”Om 300 år vil man se på vores forhold til dyr, som vi i dag ser på slaveriet”

Vores syn på dyr vil flytte sig mod dyrerettigheder, siger filosoffen Jes Lynning Harfeld. Opstandelsen om giraffen Marius er efter hans mening et sigende eksempel på udviklingen

Da giraffen Marius blev aflivet, var der stor opstandelse.
Da giraffen Marius blev aflivet, var der stor opstandelse. Foto: Keld navntoft .

Vi skal forestille os et brændende hus. Indenfor sidder din højtelskede hund sammen med naboens barn. Du kan kun redde enten hunden eller barnet. Hvad gør du?

Mange vil formentlig spontant redde barnet og uden blusel forsvare valget med, at barnet har større værdi end hunden.

Men valget er ikke nogen selvfølge for alle.

”Det ville være artsracisme at hævde, at det eneste etisk rigtige er at redde barnet. Hvis det var et sort og et hvidt barn, ville vi jo også finde det racistisk at forvente, at det hvide barn skulle reddes på bekostning af det sorte,” siger Stijn Bruers, ph.d. i moralfilosofi fra universitetet i Gent i Belgien. Han er også projektansvarlig ved den belgiske organisation Ecolife og tilhører den såkaldte dybde-økologiske bevægelse, der blev udviklet af den norske filosof og miljøforkæmper Arne Næss. En anden af dybdeøkologiens fædre, den australske filosof Peter Singer, har forklaret artsracismen sådan her:

”Hvorfor er det etisk forsvarligt at dræbe ikke-menneskelige dyr for føde og tøj, men ikke mennesker? Er det menneskers intelligens? Evnen til at foretage moralske valg? Er det bevidsthed? Lige meget hvilken grund man vælger, vil der være mennesker som for eksempel babyer eller svært intellektuelt handicappede, der ikke lever op til det. Så må man vælge en af to mulige konsekvenser. 1: Det er etisk forsvarligt at dræbe mennesker, der ikke lever op til kravene og bruge dem til føde og tøj. 2: Det er ikke etisk forsvarligt at dræbe ikke-menneskelige dyr. Jeg har valgt nummer 2.”

Peter Singer repræsenterer den såkaldte utilitaristiske linje blandt dyrerettighedsforkæmpere. Mennesker skal afholde sig fra at benytte dyr som midler til at tilfredsstille egne behov. Men Stijn Bruers og flere andre går et skridt videre med kravet om, at dyr skal have samme rettigheder som mennesker.

”Spørgsmålet er: Hvad er en person? De seneste årtiers forskning har nedbrudt mange af skillelinjerne mellem dyr og mennesker. Vi har fundet ud af, at hunde kan have en form for retfærdighedssans, at dyr kan have komplekse følelser som sorg, og at fugle kan have komplekse kognitive evner. Og hvis vi stillede alle vores forfædre op på en lang række, vil vi ende med at have samme forfædre som grise,” siger Stijn Bruers.

Kritikerne af dyrerettigheder hævder, at denne argumentation er udtryk for antropomorfisme, hvor dyr tillægges menneskelige egenskaber, de ikke har. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, mener Jes Lynning Harfeld fra Institut for Anvendt Filosofi ved Aalborg Universitet.

”Hvis min hund danser rundt og logrer med halen, så konstaterer jeg, at den er glad. Det er ikke antropomorfisme. Hvis jeg siger, at den er glad, fordi det er dens fødselsdag, eller ser tænksom ud, fordi den spekulerer over universets uendelighed, så antropomorfiserer jeg. For en hund kan ikke tænke over universets uendelighed. Men det kan min toårige søn heller ikke, og han har alligevel rettigheder,” pointerer han.

Men hvis dyr får status som en person med tilhørende rettigheder, bør det vel også være strafbart at slå dyr ihjel?

Det mener nogle dyreetikere som for eksempel Will Pymlicka fra Canda. Han har netop udgivet bogen ”Zoopolis”, som har vakt opmærksomhed i dyreetiske kredse. Her taler Pymlicka for, at dyr skal have politiske rettigheder og betragtes som borgere. Husdyr skal have samme rettigheder som mindreårige personer, dyr, der lever iblandt os og har tilpasset sig, ligesom duer og rotter skal have krav på ikke at blive udryddet, fordi det vil være en form for folkedrab. Og endelig skal vilde dyr behandles som borgere i suveræne stater, hvor vi mennesker ikke blander os.

Jes Lynning Harfeld kan godt se, hvor Kymlicka vil hen.

”Der er selvfølgelig ikke tale om at give dyr stemmeret. Men der er masser af mennesker, der ikke har stemmeret, og som alligevel er omfattet af borgerrettigheder, der giver samfundet et ansvar. Jeg har ansvar for mit barn, og det har samfundet også,” siger Harfeld.

Sognepræst og miljøetiker Martin Ishøy har som udgangspunkt stor sympati for hele talen om, at dyr har en værdighed og en værdi i sig selv.

”Løgstrup talte om menneskets skamløshed i forhold til dyr er et begreb, som jeg finder rammende. Og man kan sige, at hvis dyr har en værdighed i sig selv ligesom mennesker i kraft af deres skabthed, så følger der også rettigheder med. Men ét er retorikken, noget andet er konkret handling. Og det bliver jo absurd, hvis man vil føre logikken ud i den yderste konsekvens, på samme måde som et teokrati som det iranske under Khomeini førte til totalitarisme,” advarer Ishøy.

Jes Lynning Harfeld mener, at vi under alle omstændigheder vil bevæge os henimod veritable dyrerettigheder på lige fod med menneskerettigheder.

”Jeg tror, at man om 300 år vil se på vores tids forhold til dyr på samme måde, som vi i dag ser på slaveriet. Udviklingen er der jo. For 20 år siden mente man, at fisk ikke kunne lide. I dag er der regler for dambrug. Og tænk på opstandelsen, da giraffen Marius blev aflivet,” siger han.

Men hvad med barnet og hunden i det brændende hus? Skrider det etiske grundlag og menneskerettighedernes funktion som en rød streg i sandet, hvis det er i orden at redde hunde i stedet for børn? Kan man forestille sig en regeringsleder, der vælger at bruge penge på dyrene i et kvarter i stedet for kvarterets børn?

”Vi ræsonnerer jo allerede på den måde,” siger Stijn Bruers.

”Hver eneste gang vi bruger penge på dyrebeskyttelse, kunne vi i stedet have valgt at bruge pengene på fattige børn.”