Hans Edvard 1

Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der fratræder som formand for Ny Carlsbergfondet ved årsskiftet, har efter alvorlig sygdom fået en skærpet opmærksomhed på det nære i omgivelserne

Alting hænger så vidunderligt sammen

Af Dorte Remar

Portrætfotos: Leif Tuxen. Tilrettelæggelse, lyd og video: Kim Schou.

27. december 2013

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Født 1945 i Sønder Nissum. Student Ribe Katedralskole 1965. Uddannet kunsthistoriker, mag.art. 1976.

Har været kunstkritiker ved Information 1971-78. Inspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek 1978-88 og derefter formand for Ny Carlsbergfondets direktion til udgangen af 2013.

Han har et stort forfatterskab bag sig om kunst med vægten på guldalderkunst, arkitektur og landskaber.

Syd for Husby Kirke i Vestjylland står Sigrid Lütkens skulptur af tre heste i støbejern.

"Jeg har set den i mørkningen, hvor det var lidt koldt. Skulpturen hedder ’Hvilestunden er i vente’. Sådan noget holder jeg meget af. Jeg holder af alting, der bærer præg af folks eksistens. I Staby, der har Danmarks smukkeste kirke, kom bønderne ved høst og sleb stål og knive på granitten på kirkens apsis. Det er et håndslag i tiden, der er nogle, der har gjort det før mig, og nu kommer jeg og lægger tøvende min kniv ind i sprækken. Sådan noget bevæger mig dybt. Det er et gammelt liv, der tumler rundt med den slags tanker,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Hans 25 års jubilæum som formand for Ny Carlsbergfondet blev fejret i november. Han holdt det sidste møde med fondets direktion kort før jul, hvor der også var afskedsreception for ham. Den 1. januar fratræder han stillingen og går på pension. Mere festivitas bliver der ikke i den anledning.

”Vi kan ikke bruge alle vores penge på fest og ballade,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Han har også været i audiens på Amalienborg, hvor dronning Margrethe overrakte ham den sjældent uddelte orden for kunst og litteratur Ingenio et Arti som anerkendelse for et enestående virke i dansk kulturliv.

”Vores gode dronning prøver at sprede opmærksomhed og anerkendelse omkring sig. Det er jeg da meget glad for. Det betyder, at man er ved at få gjort noget færdigt. Jeg har arbejdet meget i mange år, og det er en stor glæde, at nogen har lagt mærke til det. Nu ligger medaljen ovre i min medaljeskuffe. Det er en massiv klump guld, der skal ligge et sikkert sted. Jeg har også et kommandørkors. Jeg tror aldrig, at jeg har haft det på. Men det er udmærket, at et samfund har et præmieringssystem. Der ligger en anerkendelse i det af en insisterende indsats, som jeg synes er udmærket.”


Den 68-årige mag. art., kunsthistoriker og forfatter Hans Edvard Nørregård-Nielsen har i sin tid som formand for Ny Carlsbergfondet været med til at sætte sit præg på det danske kulturlandskab med indkøb af billedkunst, skulpturer og keramiske værker til museer, institutioner og offentlige rum. Dertil kommer blandt andet renovering og styrkelse af Glyptotekets samlinger og en donation, der satte gang i byggeriet af kunstmuseet ARoS i Aarhus. Han har desuden et stort forfatterskab bag sig af værker om kunst og arkitektur, fire erindringsbøger samt det seneste kæmpe pragtværk på 800 sider ”Limfjorden – stemmer og steder 1-2” med fotografier af Kirsten Klein.




Her i direktionsmødelokalet på 5. sal i den gamle brygger Jacobsens hus i Brolæggerstræde i København, hvor Ny Carlsbergfondet bor, er kunsten rigt til stede: I loftet svæver en båd af grene af den grønlandske kunstner Aka Høegh. Her og der er skulpturer, stentøjsfigurer og keramik af blandt andre Alev Siesbye, Gertrud Vasegaard, Ursula Munch Petersen og Bodil Manz. På en væg hænger et kvindeportræt af Vilhelm Lundstrøm, og på væggen bag den afgående formand, der sidder ved det ovale mahoniebord, er et stort billede af et liggende menneske tegnet med kul på papir af Christian Lemmerz.

