at jeg ikke kan komme ud af sengen selv. Lægen har sagt til mig: ’Du skal lære at leve med din sygdom’. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg savner jo bare mit gamle liv. Hvis jeg var ældre, kunne jeg acceptere en vis svækkelse af mine funktioner, men jeg er ikke ret gammel. Jeg har ikke lyst til at ligge i en seng og mærke savlet løbe ud af munden på mig.”

    I slutningen af april får Kjeld den endelige dato fra Schweiz: Onsdag den 22. maj skal han møde til et lægeinterview på et hotel lidt uden for Zürich. Dagen efter er der endnu en lægekonsultation. Og fredag den 24. maj er klinikken klar til at tage imod Kjeld.

    Assisteret selvmord i Schweiz

    Dignitas logo

    Tre foreninger i Schweiz yder hjælp til selvmord: EXIT, Dignitas og Lifecircle. Kun de to sidstnævnte tager imod udlændinge.

    Prisen for at få dødshjælp er afhængig af indtægt, men koster hos Dignitas 85.000 kroner. Pengene går til indledende lægevurdering, to lægekonsultationer i Schweiz, medicin, bedemand, kremering og hjemsendelse af urnen.

    Dignitas har eksisteret siden 1998, og foreningen ydede i 2012 dødshjælp omkring 200 gange.

    Kjeld kan ikke tysk, og han har derfor overladt den praktiske del af rejsen til Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død: At bestille enkeltbilletten til Zürich og hotelværelset samt sørge for korrespondancen med Dignitas.

    ”Og så ledsager han mig derhen. Han er ikke det nære familiemedlem, jeg ønsker mig. Men når det ikke kan være anderledes.”

    Kjeld skal bare indbetale de sidste penge – for medicin, lægeundersøgelse, papirarbejde og bedemand.

    ”Det er makabert, at man skal betale sin egen død og begravelse, inden man tager af sted. Det ville da være mere rimeligt, at de fik en bankgaranti, som blev udløst, hvis alt gik som det skulle.”

    Inden afrejsen har Kjeld brugt tid på at få afsluttet papirarbejdet i sit liv: Han har skrevet testamente og fået det tinglyst. Han har efterladt nogle penge til sin bedste ven, en nordmand han har kendt i mange år, og et legat til Flemming Schollaart, så han kan fortsætte sit arbejde for aktiv dødshjælp. Resten skal gå til Hospice Forum Danmark. Urnen skal sendes til kirkekontoret ved Risbjerg kirke i Hvidovre, hvor han også vil begraves på de ukendtes plæne. Indboet skal køres på lossepladsen. Og hans død skal annonceres i Hvidovre Avis.

  7. Glaeder sig

    ”Jeg glæder mig til at slippe ud af det her liv.”

    Sådan siger Kjeld en uges tid før afrejsen.

    ”Det er ikke sådan, at jeg tænker: Hold da kæft, hvor er det dejligt. Jeg er også ked af, at jeg skal sige farvel til det hele, men det er bedre end alternativet, synes jeg.”

    Han holder en lille pause.

    ”Jeg har det faktisk bedre end i vinter. Det er jo svært at bevare pessimismen her i maj måned, når solen skinner. Men jeg synes stadig ikke, at jeg har et liv. Og efter at have brugt to år på det her, og det endelig går igennem, er jeg meget mere glad.”

    Som tiden nærmer sig for afrejsen, tænker Kjeld stadigt mere på, hvad der mon sker efter døden.

    Det tror danskerne vil ske efter døden

    Cirkeldiagram

    Bliver til aske eller muld: 71%

    Bliver reinkarneret: 12%

    Bliver forenet med min Gud: 16%

    Andet: 13%

    Fra rapporten ”Danskernes viden og ønsker til den sidste del af livet”, PAVI og TrygFonden. Tallene giver ikke 100%, fordi der var mulighed for at give flere svar.

    ”Jeg tror ikke på noget. Og jeg har ikke været medlem af folkekirken i mange år. Men måske får man efter døden svar på nogle af de ting, man har undret sig over: For eksempel hvad der er bag planeterne. Det kan også være, at man genfødes som noget andet. Man har jo svært ved at forestille sig, at der ikke er noget bagved. Det kan være, det bliver det rene helvede. Det kan også godt være, at det bliver den rene lykke.”

