”Et enkelt liv gør et stort indtryk”

Lilian Munk Rösing, lektor i litteraturvidenskab

”Et enkelt liv gør et stort indtryk”

Kristeligt Dagblad har spurgt litteraturkritiker og lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet Lilian Munk Rösing om betydningen af personlige vidnesbyrd.

Hvad kan det personlige vidnesbyrd?

"Med den personlige beretning kan fortællerne gøre et stykke traumatisk historisk virkelighed levende for os andre. Den enkelte persons liv gør et stærkere indtryk på os end den store historie med statistikker og tal.Vidnesbyrd kan desuden vise os, at kz-traumet for disse mennesker er et stykke levet virkelighed, som man bliver nødt til at fortælle om og erkende, i stedet for at betragte Holocaust nærmest ærefrygtigt som en stor forfærdelig undtagelse, der ikke kan gives noget sprog."

Kan man sige noget, om det sprog, det er skrevet i? Gør det noget særligt ved os?
 
Jeg tror man kan sige at vidnesbyrdlitteraturen overhovedet giver kz-traumet et sprog. Den tyske forfatter Martin Walser siger, at litteraturen kan give kz-erfaringen et sprog, når den er stivnet i vokabular. Vokabular er de etablerede begreber, fx begrebet Holocaust, som vi kan slynge om os med uden længere at føle noget særligt ved det. Sprog er litteraturens sprog, som sprænger klichéerne og de stivnede udtryk og får os til at sanse, føle og erkende igen.

Desuden tror jeg, at det kan være vigtigt at skrive ganske nøgternt om noget så traumatisk. For en overdreven litterær gestik kan også bringe tingene lidt på afstand og lave et filter mellem os og virkeligheden. Hvis der en meget stor og voldsom udpensling af gruen, kan det måske blokere for at forstå, at det her er et stykke virkelighed."


Hvorfor er det vigtigt at denne slags litteratur bliver ved med at komme, når der allerede findes et bredt udvalg?

Udryddelseslejrene er og bliver det store traume i Europas historie, og det er og bliver enhver tænkende europæers pligt at forholde sig til dette traume, at gruble over hvordan det kunne indtræffe. Og som sagt er det et traume, der hele tiden må gives nyt sprog, for at det ikke bare stivner i kliché og glemsel.