Robert W. Jenson er en af USA's mest indflydelsesrige protestantiske teologer. Han har livet igennem interesseret sig for Wolfhart Pannenbergs vældige værk, og de to var også venner privat.
Jenson er 84 år, så han er gået af som professor på Princeton Universitet, men bor stadig klos op ad det hæderkronede amerikanske universitet, så han ikke skal undvære stimulerende samtaler. Her traf Kristeligt Dagblad ham også på telefonen.
”Jeg beundrede Pannenberg, fordi han ikke anerkendte den angivelige kløft mellem sekulære discipliner og teologien” fortæller Robert W. Jenson.
”Han ignorerede den simpelthen og kastede sig over det meste med en uforlignelig flid. Hans belæsthed var enorm.”
Og han ønskede at åbne teologien mod erfaringen og den ydre historie?
”Det gjorde han - og på en god måde. Hvis evangeliet er sandt, så må det også omfatte ubetinget alt som en art megateori. Den pointe tog han enormt alvorligt, mere end nogen anden teolog.
Historien og det åbenbarede ord er ikke det samme, men det bliver det til slut, påpegede Pannenberg. Heri er jeg enig. Ligesom ham vil jeg ikke skelne så vældig skarpt imellem åbenbaring og historie.”
”Det er vigtigt at forstå, at Pannenberg var en intellektuel, der som ung mand blev omvendt til troen. Han blev kristen, fordi han mente, kristendommen var sandhed. Det er skam ikke længere nogen selvfølge for teologer i disse postmoderne tider. Pannenberg var da heller ikke det mindste gran postmoderne. Hans baggrund var det 19. århundredes idealisme og oplysning, Schleiermacher og Hegel.”
Derfor vil børsnoteringen af den postmoderne strømning i de næste årtier også afgøre, om Pannenberg vil bevare sin indflydelse eller gå i glemmebogen, understreger Jenson. Det drejer sig om striden mellem det rationelle, ordnende oplysningsprojekt og den romantiske, intuitive postmodernisme.
”Jeg var til et selskab hos Richard John Neuhaus, redaktør af magasinet First Things, og det viste sig, at alle i lejligheden var amerikanske venner af Wolfhart. Og vi kom til at diskutere, om han ville få varig betydning. Og vi blev enige om, at hvis oplysningen bliver permanent - og det postmoderne altså kun bliver en parentes - så bliver Wolfhart også stående. Hvis vi virkelig har set enden på oplysningen, så bliver han et relikt fra fortiden. Han var barn af oplysningen, og han ønskede at forlænge den.”
Nu ser oplysningen selv sig ellers gerne som teologiens modstander.
”Det er rigtigt nok, men oplysningen er ikke desto mindre en permanent kontekst, som man skal bedrive teologi inden for. Og jeg tror ikke, den vil ebbe ud.”
Men når teologer leder efter Guds aftryk ude i historien, kommer de vel nemt til at rende efter falske spor?
”Den risiko består. Jeg står i fare for det samme med min teologi. Betragter man hele historiens løb som den forventende åbenbaring af Gud, som Pannenberg gjorde, så vil det være en risiko, men en, man så må løbe. Se nu tidens postmoderne teologi, som ikke synes, den behøver bakse med naturvidenskaben, for den vil bare dekonstruere alt. Den lever også med en risiko, nemlig at den ender med at dekonstruere sig selv.
En teolog som amerikanske Thomas Altizer mener, at Gud udtømte sig på korset langfredag, for her døde han for alvor. Heri ser Altizer inkarnationens virkelige dybde. Den art postmoderne teori lå Pannenberg uendelig fjernt.”
Han var en old time believer?
”Yep!”