Pause
banner
banner

D ette er en krønike om seks begivenhedsrige og dramatiske år i danernes rige. Seks år med nådesløse kampe om magten og retten til at bestemme retningen for udviklingen i riget. Seks år som nu munder ud i det store, afgørende slag om 179 pladser ved det runde bord på det mægtige slot Christiansborg og om den mest magtfulde plads af alle – selveste Tronen i Statsministeriet.


Lydikon
Hør hele eventyret som podcast.


Kampene om magten har man efterhånden vænnet sig til i riget, og de store slag om vælgerne finder sted med højst fire års interval. Men gennem de seks år føltes det, som om kampene spidsede til, som om mere og mere var på spil, som om alle parter var villige til at gå længere for at nå deres mål. Og hvor slagene i mange år havde stået mellem to sider – de røde og de blå hære – begyndte man at se mere løse og skiftende alliancer mellem de otte klaner, som aspirerer til Tronen.

På den røde side stod det gamle fyrstehus Socialdemokraterne, kongemagerne De Radikale og de nye magtaspiranter SF. Mere løs opbakning havde de fra den røde oprørsgruppe Enhedslisten.


Den Røde Hær

I den blå lejr dominerede fyrstehuset Venstre, som engang for ikke så længe siden havde regeret i et helt årti, men nu var udfordret af den nye fremstormende stormagt Dansk Folkeparti, af det fordums mægtige, men nu lidt skrantende fyrstehus De Konservative og af den fremvoksende blå oprørsgruppe Liberal Alliance.


Den Blå Hær

De otte klaner havde stået en lang vinter igennem. En vinter, som nær havde taget livet af flere af dem. Mange konger og dronninger var blevet blevet styrtet, og kronprinser og kronprinsesser havde taget over. Men nu er tiden på ny inde. På gangene i Borgen og ad alle trykte og elektroniske kanaler lyder det:

”Valget kommer!”



Borgen stor

Fogh Ridder

V or krønike tager sin begyndelse en forårsdag for seks år siden, da det blå fyrstehus havde regeret riget i syv et halvt år med en forholdsvis stabil magtkonstellation bag den gamle konge, Anders Fogh den Nøjeregnende. Det var en årrække, hvor økonomien så fornuftig ud, skatten blev holdt i ro, borgerne kastede sig ud i forbrug, og når vismænd og narre advarede om, at vinteren kunne være på vej, vrissede Anders, at de pågældende ikke havde forstået noget af det hele.

Men i hans egen lejr var man udmærket klar over, at der ventede udfordringer i fremtiden. Pengene rakte ikke evigt, flere var på vej at trække sig tilbage til offentlig forsørgelse, end rigets midler rakte til. Problemet var bare, at det i økonomiske opgangstider var svært at få støtte til beskæringer, der ville gøre ondt på manges pengepung. Og hvordan kunne de blå så genvinde magten, hvis de røde lovede guld og grønne skove?

Nu var bygningen begyndt at slå revner. Over hele den vestlige verden var man klar over, at boblen var bristet, at troen på pengenes og husenes værdi havde været overdreven og at milliarder var gået op i røg. Finanskrisen havde afløst den sorgløse optur, og på Borgen var man optaget af at haste bankpakker igennem, som skulle redde rigets pengeudlånere fra kollaps.

Netop da valgte Anders Fogh den Nøjeregnende at abdicere. Han forlod riget til fordel for en magtfuld post som leder af den fælles krigsindsats ude i verden

Tronen og posten som venstrehøvding overlod han til sin kronprins, Lars den Dristige, lige så ofte kaldet Lars den Lastefulde.

Fogh og Lars


Lars Ridder

D en nye leder havde kæmpet den politiske kamp i mange år og blev husket for sejren i kommunal-kampen et par år før, hvor han stod i spidsen for, at rigets indre grænser blev ændret.

Han stod stærkt i sit fyrstehus, men havde langtfra den position, forgængeren havde opbygget. Og forbindelserne til de blå allierede var ikke de samme.

