Satan er blevet ren underholdning

I store dele af populærkulturen bruges Satan som underholdning og symbolik. Her ses en gruppe Heavy Metal-fans.

I muslimsk retsvidenskab har man helt fra Profetens tid taget højde for, at der var kvinder, som blev ...

Opfattelsen af Djævelen har ændret sig væsentligt, siden kristendommen kom til landet. Her ses et kalkmaleri i Fanefjord Kirke på Møn. – Foto: Leif Schack-Nielsen. / Scanpix

Tidligere tiders frygt for det onde er afløst af tatoveringer, gyserfilm og heavy metal-musik, der flirter med djævelskab. Men vi bør stadig opfatte det onde som noget konkret, mener teolog

Om nogle dage falder den halvårlige dato for terminer og afdrag, der i nogle generationer har været kendt som Fandens fødselsdag.
Det er en af de få hverdagsagtige reminiscenser af en figur, som det moderne samfund ellers har sat på porten. For hvor Djævelen tidligere var noget, man skulle beskyttes imod, genfindes han i dag kun som en integreret del af populærkulturen.

LÆS OGSÅ: Det onde eller den onde?

Blandt andet gennem heavy metal-musik og tv-serier om hekse flirtes der med tanken om en ond magt, men få tager den alvorligt, vurderer flere teologer, Kristeligt Dagblad har talt med. Dermed har opfattelsen af Djævelen flyttet sig væsentligt, siden kristendommen kom til landet, fortæller kirkehistoriker og lektor i teologi fra Københavns Universitet Nils Holger Gregersen.

I oldkirken og i middelalderen har man på baggrund af nytestamentlige og generelle forestillinger set Djævelen som en figur, der blev opfattet som meget reel. Det viste sig blandt andet gennem ritualer for eksorcisme. Først i 1700-tallet og efter Reformationen blev den opfattelse udfordret af rationalismen, og Djævelen blev efterhånden ikke i samme grad opfattet som noget konkret fysisk, man skulle befries fra. I dag tror jeg, de færreste har konkrete, fysiske forestillinger om en djævel, vurderer lektoren.

Men det bør man faktisk have, mener professor i teologi fra Aarhus Universitet Svend Andersen:

Kærlighed bliver gjort til sex og porno, og døden bliver gjort til underholdning. Det samme med ondskab det hele bliver gjort til underholdning. Og så er det svært at gøre tanken om det djævelske gældende på en seriøs måde. En af kirkens store udfordringer er at tale om de alvorlige ting. Og sagen er den, at når mennesker virkelig bliver berørt, ved de jo godt, at overfladen ikke holder. De forældre og pårørende til de unge mennesker, der blev dræbt i Norge, ved godt, at der er noget, som hedder ondskab og dæmoni. I en sådan situation erfarer man, at man bliver nødt til at have rammer og ord, der udtrykker den alvor, der er i for eksempel ondskab, siger han.

Blandt folkekirkens præster vil der dog i dag ikke være mange, der tror på Djævelen som et personligt væsen, vurderer sognepræst i Himmelev Marianne Juel Maagaard, forfatter til bogen Et Satans uvæsen.

Men præsterne tror selvfølgelig på eksistensen af det onde, som viser sig i forskellige former og kommer til aftrykimenneskershandlinger.Djævelenbliverdermedensprogfigurogetsymbol,sigerMarianneJuelMaagaard.

For biskop i Lolland-Falster Stift Steen Skovsgaard er Djævelen dog langt mere end et symbol.

For nylig så jeg i lufthavnen en gruppe unge med sataniske T-shirts og tatoveringer med dødningehoveder. Der eksisterer en dyrkelse og fascination af ondskab, som jeg bestemt ikke bare ser som uskyldig. Mange vil formentlig ikke anerkende Djævelens eksistens, men hvis man ikke gør det, er det som at bevæge sig rundt i et mørke med nogle farer, man ikke tror er der. Man er ikke klar over, at man har brug for et værn.