Da det religiøse drama flyttede ind i individet

Ny bog af den amerikanske historiker Larry Siedentop peger på kristendommen som basis for den moderne liberalisme

Da det religiøse drama flyttede ind i individet

Mange formoder fejlagtigt, at Vestens frihedstradition har rod i 1700-årenes oplysningstid og lukker dermed øjnene for oplysningens oplagte gæld til kristendommen. Der er jo en grund til, at oplysningtanken kun kunne vokse frem i en kristen kulturkreds.

En endnu mere udbredt fordom taler om den mørke middelalder, et mørke, der angiveligt varede, indtil renæssancen bragte humanismens lys tilbage til Europa ved at genopdage antikken omme bag middelalderen. Deraf navnet middel-alder: tidsalderen i midten, blot parentes mellem to klare epoker.

Mange har de seneste år gjort op med den falske forståelse af middelalderen. Det gør den fremtrædende historiker Larry Siedentop også, men han vil tillige pege på de ubehagelige sider ved antikken, som i reglen overses. Det sker i hans nye værk Inventing the Individual The Origins of Western Liberalism. At opfinde individet den vestlige liberalismes rødder; og de rødder befinder sig hverken i antikken eller renæssancen, men i middelalderen.

77-årige Siedentop er amerikaner, men er nu som emeritus tilknyttet Oxford University.

Siedentop påpeger, at vi gerne lukker øjnene for antikkens fundering i en urokkelig ide om naturlig ulighed. Middelalderen er derimod epoken, hvor grunden møjsommeligt ryddes for forestillingen om menneskenes lighed og dermed siden for de europæiske frihedstanker, som former vores moderne samfund. De to tidsaldre adskilles nemlig ved kristendommens altomvæltende jordrystelse.

LÆS OGSÅ: Kristendommen var tidligt en modstandsbevægelse

Det antikke Grækenland var gennemtrukket af uantastelige skillelinjer. I den ældste tid var hvert hus samlet om kulten af den enkelte families forfædre. Siden dannedes klaner, stammer og endelig bystater, men alle var de eksklusive. Der skelnedes skarpt mellem at være inde eller ude. Slaver var naturligvis komplet udenfor, men også kvinderne savnede en række rettigheder, og ideen om menneskers moralske lighed var utænkelig.

Et samfund af familier, snarere end af sjæle siger Siedentop. Familie, stamme og bystat var sådan set alle kirker, hævder han. Kulten var ikke fælles og åben, men eksklusiv og aristokratisk, og religionen talte ikke inderligt til den enkeltes samvittighed.

Den revolution, som bringer alle mennesker på lige fod kvinde og mand, træl og fri, jøde og græker kommer med Paulus.

Jorden var gødet for hans forkyndelse. Det mægtige romerrige rev lokal forankring i familie og klan op; man måtte forholde sig til en abstrakt magt i det fjerne Rom. Derfor blev jødedommen interessant for åndeligt søgende, påpeger Siedentop.

Jøderne var begyndt at sprede sig i diasporaen allerede i det 1. århundrede før Kristus, mange jøder talte græsk, og langs Middelhavet blev mange optagede af jødedommens abstrakte monoteisme. Dette, at der kun er én Gud, som giver loven til sit folk, mindede om den ny virkelighed i romerriget.

Den jødiske Guds vilje lod sig heller ikke aflæse i naturen, men skulle søges i skriften. Hidtil havde man tydet naturen, for at komme under vejr med sine mange guders vilje; antikkens præster spåede i indvolde eller fugleflugt.

Samtidig blev platonismen et betydningsfuldt element i romerrigets store kulturblanding, og de to impulser i retning af det abstrakte jødisk og platonisk beredte sindene til at høre det aldeles nye, som forkyndes fra det fjerne Jerusalem: Jesus korsfæstet; Jesus genopstået. En begivenhed, som tilsyneladende ønsker at at betyde noget for ubetinget alle; ikke for bestemte slægter, særlige rangspersoner eller særligt vise, men universelt. Systemet med rigtige mennesker og halvmennesker overskrides, for henvendelsen gælder enhver.