Derudover var han svækket af en række skandalesager om personligt forbrug af offentlige penge og en træthed i befolkningen over det blå styre. Udfordringen var at sikre fremtidens forsørgelse – og så skulle Lars den Dristige endda ved årets udgang træde frem for hele verden og prøve at skaffe en fælles aftale om klimaet.





Kongress

Helle Ridder

I den røde lejr havde Socialdemokraterne i mange år tørstet efter at genvinde den Trone, fyrstehuset altid har ment at have den naturlige arveret til. Nogle år forinden havde man gjort den uerfarne Helle den Uanfægtede til ny dronning, efter at hun havde proklameret, at hun kunne slå Anders Fogh den Nøjeregnende. Det lykkedes ikke i første omgang, men lysten til at gøre forsøget igen aftog ikke, da den blå konge trak sig, og en ny kom til.

På dette tidspunkt var den store triumfator på denne side imidlertid SF-kongen, Røde Villy den Folkelige, som med sin midtsøgende kurs og joviale facon havde vundet stor opbakning og nu så ud til at skulle overgå Helle den Uanfægtede i opbakning fra borgerne. De to var konkurrenter, men kunne også se mulighederne i at indgå en tæt alliance. Sammen kunne de gribe magten, tænkte de.

Det var hærførerne Thor Möger den Unge fra SF og Henrik Sass den Pragmatiske fra S, der skrev håndfæstningerne, men det var Helle og Villy selv, der den sommer trådte frem og lovede ”Fair forandring”. Senere lovede de også en ”Fair løsning”. Der skulle styr på fremtidens pengesager, men ikke på den måde, de blå og Socialdemokraternes gamle kampfælle, kongemagerne De Radikale, pønsede på, mente S og SF. I stedet for boligskat foretrak man millionærskat. I stedet for at beskære dagpenge og andre ydelser skulle alle borgere bare arbejde 12 minutter mere hver dag. Og en betalingsring om hovedstaden skulle styrke den kollektive trafik og mindske forureningen.


Fair Forandring

Ringens broderskab blev indgået. S-fyrstehuset skulle igen regere, nu med Helle den Uanfægtede som Tronens allerførste dronning. Og SF skulle være de nye kongemagere. Helle og Villy var meget glade. Det var deres fyrstehuse også. Det var De Radikale, anført af Margrethe den Magtfulde ikke.

Det skulle få stor betydning.




Løkke klimatopmøde

I mens de røde lagde planer for overtagelsen af Tronen, slog det fejl for Lars den Lastefulde at samle hele verden om en klimaaftale. Uenigheden var for stor, og midt i den bidende vinter forblev kampen mod følgerne af global opvarmning uafgjort. Der blev ingen international hæder svarende til den, kong Anders Fogh den Nøjeregnende havde høstet nogle år før som manden, der stod i spidsen for unionens store udvidelse mod øst.


Lene Espersen

Ved siden af Anders Fogh den Nøjeregnende havde ved den lejlighed stået den konservative veteran Per Stig den Ældre. Han var endnu udenrigsminister under klimatopmødet, men snart efter måtte han afgive posten til den nye konservative dronning, Lene den Uforsigtige, som med den tunge ministerpost oven i formandsposten samlede magten omkring sig. Men hun forløftede sig.

Det følgende år skulle blive ét langt fald fra magten for Lene den Uforsigtige, som havde formastet sig til at udeblive fra et møde med verdens ledere om Arktis, hvilket fik stemningen til at vende sig imod hende.

De Konservative havde længe haft det svært. Dette lille fyrstehus havde 20 år tidligere siddet på selveste Tronen. Nu sled man sin dronning op og indsatte Lars den Påpasselige som konge med forhåbningerne om, at han kunne genskabe storheden fra tiden under fyrstehusets sidste store konge, Poul Schlüter den Altfavnende.



BT forside Thorning

Imens var også den røde dronning, Helle den Uanfægtede, kommet i alvorligt uvejr.

