Tolerante som Voltaire er vi ikke mere

Voltaire (1694-1778). 1870 woodcut print of the French author and poet Voltaire reading at a desk. Born ...

Det kan måske overraske nogle, at oplysningsmanden Voltaire ofte argumenterer ud fra Bibelen. Foto: Bildagentur-online / Scanpix

Selvom det ville være latterligt at ofre til favne, skovånder og vandnymfer, ville det være mere fornuftigt (...) at dyrke disse fantasiens billeder af det guddommelige end at vende sig mod ateismen.
Voltaire

Tolerancetanken hos oplysningsmanden Voltaire er langt fra nutidens idealer. Hos den franske filosof spiller religion en helt anderledes rolle, som hans vigtige afhandling om tolerance viser

Den franske filosof Voltaire (1694-1778) citeres hyppigt, når talen falder på frihed til at være forskellig. Han fungerer som en slags retorisk trumfkort, når det gælder tolerance, ytringsfrihed og respekt for mindretal.

Men det 21. århundredes løsrevne Voltaire-citater præsenterer ham overvejende i en version, der passer ind i nutidens forståelse af rationalisme. Ikke ind i Voltaires forståelse af rationalismen.

Brugen af Voltaire i dag spærrer af og til for en reel forståelse for, hvad han er for en tænker. Det gælder særligt i forhold til religion, hvor han i Danmark er blevet fremstillet endimensionelt som kritiker af den katolske kirke.

Men læser man filosoffens afhandling om tolerance, spiller religion ikke bare rollen som skurk, idet han kritiserer fanatisme. Nej, troen bærer også store dele af hans argumentation for den positive tolerance.

I traktaten om tolerance, som bogen direkte oversat ville hedde på dansk, er kapitel 23 én lang bøn. Oplysningsmanden beder Gud tilgive os fejl og had mod mennesker, der er forskellige fra os selv.

”Må alle mennesker huske på, at de er brødre. Må de afsky sjælelig undertrykkelse, som de nærer afsky for det tyveri, der bemægtiger sig frugten af andres arbejde og flid.”

Kristendom tolereres ikke bare af den franske rationalist. Den er en del af udgangspunktet for tolerancen.

Det Gamle Testamentes voldsomme fortællinger er for den franske polemiker fyldt med eksempler på tolerance. Selv midt i de meget voldsomme fortællinger om blodige krige.

Det Nye Testamente er et vigtigt grundlag for tolerancen, ræsonnerer han og fremhæver disciplenes fredelige løsninger på store konflikter, ikke mindst debatten om, hvorvidt de skulle leve efter de jødiske bud.

”Der eksisterer ikke noget større forbillede end dette, der lærer os, at vi skal være tolerante i vores uenigheder og ydmyge, når vi står over for noget, vi ikke forstår.”

Og den idealistiske franskmand giver et råd til dem, der vil være tolerante:

”Hvis I vil ligne Jesus Kristus, så vær martyrer, ikke bødler.”

Og det har konsekvenser, at oplysningsmandens tolerance forkyndes fra et religiøst standpunkt. Ateisme er et onde. Overtro er bedre end ateisme, skriver Voltaire, som vel at mærke ikke regner kristendom for overtro.

”Mennesket har altid skullet tøjles, og selvom det ville være latterligt at ofre til favne, skovånder og vandnymfer, ville det være mere fornuftigt og nyttigt at dyrke disse fantasiens billeder af det guddommelige end at vende sig mod ateismen. En ræsonnerende voldelig ateist med magt ville være en lige så stor forbandelse som et overtroisk menneske med tørst efter blod.”

Tilsvarende kan det måske overraske nogle, at oplysningsmanden ofte argumenterer ud fra Bibelen. En vurdering af jøderne baserer han på Bibelens tekster.

”Moses siger flere gange, at Gud straffer fædrene gennem børnene helt ned til fjerde generation. Denne trussel var nødvendig for et folk, for hvem Gud hverken havde åbenbaret sjælens udødelighed eller straffen eller belønningen i næste liv.”

Argumentationsformen er ikke politisk korrekt og ville i dag placere ham meget langt fra det tolerante establishment, ja måske ville hans ord om tolerance blive opfattet som intolerante.

Samme argumentationsform fører ham til at placere de kristne grundskrifter som tolerancens grundskrifter.

”Der er, hvis jeg ikke tager meget fejl, kun få passager i Evangelierne, med hvilke forfølgere kan hævde, at intolerance og tvang er legitime.”

Mange mener i dag, at staten bør ligestille alle religioner. Den holdning findes særligt inden for en tradition, som ser sig selv som forlængelse af klassisk oplysningstænkning. Tolerance gennem ligestilling af religioner er tæt forbundet med idealet om den religionsfri stat. Men for den franske oplysningstænker er religionslighed ikke det samme som tolerance.

”Jeg siger ikke, at alle de, der ikke har fyrstens religion, skal have samme plads og vises samme ære som dem, der hører til den dominerende religion,” skriver han med et ønske om, at Frankrig måtte behandle sine minoriteter lige så godt som England.

Det er svært at forestille sig Voltaire argumentere for den religionslighed, som i dag fører til for eksempel krav om religionsneutrale rum på hospitaler. Det ville kræve, at man indskød en præmis om, at han ville have været politisk korrekt i dag. Og det er lige præcis, hvad han ikke var, blandt andet i sine grove angreb på den katolske kirke.

Majoritetskulturens dominans stiller sig ikke som et problem for Voltaire, selvom han levede i en kultur, der var mindst lige så multireligiøs som det danske samfund anno 2014. Tolerance handler for ham om noget andet: Bekæmpelse af fanatisme. Det er en vigtig idéhistorisk pointe, at dette tolerancesyn fra oplysningstiden - at majoritetens kultur må dominere - har det svært blandt tilhængere af både oplysning og tolerance nu om dage.

I vor tid defineres tolerance desuden på en måde, som med et slag gør alle mennesker fra før 1960 intolerante. Vi bryster os af, at vi er i det 21. århundrede, hvor man ikke siger neger, retarderet eller sigøjner.

Denne tanke er fremmed for Voltaire. Her er tolerance ikke bundet til sproglig respekt eller til egen samtids normer. Antikke grækere og romere fremhæves som mere tolerante end franskmænd i 1700-tallet. For tolerance handler først og fremmest om at give plads til forskellighed, hvilket romerne tillod i stort omfang i deres provinser. Voltaire er i egentligste forstand tolerant over for andre epoker.

Men har nutidens forståelse af tolerance da slet ikke noget tilfælles med den Voltaire, der i de fleste leksika står som en af de bærende tænkere bag begrebet?

Jo. Den polemiske franskmand har en enorm tiltro til det bedste i andre folkeslag. Han ser tolerance alle steder i verden. Også i Vietnam, hvor han støtter vietnameserne i at smide jesuitterne ud, fordi de for ham er indbegrebet af kirkelig fanatisme.

Tilsvarende lægger han konstant afstand til egen kultur for at skabe plads til andre. Han opfatter sig selv som katolik og bruger jævnligt ”vi”, når han skriver om katolikker. Det falder ham let at lægge sig ud med sine egne. Det træk findes også i vores tolerancetradition.

Men det er først og fremmest påfaldende, hvor langt der er mellem tolerancebegrebet hos den centrale oplysningstænker og nutidens. Europas tolerance-tænkning var engang uforudsigelig og udfordrende polemisk over for magten. Nu er den blevet til religionsfremmed korrekthed, optræder på magtens side og spiller sprogpoliti. Og mest iøjnefaldende: Det er i dag del af den tolerante kode at sænke stemmen over for religiøse fanatikere, der fremmer vold mod udsatte grupper. Dem ville Voltaire have åbnet munden over for.