Den kulturradikale pietist Kaj Munk

Mange kender digterpræstens skuespil og hans handlinger under Besættelsen, men Kaj Munks teologi er stort set ukendt. Ny antologi understreger hans opposition til Tidehverv og det grundtvigske og sammenligner ham med Georg Brandes

Kaj Munk (forrest) og Georg Brandes.
Kaj Munk (forrest) og Georg Brandes.

Kaj Munk holdt sin sidste prædiken nytårsdag 1944 for menigheden i Vedersø. Han gik ikke på prædikestolen og heller ikke for alteret. I stedet stod han på gulvet ved siden af juletræet, der stadig stod i kirken, i overfrakke og med rødt halstørklæde om halsen, og forklarede menigheden, at han ikke kunne gå på prædikestolen, når folk i sognet gik i tyskernes tjeneste.

I stedet fortalte han fra gulvet, hvordan det aldrig kunne blive ”kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejghed, Griskhed eller tossegod Føjelighed”.

Det blev hans sidste prædiken, og synspunkterne kom i sidste ende til at koste ham livet, da han den 4. januar 1944 blev henrettet af tyskerne i en plantage nær Silkeborg.

Han havde længe prædiket og talt imod samarbejdspolitikken og tyskerne, og det havde i forsommeren 1943 fået en bekymret Elsebeth Kieler til at skrive til ham for at spørge, hvordan man som kristen skulle overholde det femte bud om ikke at slå ihjel - der var jo så meget litteratur om den slags - når nu Munk opfordrede til aktiv modstandskamp? Kaj Munk tøvede ikke og svarede:

”Brænd al den litteratur - den er så ligegyldig i øjeblikket eller en klods om benet - og lær at bruge et maskingevær. Det er Kristi mening, at man skal hjælpe enker og faderløse, og det kan man blandt andet ved at skyde røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke kristendom at lade andre tage forsvarskamp og kval på sig og selv sidde og gå op i nirvana. Det er opium og lastefuldhed. Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.”

Slagkraftige ord, men også et klart eksempel på, at Kaj Munk ikke var bange for at begrunde sine holdninger med teologi og kristendom. Alligevel har hans teologi længe været underbelyst. Det mener en række universitetsfolk, der forsøger at råde bod på det faktum ved i morgen at udgive antologien ”Kaj Munk og teologien”, der udkommer på årsdagen for samarbejdspolitikkens ophør i 1943. Den er redigeret af Søren Dosenrode, Hans Raun Iversen og Peter Lodberg og skal bidrage til en mere nuanceret forståelse af Kaj Munk, fordi der ifølge redaktørerne har været for ensidigt fokus på hans dramatik, særligt skuespillet ”Ordet”, og hans handlinger og død under Besættelsen. Med andre ord: for meget fokus på ”Ordet” og mordet. Professor Søren Dosenrode forklarer:

”Set fra mit elfenbenstårn er det pudsigt, at specielt Kaj Munks person, dramatik og opfordring til modstand er blevet endevendt, men teologien er blevet stort set ignoreret, på trods af at han først og fremmest var præst, og man kun kan forstå eksempelvis dramatikken, hvis man har styr på hans kristenhed, og det samme gælder hans modstand og hans beredvillighed til at lide døden. Der er tale om et 'hul', som skal fyldes ud for at få alle facetterne med. Og hvorfor skal man have alle facetterne med? Fordi Kaj Munk var en af flere meget centrale personer i 1930'ernes 'Kulturdanmark'.”

Lektor Hans Raun Iversen supplerer:

”Bogen er udtrykt for en slags historisk retfærdighed - 50 år forsinket.”

Alligevel er det en særlig opgave, redaktørerne har stillet sig selv og de andre bidragydere, idet Kaj Munk selv foragtede teologi:

”Teologi er den nederdrægtigste Forvanskning af Kristendommen! Alt sandts arge Fjende,” skrev han blandt andet. Han yndede efter sigende også at fortælle vittigheden om en kvindelig tilhænger af Oxfordbevægelsen, der spurgte en tilfældig forbipasserende, om denne kendte Gud. Han svarede, at han var professor i teologi, hvortil damen trøstede ham: ”Jamen det gør ikke noget; Gud elsker selv de dybest faldne.”