En sag om hendes og især hendes mands skatteforhold blev kørt stort op i en formiddagsavis. Historien om dronningen, der ville beskatte millionærerne hårdere, men hvis mand selv undgik at betale skat, sled alvorligt.

Kampgejsten var dog stærkere hos den røde dronning, som ikke ville overlade pladsen til andre uden sværdslag.

Da året for den næste store valgkamp oprandt, indledte Lars den Dristige med et overraskende træk. På årets første dag bebudede han, at efterlønnen skulle beskæres.


Nytårstalen

Der var ikke råd til de nuværende lukrative tilbagetrækningsordninger, erklærede han. Det var en hellig ko, han her slagtede. Et emne, som Socialdemokraterne nær havde knækket nakken på, da de sad på Tronen, og som Anders Fogh den Nøjeregnende kun havde turdet tage på med fløjlshandsker. Hvor fyrstehusene på Borgen hidtil havde udkæmpet valgkampe på fedt flæsk og gyldne løfter, fæstede den blå konge altså lid til strenge krav. Og håbede, at flertallet ville bakke ham op på grund af krisen.

Samtidig skaffede han sig en ny alliancepartner, De Radikale. Socialdemokraternes tidligere partner, som nu var sat på bænken af SF, var helt enig i efterløns-strategien. Pludselig var det mindre klart, hvem der hørte hjemme på det blå og det røde hold. Ikke mindst fordi den tidligere blå støtte, Dansk Folkeparti, på nogle af velfærdsområderne samtidig rykkede over i retning af den røde lejr.



Pia K Ridder

Med stor dygtighed var det lykkedes Dansk Folkeparti og dets indflydelsesrige dronning, Pia den Grænsedragende, at placere sig på begge sider af den rød-blå skillelinje. På den ene side som strammere på udlændingeområdet, men samtidig imod at ramme de ældre, syge og svage for hårdt på pengepungen. Det forhindrede dem dog ikke i at lægge stemmer til en beskæring af dagpengene.

Samtidig skulle Lars den Dristige forholde sig til den anden blå oprørsgruppe, Liberal Alliance, som anført af Anders den Markedsorienterede trak i den modsatte retning. Han kæmpede for frihed til det hele, også at tjene penge. Til gengæld var grænsebomme og lignende nationale forskansnings-dagsordener ikke hans kop te.


Barfoed og Vestager

Endnu mere broget blev det, da valgkampen var i gang, og den radikale dronning, Margrethe den Magtfulde, trådte frem for borgerne med den nye konservative konge, Lars den Påpasselige, som forbundsfælle. Margrethe den Magtfuldes budskab til borgerne var, at ved at stemme på hende kunne man støtte den røde side, men få den blå sides økonomiske politik. Det belønnede de hende for. Det er mindre klart, hvad Lars den Påpasselige opnåede – ud over at give De Radikale det blå stempel som økonomisk ansvarlige.



Valgsejr 2011

Valgkampen blev hård og ubarmhjertig. S og SF fik ikke det valg, de håbede på. SF’s skyhøje tilslutning var fordampet, inden slaget var ovre, og i stedet lykkedes det i kamptumlen De Radikale og Enhedslisten at sikre sig hver sin solide mandatfremgang. Lars den Dristiges Venstre klarede sig nogenlunde og forblev rigets største fyrstehus. Dansk Folkeparti gik kun en smule tilbage, og Liberal Alliance, som ellers ikke længe forinden havde stået til at ende helt uden for Borgen, fik et flot valg. Den blå taber var De Konservative.

Ikke desto mindre betød valgresultatet, at de røde havde en smule mere støtte end de blå. ”Vi gjorde det!” proklamerede en begejstret Helle den Uanfægtede ved sejrsfesten i den røde højborg Vega, godt seks år efter, at hun havde sagt, at hun kunne slå Anders Fogh den Nøjeregnende. Og Tronen tilfaldt da også den røde dronning.

Men prisen for Tronen skulle blive høj.



