Menneskelig værdighed er et centralt argument, ofte det sidste, når vi diskuterer menneskerettigheder, behandlingen af flygtninge og etiske emner som aktiv dødshjælp. Grundstenene til den moderne forståelse af begrebet lægges i renæssancen, hvor man tager de første skridt i retning af at tale om det enkelte individs rettigheder og muligheder.
Netop når det gælder værdighed, har renæssancefilosoffen Giovanni Pico Della Mirandola noget at sige til os i dag. Han var om nogen den, der udtrykte renæssancens menneskesyn og livsstemning: Mennesket har en særstilling i denne verden i forhold til al anden skabning. Det har både frihed og selvansvarlighed. Det er netop deri, dets værdighed består.
Pico Mirandola skrev i 1486 en tale ”Om mennesket værdighed”. Talen blev aldrig holdt, men fik alligevel en afgørende virkning på renæssancens menneskeopfattelse.
Han havde i et skrift bestående af 900 teser opsamlet stort set alle fortidens filosoffers og religionernes bud på en forståelse af mennesket som et frit væsen. Det var så til disse 900 teser, han skrev fortalen ”Om menneskets værdighed” (Oratio de dignitate hominis).
Teserne blev offentliggjort i Rom i 1486. Men da et paveligt udvalg havde læst teserne, blev en offentlig diskussion hindret og en række af teserne fordømt. Det drejede sig først og fremmest om Picos afvisning af læren om den evige helvedesstraf, om Kristi nedfart til dødsriget samt om en række teser, hvori han forsvarede den aleksandrinske teolog Origenes' tanker om alles frelse. Og så var man mistænksom over for Picos brug af den jødiske mystik.
Mennesket er et under, skriver Pico i indledningen til sin tale. Med baggrund i nyplatonismens tankegang ser han Guds skabelse som noget, der er sket i trin fra det højere til det lavere. Men hvor skulle mennesket nu placeres i skaberværket? spørger Pico. Han udvikler nu en skabelsesteologi, hvori mennesket ses som det væsen, der selv skal bestemme sin natur i overensstemmelse med sin egen fri vilje. Mennesket sættes ”midt i verden” - netop for at det kan se, hvad der findes i verden omkring det. Og Pico lader Gud sige:
”Du holdes ikke tilbage af nogen overvindelige skranker, men skal selv bestemme din natur i overensstemmelse med din egen fri vilje, i hvis varetægt jeg har overgivet dig.” For det står i menneskets magt og ifølge dets egen beslutning ”at hæve sig til højere former, som er guddommelige”.
Men samtidig er mennesket på grund af syndefaldet hæmmet af sine drifter, fremgår det også af talen. Altså, skriver Pico, skal vi med moralfilosofien rense vore øjne for smuds, med dialektikken skal vi rette vore øjne mod det retfærdige og med naturfilosofien vænne vore øjne til at tåle sandhedens endnu svage lys, sådan at vi med teologiens fromhed ”og den hellige Gudsdyrkelse som himmelske ørne tappert kan udholde middagssolens fulde stråleglans”.
Med eksempler fra de græske filosoffer redegør Pico i stærke billeder og i et intensivt sprog for de veje til sandheden, som filosofferne har vist. Pico opregner en lang række filosoffer tilbage til den antikke tid, idet hver filosofs tanker karakteriseres kort som værende et nødvendigt led i den samlende erkendelse af sandheden. Netop ved at fremlægge ikke en enkelt, men alle mulige skolers opfattelser, ja, så vil denne mangfoldighed få sandheden til at lyse klarere. Det tjener ikke til noget blot at nøjes med middelalderens latinske filosoffer. Nej, al visdom er jo strømmet fra orienten til grækerne og derfra videre til os. Og det er netop denne strøm af tanker, der befrugter os med nye tanker, skriver Pico.
Filosofien har lært ham at være afhængig af hans egen samvittighed og ikke af andres meninger og opfattelser. Derfor skal diskussionen af de 900 teser også ske i offentlighed. Også selvom mange vil afvise det og mene, at det er tom demonstration af lærdom. Ja, der er også dem - nævner Pico - der anser ham for at være for ung (24 år) til at føre den slags diskussioner med kirkens og universitetsverdenens ypperste.
Som forsvar for sit forehavende nævner Pico, at en diskussion om filosofi og teologi aldrig skal føre til uvenskab, for nid og nag er ifølge Platon og Aristoteles ”altid fjernt fra gudernes kor”.
Dernæst vil det styrke spændstigheden i tanken at gå ind ”på videnskabernes kampplads”. Og med hensyn til sin egen alder nævner Pico blandt andet det kendte citat fra brevet til Timoteus i Bibelen: ”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung.” Pico slutter sin indledningstale med ordene: ”Jeg har med dette møde villet vise, ikke at jeg ved meget, men snarere at jeg ved, hvad andre er uvidende om.”
Pico Della Mirandolas tanker hviler på et menneskesyn, hvor Platons idélære går i en syntese med det jødisk-kristne. Mennesket er et unikt væsen, der med sin fornuft er i stand til at gennemskue tilværelsens mysterier. Menneskets tanker fra ”den gamle teologi”, altså den før-antikke digtning og mystik, over den græske antik, den bibelske teologi og via kirkens filosoffer og teologer frem til Picos egen tid, vidner i sig selv om menneskets storhed og muligheder.
Picos tankeprojekt er imponerende. For første gang i filosofiens historie præsenteres et tankesystem, hvor alle religioner og filosofier ses som pegende frem mod den samme sandhed, Gud. Sådan er religionen filosofiens fuldendelse.
Omkring 22 år efter, nemlig i årene 1508-12, skabte Mi-chelangelo sit storværk i Det Sixtinske Kapel i Rom, billedserien over skabelsen. På verdenskunstens nok mest berømte billede ses Adams skabelse som skabelseshandlingens klimaks. Adams atletiske krop ligger endnu dovent henslængt. Som langsomt vågnende af en døs rækker han sin hånd frem mod Skaberen, der med en vældig kraft nærmest flyver frem mod det første menneske. Og for beskuernes indre blik overføres der i næste nu en guddommelig energi til Adam: Mennesket skabes i Guds billede. Hvad Pico udtrykker i ord 1486, bliver til verdenskunst gennem Mi-chelangelos pensel.
Platons lære om de evige ideer, som mennesket havde adgang til, stillede mennesket i forgrunden som det væsen, der kunne skue tilværelsen guddommelige sandhed. Mennesket blev opfattet som gudskabt med en udødelig sjæl - en sjæl, der netop afspejlede og i sig have viden som sit eget guddommelige ophav.
Denne humanisme mødte imidlertid modstand i den katolske kirke. Og senere brød den lutherske reformation med renæssancens optimistiske tro på mennesket og vendte sig til Paulus' menneskeopfattelse. Men den individualisme, som blev til i renæssancen, var i virkeligheden den reformatoriske kristendoms forudsætning, og idéhistorisk finder vi sporene af dette menneskesyn i 1600-tallets rationalisme, 1700-tallets oplysningsfilosofi og videre ind i romantikken.
Måske har Pico Mirandola stadig en aktualitet, når han taler om menneskets værdighed. Måske har vi stadig brug for at blive mindet om skabelsens menneskebillede og den filosofiske traditions menneskeopfattelse.
Det er i alt fald de to linjer, som Mirandola bygger sit skrift på.