Han knugede dynen ind til brystkassen. Der var stille i den lille, mørke celle på Politigården i København, men uroen i brystet holdt Martin Bentsen vågen. Sådan havde det været, så længe den 33-årige aalborgenser kunne huske. Som om han ikke hang sammen indeni. Det hjalp at knuge de muskuløse, tatoverede arme omkring dynen og presse den så hårdt mod brystkassen som muligt. Et kort øjeblik havde det også hjulpet at tæve den 22-årige mand i Statsfængslet i Nyborg et par dage tidligere.

Manden havde ligget på gulvet og skreget, at det gjorde ondt. Steakkniven var ikke gået gennem maveskindet på ham, så Martin Bentsen havde i stedet skåret ham i øret og tømt en kedel kogende vand ud over ham. En forfærdet fængselsbetjent havde råbt, at han skulle stoppe. Andre betjente var kommet løbende. I mellemtiden havde Martin Bentsen skænket sig en kop kaffe. Det var dejligt at få ro på, havde han tænkt.

Det var i midsommeren 2013. Roen var hurtigt forsvundet. Han var blevet kørt til Politigården i København. Da han blev alene i sin celle, græd han. Hvorfor skulle han opføre sig som en idiot, når det nu længe var gået så godt? Han havde ikke tal på de gange, han havde slået mennesker ned, men denne gang havde været anderledes. Mere brutal. Han havde egentlig indstillet sig på at sidde i fængsel til sin død. Men nu besluttede han sig. Han ville ikke sidde inde resten af livet. Det skulle være slut.

Otte-årige Martin vågnede, hoppede ud af sengen, listede hen til trappen og kiggede ned i køkkenet. Jo, morfar sad ved bordet og drak kaffe. Han arbejdede på værftet nede ved havnen i Aalborg og var altid musestille om morgenen. Mormor kunne godt lide morgenroen, så otteårige Martin måtte altid lige tjekke fra trappen, om morfar var der. Han gik ned til bordet og fik kaffe sammen med morfar – en gammel sømand og dykker, som altid var god for en historie om skibbrud og skjulte skatte på havets bund. Når morfar var taget på arbejde, og Martin var alene med mormor, lærte hun ham remser, ”Pandeben, øjesten, næsetip, hageflip”, eller sang sange for ham som ”Når jeg sidder og malker Marie” fra et dansk lystspil. Eller de legede købmand under trappen. Han havde et kasseapparat i plastic, og hun kunne købe alt for en tier. Livet hos mormor og morfar var godt. I skolen var det sværere.

Han sad altid uroligt på stolen i klassen, lavede underlige lyde, fløjtede, kom med dumme kommentarer og afbrød lærerne. Skulle han læse i en bog, måtte han sidde og slå i bordet for at fastholde koncentrationen. Ellers kunne han ikke høre sine egne tanker for støjen inde i hovedet.

Støjen dæmpede sig kun, når han slæbte træplader op til skoven og byggede huler i trækronerne eller øvede halsbrækkende tricks på sit skateboard eller sin BMX-cykel. Han kom ofte til skade, fik én gang hjernerystelse og besvimede. Tæerne på sin højre fod knuste han som ni-årig, da han hoppede ud fra første sal, for sjov. Men det gjorde ham ikke noget. Energien skulle ud.

I perioder blev han smidt ud af klassen hver eneste time. En skolepsykolog talte med ham, og hans mormor blev indkaldt til mange møder på skolen. Psykologen mente, at Martin led af adfærdsforstyrrelsen damp og burde behandles med medicin. Hans mormor modsatte sig. Damp var en diagnose, man forbandt med manglende intelligens, oplevede hun.

”Hans hoved fejler ikke noget,” havde hun sagt.

I tredje klasse blev han smidt ud af skolen og skulle på institution. Han ville ikke væk. Han havde altid kaldt mormor for ”mor”, og han havde det godt derhjemme. Sin mor kendte han ikke ret godt, hun var psykisk syg, og sin far havde han aldrig mødt.