Det Sorte Tårn


Vestager ridder vestpaa

I dagene efter valget mødtes høvdinge og særligt udvalgte ledende kræfter fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale på et hemmeligt sted. Ikke blandt de folkevalgte på Borgen, men et stykke derfra i Det Sorte Tårn. Det var efteråret for fire år siden, og et nyt fundament for magten i riget disse fire år skulle støbes.

Men det gik ikke, som Lyserøde Helle den Uanfægtede og Røde Villy den Folkelige havde tænkt sig, skønt de var to mod én. Mørklilla Margrethe den Magtfulde spillede højt spil. Undervejs i forhandlingerne forlod hun og hendes folk Tårnet og truede med, at hele regeringsprojektet kunne falde.

Helle den Uanfægtede og Villy den Folkelige ville være henholdsvis stats- og udenrigsminister. Det blev de. Helle indtog Tronen, og Villy drog ud i verden for at repræsentere riget. Samtidig skulle han være høvding for et stort regeringsbærende fyrstehus derhjemme. Han havde tilsyneladende ikke skænket det en tanke, at det kunne gå ham præcis som den detroniserede konservative dronning.

De Radikale ønskede sig finansministersposten, men den tog Socialdemokraterne. Alle troede, at den stærke socialdemokrat Henrik Sass den Pragmatiske skulle have den, men en mystisk sag om Sass’ omgang med en fredløs på et udskænkningssted i Køge, kombineret med nogle efterretningsfolk og embedsmænd, der gik ind og betvivlede hans egnethed, førte til, at dronning Helle den Uanfægtede valgte at ofre ham.

Sass BT



Bjarne Ridder

I stedet dukkede den i offentligheden forholdsvis ukendte Bjarne den Nødvendige op som Socialdemokraternes nye skatmester og stærke mand. Præcis hvordan det kom dertil, stod aldrig klart for offentligheden, men kunne danne basis for mytedannelse om kup og rænker.

Margrethe den Magtfulde blev i stedet økonomi- og indenrigsminister. Men af langt større betydning end posterne var det, at De Radikale fik skrevet ind i regeringsgrundlaget, at udgangspunktet for den økonomiske politik skulle være den politik, som de blå fyrstehuse havde ført ”i bredeste forstand”, herunder den efterlønsaftale, som De Radikale var med i, men ikke S og SF.

Magten var skiftet. Kongen var faldet og rigets første dronning var en realitet. Borgerne – eller i hvert fald en del af dem – jublede, og mange signaler blev givet om, at nu var alt nyt og anderledes. Men i håndfæstningen for de nye røde magthavere stod der, at det var nødvendigt, at de førte blå politik.



The First Captains


Villy Ridder

H elle den Uanfægtede, Margrethe den Magtfulde og Villy den Folkelige havde vundet slaget, men ingen gik fra slagmarken uden alvorlige skrammer – og mange af skrammerne havde de tre allierede høvdinge tildelt hinanden.

I SF’s tilfælde var der tale om ganske alvorlige sår. Sår, som ikke ville læges. De tre nye magthavere omkring Tronen havde dårligt forladt Det Sorte Tårn, før det med stort besvær sammenmurede fællesskab begyndte at smuldre …


Carina

Det viste sig, at der var strid i befolkningen om, hvem der er fattige og har brug for hjælp. SF’s Özlem den Insisterende brugte den anonyme borger Carina den Fattige som eksempel. Men folkedybet var ikke så sikker på, at hun manglede noget, og Liberal Alliances Joachim den Kuglestødende var overbevist om, at hun fik for meget.



Betalingsringen forsider

Betalingsringen var en af S og SF’s hjertesager. Men De Radikale var mere kølige, og det samme var de magtfulde socialdemokratiske vestegns-borgmestre. Ringen stod i regeringsgrundlaget, men en vinteraften, da aftalen skulle forhandles på plads, bebudede Helle den Uanfægtede: ”Der kommer en rigtig god løsning i morgen.” Løsningen var, at der ikke blev nogen betalingsring. Ringens broderskab var brudt.



