Max Weber opfandt sin egen protestantisme

Hverken troende eller sekulære har det særligt bekvemt med at læse Max Webers tanker om den protestantiske etik. Weber selv var ikke troende, men mente, at man ikke kan forstå det post-kristne samfund uden at forstå kristendommens indflydelse

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Max Weber var en mand med mange paradokser. På den ene side er han en af de store tænkere om religion. På den anden sagde han, at han var ”religiøst umusikalsk”.

Og det er netop pointen med Max Weber, som han bliver beskrevet i ny biografi af Oxford-historikeren Peter Ghosh. Max Weber anså religion for den vigtigste faktor i det post-kristne moderne samfund, men samtidig var religion ikke noget for ham personligt.

Peter Ghoshs biografi om Max Weber går på tværs af de socialvidenskabelige discipliner, som hver især har deres egen fortolkning af Weber, og biografien lægger også stor vægt på privatpersonen Max Weber.

”Webers store styrke - og svaghed - er hans store spændvidde i interesser,” forklarer Peter Ghosh, som Kristeligt Dagblad møder i hans hule af et kontor på St. Anne's College i Oxford.

Som historiker har Peter Ghosh ikke kun læst de akademiske tekster, men alt tilgængelig materiale, hvilket er blevet til bogen ”Max Weber and the Protestant Ethic”.

Den har undertitlen ”Twin Histories”, fordi historien om personen Max Weber og teorien om den protestantiske etik er som tvillinger.

Max Weber selv var ikke religiøs, men der var religion i hans tænkning.

”Argumentet i 'Den protestantiske etik og kapitalismens ånd' (1905) er, at uanset hvad du mener om religion i det moderne samfund, så må du ikke glemme, at det er den eneste vigtige formative indflydelse. På den vis er Weber ikke bekvem læsning for den troende, og han er heller ikke bekvem læsning for den sekulære,” siger Peter Ghosh.

Billedet bliver yderligere kompliceret af, at den protestantiske etik, som Max Weber beskriver, er hans egen konstruktion.

”Den moderne religion, han taler om som protestantisk etik, er en ren webersk opfindelse, som han kalder asketisk protestantisme. Meget er funderet på calvinisme, og ifølge Weber er problemet med både katolicisme og luthersk tro, at de er alt for bundet op på det personlige verdenssyn, og selv i det offentlige rum er personlige forhold afgørende.”

Selvom der er klare referencer til calvinisme, så udlægger han protestantismen på en dengang uset måde.

”Weber mener, at moderne lutheranisme er for pæn, han vil have noget, der er strengere og mere handler om selvkontrol. Og en af de kuriøse illusioner om Weber er, at der må have været nogle vigtige calvinister i hans liv. Men det var der ikke.”

Hans viden er hentet ved at læse calvinistisk teologi. Men en af de vendinger, han bruger mest, er opfundet af Luther og handler om ”den skjulte Gud”.

”Det, Weber siger, er, at for calvinisten er den skæbnebestemte Gud også den skjulte Gud, og denne Gud giver åbenbaringer og forventninger til verden, som vi ikke forstår, men som vi skal adlyde.”

Men det er et argument, som ikke hun handler om Gud og religion.

”Den moderne læser af Weber har ofte svært ved at forstå, at hans calvinistiske Gud er som kapitalisme. De er begge beskrevet som transcendentale. Upersonlige kræfter, der har deres egen logik. Det er det afgørende argument i hans tanker om den protestantiske etik,” fastslår Peter Ghosh.

Weber var på toppen af sin filosofiske karriere for omkring 100 år siden, og det rejser naturligt spørgsmålet, hvor relevante hans tanker er i dag.

”Jeg mener, han fanger mange dele af vort moderne liv ganske godt. For eksempel at vi bor i en verden, som er webersk. Vi ved, at vi har regler for opførsel, som du automatisk respekterer. Du lader ikke din personlighed stå i vejen. Det er ren Weber. Når folk læser Webers tanker om bureaukrati eller rationalitet, så tænker de, at det er den verden, vi lever i,” mener Peter Ghosh.

Han trækker parallellen til et berømt begreb hos Weber, hvor han taler om stålhuset - ”ein stahlhartes Gehäuse” - som ifølge Peter Ghosh ofte bliver oversat forkert som et jernbur eller stålhård kapsel.

”Men det er en bolig og ikke et bur. For hvis du vil, så kan du forlade det. Og jeg mener, at det er en meget fornuftigt måde at forklare på, hvordan vi lever vort liv i det moderne Vesten. Vi ved alle, at der er mange ting ved moderne kapitalisme, som vi er uenige i. At de ting er umenneskeliggørende. Det vil 99 procent af alle akademikere være enige om. Men de er ikke så uenige, at de siger, at de vil i kontakt med deres egen menneskelighed og beslutter sig for at leve i Gobi-ørkenen. Og det er den kraft, der ligger i billedet af stålhuset. Den hæmmer dig, men den forhindrer dig ikke i at forlade det.”

En vigtig pointe er, at Max Weber skriver om Occidenten, som i hans optik omfatter Vesteuropa og Nordamerika, men ikke eksempelvis Rusland.

”Kun Vesten har det moderne, postreligiøse samfund. Han skriver om andre religioner, men de er i samfund, hvor de har ikke været igennem modernitetens overgang, mens vi lever i et post-religiøst samfund,” forklarer Peter Ghosh.

Max Weber bliver ofte beskrevet som sekulær, men er det ikke i en dogmatisk forstand. Han siger ikke, hvad folk skal tænke. Det er et valg af værdier,” siger Peter Ghosh, som for at forklare dette nævner Nietzsche og hans udsagn ”Gud er død”.

”Det udsagn var ikke i sig selv vigtigt. Men det nye var, at det var muligt at være uenig om Gud uden store konsekvenser. Det var det frie valg. Personlige værdier er frie. Alle kan tro, hvad de vil.”