Han kom først på Fjordskolen, en specialkostskole i Aalborg. Når hans mormor og morfar skulle hjem efter at have besøgt ham, måtte pædagogerne trække ham væk fra mormoderen. Han græd, stak af og fandt vej hjem. Siden kom han til institutionen Minibo i Frederikshavn. Det var ikke noget rart sted, syntes han. Hvis en af drengene havde lavet ballade, gik tiden i stå, sagde pædagogerne. Så skulle samtlige drenge sidde i spisestuen og vente, til ballademageren havde meldt sig. Skete det ikke, blev de udspurgt enkeltvist. Tiden kunne også gå i sort. Det skete, hvis en pædagog for eksempel havde fået stjålet noget. Så måtte Martin stå udenfor i vinterkulden sammen med de andre drenge kun iført underbukser, indtil én havde meldt sig. Stak man de andre, fik man tæv. Martin var med til at tæve en dreng, fordi han havde afsløret, at nogle drenge havde gemt computerspil i en udhulet sofahynde. I 7. klasse skulle han tilbage til Aalborg. Kommunen mente, at han ikke kunne bo hos sine bedsteforældre, og han kom til at bo hos sin mor. Han savnede sin mormor, men var glad for at slippe for institutionen. Nu kunne han gøre, som han ville.

Det var næsten for nemt. Man behøvede blot nøglen fra en torskerognsdåse, så var den Fiat Uno lirket op. En Opel Kadett krævede en skruetrækker, mens man skulle bruge en rørtang for at åbne en Mazda eller en Peugeot. Sin første bil stjal 15-årige Martin fra Mørchs Auto i Aalborg. Han havde ikke prøvet at køre før. Bilerne fik buler, og han brækkede femte nakkehvirvel. Men det var en fryd at høre hjulene hvine mod asfalten. Det blev en konkurrence, hvem der turde stjæle flest biler på en nat. Eller smadre flest vinduer i et ejendomskompleks. Én nat stjal han 16 biler sammen med sin kammerat. En af drengene fra ghettoområdet i Aalborg Øst havde stjålet 10, og det skulle de overgå. Martin følte sig på toppen, når han kørte rundt i en stjålen bil. Kørte som død og helvede.

Skolen var han blevet smidt ud af nogle måneder inde i 9. klasse. Han havde kaldt skoleinspektøren en møgluder, men dråben var, da han sprængte toilettet i skolens aula i stykker med et kanonslag. Cisternen var blæst væk, og der var vand ud over hele gulvet. Han havde før sprængt postkasser i luften. Det var spændende. Ganske enkelt. Han fik lov til at gå til eksamen i 9., men ellers var det slut med skolen. Som 16-årig fik han sin første voldsdom efter at have sparket en jævnaldrende i hovedet. Steffen hed han. Han fik et ar fra panden og ned langs næsen. Steffen havde ikke gjort ham noget. Men for Martin var det ligesom at sparke til en stol. Det gav et øjebliks ro. Et øjebliks pause fra støjen indeni. Han havde røget hash fra 8. klasse. Da han først havde overskredet én grænse, blev det lidt nemmere at træde ind over den næste. Han var overbevist om, at han aldrig nogensinde ville sniffe amfetamin. Det var kun for junkies. Og så sniffede han amfetamin. Men han skulle i hvert fald aldrig sniffe kokain – så var man narkoman. Og så sniffede han kokain. Rusen gav ham en følelse af, at han havde styr på sit liv, og gjorde ham roligere.

Stofmisbruget eskalerede.

Martin krøb sammen på en seng hos en kammerat i et parcelhus uden for Aalborg. Den 18-årige aalborgenser svedte og stirrede ud gennem ruden. Udenfor løb soldater rundt i buskene, kunne han se. De var kommet for at hente ham. Det mente han helt bestemt. Martin havde været vågen i syv dage efter at have taget flere større doser amfetamin. Han skulle overgå en kammerat, som havde holdt sig vågen i fire dage. Der var ingen soldater udenfor, bedyrede hans kammerat, men Martin var overbevist. Kammeraten så bekymret på ham. Længere nede ad vejen boede der en kristen kvinde på 42 år, og Martin burde gå ned til hende, foreslog kammeraten.

”Hun kan bede for dig. Så får du det måske bedre.”