Skattereformen

Skattereformen hed ”Danmark i arbejde” og S og SF havde opgivet at ramme millionærerne ekstra på pengepungen. Til stor fortrydelse for den røde oprørsleder, Johanne den Iltre. ”Regeringen pisser på vælgerne,” udbrød hun og erklærede, at fra nu af var hun ikke længere leder af et støtteparti, men et oppositionsparti til regeringen.



Manu Sareen

Kirkens folk plejede de fleste ministre at have det fredeligt med, men da den radikale Manu den Moderne fik kirken under sig, blev der ballade. ”Jeg er kirkens chef,” sagde Manu. Skønt præsterne selv mente, at de havde en anden chef. Internt i kirken blev der også en vis debat, da regeringen lovgav om vielse af homoseksuelle.



Robert hin Dovne

Da Robert den Dovne dukkede op iscenesat som bevidst arbejdssky, voksede indignationen. De røde ministre måtte træde frem og i stærke blå vendinger proklamere, at det skal kunne betale sig at arbejde, at pligt kommer før ret, og at dagpenge og kontanthjælp kun skal være en kortvarig, midlertidig løsning.



EB-forside Forrædder

Og det var kun et af mange punkter, hvor SF’s bagland og de røde vælgere havde svært ved at forstå, hvad der foregik. "Løftebrud,” blev der råbt til snart sagt alt, for der var ikke meget at spore fra ”Fair forandring” og de andre S-SF-planer.



Holger den Graa

SF’s før så populære kong Villy den Folkelige tog konsekvensen af løftebruddene og trak sig, men beholdt udenrigsministerposten. Planen var, at han skulle efterfølges af en af sine allierede, Astrid Arvtageren. Men dronningemageriet slog fejl. For hun og de andre unge SF’ere i Villy den Folkeliges ”børnebande” stod for de gamle SF’ere som indbegrebet af løftebrud og kamelslugning. I et kup fra neden blev den uerfarne Annette den Alternative pludselig kåret til ny dronning – måske mest som et fravalg af Astrid Arvtageren. I kulissen bag den nye dronning stod Villy den Folkeliges forgænger som SF-konge, Holger den Grå, som også indtrådte i regeringen.



Thor Möger

Thor Möger den Unge blev udpeget som mørkets fyrste og afsat af den nye SF-dronning, og den anden SF- indpisker, Ole den Sonende, gik selv af.



Uffe Elbaek

Det var ikke kun SF’erne, der var pressede i de år. Også de radikale kongemagere kom i vanskeligheder. Kulturminister Uffe den Utæmmede gik af efter kritik af, hvor ministeriets fester blev afholdt. Et år senere stillede Uffe den Utæmmede sig i spidsen for et helt nyt, niende fyrstehus på Borgen, Alternativet.



Nødløgneren

Lige siden valget havde den røde blok stået til at tabe næste slag. Da der skulle vælges bykonger ude i landet, bad de socialdemokratiske lejre dronningen på Tronen holde sig væk for ikke at skræmme vælgere bort. Taburetten forsvandt også under justitsminister Morten den Modvillige, som måtte gå, efter at hans embedsmænd havde vildledt Folketinget med en ”nødløgn”.



Selfie

Ved udgangen af hendes andet hele år som dronning gik et billede af Helle den Uanfægtede verden rundt. Hun tog en ”selfie” med sin mobiltelefon sammen med to af verdens mægtigste mænd, USA’s Obama og Storbritanniens Cameron. Men trods glade smil til eget kamera vaklede Tronen under hende. Og det skulle blive værre. Året, der fulgte, skulle blive et rædselsår for de røde magthavere. Men det skulle det også blive for den blå konge.



Vilhelmsen

R igets energiselskab DONG blev solgt i begyndelsen af det nye år. I første omgang ikke et emne, der optog så mange. Men langsomt begyndte modstanden at vokse. Køberen var et udenlandsk pengeudlånerselskab med et tvivlsomt rygte, og for de røde virkede det hele som en slem gang kapitalisme. Men problemet var, at de røde ledere allerede havde sagt god for det hele.