Således er der ikke meget, der tyder på, at Kaj Munk havde stort tilovers for universitetsverdenen og teologien. Så hvorfor en bog om netop hans teologi? Peter Lodberg forklarer:

”Det er vigtigt at arbejde med Kaj Munk, fordi hans liv og teologi er så sammensat og omskiftelig. Han bryder med de gængse normer for, hvad der er god teologi. Samtidig er hans modstand mod både politiske og kirkelige myndigheder en vigtig påmindelse om, at teologi og kirke aldrig må blive systemkonform.”

Kaj Munk kom ud af en pietistisk vækkelsestradition og beholdt livet igennem en stærk tro på, at det er handling, der tæller. Derfor var hans teologi meget praktisk præget med et skarpt fokus på moral og etik. Alligevel havde han det svært med de vækkelsesprægede møder, diverse engelske bevægelser som Oxford- og Keswickbevægelserne arrangerede, og hans polemiske sind svigtede ham heller ikke her. Han beskriver et sted, hvordan han på et af disse vækkelsesmøder havde besluttet sig til at omvende sig:

”Jeg gik ud pa en badebro og lovede mig selv, at jeg ville forblive der, indtil omvendelsen var indtruffet. Der gik en time, og der gik to. Hvis det var en synd, skal den tilstås her: På det tidspunkt blev sengen mig endnu mere fristende end omvendelsen. Jeg sagde til mig selv, at denne sidste måtte altid senere kunne erhverves, hvorimod den søvn, som hørte denne nat til, kun kunne erhverves nu.”

Selvom denne type polemiske udfald altså ikke var ham fremmed, var han temmelig pietistisk indstillet, og flere bidragydere beskriver i bogen hans tænkning som en ”handlingens teologi”. Men grundet sin fjendtlige indstilling til universitetsteologien er han også svær at putte i en teologisk kasse. Han var eksempelvis en stærk fortaler for kvindelige præster, men lige så stærkt imod fri abort. Professor Søren Dosenrode udlægger digterpræsten:

”Munk elskede livet, og han forgudede kvinden, specielt når hun var mor. Når et barn var undfanget, havde det en ret til at leve som en lille Guds skabning, altså var han abortmodstander. Han var modstander af hor, men så snart en kvinde var blevet gravid, transformeredes hun, ændrede status, og blev 'mor', for Kaj Munk noget sublimt, og så skulle hun hjælpes og støttes i sit svangerskab, og hun skulle ikke ses ned på. At kvinder kunne være præster, var naturligt; der er et herligt citat, hvor han siger noget i retning af, at når ens læber har diet en kvindes bryst, så kan man ikke nægte dem at være præster.”

På denne måde trækker Kaj Munks teologi i flere retninger, selvom man med besættelseskamp og abortmodstand kunne blive fristet til at kalde ham konservativ. Men lektor Hans Raun Iversen komplicerer det yderligere:

”Kaj Munk kan læses som nærmest postmoderne. Godt nok er han kulturkonservativ - ud fra sin fornemmelse af hvad fri abort, alkoholudskænkning og så videre kunne komme til at betyde. Men samtidig skød han hul i sfæreopdelingen mellem kunst og religion, og han gjorde op med den statsligt styrede kirke. På den måde står han på mange måder der, hvor de fleste står i dag: Kristne må gøre kristendommen gældende i alle medier og gå langt både teologisk og arbejdsformmæssigt for at gøre kristendommen levende i dagens samfund. Den grundtvigsk-tidehvervske statskirkelighed er slut. Kaj Munk var derfor en pioner i forhold til mangt og meget i vor tids kirke og kultur.”

At Kaj Munk skal placeres i modsætning til de grundtvigske og tidehvervske træk ved dansk kirkeliv, er ellers ikke oplagt. Især er hans højpolemiske stil og hans modstandskamp under Besættelsen ikke ulig flere fremtrædende tidehvervspræster fra samtiden. Men Kaj Munk foragtede Tidehverv og Tidehverv ham. Ifølge Peter Lodberg kaldte Munk hånligt Tidehverv for ”teologi som tennis” for at hentyde til, at tidehvervsteologi ”udøves af forfinede teologier fra det bedre borgerskab, der er mere interesseret i at diskutere teologiske begreber, uden at det fører til noget”.