Paulus er som bekendt den første, der skriver om denne Jesus. Han vender klassisk klogskab på hovedet ved at forkynde det, som er tåbeligt dårskab i filosoffernes øren. Paulus er repræsentanten for den helt anderledes visdom, som ikke bunder i filosoffernes rationalitet men peger på den Gud, der aktivt griber ind på jord, og som ikke lader sig gennemskue.

Han forkyndes tillige som den fadergud, der tilbyder en kærlighedsgave, som gør alle lige i Kristus. I antikkens religiøsitet, baseret på naturlig ulighed, skulle man tilhøre huset eller klanen for overhovedet at være med.

Siedentop sammenfatter:

Tidligere, i antikken, havde det været den patriarkalske familie, som sikrede udødelighed. Nu, gennem historien om Jesus, ophøjes det individuelt moralske til det vindue, man ser tingenes natur igennem, ser ind i erfaringen af nåde frem for af nødvendighed, ser et glimt af noget, der overskrider døden. Individet erstatter familien som udødelighedens kerne.

Kristi legeme forstås som en åben forsamling af moralsk ligebyrdige individer. Hermed flyttes det religiøse drama også ind i mennesket, for det skal genfødes ved troens indre begivenhed. Det er ved dette troens spring, alle mennesker kan blive ét i Kristus. Og de skal bære den individuelle samvittighed, som Kristus appellerer til.

Det skal være slut med at forstå menneskets handlinger ud fra sociale kategorier noget der pudsigt nok kommer igen med marxismen, bemærker Siedentop. Den frie vilje bliver afgørende og ved den bør man påtage sig den ufrihed at gå ind under en moralsk pligt, som gælder hver enkelt. Tynger pligten, står til alt held Kristus for Guds nærvær i verden, den ultimative støtte under individuel identitet, som Siedentop formulerer det.

Hermed er der også banet vej for en ny social kontrakt, en ny måde at danne samfund, som skal støbes op gennem middelalderen. Kirken er i begyndelsen ikke den store undertrykker, men den instans der uendeligt langsomt overvinder alskens modstand i samfundet mod ligheden mellem mennesker.

Siedentop vier et afsnit til Augustin, der omhyggeligt påpeger, at gudsriget ikke skal realiseres politisk hernede. Vi må leve med, at vi alle er sammensat af ondt og godt. Ikke desto mindre skal der stilles moralske krav til deres adfærd. Denne spænding er kristendommens.

Betegnende for antikkens afslutning er et sigende skift i opfattelsen af et fænomen som heroisme. Antikkens hero var aristokratisk ener, maskulin, triumferende og socialt hyldet for sin bedrift, mens de kristne martyrer tværtimod indvarsler en heroisme, der ikke skeler til køn, klasse eller status. Den er åben for alle, og her modtager man ingen hyldest, tværtimod, martyren henrettes netop for sin modvilje mod at bøje sig for en religiøs norm.

Den kristne hero går dermed over de antikke omgivelsers forstand. Måbende blev mange derfor også omvendt af det samfundsomvæltende heltemod, de fik at se i cirkus.

Gnosticismen forstår Siedentop som en bevægelse, der ikke kunne rumme det nye, men ville genindføre naturlig ulighed ved at indføre ideen om kristendommens særligt indviede og oplyste. Heldigvis trak dette kætteri det korte strå, ellers havde Europa set anderledes ud i dag.

Siedentop beskriver, hvordan slaveriet logisk nok må afskaffes, hvor kristendommen vinder frem, og han påviser, hvordan feudalismen med dens ufri fæstere og urørlige feudalherrer fra starten rummer kimen til sin egen undergang i et kristent Europa.

Han gennemgår de formidable middelalderteologer Ockham og Don Scotus, der lægger grunden for moderne filosofis forståelse af erfaringen som noget individuelt, og han gennemgår juraens udvikling mod alles lige stilling for loven. Middelalderens tænkning betoner gennemgående det indre liv, som vi i dag regner for vores moderne adelsmærke, og den understreger friheden som et gådefuldt bånd mellem Gud og menneske.

Naturligvis er fremskridtene langsomme, og man kan sagtens pege på hårrejsende ulighed, undertrykkelse og udbytning gennem middelalderen. Også kirken gjorde sig skyld i alskens skurkagtigt. Menneskene er ikke anderledes: har de magt, vil de gerne befæste den ved at genindføre den naturlige ulighed. Faktisk forekommer ulighed os vel på mange måder passende når vi selv har privilegierne. Det er kristendommens insisteren på det modsatte, vi har svært ved at leve med.