Pia SF ridder

Så et år efter at baglandet havde kuppet magthaverne i SF, fandt et nyt baglandsoprør sted, som fik stødt den nye magthaver, Annette den Alternative, af SF-tronen og de røde magtaspiranter helt ud af regeringen. S-SF-parløbet havde efter fem år ikke bragt fair forandring, men fatal forvirring. Annette den Alternative blev nu afløst af Pia den Samlende. Og tilbage på Tronen kørte Helle den Uanfægtede nu parløb med Margrethe den (virkelig) Magtfulde.

Borgernes støtte havde længe vaklet, men i rædselsåret fortsatte nedgangen for de røde. Og nu begyndte overvejelserne om, hvorvidt Helle den Uanfægtede var på vej fra Tronen. I det gamle fyrstehus havde man tradition for kongemord, men kun i de tilfælde, hvor fyrstehuset ikke besad Tronen. Så længe Helle sad her, var hun fredet for interne oprør.




Mette Frederiksen ridder

Men en mulighed var, at hun ligesom Anders Fogh den Nøjeregnende ville abdicere for at få en høj post ude i verden. Rygterne om den røde dronnings vej til toppen af Europa svirrede, og nu begyndte den røde kronprinsesse, Mette den Indignerede, at iscenesætte sig som statskvinde med egen politik, mere på linje med den røde del af befolkningen. ”Vi skal lytte mere til danskerne,” sagde hun.

Spekulationerne var mange. Skulle riget have en ny dronning? Kunne hun løse opgaven? Kunne hun slå den blå konge, Lars den Dristige/Lastefulde? Og var det overhovedet ham, hun skulle slå?

Den blå konge så nemlig også ud til at være på vej ud...



Løkke EB

H vad DONG havde betydet for de røde, kom GGGI næsten til at betyde for de blå. Lars den Lastefulde havde ikke fået en klimaaftale i stand. Men den danske klimakonference havde givet ham det personlige resultat, at han nu var formand for en koreansk klimaorganisation, hvis ledere rejste rundt i stor luksus.




Lars Løkke sveder

I flere andre sammenhænge havde Lars den Lastefulde bragt sin ellers så velfunderede blå hær i vanskeligheder. For eksempel da han knap to år efter valget erklærede, at hans fyrstehus ikke havde skiftet holdning, men standpunkt og havde svært ved at redegøre for forskellen. Eller da han på Borgen ville drille sin afløser på Tronen og fik sagt, at 2000 kroner ikke var mange penge, men man kunne måske få et par sko for de penge. Ikke noget snedigt drilleri, for var der noget, der svækkede den blå høvding, var det akkurat et stort forbrug af penge – ikke mindst andres.

GGGI-sagaen førte til det største og længstvarende slag mellem den blå hærfører Lars den Lastefulde og hans næstfarligste modstander, pressen. Hans tredjefarligste modstander var den røde hær. Den farligste var ham selv.

Men trods en svingende kondi var udholdenhed under slag en af den blå høvding Lars den Lastefuldes største styrker. Han klarede holmgangen mod pressen ved i timevis at parere med de samme sværdslag.


GGGI pressemøde

Samme strategi forsøgte han at anvende, da næste slag snart skulle stå: slaget om ekviperingen af venstrehøvdingen fra inderst til yderst for 52.000 af fyrstehusets guldmønter.



Kristian Ridder

Dette nye opgør udviklede sig i rædselsåret fra en ren presse-sag til et baglandsoprør som i SF. I Venstre anede kronprinsen, Kristian den Snusfornuftige, en mulighed. Han bevægede sig fra indirekte ”sådan ville jeg ikke have gjort”-kritik til åbent at udfordre en høvding, hvis personlige forbrug havde rystet fyrstehusets mere nøjsomme bagland.


Kristian Jensen

Slaget stod en sommerdag på Fyn. Kampen blev på ny langstrakt, og mange nyheds-budbringere nåede at forkynde Kristian den Snusfornuftiges sejr, inden det langt ud på aftenen kom frem, at han i sidste øjeblik var blevet overtalt af Lars til at lade denne beholde magten. Undervejs var Lars den Lastefulde på ny blevet Lars den Dristige og havde truet med at kaste en helt ny høvdingeaspirant, den tidligere krigsherre og jægerbogs-oversætter Søren den Folkekære, ind i kampen.