Martin kendte godt kvinden. Han var kommet hos hende, siden han var lille. Hun var meget social, snakkede med alle og inviterede folk ind på kaffe for at tale om Gud. Han løb ned til hende og ringede på. Han måtte væk fra soldaterne, ud af rusen. Hun åbnede. Han havde det ad helvede til, fortalte han. Hun sagde, at han kun kunne få det bedre ved at give sit liv til Jesus. Han svedte.

”Det er jeg ligeglad med, jeg skal bare have det bedre.”

Hun lagde en hånd på hans skulder:

”Nu beder vi en bøn, og så skal du gentage det, jeg siger.

Jesus, jeg kommer til dig…”

Underlige ord, tænkte han. Men okay:

”Jesus, jeg kommer til dig…”

”Jeg erkender, at jeg er en synder...”

”Jeg erkender, at jeg er en synder...”

”Jeg vil forandre mit liv…”

”Jeg vil forandre mit liv…”

”Jeg vil gøre dig til Herre og Frelser…”

”Jeg vil gøre dig til Herre og Frelser…”

”Amen…”

”Amen…”

Det var ikke ord, han havde hørt før. Underlige ord. Men soldaterne forsvandt. Skuldrene faldt ned. Støjen i hovedet aftog en smule.

I tiden efter opsøgte Martin en frikirke, Aalborg MenighedsCenter, og begyndte at komme til gudstjenesterne. De fleste af kammeraterne fra det kriminelle miljø var muslimer, og de syntes, det var sjovt, at han pludselig var blevet sådan en ”Jesus”. Han fik ofte fikse idéer, vidste de. Nu havde han fået endnu én. Han kom i frikirken i to år, og han droppede stofferne og indbruddene. Han tog på en kristen højskole i fire måneder, Troens Ord i Brande, og rejste med skolen til Hviderusland for at fortælle hviderusserne om Gud. Det var alt sammen godt, men han var ofte meget bange. Det var ikke, fordi kirken prædikede helvedesild. Men han var bange for at komme i Helvede og bange for ikke at gøre det godt nok; bange for at bede for lidt og bange for at læse for lidt i Bibelen. Efter højskolen kom han tilbage til Aalborg. Han havde ikke noget at give sig til og tog til fest med en gammel ven. Det var nytårsaften, og i to år havde han været stoffri. Skulle det ikke fejres? Han fik en streg kokain. I det nye år blev én streg til flere. Han troede stadig på Gud, men det var svært at gå i kirke, når man altid havde en lille pose kokain i hånden.

Lægen kiggede ned på Martin. Han lå fikseret med bælter på en briks i et hvidt lokale.

”Vi kan ikke have mere med dig at gøre,” sagde lægen.

”Du er ikke sindssyg.”

Året var 2008, og Martin nærmede sig 30 år. Han kiggede på den lille plet på væggen. Man var heldig, når der var pletter på væggen. Så havde man noget at fæstne blikket på. Han havde talt dagene og mente, at han havde ligget her i ni dage, fordi han havde været oppe at slås med en patient. Én gang havde han været fikseret i 21 dage. Det handlede som regel om, at han havde slået læger, plejepersonale eller andre patienter. Så blev han spændt fast på fødder, hænder og mave. Efter nogle dage fik han en hånd fri. Så kunne han ligge og pille ved madrassen, forsøge at ventilere uroen og raseriet fra resten af kroppen ud gennem fingerspidserne.

Fire år tidligere, i 2004, havde han fået en behandlingsdom på ubestemt tid. Den fik han, efter at han havde tævet en anden indsat i fængslet med en flaske og forsøgt at bide flere betjente under et slagsmål. Martin havde fået diagnosen paranoid skizofren, og frem til 2008 var han adskillige gange blevet indlagt og udskrevet – både i almenpsykiatrien og i retspsykiatrien i Aalborg, som tager sig af psykisk syge, der er sigtet eller dømt for kriminalitet. Han var blevet behandlet med medicin mod adhd, og medicinen havde indimellem givet ham ro, men virkningen var hurtigt aftaget. Han var blevet undersøgt af psykologer, og fire mentalerklæringer havde fastslået, at han ikke var sindssyg. Behandlingen havde heller ikke hindret ham i at begå ny kriminalitet. Derfor ville retspsykiatrien ikke længere have ham.