Loke
Vi har bedt Hans Edvard Nørregård-Nielsen udpege nogle af sine yndlingsværker. Her er det Hermann Ernst Freunds "Loke" fra 1822. I "Dansk kunst" skriver Hans Edvard Nørregård-Nielsen: ”Guden var blevet så vred over ikke at være inviteret med, da Ægir engang holdt fest, at han bagefter gik rundt og såede splid. Freund har vist den snigende, lysløse vandring, og det ligefrem hvisler fra den rappe tunge, som sidder midt i et sødligt smil. Både modelleringen og personkarakteristikken placerer den lille skulptur mellem det bedste, guldalderen har efterladt os.” Foto: Glyptoteket
1000 år

Bibliografi

Dansk kunst bind 1-2, 1983

Dansk guldalderkunst – fra Abildgaard til Hammershøi – dansk kunst fra 1800-tallet i Aarhus Kunstmuseums samlinger, 1999

Danmarks arkitektur – Landbrugets huse, 1980

Kongens København – en guldaldermosaik, Gyldendal 1985

Jeg saa det land – H.C. Andersens rejseskitser fra Italien (biografi), 1990 m.fl.

Undervejs med Christen Købke (biografi), 1991

Gyldne dage og mørke nætter – omkring Kongens Nytorv, 1994

Hedebilleder, 1997

Keramikeren Thorvald Bindesbøll (biografi), 1997

Mands Minde – et tidsbillede, 1999

Riber Ret – et tidsbillede, Fotografier af Per Bak Jensen, 2001

Undervejs med J. Th. Lundbye (biografi) , 2004

Noget nær – et tidsbillede, 2004

Dengang i Italien – H.C. Andersen og guldaldermalerne (biografi), 2005

Corner classic – figurer i et landskab, 2006

Christen Købke (biografi), 2006

Magt og dragt – dansk teglstensarkitektur, 2006

Nørre Vosborg – en vestjysk herregård, 2008

Som sagt – Et tidsbillede, 2008

Limfjorden - stemmer og steder 1-2, 2012

om_mur

De mange år på denne arbejdsplads er snart slut. Hvordan har du det med det?

”Min livsholdning er, at alting har sin tid. Jeg har været glad for tiden her med at udvide samlinger og udbrede kunst. Det er udmærket, at jeg holder op. Jeg er ikke talentspejder mere, som alle andre i min alder heller ikke er det. Jeg er gået i stå, og der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg er ikke så god til at blive begejstret for nye talenter. Det skal du være for at kunne blive berørt af det. Det er den friskhed og glæde, som man oplever, når man er yngre – fra kønnet og til det berørende. Jeg er lige straks 70 – det er som bekendt støvets år,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

For nogle år siden fik han konstateret tarmkræft. Efter flere operationer og kemoterapibehandlinger er han blevet erklæret rask, men han føler sig svækket.

”Jeg har været syg i tre år. Det har gået mig meget på. Jeg har en bog mere, jeg gerne vil skrive, og derfor holder jeg op før tid for at skrive den færdig. Jeg kunne ellers blive til udgangen af 2015. Bogen, der skal have titlen ’Som landet ligger’, er danmarkshistorie på en anden måde. For eksempel Vestsjællands kyst, der buer dér, og hvorfor er der siv dér. Det er en kystlinje, der er blevet slidt af mange år. Jeg vil prøve på at få både krop og sjæl med, for jeg kan godt lide, når de griber ind i hinanden.”

”Asger Jorn havde udtrykket ’folks fortællende fantasi’. Det er som ved Asnæs ved Kalundborg, hvor der er en sten, der bliver kaldt ’sorteblak’. Historien går, at den lå ved det sted, der hedder Snehvide. Da så Valdemar Sejrs søn blev skudt ned her, dukkede den op og var blevet sort af skam. Det tror jeg ikke på. Men det fascinerer mig, at folk har troet på det i 1000 år. Som historiker kan jeg godt lide, når sådan noget indgår i et lands historie.”