Igen havde Lars den Dristige demonstreret sin styrke udi kunsten at holde sig oprejst og tage flere slag end nogen anden. Han var stadig høvding. Men han og hans fyrstehus var alvorligt skrammet.



Vestager i EU


M ens to blodige kup var lykkedes hos SF, som nu blev anført af Pia den Samlende, mislykkedes baglandsoprøret i Venstre, fordi oprørerne tøvede med at føre kniven i den afgørende stund, og fordi Venstre-fyrstehusets høvding besad den vigtigste egenskab af alle i spillet om Tronen: Han gav ikke op.




Østergaard EU

Samme afgørende egenskab besad imidlertid også hans rival på Tronen, Helle den Uanfægtede. Ikke alene kunne hun smile ad al modgang, men også udlægge den som en sejr. Nu kunne hun i triumf meddele, at det var lykkedes at få en international toppost. Ikke til hende selv, men til gengæld var det lykkedes at ekspedere Margrethe den Magtfulde ud af riget til en post som europæisk kommissær. Et tab for kongemager-fyrstehuset, hvis nye leder forsøgte at træde frem som Morten den Stålsatte, men hvis magt over Tronen var mere begrænset.

Al snak om, at Mette den Indignerede skulle være dronning, forstummede. Dronningen var tilbage uden nogensinde at have været væk. I forsommeren havde det set ud til, at begge de garvede Tron-aspiranter var ude, nu hvor sommeren var ovre stod det pludselig klart, at det var disse to udholdende overlevere, som skulle føre an i det næste store slag.



langsværd


HHelle den Uanfægtede var ikke længere så presset af De Radikale, og slet ikke af SF, som kun langsomt fandt fodfæste igen under Pia den Samlendes ledelse.




Johanne Ridder

De røde oprørere under Johanne den Iltre var i fremgang og udgjorde en udfordring, men ikke den største. Tilmed havde de røde oprørere et princip om, at ingen må klæbe til magten for længe – et princip, som var tæt på at føre til, at hun måtte forlade Borgen inden det store slag.


Våbenskjolde



Uffe Alternativet Ridder

Uffe den Utæmmede og hans nye fyrstehus, Alternativet, hørte nok mest hjemme i den røde lejr. Men om han og hans sammenbragte skare ville kunne vinde fodfæste på Borgen efter det store slag, var tvivlsomt.

Det forekom heller ikke videre oplagt, at en af Borgens tidligere klaner, Kristendemokraterne, kunne finde vej tilbage. I flere år havde dette fyrstehus haft problemer med rekrutteringen, og dets høvding, Stig den Stilfærdige, hørte ikke til rigets mest berømte skikkelser.




Søren Pape Ridder

Lars den Dristige alias Lars den Lastefulde og hans blå hær var fortsat ikke særlig presset af De Konservative, som for enden af sommeren på ny skiftede høvding. Denne gang gik det fredeligt for sig, da Lars den Påpasselige veg pladsen for en jysk bykonge, Søren den Pågående. De Konservative havde mistet troen på, at den gamle høvding kunne bringe fremgang.




Anders Markedsorienterede Ridder

De blå oprørere Liberal Alliance under Anders den Markedsorienterede var i fremgang og udgjorde en udfordring, men ikke den største.

Dette fyrstehus skilte sig fortsat ud ved at være mest skarp i sin kritik af måden riget blev regeret på. De syntes, der var for megen indblanding i borgernes liv og pengesager, og de var for eksempel også modstandere af de nye, længere skoledage, som alle andre fyrstehuse end de blå oprørere og de røde oprørere var blevet enige om.