    Kjeld sidder på en bænk på Hvidovre Havn – i lys skindjakke med solbriller i panden. Han spiser en isbåd og drikker cola. Ind imellem læner han hovedet tilbage, lukker øjnene og nyder solen.

    Han overvejer, hvad det kan komme til at betyde, at han har taget sit eget liv.

    ”Jeg er ikke ved at blive hellig, men der står jo i Bibelen, at kun Gud må tage liv. Og jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvordan der bliver set på mig bagefter, fordi jeg har begået selvmord.”

    Han tænker også meget over, hvordan han har levet sit liv.

    ”Det er klart, jeg gør regnskabet op. Har jeg været sød nok? Jeg har ikke været perfekt, men jeg har heller ikke været et dumt svin. Jeg har aldrig været oppe og slås og har aldrig været ond mod kvinder eller dyr.”

    Fredagen inden rejsen skal han til frisøren, for som han siger: ”Selv om man skal dø, skal man da se ordentlig ud.”

    Ellers har han ingen planer for den sidste uge af sit liv.

    ”Jeg skal det samme som de sidste mange år: Ingenting.”

  8. Rejsemontage

    Onsdag den 22. maj tidligt om morgenen låser Kjeld døren til sin lejlighed og lægger nøglepungen i en lille sort rygsæk. Der er flere piller end bagage i den, fortæller han.

    ”Jeg sov til klokken 02, og så lå jeg og vendte og drejede mig. Og tænkte på det værste, der kan ske: At lægen nede i Schweiz siger: du kan godt tage hjem igen og lægge dig i din seng. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.”

    Automat rød Automat grøn

    I dagene før rejsen overvejede Kjeld at ringe til forskellige bekendte for at sige farvel. Men han lod være.

    ”Jeg ville ikke bekymre dem. Og så ville de også bare forsøge at overtale mig til ikke at tage af sted. Det orker jeg ikke, for jeg har taget beslutningen. Nogen ville nok også tro, jeg forventede medlidenhed. Og det ønsker jeg ikke.”

    Den eneste, der kender til rejsedatoen, er hans ven, nordmanden. Til personalet på plejecentret har han sagt, at han skal på ferie i Sydeuropa.

    ”De forventer, at jeg kommer hjem. Og det gør jeg jo også. Bare i en urne.”

    Det regner voldsomt, og Kjeld er bekymret for, om flyveren kan lette. Han er også bange for at komme for sent til lufthavnen. Men selv om han ankommer mere end to timer før afgang, er han stadig nervøs, da han står i afgangshallen. Han støtter sig til krykken og klapper sig på bukserne og brystlommen – mange gange: ”Pas, penge og billet,” mumler han.

    ”Det er virvaret. Og jeg er bange for, om de stopper mig i sikkerhedstjek, fordi jeg har så mange piller med.”

    Men flyet mod Zurich letter som planlagt 9.40 med Kjeld om bord. Det er hans første rejse til Schweiz.

    ”Jeg ville naturligvis ønske, jeg havde muligheden hjemme. Men som det er, er jeg hamrende ligeglad med, om det er på Månen eller i Afrika. Det kunne såmænd også godt være en flække i Jylland.”

    Rejsemontage ankomst

    I Zürich lufhavn bliver han hentet af Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død, som er kørt ned i sin bil nogle dage forinden. De triller en halv times tid sydpå ad snørklede veje til den lille forstad Forch, hvor de checker ind på et lille hvidkalket alpehotel. Fra restauranten er der udsigt over grønne, nyudsprungne træer, og mod syd kan man skimte sneklædte bjerge. Hotellet ligger i et velhaverkvarter og er velbesøgt af midaldrende par og forretningsfolk, der nyder udsigten og restaurantens gode spisekort. Kjeld spiser en stor frokost med svampesuppe, steg, kartofler og asparges og udbryder:

    ”Hvis man havde det sådan her hver dag, var der ikke nogen grund til at tage livet af sig. Hvis jeg bare ikke havde så forbandet mange smerter.”

    Han er meget nervøs for den første konsultation med lægen fra Dignitas senere på dagen. Men det tager lægen under et kvarter at give den endelige godkendelse. Bagefter sidder Kjeld i hotellets bar. Lægen talte tysk, men Flemming oversatte.

    ”Det første, han sagde, var: ’Du skal vide, at her i Schweiz er det en menneskeret at tage sit eget liv, hvis man er uhelbredeligt syg.’”

    Lægen spurgte Kjeld, om det var helt sikkert, at der ikke var andre, der havde presset ham til at tage livet af sig. Og han skulle høre, om Kjeld havde ændret mening. Kjeld svarede klart nej, og så gik lægen igen. Han kommer igen næste dag til den sidste konsultation. Men det er bare en formalitet: Fredag den 24. maj klokken 11 er Dignitas klar til at tage imod Kjeld på klinikken 25 kilometer derfra.

    ”Så missionen er lykkedes,” siger Kjeld, som nipper til et stort glas portvin.

    ”Jeg sveder og fryser på samme tid. Jeg er lettet. Endelig er jeg overbevist om, at alt er i orden. Man kan ikke sige, at jeg er jublende lykkelig, så ville der jo være noget galt med mig. Men jeg har valgt det bedste alternativ,” siger han og fortsætter:

    ”Det er ikke sjovt at kende sin dødsdag. Døden skulle jo helst komme som en overraskelse. Så det er da surrealistisk.”

    Kjeld får lyst til at få lidt frisk luft, men han tager ikke mere end et par skridt ned ad vejen fra hotellet, så er han ved at vælte. Flemming Schollaart når i sidste øjeblik at gribe ham i armen.

    ”Den her dag har tappet mig for kræfter. Nu vil jeg fejre det med en ekstra morfinpille,” siger Kjeld og går ind og lægger sig i stedet.

  9. favoritret

    Næste morgen er det torsdag. Skyerne ruller ind over landskabet, mens Kjeld spiser morgenmad.

    ”Dagen i går sled mig totalt op. Jeg har mere ondt, end jeg plejer. Jeg orker i hvert fald ikke at rejse hjem igen.”

    Ikke fordi han har fortrudt.

    Sådan foregår det

    Glas vand
    Foto: Iris

    Selvmordet foregår på Dignitas' klinik Syd for Zürich, hvor man forinden har skrevet under på et papir, der friholder organisationen for ansvar.

    Først får man af organisationens frivillige udleveret et glas med et medikament, der bedøver mavesækken, så man ikke kaster giften op.

    Efter et kvarter får man udleveret en deciliter vand, hvori der er opløst 15 gram pentobarbital. Samme middel som bliver brugt til henrettelser i USA. Når man drikker væsken bliver det filmet, for senere at kunne dokumentere overfor myndighederne, at det er sket frivilligt.

    Når den dødbringende væske er drukket, går der som regel få minutter, før man er død. Herefter bliver politi og embedslæge tilkaldt.

    ”Nej, nej, nej. Det er lykkedes over al forventning. Lægen i går sagde, det tager fire minutter. Fra man drikker giften. Og jeg er da bange for de fire minutter. Men ellers er jeg ikke bekymret mere. Jeg vil gerne have det overstået.”

    Lægen fra dagen før kommer igen midt på dagen til den anden konsultation. Nu har han udskrevet recepten på den dødbringende medicin. Ifølge Kjeld spørger lægen igen, om han er sikker? Det er han. Lægen kører igen efter mindre end 10 minutter. Og så har Kjeld resten af dagen foran sig.

    Det er den sidste dag i hans liv, og hans største ønske er at få spaghetti bolognese til frokost. Og sådan bliver det: Kjeld får sin livret serveret på en italiensk restaurant centralt i Zürich med udsigt over søen. Selv om han siger, at han ikke har nogen appetit, spiser han op og søber det sidste sovs med en skive brød.

    Bagefter spadserer han med besvær under de blomstrende kastanjetræer langs søen tilbage mod bilen. Han ser på ænderne og på mennesker, der går forbi. Mødre med barnevogne, forretningsfolk og familier.

    ”Jeg bliver misundelig, når jeg ser alle de raske mennesker,” siger han.

    ”Når man er ung, tror man, at man er udødelig. Jeg ville gerne have haft en god familie, nogen at komme hjem til. Men det kan ikke hjælpe noget at ærgre sig.”

    Det mest påfaldende ved Kjelds sidste dag er, hvor afslappet det hele foregår. Han kalder det selv ”den mærkeligste ferie”, han har været på. Han spiser og snakker. Kun en sjælden gang imellem bliver han en anelse nervøs eller vemodig. Som da han hen under aften sidder i hotellets foyer og puster ud efter bilturen til Zürich.

    ”Tiden er gået usandsynligt hurtigt i dag. Nu nærmer de barske realiteter sig,” siger han og tilføjer:

    ”Selvfølgelig er jeg bedrøvet over, at jeg skal forlade livet. I morgen ligger jeg måske i et køleskab med en seddel om tåen. Det er mærkeligt at tænke på.”

    Han vender igen og igen tilbage til, hvad der mon sker, når han dør.

    ”Det ville være dejligt at tro på noget. Det ville jeg gerne. Men det gør jeg ikke. Jeg tror, det er ligesom at tage en sovepille – man sover bare længere.”

    Men Kjeld taler ikke hele tiden om det, der skal komme. Aftenen går med anekdoter: om damer, drukture og arbejdskammerater. Rejser med Lis, god mad og hans gamle biler. Røverhistorier. Og præcis 12 timer inden sin aftale med Dignitas, rejser han sig fra bordet i restauranten:

    ”Jeg vil slå en streg, børste tænder og tage en sovepille. Godnat.”

  10. udkig hotel

    Fredag den 24. maj sætter Kjeld sig til morgenbordet. Han spiser et par rundstykker med ost og skinke og drikker to store kopper kaffe. Han er klædt i lyse bukser og hvide lærredssko, en lys polotrøje og en lilla pullover.

    morgenmad

    ”Jeg har sitren og uro i kroppen. Lige nu kunne jeg godt tænke mig en elefantøl for lige at blive bedøvet en lille smule. Men de har kun sådan noget tyndt sprøjt hernede.”

    Kjeld tager sig ekstra god tid med kaffen. Så betaler han sin regning i receptionen. Går ind på værelset og lukker sin kuffert. Derefter sætter han sig på sengen og foretager det sidste telefonopkald til sin gode ven. Mens han taster, mumler han: ”Jeg vil lige høre hans stemme en sidste gang.”

    Få minutter efter er samtalen forbi.




    Klokken er et par minutter over 11, og det støvregner. Luften er iskold, da Kjeld vakler over parkeringspladsen. Han giver hånd til farvel.

    ”Ha’ det godt. Tak for denne gang.”

    Han sætter sig ind i bilen med krykken på skrå. Da døren smækker, og bilen starter, synker han lidt sammen i sædet. Gennem bilruden kan man se Kjelds ansigt, mens bilen forsvinder op ad den snoede vej. Og hans hånd. Han vinker.




    Samme dag klokken 13.34 drak Kjeld et glas med 15 gram pentobarbital opløst i en deciliter vand på Dignitas klinik syd for Zürich. Seks minutter efter var han død.

  11. tom stol

    Sådan gjorde vi: Kjeld Rasmussen ville gerne fortælle sin historie, fordi han ønsker aktiv dødshjælp legaliseret i Danmark. Kristeligt Dagblad har interviewet Kjeld mange gange siden september 2012. På det tidspunkt var hans ansøgning under behandling hos Dignitas i Schweiz. Fra onsdag den 22. til fredag den 24. maj 2013 fulgte vi Kjelds rejse til Zürich. Vi har undervejs haft adgang til hans sygejournal, set hans brevvekslinger med og bankoverførsler til Dignitas samt hans testamente.

    En uge før Kjeld Rasmussen døde, mødtes han med journalist på Kristeligt Dagblad Line Vaaben til et sidste, båndet interview.

    Tryk på play-knappen for at høre interviewet:



    Derfor skriver vi om Kjelds assisterede selvmord

    Kristeligt Dagblads etik udfordres i avisens journalistik om aktiv dødshjælp, men vi mener, at vi gør det rigtige

    Af Erik Bjerager, chefredaktør og administrerende direktør, Kristeligt Dagblad

    Erik Bjerager, Chefredaktør og Adm. direktør, Kristeligt Dagblad
    Erik Bjerager, chefredaktør og administrerende direktør, Kristeligt Dagblad

    Kristeligt Dagblad har her bragt en usædvanlig og uden tvivl kontroversiel artikel om en dansk mand, 61-årige Kjeld Rasmussen, som rejste til Schweiz og begik assisteret selvmord.

    Artiklen er den sidste i avisens serie om dødshjælp.

    Ligesom forskellige former for dødshjælp i sig selv rejser en række centrale etiske problemer, gør dagens artikel det også. Det er en del af avisens etiske retningslinjer, at vi kun helt undtagelsesvis omtaler selvmord. Vi vil ikke risikere, at læsere bruger en selvmordsomtale som anledning til at tage deres eget liv. Samme etiske retningslinjer har de fleste andre medier. Men denne sag er undtagelsen. Et stort flertal af danskere er i de senere år blevet tilhængere af dødshjælp, som de mener skal indføres herhjemme under en eller anden form. Derfor har vi vurderet, at emnet skal belyses grundigt. Vi synes, at det som medie er vores pligt at fortælle offentligheden om, hvad der foregår, og hvordan det foregår, når der foretages aktiv eller assisteret dødshjælp.

    Dødshjælp er lovlig i stadig flere lande og tager flere former. I Schweiz har dødshjælp form af assisteret selvmord. Her udskriver lægen den dødelige medicin, som patienten så selv tager. Også udlændinge kan få hjælp til at dø på en schweizisk klinik, og i skrivende stund har fire danskere taget sig af dage på denne måde. Kjeld Rasmussen døde med hjælp fra en schweizisk læge. Han kunne formentlig have levet med sin alvorlige sygdom i en række år endnu, men valgte døden.

    Journalist Line Vaaben fik kontakt til Kjeld Rasmussen otte måneder før hans død. På det tidspunkt havde han i mere end et år haft en ansøgning liggende hos den schweiziske dødshjælpsorganisation Dignitas, fordi han led af en uhelbredelig sygdom. Siden mødtes journalisten ofte med ham og interviewede ham om hans beslutning. Han fik stillet mange kritiske spørgsmål, herunder også til om han ville tale med psykolog eller præst, der måske kunne forhindre ham i at gennemføre sit forehavende. Det ville han ikke. Han var målrettet i sin beslutning. Kristeligt Dagblads opgave er at være observatør og ikke aktør. Vi ringede ikke selv til præsten eller myndighederne for at fortælle om hans forestående assisterede selvmord. Selv om hans beslutning blev udfordret løbende af vores journalist, ønskede han ikke at ændre den. Det respekterede vi. Ikke fordi vi synes, at hans beslutning var rigtig, men fordi mediets rolle er at iagttage og beskrive.

    Avisens journalist og fotograf har været sammen med ham og hans hjælper i Schweiz i dagene og timerne op mod hans død, hvilket han selv sagde, at han var taknemmelig for. Vi har på avisen drøftet, om vi som medie påfører os et medansvar for Kjelds død ved at skrive hans historie, men vi har på intet tidspunkt hjulpet ham på vej mod hans fatale beslutning. Hverken økonomisk, praktisk, menneskeligt eller på anden vis.

    Avisens journalist og fotograf har ikke fulgt ham til selve dødslejet og beskriver det ikke. Der har vi sat en etisk grænse.

    Vi har diskuteret, om artiklen om Kjeld Rasmussen og de øvrige artikler i serien om dødshjælp kan inspirere andre til at gøre det samme, selv om det ikke har været vores hensigt. Det vil vi desværre aldrig kunne udelukke. Men vi mener, at der er tale om en vigtig principiel og politisk problemstilling, som retfærdiggør omtalen.




    Kristeligt Dagblad er avisen, der skriver om tro, etik og eksistens. Prøv den gratis i fire uger leveret til postkassen, på computeren, din iPad og mobiltelefon.

    Bestil abonnement på Kristeligt Dagblad

Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. mindet.dk​
  10. kirku.dk​
  11. shop.k.dk​
  12. forlag​