Martin kiggede på lægen fra sengen, han var fastspændt til.

”Vi stopper behandlingen,” sagde lægen.

”Du bliver liggende her, indtil der er et arresthus, der tager dig.”

Martin kiggede på pletten på væggen.

”Hvad hvis der går en måned med det?”.

”Så kan du risikere at ligge her en måned,” sagde lægen.

Kort efter at Martin kom ud i friheden, kontaktede han rockergruppen Bandidos for at blive medlem. Han var hurtigt blevet sat på fri fod, efter politiet havde hentet ham i psykiatrien i Aalborg og kørt ham til arresten i Odense. Året var 2009. Han havde ikke mange steder at gå hen, og hans bedste ven gennem mange år var netop død. Men rockerne ville ikke have ham, fordi han var involveret i for mange voldssager.

I de følgende år røg han ind og ud af fængslet. Mistede besindelsen. Kastede en stol i hovedet på en anklager i retten. Forsøgte at smide en politimand ud ad et vindue. Kastede en mursten i hovedet på en indsat. Han blev endelig optaget i Bandidos, men ragede uklar med rockerne og forlod gruppen i 2012. Samme år arresterede politiet ham med en pistol, en tromlerevolver og en klump hash på sig, og han fik to års fængsel. Hvad han skulle med skydevåbnene, kunne han ikke huske. Han var bange for sig selv, bange for livet uden for fængslet og indstillet på at leve resten af sit liv bag tremmer.

Der var stille i den lille celle på Politigården i København. Det var midsommer 2013. Martin pressede dynen ind til brystkassen. Et par dage forinden havde en fange forsøgt at dræbe en medindsat i Statsfængslet i Nyborg, havde medierne skrevet. ”Brutalt drabsforsøg”. Martin havde ikke haft i sinde at dræbe den 22-årige mand. Men det havde været tæt på.

Den 22-årige skulle løslades fra fængslet i Nyborg, og de indsatte havde tradition for at give buksevand til dem, der skulle ud. Martin var gået i fængslets køkken for at koge vand. Den unge mand var ikke en af de værste indsatte. Han havde aldrig råbt skældsord efter Martin, stjålet hans ting eller kaldt hans mormor – den person, han elskede allermest – for en beskidt luder, som snart ville dø. Det havde andre indsatte. Martin havde sparet meget vrede op. Han havde bedt Gud om hjælp. Men det var alligevel svært at håndtere temperamentet. Han fik hjertemedicin og var begyndt at tabe håret i nakken på grund af stress. Samme morgen havde den 22-årige mand rykket dynen af Martin. Det havde været nok. Nu skulle den idiot have en lærestreg, havde han tænkt.

Martin havde jaget kniven mod den unge mands mave. En spids kniv glider nemt gennem det bløde maveskind, havde han tænkt. Men knivbladet havde bøjet 90 grader og i stedet snittet Martins fingre. Den 22-årige havde taget en stegepande fra en kogeplade i køkkenet og slået ud efter Martins hoved. Martin var undveget og havde ramt den unge mand på højre side af hovedet med den bøjede kniv, så en stråle af blod havde stået fra hans øre. En fængselsbetjent var kommet løbende og havde råbt, at de skulle stoppe.

Martin havde sparket den unge mand i hovedet, som var vaklet bagud og ind i køkkenets baglokale. ”Du skal løslades i morgen, så nu får du vand,” havde Martin råbt, mens han havde hældt det kogte vand fra den dampende kedel ud over manden, som var faldet om og lå i fosterstilling på gulvet og forsøgte at skærme hoved og bryst. Det gør ondt, havde han skreget. En fængselsbetjent mere var kommet løbende. ”Martin, Martin, hvad gør du, slap af!”. I mellemtiden var Martin gået tilbage til køkkenet. Der havde været kaffe på en af kaffemaskinerne. Tog man det sidste, skulle man lave noget nyt. Sådan var reglerne. Martin havde skænket sig en kop og lænet sig op ad køkkenbordet.

