Lovgivningen er blevet det. Skolen er blevet det. Og i forbindelse med den aktuelle debat om kirkelig vielse af homoseksuelle har det ofte lydt, at folkekirken er ved at blive det. Sekulariseret.
Men hvad er sekularisering egentlig?
Ordet betyder verdsliggørelse og blev oprindelig brugt om præster, der blev løst fra præsteløftet. I religionskrigene i 1500- og 1600-tallet under reformationstiden inddrog fyrster mange kirkelige ejendomme, og da kom sekularisering til at betyde, at kirken afgiver en institution eller en bygning til verdslige myndigheder.
Først senere blev det en betegnelse for en proces: at forskellige felter inden for kultur og samfund unddrages kirkelig kontrol.
Professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Hans-Jørgen Schantz mener, at sekulariseringen af Vesten opstod i oplysningstiden, cirka 1690-1780. Det var en tid præget af en optimistisk tro på den menneskelige fornuft og en overbevisning om, at viden skulle deles.
Her sker det. Sekulariseringen breder sig til alle vidensområder politik, økonomi, kunst, jura, moral, naturerkendelse. Man trækker religiøse bestemmelser og begrundelser bort. Det er ikke områder, der angår religionen, og religionen skal ikke optræde, hvor den ikke hører hjemme.
Efter revolutionen i Frankrig i 1789-1799 blev skellet mellem kirke og stat mere markant og i forskelligt omfang en del af lovgivningen i de forskellige lande i Europa og USA. Kongstanken var ikke, at religionen skulle forvises, tværtimod at religionen havde sin plads såvel som sin ret men uden for videnskaberne og i stigende grad også uden for institutionerne. Spørgsmålet om sekularisering var på det tidspunkt et spørgsmål om, hvilken position stat og religion skulle have i forhold til hinanden.
Resultatet var, siger idéhistorikeren, at livet blev overladt til menneskene, som man nu mente besad evnerne og forudsætningerne for at mestre det.
Det er sekularisering. Og det er i bund og grund det måske vigtigste træk ved den vestlige civilisation, siger Hans-Jørgen Schantz.
18 universitetsbygninger fra Hans-Jørgen Schantz kontor på Aarhus Universitet sidder lektor i religionssociologi Lene Kühle. Hvis hun skal trække en streg i sandet og sige, at der begynder sekulariseringen, vil hun sætte den et par hundrede år længere fremme end professoren i idéhistorie.
Den begynder med nogle af det 19. og 20. århundredes mest markante skikkelser, siger hun. Folk som for eksempel psykiateren Sigmund Freud, sociologen Max Weber og socialisten Karl Marx.
Sigmund Freud psykologiserede den menneskelige selvforståelse. Hvor eksistentielle problemer førhen ofte blev anset for religiøse af natur og præsten som den oplagte at opsøge, begyndte man nu at anse mennesket for et psykologisk væsen, der i problemer burde opsøge en psykiater eller psykolog. Det er sekularisering.
Max Weber forudså en omsiggribende rationalisering af samfundet, som ville skubbe religionen ud på sidelinjen; et samfund, hvor religiøse værdier ikke har nogen betydning. Det anså han for en nærmest uafværgelig proces, og hans teori kaldes for sekulariseringstesen.
Karl Marx, der gav inspiration til en række ideologier fra kommunisme til socialdemokratisme, havde et negativt syn på religion og anså den som et falsk udtryk for menneskets længsel efter social tryghed. Han forestillede sig, at religion ville forsvinde i takt med økonomisk velstand. Det ville også have været sekularisering.
LÆS OGSÅ: 2000 års sekularisering i 4 punkter: fra Romerriget til i dag
Flere navne kunne nævnes, men tanken er den samme: at religion ville udspille sin rolle. Spørgsmålet om sekularisering var blevet et andet i det 19. århundrede og frem. Det var i store træk blevet til et enten-eller, man var enten religiøs eller sekulær, og med tiden ville sekulariseringen være den klare vinder.
Den teori var stort set uimodsagt i 1960erne, hvor religionssociologien for alvor vandt indpas på universiteterne, siger Lene Kühle.
Men religionen er her som bekendt stadig, og religionssociologerne taler i dag om et både-og i stedet for et enten-eller, når de beskæftiger sig med sekularisering.
Verdenshistorien gik nemlig andre veje end forudsagt. I 1979 faldt shahens Iran, og landet blev omdannet til muslimsk præstestyre, altså blev verden meget konkret mindre sekulariseret. 10 år senere faldt Berlinmuren og med den i et vist omfang den marxistisk prægede tilværelsesforståelse. Ind flyttede mange steder religion, ikke mindst i de førhen officielt ateistiske stater Rusland og Kina. Og den 11. september 2001 begyndte en såkaldt krig mod terror, som nogle debattører stadig kalder en religionskrig.
LÆS OGSÅ: Konflikter førte til nyt syn på sekularisering
I dag er der flere danskere, der aldrig går i kirke, skrev nærværende avis så sent som i mandags. Men avisen skrev også, at markant flere i løbet af en uge er i kontakt med kirken end for 15 år siden. Nok forsvinder salmesang og fadervor fra statslige institutioner som folkeskole og fritidshjem, men samtidig er der mere religion i andre institutioner flere studenterpræster på universiteterne og flere imamer og præster i danske fængsler. Stik imod 100 års forudsigelser er religionen fulgt med sekulariseringen. Lene Kühle påpeger:
Det, der sker lige nu, er, at sociologer får øje på religionen og skal have den ind i deres teorier. Den har været lidt glemt. På universiteterne har den fyldt mindre, end den burde, siger hun.
Den toneangivende amerikanske sociolog Peter L. Berger blev i 1997 citeret for at sige:
Jeg tror, at hvad jeg og de fleste andre religionssociologer skrev i 1960erne om sekularisering, var en fejltagelse. Vores underliggende argument var, at sekularisering og modernitet går hånd i hånd. Med mere modernisering kommer mere sekularisering. Det var ikke en skør teori. Der var nogle beviser for det. Men jeg tror, det er grundlæggende forkert. Det meste af verden i dag er bestemt ikke sekulær. Den er meget religiøs. Inklusive USA. Den eneste undtagelse til dette er Vesteuropa. Et af de mest interessante spørgsmål i religionssociologi i dag er ikke: Hvordan forklarer du fundamentalisme i Iran? Men: Hvorfor er Vesteuropa anderledes?.
Fordi vores verdensdel har en kristen forhistorie, mener professor Hans-Jørgen Schantz. Det var så at sige Jesus selv, der startede det. Da han sagde giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, lagde Jesus på sin vis selv kimen til den kristne verdens sekularisering, siger idéhistorikeren og uddyber:
Der er den helt afgørende forskel på kristendom og jødedom og islam, at kristendom opstod som en minoritetsreligion i Romerriget. Kristendommen skulle fra starten leve med en politisk overmagt, hvorimod de to andre fra starten har været statsbærende.
Statsbærende blev kristendommen siden, men det ligger altså i religionens rødder, at tro først og fremmest er et privat anliggende. Og derfor kan sekularisering og religion i netop den kristne verden leve side om side i et venskabeligt forhold, mener Schantz.
Den forklaring køber Lene Kühle dog ikke:
Det er lidt flot at sige, synes jeg. Der er mange faktorer i det her, og at kristendommen skulle være en specielt vigtig faktor, kan jeg ikke overbevises om. Kristne har indarbejdet sekulariseringen, men der er også kristne, der har bekæmpet den. Man giver et endimensionelt billede af kristendommen, hvis man siger det.
Det kan der måske være noget om, mener lektor i teologi Peter Lodberg, som også sidder på Aarhus Universitet, to etager over Lene Kühle. Han tilføjer gerne nogle dimensioner til idéen om, at kristendom er særligt sekulariseringsegnet.
I anti-kirkelige kredse har man betragtet sekulariseringen som menneskets frigørelse fra religiøs overtro, mens man i nogle kirkelige kredse har set sekularisering som afkristningen af samfundet, en forfaldshistorie. Men der er også den modsatte historie, udviklingshistorien, siger han. Peter Lodberg påpeger, at den kristne kirke historisk set har støttet forskellige typer af politisk magt, især enevælden, og nu har allieret sig med demokratiet som den mindst ringe styreform.
Hvad kirken ikke kan forhindre, velsigner den, skrev den tyske forfatter Kurt Tucholsky i begyndelsen af forrige århundrede, og Peter Lodberg siger lidt det samme: at kirken tilpasser sig sekulariseringen, så man får en teologi, der hjælper kirken til at tilpasse sig en ny samfundssituation.
Grundlæggende er sekulariseringen et tveægget sværd:
Det er på den ene side en nødvendig frisættelse af det enkelte menneske i forhold til religiøse institutioner og i forhold til etableringen af det moderne samfund og den moderne individualitet, siger han og fortsætter:
På den anden side oplever mange, at vi har mistet sansen for det fælles og nogle etiske og religiøse værdier i takt med, at sekulariseringen er skredet frem i den europæiske historie.
Peter Lodberg forudser, at sekularisering og religion begge vil fortsætte med at gøre sig gældende i samfundet. Nogle mennesker vil blive mere sekulariserede, andre mere religiøse.
Med hensyn til institutionerne skoler, hospitaler og så videre tror Peter Lodberg, at de vil blive stadig mere sekulariserede, fordi vi i Danmark ikke er særlig gode til at gøre klart, hvad religionernes bidrag er til samfundsudviklingen, siger han.
Siden Reformationen er religion i Vesten blevet et stadig mere privat anliggende. Og flere religioner er kommet til. Hvor religion, én religion, i et årtusinde har været et fælles samlingspunkt i Vesteuropa og Danmark, forudser Peter Lodberg en anden fællesnævner:
Underholdning, sport, forbrug, kulturoplevelser. Det fælles vil i fremtiden blive det sekulære.
Begrebet sekularisering kommer af det latinske ord saeculum, som betyder tidsalder eller århundrede. Det oversættes som regel med verdsliggørelse og betegner den udvikling, der fører til, at religionens tilstedeværelse reduceres på stadig flere livsområder som videnskab, samfund, kunst og kultur.
TEMA: Sekularisering