”Jeg skriver langsomt. Jeg må hele tiden gå tilbage og lave om, for jeg må ikke udfodre mig selv på nuværende tidspunkt med noget, der er dårligt. Jeg har udfordret mig selv ved at sige: Jeg har hele livet foran mig. Men selve det at skrive har været en fantastisk overlevelse for mig. Jeg kan sidde i timevis med en linje. Der er en fantastisk rytme. Som hos William Heinesen, hvor det sted hedder: ’Mortensen, mit hjerte er så såretfuldt’. Sådan et ord kan jeg sidde med længe, er det for meget, for lidt, åbner det for sluser i mig? Jeg er meget taknemmelig for at have fået kunsten med mig – musikken, en græsk vase at kigge på.”


Skovgaard
P.C. Skovgaard: Havremark ved Vejby, 1843, Statens Museum for Kunst. ”I 'Havremark ved Vejby’ er farverne holdt i grønt, men udtonet fra det blålige mellem de unge strå til saftigheden bagest. Ovenover ses de hvidlige aks, og der gror gule blomster. Skovgaard har set som i læ ved storrugens rod og gjort det lille udsnit af sommeren til en hel verden. Der er ikke tale om at gengive strå for strå, men om at nå frem til en helhed. Den behandlede Skovgaard med samme respekt, som da det siden gjaldt den danske bøgeskov.”


Hvordan påvirker det dig, at du har været syg?

”Jeg er først og fremmest meget deprimeret og træt. Det er ikke så ualmindeligt. Jeg har altid været stærk, og det er et handicap pludselig at være slap. Da jeg lavede Limfjordsbogen, opdagede hverken min kone eller jeg, at jeg blev syg, mens jeg lavede den. Arbejdet i Ny Carlsbergfondet har altid været fuldtidsarbejde, og det blev for meget med Limfjordsbogens mange sider. Jeg har forslugt mig. Men det virkede, som om det var almindeligt overarbejdethed.”

”God kunst er nok det, der rører en og minder en om det vidunderlige i, at himlen er blå, og træerne springer ud, og sneen falder på en bestemt måde. Det er nok den intensitet, som en kunstner er i stand til at binde til et lille billede af et eller andet. God kunst rører ved nogle sjælelige strenge i dig, som du ikke havde regnet med."

- Hans Edvard Nørregård-Nielsens svar på spørgsmålet "hvad er god kunst?" Fra Kristeligt Dagblad, oktober 2013.

”Det daglige arbejde har krav på ens førstekræfter. Men min kone, der altid er meget lydhør over for mig, hun mærkede det ikke. Min gode ven Lars Munch, der er direktør for JP/Politiken, sagde: ’Hold da op, du har tabt dig. Hvad har du gjort?’ ’Ikke noget’, svarede jeg. ’Kan du så komme til lægen i morgen!’. Det gjorde jeg. Det er tre år siden.”

kalkmaleri
Fjenneslev Kirke. Stifterbillede, 1200. Kalkmaleri på triumfvæggen. ”Ser man på kalkmalerierne i koret, fremgår det tydeligt, hvem der har ladet kirken opføre. På triumfvæggen er der et billede af en herremand og hans kone. Han rækker en model af Fjenneslev Kirke i vejret, og Gud strækker hånden ud af skyen for at vise, at han tager mod gaven.”

”Jeg er erklæret rask. Det er bare al den træthed inde i kroppen. Jeg er dinglevorn, men man vænner sig til altid at være op ad en væg eller et gelænder. Jeg har fået taget så mange prøver, det skulle være godt undersøgt. Men både at ryge og drikke for meget er ikke stimulerende for en svækket organisme. Men lad nu det ligge.”

Glyptotekets kuppel

Glyptoteket
Ny Carlsberg Glyptoteket og mueseets kuppel. Foto: Ole Christiansen/Scanpix

”Jeg havde nok undervurderet karakteren af min sygdom. Jeg er blevet mere labil og er ikke den samme fra time til time. Jeg har været her i 25 år, fem-seks år på Glyptoteket og tre år som leder af Statens Kunstfond. Jeg har skrevet et hav af bøger. Jeg har haft en stilling, hvor jeg synes, det er vigtigt, at der er et jugement og noget tilregneligt over det. Men jeg lader mig gå på af flere ting, er modløs.”

”Jeg var meget syg. Jeg lå oppe i haven ved sommerhuset ved Havnsø ved Kalundborg under et stort poppeltræ, som jeg holder meget af. Bladene raslede som vand. Jeg lå og lavede en prædiken over Nikodemus, der kommer til Kristus for at tale om genfødsel. De taler om vinden, der går, hvor den vil. Jeg kom til at tænke på, at skidt med genfødsel og evigt liv. Hvis jeg har tre år tilbage, vil jeg bruge dem bevidst. Jeg vil plante en pind og se, hvad der sker. Det er oplevelsen af det nære.”

”Det med det evige liv siger mig ingenting, men det gør en opmærksomhed i det øjeblik, der omgiver en. Sådan en dag, hvor jorden er tør, det begynder at regne, og man kan lugte mulden igen – du bliver rørt ved på en anden måde i dine sanser.”


Tage Konstantinobel
Melchior Lorck: Udsigt over tage i Konstantinopel, ca. 1559. Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst. ”I blandingen af nøjeregnende registrering og artistisk nerve foregriber tegningen C.W. Eckersberg i dansk kunst. Man kunne lægge tegl på tyrkisk maner efter Lorcks tegning. Han gør omhyggeligt rede for noget plankeværk, der til venstre skaber et rum mellem to huse og glemmer ikke et par, der i skyggen under halvtaget har hengivet sig til hinanden. Det hele hører med, kunstneren fastholder med en egen ømhed og det er, som farver de to menneskers samvær den øde eftermiddagstime, hvor ingen vover sig ud af skyggen.”


Ingenio_et_arti
Den sjældent uddelte fortjentmedajle Ingenio et Arti. Foto: ordersandmedals.net

Priser og udmærkelser

1986 – Søren Gyldendal-prisen

1990 – Rosenkjærprisen

1993 – N.L. Høyen Medaljen

1998 – Weekendavisens litteraturpris

2002 – De Gyldne Laurbær

2006 – Rungstedlund-prisen

2009 – Årets Æreshåndværker

2010 – Kommandørkorset af Dannebrog

2012 – Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings Læsernes Bogpris

2013 – Kongehusets medalje Ingenio et Arti

Har du fået en anden bevidsthed om døden end før?

”Jeg går ikke rundt i nogen dødsangst, men der er kommet en ny og skærpet opmærksomhed på, at det her går mod enden. Og jeg spekulerer på andre tidspunkter, hvor jeg ikke har været opmærksom. Jeg har nok en dødsbevidsthed – jeg er måske død om tre måneder. Derfor holder jeg meget af landet og de skiftende bølger af mennesker og naturen. Det er, som har en hånd strøget på det og givet det blødere kanter. Jeg holder meget af Grundtvigs salme ’Kom i den sidste nat’. Livets skønhed og korthed, der er lagt ind i den, bevæger mig altid meget.”

”Jeg har haft mange glæder. Det at vokse op ved fjorden – fywren – du får en vældig bevidsthed omkring alt det, der omgiver dig. Al den overlevelse og skønhed, der er gemt i naturen. Jeg fik, fra jeg var ung, en stor glæde ved at følge guldalderen, der kom fra københavner-civilisationen for at slå sig ned i provinsen ved Limfjorden og i marsken, hvor jeg boede et par år og blev meget glad for Emil Nolde. Jeg har ingenting ikke at være glad for. Vi får alle nogle knubs. Det er ikke det, der er det væsentligste. Det er nok, om man lever sit liv på en ordentlig måde. Om man bruger sig selv og sine anlæg på en stueren måde. Livet er en betroet ting efter min mening.”

Holstensk pige
Jens Juel: En holstensk pige, 1766-67. Statens Museum for Kunst. ”Det var ikke nogen klassisk skønhed, der har lokket Juel til at tage malergrejet frem, men han så den ubeskrivelige ynde, der samler de særprægede træk. Det er de skæve øjne, en lang næse og den fulde mund, men alt i en skær, næsten gennemsigtig ynde. Huden er rødmende, levende og ikke som hos en hovedpart af kunstnerens bestillere dækket af pudder. Pigen har også sit eget hår, men det er næsten skjult under det gennemsigtige lin, der ses pergamentagtigt mod den friske karnation, og i fremstillingen af halstørklædet viser kunstneren sin glæde ved at fastholde lyset i dets forskellige gennemskinnelighed.”


Hvem har betroet os livet?

”Jeg er salmebogskristen og kan godt lide at hvile i alle de tanker, der er lagt ned der. Det er fint til mit brug. Hele opstandelsen ligger for mig i en vældig kraft i verden. Det er ikke natur, heller ikke en fornemmelse af en mand med langt hvidt skæg, der sidder i himlen. Det er som noget, jeg oplevede som barn. Jeg havde haft en forfærdelig nat og stod ved daggry ved vinduet og så en tågeskikkelse gå ud ad poppelalleen. Pludselig var der en fornemmelse af godt nærvær i alting omkring mig. For mig er den skikkelse en kraft og en godhed derude, der er større end andre kræfter, og som med hele sin tilstedeværelse er en garanti i min lille tilværelse.”


Hammershoej
Vilhelm Hammershøi: Ida Hammershøi, kunstnerens hustru, 1907. Statens Museum for Kunst. ”Her sidder hun ved et bor og rører i en kop; hendes kjole er sort, dugen er hvid og baggrunden grå, men uendeligt nuanceret og samlet af en grønlig tone. Mellem hende og tilskueren er der indskudt en ramme, der skaber afstand, og man kigger som gennem en rude, med en uhåndgribelig fjernhed, som aldrig vil blive nedbrudt. Er hun slidt smuk? Det er umuligt at sige og angår jo for resten heller ikke os.”




"Jeg vil ikke belaste mit gudsforhold med at tænke på Gud som en gammel mand med hvidt skæg (…). På min bedstefars gravsten står der "Alt er nåde". Det er både tilpas præcist og tilpas vagt til mig."

- Hans Edvard Nørregård-Nielsens svar på spørgsmålet "Hvad tror du på?" Fra Kristeligt Dagblad, maj 2010.

Er det Kristus eller Gud?

”Det er nok helst ikke det, jeg vil sige. Der er en verdensånd, et verdenshjerte, der får det hele til at hænge så vidunderligt sammen. Jeg har gået i søndagsskole og lært salmevers udenad, og det har ikke styrket min kristendom. Men når du som Grundtvig siger i salmen ’Vidunderligst af alt på jord’, at ’dets glans opstår som aks i vang som maj i bøgeskove’, får det en helt anden fylde og anvendelighed i mit liv. Det hører hjemme i en alnåde, som har en grokraft.”


Tegnvaerk
C.W. Eckersberg: Teglværket Renbjerg ved Flensborg Fjor, 1830. Statens Museum for Kunst. ”Dette lille maleri hører blandt de lykkeligste ligetil i dansk kunst. Landskabet er som hele Danmark, når den grønne forsommer er lukket inde under det skiftende vejrlig. Blikket ledes fra forgrundens friske vækster over mellemgrunden med de blånende højdedrag og regnbygen bagest. Det er fjordens små krappe bølger, kysten og skåret i klinten, hvor teglværket har hentet sit ler. Midt i naturen ses teglværkets røde tage, der forankrer hele billedet og giver det varme og åndedrag.”


I din erindringsbog ”Noget nær” fra 2004 skriver du, at du gerne i højere grad ville kunne identificere dig med den dreng, der rendte rundt i engene i Sdr. Nissum. Er du kommet den dreng nærmere?

”Jeg havde ikke en god barndom. Der var så meget ved den, der kunne have gjort mig til en bitter person. Så jeg er så taknemmelig over, at jeg har så meget livsglæde. Der er en glæde ved at dele de samme bakker som Thøger Larsen. Du glider ind i det, der banalt er slægters gang. Du er ikke noget særligt, du er en lille brik. Det passer glimrende til mig.”

- Hans Edvard Nørregård-Nielsens svar på spørgsmålet "Havde du en god barndom?" Fra Kristeligt Dagblad, november 2011.

”Både-og. Når du er 59 eller 55, bliver du grebet af en større forsagthed over at være på vej ud af livet. Jeg har lavet mange spændende ting, der ikke skulle være troet muligt. Der er kommet en anden lune i ens nære forhold. Der er nogle ting, der er slut, og det var ens egen fejl, at man troede, de var det eneste saliggørende. Grinestunderne og ømhedsstunderne får en anden dimension. Præstationerne er ikke så afgørende mere. Jeg har lavet mange ting, men hvor lige præcis, jeg selv kom ind, er ikke så vigtigt mere.”

”Det, der er vigtigt, er banalt sagt, at man giver en nogenlunde smuk verden videre. Det kan godt være, at det ikke rammer vores børn, men så vores børnebørn, at vi ved, hvor store trusler klimaforandringerne udgør. Der er en hensynsløshed og råhed i, at vi godt ved det, men det må andre tage sig af. Der er noget, vi burde behandle med en større ømhed uanset hvem, der skal have det.”

Når du ser tilbage på dit livsværk, er det så med tilfredshed?

”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg var meget ked af at blive skilt i sin tid. Det betragter jeg som et svigt. Jeg har et meget godt forhold til min tidligere kone. Der er nogle ting, hvor jeg tænker, at jeg skulle have holdt ud. Der er mange ting, der har hakket i ens selvopfattelse. Men når jeg prøver at samle mig selv i et blik, synes jeg egentlig, at jeg har brugt mit liv udmærket og anvendt de betroede talenter, jeg har, og også med en vis opmærksomhed mod andre mennesker.”

”Der er en arv, jeg har prøvet at respektere og bringe videre. En troskab over for og glæde over alt det givne – naturen og alt omkring en og en fastholdelse af værdier, der rakte op gennem tiden. For eksempel alt det, der ligger i det kristne. Alt det buddene fortæller os om, når mennesker handler smukt ved enhver given lejlighed.”

”Forfatteren Nis Petersen elskede sin gamle bedstemor. Hendes yndlingsfrugt var appelsinen, fordi den er så delelig. Det er det, vi skal i det omfang, vi kan. Og være meget opmærksomme på, at vi i vores egoisme ikke begår større forbrydelser mod miljø og omgivelser end nødvendigt. Min mor sagde altid: ’Jeg kan ikke forstå, at det skal være nødvendigt’. Et lidt bøvlet udtryk. Men når man gør noget, må man mene, at det er fordi, det er nødvendigt.”

”Nu glæder jeg mig til at blive mere fastansat i min have. Jeg elsker, når noget gror.”




HoejHENN



Billeder: Statens Museum for Kunst og Leif Tuxen. Tegning af Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Morten From Thesbøl. Musik: Beethovens "Ecossaire", Saint Saens "Danse macabre" og J.S. Bachs "Preludium"; indspillet af Kevin MacLeod. Tilrettelæggelse lyd og video: Kim Schou. Alle rettigheder: Kristeligt Dagblad




Kristeligt Dagblad er avisen, der skriver om tro, etik og eksistens. Prøv den gratis i fire uger leveret til postkassen, på computeren, din iPad og mobiltelefon.

Bestil abonnement på Kristeligt Dagblad