Først var han blevet sigtet for drabsforsøg. Siden blev sigtelsen ændret til grov vold, og han var blevet kørt til Politigården i København. Da han blev alene i sin celle, græd han. Hvorfor opføre sig så idiotisk? Samme dag som overfaldet havde han været til søndagsgudstjeneste i fængselskirken i Nyborg, og han havde sunget og glædet sig. Mandag skulle han ud at besøge sin ”mor”, hans 74-årige mormor. Hun var syg, og han havde tidligere fået afslag på sit ønske om at besøge hende. Han havde ikke set hende i et halvt år, og han kunne ikke tilgive sig selv, hvis hun døde, inden han igen fik hende at se. Men han vidste, at han ikke ville komme ud nu, og han vidste, hvor ked af det hun ville blive. Det var ikke i orden. Det var heller ikke i orden over for Gud, tænkte han. Eller den mand, han havde tævet. Han havde fået en bibel i fængslet, og han havde bedt Gud om hjælp til at lægge sit liv om. For en tid havde det set ud, som om det havde hjulpet. Ikke at han havde været noget dydsmønster; tidligere samme måned havde han kaldt en fængselsbetjent for et ”perkersvin”. Men der var alligevel sket noget med ham i løbet af foråret, oplevede både fængselsbetjente og hans advokat. Han havde råbt mindre, var blevet mere rolig og havde ikke længere kastet flasker efter betjentene. Han havde også skrevet et langt brev til sin mormor, hvor han fortalte, at han elskede hende og havde forandret sig til det bedre.

Det indtryk havde han nu spoleret. Måske kunne det ikke være anderledes? Han havde været kriminel, siden han var 15 år, og havde 16 voldsdomme bag sig. Han havde egentlig opgivet at kæmpe sig ud af den voldelige malstrøm. Overfaldet i Statsfængslet i Nyborg gav ham yderligere halvandet års fængsel. Men ville han sidde inde til sin død? Nej. Nu skulle det være slut. Ikke flere tilbagefald.

En ø med palmer prydede væggen. Ellers var der ikke noget opløftende ved isolationscelle nr. 11 i Vridsløselille Statsfængsel. Det slidte trægulv knirkede fra sengen og hen til den blå dør. Tremmer og gardiner for vinduerne. Et køleskab med et fjernsyn ovenpå, som manglede knapper. Navne på folk, som angiveligt var stikkere, var kradset ind i væggene.

Efter det voldelige overfald og tiden på Politigården i sommeren 2013 var Martin blevet flyttet til Vridsløselille. Ifølge kalenderen var der fem dage til juleaften, men han talte ikke dagene. Han skoddede sin cigaret i metalaskebægeret og stregede teksten under med en kuglepen: ”Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg”. Han tændte en cigaret mere, læste videre og stregede under: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus.” ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.”

Han kunne flere af versene udenad, men han læste dem alligevel igen. ”Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker.” Han havde allerede fremhævet sætningen med en blå tusch, men han understregede den én gang mere.

Han havde fået en måned i isolation. Det var ikke, fordi han havde mistet besindelsen, som han plejede. Ingen havde fået tæsk. Men i længere tid havde der floreret rygter om, at en af medfangerne ville stikke ham ned. Der gik rygter om, at flere af de indsatte kaldte ham for en frelst nar, når han ikke var til stede. Martin havde fået nok af rygterne. I køkkenet havde han fundet en brødkniv, taget fat om bladet og rettet skaftet mod den medfange, rygterne handlede om.

”Så tag kniven og stik mig ned,” havde han sagt.

Martin havde vidst, at den indsatte ikke turde gøre det – så kunne han få sat en stopper for rygterne. Manden havde skubbet kniven væk tre gange, men Martin var blevet ved. Manden havde klaget til fængselsbetjentene over, at han var blevet truet. Martin havde forklaret dem, at han godt vidste, han havde gjort noget dumt, men var træt af rygterne. Han var blevet sendt i isolation, og han havde taget sin bibel med sig.

Han læste seks eller syv timer dagligt. Læste, stregede, læste, stregede. Der stod, at ”troen kommer af det, der høres”, og at ”Guds ord er skarpere end noget tveægget sværd”. Han kunne godt lide de ord og læste dem højt for sig selv igen og igen.

Når vreden overmandede ham, lagde han sig på sengen med lukkede øjne. Der var særligt én mand uden for fængslet, som havde snydt ham for nogle penge. Han havde lyst til at brække hans arme, når han kom ud. Han bad til Gud.