Den største udfordring for både de røde og blå fyrstehuse udgjorde den nye stormagt, Dansk Folkeparti, som havde ladet alle de andre slide sig selv og hinanden op gennem seks års kampe. I dette fyrstehus herskede intern disciplin. Uenigheder om kamelslugning eller valg af leder blev ikke luftet for åbent tæppe.




Kristian Uangribelige Ridder

Da fyrstehusets mangeårige dronning, Pia den Grænsedragende, valgte at træde et skridt baglæns, placerede hun selv sin kronprins, Kristian den Uangribelige, i spidsen.

Den nye leder havde ry for at være mindre folkelig end sin forgænger og mentor. Men i tiden, der fulgte, bragte han blot den nye stormagt yderligere fremgang ved at kombinere en udlændingepolitik, der var mere blå end de blås med en økonomisk politik, der var mere rød end de rødes.

Hans eneste reelle udfordrer i fyrstehuset, Morten den Mageløse, var indtil videre placeret udenlands som fyrstehusets europæiske trækplaster. Her skaffede han DF den største sejr af alle fyrstehuse ved det europæiske slag, som fandt sted i den famøse sommer i det, de andre fyrstehuse oplevede som rædselsåret.

Den nye stormagts styrke voksede, og det samme gjorde usikkerheden hos de andre om, hvad de egentlig ville, og hvem de egentlig ville støtte i den afgørende kamp om Tronen. Var de blå eller røde? Spillede de dobbeltspil?



Kommer man til Danmark


Valgåret oprandt. Og oven på rædselsåret så det for de fleste i riget ud til at skulle gå fremad. Det traditionsrige fyrstehus Socialdemokraterne havde altid været dygtigt til at forberede et slag. På årets første dag proklamerede dronning Helle den Uanfægtede, at kun med hende kunne vi bevare det Danmark, vi kender. Det handlede om, at økonomien, som lige siden Anders Fogh den Nøjeregnendes abdikation havde skrantet, nu så ud til at bedre sig. Håbet om at bevare magten var tændt.

Dengang så det endnu ud til, at pengesager skulle afgøre næste slag. Men et angreb med våben mod ytringsfrihed og et trossamfund midt i rigets hovedstad ændrede alting.


Krudttønden

Angrebet rystede riget, og alle kunne enes om at fordømme. Helle den Uanfægtede og Mette den Indignerede trådte lige anfægtede og indignerede frem for at samle nationen. Nu skulle der stilles krav til de fremmede kræfter. Scenen var skiftet til en slagmark, som havde kostet Socialdemokraterne nederlag før, men nu bekom dem godt. I hvert fald indtil der blev set nærmere på omstændighederne. Det modsatte kunne man sige om De Radikale, som havde større støtte, når der blev talt om pengesager end om udlændinge og sikkerhed.

Den nykårede konservative konge, Søren den Pågående, forsøgte at overbyde selv sine blå allierede ved at blæse til kamp mod naziislamismen. Et nyt ord, som han mente, at Dansk Folkeparti ville ønske, de selv havde fundet på.


Naziislamisme

Venstre under Lars den Dristige blæste også gerne til kamp mod udenvælts trusler, men udkæmpede samtidig en tvekamp med Anders den Markedsorienteredes blå oprørere om, hvem der mon var de strammeste strammere, når det kom til rigets pengesager. Den blå høvding var fortsat svækket, men ikke desto mindre den mest sandsynlige aftager til Tronen efter det næste store slag.

SF havde genvundet en del af sine kræfter, men var fortsat langt fra kong Villy den Folkeliges storhedstid. Enhedslisten nød fortsat stor støtte, men havde ikke udsigt til at kunne omsætte den til reel magt. Det så Dansk Folkeparti under Kristian den Uangribelige derimod ud til at kunne. Måske var den nye stormagt fremtidens kongemagere? Måske der ligefrem var banet vej for ham til selveste Tronen eller et af ministerierne?

Denne krønike om seks år, der rystede danernes rige, er nu omme. Valget er udskrevet. Sværdene er slebne, rustningerne nypudsede, valpladsen klar til at flyde med blod.




Slagscene

Del artiklen med dine venner: