Knud Romer: Humor er min kattelem, når virkeligheden vil fange mig

Forfatter og debattør Knud Romer ser humor som en tiltrængt flugt fra realiteterne samt en fornægtelseshandling, hvor man bryder identifikationen med det, man griner af. Selv har han ikke været flad af grin, siden han blev gift og fik børn

Humor var min modstand mod enhver form for bogstavelighed og forudsigelighed og tvangsmæssig gentagelse, siger forfatter og debattør Knud Romer om sin brug af humor i ungdomsårene.
Humor var min modstand mod enhver form for bogstavelighed og forudsigelighed og tvangsmæssig gentagelse, siger forfatter og debattør Knud Romer om sin brug af humor i ungdomsårene. Foto: Sara Gangsted.

Hvad har dannet din humor og tanker om humor?

Humor har altid været min kattelem i virkeligheden, når den ville holde mig fast og fange mig, og jeg kunne smutte ud i friheden.

Det kunne være familien og intimsfæreklaustrofobien – jeg er vokset op med gamle forældre og sad med til bords og kedede mig ihjel i evigheder – eller skolen, hvor jeg skulle stå til regnskab for kendsgerninger, som ikke interesserede mig. Så svarede jeg med en vittighed i stedet for at svare rigtigt, fordi det var banalt.

Det var min modstand mod enhver form for bogstavelighed og forudsigelighed og tvangsmæssig gentagelse, regler og rammer og konventioner.

Alting kunne løses og opløses i latter med humor. For det meste grinede jeg derfor også for mig selv.

Hvad, synes du, er humorens opgave?

Humor har mange funktioner, og der er lige så mange dårlige forklaringer på den. Men den er grundlæggende en fornægtelseshandling, hvor vi bryder identifikationen med det, vi griner af, og trækker følelserne tilbage og derealiserer situationen og selve realitetsprincippet.

Klovne ser for eksempel groteske ud, fordi vi ikke skal spejle os i dem, når de slår sig og dummer sig og vælter rundt. Og når vi griner undskyldende, fordi vi kommer til at støde ind i nogen, er det netop for at markere, at det ikke skal tages bogstaveligt. Det var IKKE meningen. Dermed benægter vi situationen i latter.

Jeg har til modsætning aldrig dyrket ironi, der er kujonens sidste skjulested, fordi den kun forstærker individet.

Er der områder eller tidspunkter, hvor humor ikke hører hjemme?

Jeg vil mene, at jo mere nødvendighedens tvang indskrænker og underkaster sig det frie, lykkelige menneske, desto mere kommer humoren til sin ret som en katapult ud af det brændende fly.

Bør der være mere humor i den offentlige debat?

Humor er selvfølgelig et retorisk våben, der kan sættes ind over for autoritære systemer, religiøse doktriner, offentlige institutioner og politiske beherskelsesforhold, og derfor har den da også historisk været forbundet med sanktioner, der er helt ude af proportioner med overskridelsen. En latterliggjort diktator er magtesløs.

Samtidigt mener jeg dog, at der ligger noget farligt i æstetisering af politik, som burde bestemmes af rationelle argumenter for det fælles bedste og ikke af retorisk slagfærdighed.

Hvordan bruger du humor?

Som Freud sagde: En lystig bevidsthed er en lysten bevisthed. Og den, som får en pige til at grine, er allerede halvvejs i mål.

Jeg bryder mig ikke om hierarkiske relationer. Jeg vil hverken være over eller under mine medmennesker, men ligemænd, og humor reducerer misforhold og opløser forskelle i et lystigt fællesskab.

Humor er min sociale lim, når jeg møder fremmede mennesker i akavede situationer. Ikke mindst ved formelle lejligheder. Først og fremmest gør den det muligt for mig at overskride konventioner og forbud og give udtryk for det usagte og usigelige tabuer. Så længe folk knækker sammen i latter, fungerer humoren som en socialt accepteret overskridelse.

Mit største problem er dog, at jeg er euforiker og bruger humoren til at fornægte og fortrænge alt, hvad der er af ubehagelige sandheder og forpligtelser, og opløser det i lyst og latter. Men før eller siden banker virkeligheden på. Og så er der pludselig ikke noget at grine af.

Hvornår har du sidst været flad af grin?

Ikke siden jeg har fået børn!