”Tak, fordi du hjælper mig, så jeg ikke går ud og smadrer ham.”

Han sagde ordene højt i cellen.

”Jeg har ikke lyst til at leve sådan. Jeg kan ikke selv, så du må give mig styrke til at lægge det til side, for jeg ved godt, det er forkert.”

Martin knugede Camille ind til sig. Det var en vindblæst dag i marts 2015.

“Jeg forkynder jer herved at være ægtefolk,” sagde giftefogeden på rådhuset i Skagen.

Martin havde kendt Camille i mange år, men havde ikke før opført sig ordentligt nok, til at han kunne få hende. Nu var han flyttet ind hos hende i det lille hus i Hjallerup.

Han havde ellers svoret, at han aldrig skulle tilbage til Nordjylland. Det var dér, problemerne var, Bandidos-medlemmerne, alle de gamle venner, han havde brudt med, mens han sad inde. Men så havde han mødt Camille.

Cirka en måned tidligere, i februar i år, havde han fået sin prøveløsladelse efter knap tre år i fængsel og var begyndt at læse musik og matematik på hf. I Vridsløselille havde han lært sig selv at spille guitar og klaver. Mest klassisk. Nu spillede han også violin.

Efter en måned i isolation i fængslet i december 2013 var han i januar 2014 gået i behandling for at blive sit stofmisbrug og det kriminelle liv kvit.

Martin havde fået medicin mod adhd og havde mest holdt sig for sig selv og brugt dagene på at læse. Sidde helt stille og læse.

Den nyerhvervede følelse af ro havde først gjort ham urolig. Han havde opsøgt en rådgiver i fængslet og spurgt, om han ikke kunne få noget behandling, akupunktur for eksempel, der kunne stresse ham lidt. Rådgiveren havde ikke kunnet hjælpe ham.

Med tiden havde Martin Bentsen vænnet sig til roen.

I sommeren 2014 havde Kriminalforsorgen ikke kunnet kende ham længere. I en handleplan havde personalet skrevet, at hans tidligere opførsel ikke er ”forenelig med den Martin, der opleves i det daglige på afdelingen. Han opfører sig eksemplarisk, glad og afbalanceret. (…) han er vellidt af personale og medindsatte”.

En socialrådgiver i fængslet havde ligeledes skrevet om hans behandlingsforløb, at han gjorde en ”mere engageret indsats, end man ser hos andre klienter i samme situation” og er ”yderst vellidt af sine omgivelser”.

”Jeg kan høre det på din stemme,” havde Martins mormor sagt til ham, da han for første gang havde besøgt hende under ledsaget udgang i 2014:

”Der er sket noget med dig. Jeg har altid vidst, at der ikke er noget ondt skabt i dig. Jeg beder for dig hver aften.”

Personalet i Kriminalforsorgen havde vurderet, at forandringen skyldtes den rette medicinske behandling mod adhd.

Martin ser anderledes på det.

Han mener, at der er tale om et mirakel fra Gud.

I dag bor Martin Bentsen i Nordjylland med sin hustru Camille og er i gang med hf-enkeltfag. Han er efter lægens anvisning holdt op med at tage medicin for adhd.

Del artiklen med dine venner:

Sådan gjorde vi

Fortællingen er primært baseret på interview med Martin Bentsen og bygger desuden på interview med daværende forstander på Minibo Jørn Birk Nielsen, ledende overlæge ved retspsykiatrien i Aalborg, Tina Gram Larsen, og Martin Bentsens tidligere advokat Andro Vrlic samt på aktindsigt i Martin Bentsens journaler og andre dokumenter fra psykiatrien, domstolene og Kriminalforsorgen.

Daværende forstander på Minibo, Jørn Birk Nielsen, kan ikke genkende Martin Bentsens fortælling om opholdet på Minibo for godt 25 år siden. Jørn Birk Nielsen garanterer, at der ikke er foregået noget ulovligt på Minibo. Han siger samtidig, at fortællingen er udtryk for Martin Bentsens oplevelse, og den oplevelse vil han ikke anfægte, selvom han ikke kan genkende den. Han ønsker ikke at kommentere yderligere på fortællingen.