En stærk stat er en forudsætning for fred

Dramatisk

Filosoffen Hobbes forestillede sig ingen smuk, indre moral i mennesket, man kan appellere til. Mennesket skal tværtimod holdes i skak. Ellers får vi snart, hvad han kaldte 'alles krig mod alle'. Foto: Jan Djenner / Scanpix

Engang stræbte tænkere ikke efter verdensfred, men blot efter inddæmning af samfundets løst flagrende vold

Sjælefred, ikke politisk fred. Det var det, der lå antikkens tænkere på sinde. Epikur så ”sjælens vindstille” som idealet, mens krige blev anset for uundgåelige. Og romerigets ideelle fred - pax romana - hvilede på benhård undertrykkelse. Freden bliver først for alvor et tema med kristendommen. ”Salige er de, som stifter fred”, lyder det i dens åbenbarede tekst.

Kirkefaderen Augustin taler i ”Gudsstaten” om en retfærdig orden som betingelsen for fred. Den skal imidlertid grundes i troens gudsfrygt og vil derfor forblive ufuldkommen blandt syndere på denne faldne jord. Strid og ufred ophører først i det himmelske Jerusalem.

Den tanke behersker vestlig tænkning mange år frem. I senmiddelalderen ser man dog mere praktiske overvejelser over tilvejebringelse af fred.

Således var en opslidende strid mellem pavestolen og den tysk-romerske kejser baggrund for den italienske tænker Marsilius af Paduas skrift ”Defensor pacis” (Fredens forsvarer), 1324. Han argumenterer for at paven skal slippe sit politiske magtbegær og overlade politikken til kejseren, så rivaliseringen endelig kan høre op.

Marsilius argumenterer påfaldende moderne, påpeger filosoffen Henrik Gade Jensen.

”'Defensor pacis' kaldes demokratiets første skrift. Marsilius begrunder magten i folkeviljen og ikke i Guds magt. Det peger klart frem mod Luthers toregimente-lære 200 år senere. Begge ser statens begrundelse i, at den kan holde fred og orden. Derudover er den ikke bestemt som kommende fra Gud.”

Gade Jensen uddyber:

”Marsilius giver den første formulering af den verdslige magts legitimitet eller selvberettigelse, og den begrundes nedefra i folket. At den slags siges 300-400 år, før man for alvor begynder at tale om demokrati, viser atter, at middelalderen ingenlunde er mørk, men stedet, hvor det meste starter.”

Næste fyrtårn i fredstænkningen er den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679). Han har et illusionsløst blik på mennesket og hævder, at fred kun sikres, hvis en bomstærk stat inddæmmer den løbske vold mellem menneskene.

”Fra renæssancen og frem mod Hobbes får man den såkaldte statsræson, der anbefaler brugen af magt til opretholdelse af den indre fred,” forklarer Gade Jensen. ”Den modsiges siden af Kant, der søger en mere moralsk begrundelse af magten. Men tænkere som Machiavelli og Hobbes anbefaler hårdt og kontant statens voldsmonopol, da alternativet er værre.”

Statens kontrol med borgerne tænkes udstrakt så vidt, at den enkelte ikke må afvige fra landets officielle gudsdyrkelse.

”Det er vanskeligt at forstå i dag, hvor religionsfriheden er en af de vigtigste menneskerettigheder. Men på Hobbes' tid var staten endnu ikke stabil, og han oplever de religiøst motiverede borgerkrige i England. Han så altså, hvor sprængfarlig religionen er.”

Hobbes er meget tidligt ude med tanker, som faktisk kom til at danne grundlag for senere europæisk statsret.

”Hobbes begrunder staten verdsligt, udelukkende i suverænens magt. Her opstår den moderne stat. Fred til trivsel skabes gennem voldsmonopolet. Borgerkrigene i England fik ham til at erklære, at 'selv en slem tyran er bedre end ingen tyran'. Anarki var i hans øjne altid det værste.”

Og han forstod mennesket som naturvæsen snarere end et samfundsvæsen?

”Ja, han forestillede sig ingen smuk, indre moral i mennesket, man kan appellere til. Mennesket skal tværtimod holdes i skak; ellers får vi snart, hvad han kaldte 'alles krig mod alle'. Mennesket er et selvisk væsen, altid rede til at stjæle naboens forråd - kun frygten for straf holder os tilbage.

Hobbes er tillige ophavsmand til retspositivismen inden for juraen, som mener, at love ikke giver mening, med-mindre man kan sætte magt bag dem.”

Ellers er de kun en art hensigtserklæringer?

”Noget i den retning, og sådan er de jo lidt ved at blive nu, hvor luften er fuld af tågede, moralske appeller og internationale konventioner. Her har juraen virkelig ændret sig inden for de seneste 30 år. Nu kommer det moralske indhold næsten i første række, mens håndhævelsen kommer i anden.

Det minder lidt om en sekulær udgave af kanonisk kirkeret. Middelalderens kirke kunne jo udstede bandbuller uden at have egentlig magt at sætte bag dem. De havde ikke desto mindre formidabel magt over fyrsternes sind.

I dag er det tilsvarende helligbrøde at bryde en FN-resolution, for hér er moderne hellighed flyttet hen.”

Ikke alle har imidlertid respekt for konventioner og resolutioner. Deraf Vestens afmagt over for Mellemøstens fortløbende drama, påpeger Henrik Gade Jensen.

”Måske kan der faktisk kun herske fred i et område, når et stabilt voldsmonopol er etableret. Ellers har man egentlig ikke en nation, men kun et territorium, hvor rivaliserende grupper kører rundt i deres Toyota-pickupper med et maskingevær bagpå. Her har Hobbes en pointe.

Vi i Vesten har meget fokus på demokrati, men demokrati skaber ikke nødvendigvis fred. Det gør statsræsonen. Demokrati er en luksus, man kan tillade sig, når man har skabt civil orden.”

Hobbes kan godt lyde som en hård hund, men hans probate medicin kom til at betyde, at andre siden kan lyde anderledes milde.

”Den engelske oplysningstænker John Locke regner mange som et mere sympatisk bekendtskab end Hobbes, for Locke taler om tolerance og religionsfrihed. Men Locke skriver også 100 år efter Hobbes og nyder derfor godt af, at stat og retsorden er blevet så stabile, at man kan give borgerne længere snor.

I dag glemmer vi ofte, at rettigheder og tolerance forudsætter statens stærke pondus. Frihedsrettigheder kunne først formuleres, da staten havde skabt den civile fred.”

Nu sidder det ubevidst på rygraden, at man ikke må slå sin nabo, fordi man ikke bryder sig om hans religion?

”Det er indarbejdet, men tankevækkende nok endnu ikke på en del af dem, der er indvandret til Vesten fra områder uden denne retstradition. For nylig måtte politiet eskortere den israelske ambassadør bort fra en talerstol ved en lovligt anmeldt demonstration, fordi han blev truet.”