Tænk, hvis man i stedet for at læse avisen, kunne se den blive opført foran sig.
Tænk, hvis man kunne møde kilderne i historierne og spørge ind til det, man gerne ville vide mere om.
Tænk, hvis man kunne møde nogle af de andre, der også læser Kristeligt Dagblad og se og høre, hvem man er i åndsfællesskab med.
Det hele blev muligt torsdag aften, hvor Kristeligt Dagblad fyldte sin på dagen ombyggede kantine til bristepunktet med læsere (cirka 80), der gerne ville opleve avisens journalistik på en helt ny måde. Udgangspunktet var den artikelserie om hukommelse, som blev trykt hen over sommeren.
Den reagerede rigtig mange på, og derfor besluttede avisen at invitere alle de læsere, der var plads til, ind på avisen for at høre de to journalister bag serien interviewe en række kilder og fagfolk om emnet - live på en scene.
Det kom der et særdeles interessant og livligt arrangement ud af. Journalisterne lagde ud med kort at forklare, hvordan sådan en serie overhovedet bliver til, og hvordan de udvælger emnerne.
Derefter satte hjerneforsker Troels W. Kjær den videnskabelige ramme for aftenen ved at forklare, hvordan vores hukommelse egentlig fungerer.
Én af pointerne var, at vi bedst husker de ting, vi nemt kan relatere til og synes er vigtigt at huske. Det er derfor, vi ofte glemmer nøgler, pinkoder og navne på folk, vi ikke kender særlig godt.
Så blev Daniel Majholm interviewet. Han fortalte også i serien om sine oplevelser med at miste store dele af sin korttidshukommelse i forbindelse med en stressrelateret depression.
Denne aften uddybede han blandt andet, at den svigtende hukommelse havde udfordret hans katolske tro og fået ham til at sætte sig ned på bagerste række med tvivlerne.
Ikke at han havde mistet troen på Gud, men når han ikke længere kunne fastholde viden inde i hovedet, og han ikke kunne stole på, hvad han troede, han vidste, hvordan kunne der så være plads til troen?
Hans dybt personlige, velreflekterede og på alle måder stærke oplevelser og tanker blev et højdepunkt på en aften, der også var fuld af mange andres personlige oplevelser med hukommelsen. Én af dem var Ole, der blev interviewet på scenen om at være gift med den demente Jane, som sad på første række.
For selv om det selvfølgelig var sværeste for hende at miste så væsentlig en del af sin identitet, som hukommelsen er, var det heller ikke let at være pårørende, fortalte han.
Og demensfaglige projektkoordinator Ane Eckermann fra Alzheimerforeningen supplerede med blandt andet at sige, at ægteparret gjorde det helt rigtige ved at kontakte foreningen meget tidligt i forløbet, for der er i dag meget hjælp og støtte at få.
Der kom løbende spørgsmål fra den brandvarme sal. Flere skolelærere, der samtidig var småbørnsforældre, spurgte, hvordan de dog skulle håndtere hverdagen uden at ende som Daniel. En spurgte, i hvilket omfang forskerne påvirkede politikerne til at gøre mere for, at færre endte med stressrelateret hukommelsestab.
Og andre var optaget af, hvordan man håndterede ældre, som spurgte efter deres forældre, der havde været døde i årtier.
Alt i alt en inspirerende aften, som mange udtalte, at de gerne så gentaget.
Og det ønske skulle der være gode muligheder for at indfri – måske endda i større lokaler, så vi undgår den lange venteliste.