Man skal samtidig bemærke det enestående, at kristendommen også baner vejen for ateismens mulighed. Ateismen er faktisk et europæisk barn af kristendommens forkyndelse af frihed. Når der åbnes åndeligt rum for den enkeltes helt frie valg i samvittighedssager, så åbnes der jo også mulighed for at vælge religionen fra.

Allerede i renæssancen ser man da også en betydelig sekularisering af kulturen. De dannede begynder at kigge begejstret tilbage til et idealbillede af antikken, den arkadiske idyl, fra før kirken kom med sin overtro. Renæssancehumanismen dyrker berømmelse, stolt selvbevidsthed, nydelse og æstetik. Derfor vil også moderne mennesker i dag forstå sig som antikkens og renæssancens arvtagere, endelig ikke middelalderens.

Siedentop slipper sin fremstilling ved renæssancen. Hans ærinde var at vise, at middelalderen var det sociale, filosofiske og juridiske laboratorium, hvor kristendommens radikale tanke får praktisk betydning for de europæiske samfunds fremtid.

Ret forstået er sekularismen Europas nobleste opfindelse, betoner Siedentop. Sekularismen er kristendommens gave til verden, for den er forudsætningen for, at tro kan leve op til sit navn og virkelig være tro. Uden tvang, som også Paulus insisterede på det.

Noget andet er så, at kirken og de verdsligt mægtige gennem Europas historie ofte undlod at leve op til idealet. Faktisk kan USA se tilbage på en kønnere historie, bemærker Siedentop. Den er præget af, at nationen stiftedes af mennesker på flugt fra religiøs forfølgelse. En undertykkende magtkirke og en selvisk adel har USA aldrig kendt.

Europa fik desuden sin endeløse borgerkrig mellem kirke og ateisme, som efterhånden har undergravet Europas moralske autoritet, mener Siedentop. Han håber, den vil høre op, nu da Europa møder udfordringen fra islam. Europæerne bør begribe, at sekularismen ikke er religiøs ligegyldighed, men det moralske bånd, der forener kristendommen og friheden. Det skal man også forklare muslimer, så de ikke tror, at sekularisme er det samme som forbrugerisme, materialisme, åndløshed og dekadence.

Et trist nyt fænomen i USA er fremgangen for bibel-fundamentalismen, som Siedentop delvist ser som reaktion på truslen fra radikal islam. Bibel-fundamentalisme kan beskadige den traditionelle amerikanske forståelse af sekularismen som kristendommens moralske instinkt.

Situationen er ikke ufarlig, mener den amerikanske historiker. Om vi kan lide det eller ej, er der opstået en troens konkurrence, idet muslimsk fundamentalisme udfordrer Vesten. Og den abonnerer ikke på universel lighed, men på naturlig ulighed mellem mand og kvinde, troende og vantro og så videre. I denne situation bør europæerne interessere sig for deres egne rødder.

Larry Siedentop: Inventing the Individual. The Origins of Western Liberalism. 434 sider. Penguin Boooks.

Larry Siedentop

Født 1936 i Chicago. Historiker og politisk filosof, som er optaget af fransk liberalisme i 1800-tallet. Har skrevet afhandling om den franske forfatter Joseph de Maistre (17531821) og den franske filosof Maine de Biran (17661824) på Magdalen College, Oxford, under vejledning af den britiske politiske teoretiker Isaiah Berlin.

WWSiedentop påpeger, at vi gerne lukker øjnene for antikkens fundering i en urokkelig ide om naturlig ulighed. Middelalderen er derimod epoken, hvor grunden møjsommeligt ryddes for forestillingen om menneskenes lighed og dermed siden for de europæiske frihedstanker, som former vores moderne samfund.

WWMan skal samtidig bemærke det enestående, at kristendommen også baner vejen for ateismens mulighed. Ateismen er faktisk et europæisk barn af kristendommens forkyndelse af frihed. Når der åbnes åndeligt rum for den enkeltes helt frie valg i samvittighedssager, så åbnes der jo også mulighed for at vælge religionen fra.