Og ukærligheden var bestemt gengældt. Sognepræst og senere højskoleforstander Knud Hansen, der var en central figur i Tidehverv, skrev i en bog om Kaj Munk, at der var mere moralisme end evangelium i hans teologi, og Hans Raun Iversen mener ligefrem, at det var de grundtvigsk-tidehvervske og deres alliance med visse socialdemokrater, der bremsede udbredelsen af Kaj Munks teologi efter krigen:

”Hovedårsagen til Kaj Munks voldsomme nedtur i den kulturelle elite, ikke hos det brede folk, var det angreb, som socialdemokraterne satte ind, ledet af den senere udenrigsminister K.B. Andersen. Der var meget stærke forbindelser mellem Tidehverv og socialdemokratiet dengang. Det var ofte socialdemokraterne, der satte tidehvervspræster i embede for at bekæmpe vækkelsesfolkene.

Efter krigen var de bange for at tabe valget til kommunisterne og Dansk Samling, som havde været ledende i modstandsbevægelsen. Derfor trak man nazikortet mod Kaj Munk, der havde anbefalet at stemme på Dansk Samling under krigen. Herfra spredte misagten sig til litterære og teologiske kredse, hvor Kaj Munks værk også forekom uddateret og patetisk, fjernt fra den nøgternhed, man hyldede efter krigen. Så sent som i 1994, da jeg arrangerede den første akademiske konference om Kaj Munks virke, var det meget svært at opdrive både litteraturfolk og teologer, som ville lægge navn til at være med,” fortæller Raun Iversen.

Endnu videre i denne skarpe skelnen mellem Kaj Munk og de grundtvigsk-tidehvervske går lektor Hans Hauge i sit bidrag i antologien. Han kalder ligefrem Kaj Munk kulturradikal. Han indleder sin artikel med at spørge, hvordan en kristen udgave af kulturradikalismen ville tegne sig, og svarer selv:

”Hvis vi så skal svare på mit indledende spørgsmål om, hvordan en brandesiansk eller kulturradikal udgave af kristendommen ville se ud, da er svaret: Den er, som Kaj Munks teologi og kirkesyn. Har man beskrevet de to, har man svaret.”

En lidt sær tolkning kunne man mene, al den stund at der også er så klare konservative træk i Munks holdninger. Men Hauge forklarer, hvordan man dels kan forklare Kaj Munk som kulturradikal i den forstand, at han delte store stilistiske træk med Brandes' skarpe pen, og hvordan han drømte om et ”moderne gennembrud” inden for kirken, lige som Brandes skabte det inden for litteraturen.

Men det hænger også sammen med, at Hauge tegner et portræt af dansk kirkeliv, hvor vi på den ene side har en pietistisk og kulturradikal fløj, hvor handlinger og den historiske Jesus står i centrum, mens de tidehvervske og grundtvigske står på den anden. Kaj Munk hørte ifølge Hauge klart til på førstnævnte.

Videre påpeger han, at det temmelig moralske fokus på den historiske Jesus og hans gerninger og den meget aktivistiske linje fjerner ham fra Tidehverv og sætter ham nærmere både pietisme og en brandesiansk drøm om reformer:

”Munks teologi kan bedst formuleres som anti-barthiansk og dermed på kant med den lutherske neo-ortodoksi, der vandt indpas med Tidehverv i 1930'erne. Dermed er der klare aktivistiske, gnostiske og subjektivistiske elementer i den. Munk afviser, at den forkyndte Kristus er kirkens grundlag og vil have den historiske Jesus med. Barthianismen var datidens modernistiske teologi, dog med en del støtte også fra KFUM og K; men den er i dag stort set borte, selvom vi i bis-pen af Helsingør, Lise-Lotte Rebel, har en barthianer endnu. Barthianismen er i det store og hele erstattet af en ny aktivistisk, moralsk handlingsteologi, og Munks kamp imod barthianismen er helt uaktuel, mens hans politiske teologi igen kunne blive aktuel.”

Om den så bliver det, får tiden vise. Kaj Munk havde nok ønsket sig, at hans gerninger kunne inspirere. Men al for stor interesse om sin person ønskede han til gengæld næppe, for, som han skrev, ”livet har for store opgaver til, at man kan forsvare at spilde det på at rode i den smule slambrønd, som hedder mig”.